Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2000Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Mad Hatress

 

Jeg hørte nogle råbe noget. Jeg stivner og lytter, panikken kommer snigende, vi bliver angrebet!
Hvordan har de fundet os? Er det pigen som har snydt os?
Jeg løber ind i våben depotet og ser at Aron står der inde og lader de få pistoler vi har, jeg tager baseballbattet som sædvandlig.

Jeg løber ind i forsamlings rummet og ser at omkring ti eller mere er ved at omringe pigen og Mark. Lukas kommer løbende sammen med nogle af de andre, de har metal stikkerne i hånden.

"hvordan fandt de os?!" råber jeg hen til Mark.
"jeg ved det ikke, måske da vi flygtede med hende der!" han peger hen mod pigen som ligger forsvarsløs på gulvet, jeg ser en skygge gå mod hende jeg løber hen og giver den et ordenligt slag med battet.
De er stort set stadig mennesker, bare ondere og så det at de ikke kan tåle lys.
Jeg forsætter med at forsvare mig og pigen.
Jeg kigger hen mod Lukas og Aron som skyder lidt efter dem med pistolerne, pigerne kæmper sjusket med metal stykkerne.

Det hjælper ikke meget bare at slå rundt i luften med det.
"Alyssa! Parer i stedet for at slå til luften!" råber jeg hen imod hende, det overrasker mig ikke hun stoppede midt i det hele, jeg hører et skrig og Alyssa bliver ført væk af en af skyggerne. Darren løber hen mod skyggen men det er forsent, skyggen suger langsomt sjælen og livet ud af hende, det er ret creepy.
Hun står med åben mund men hendes øjne bliver mere og mere tomme, noget lyst kommer ud af hendes mund og der flyver sorte skygger rundt i hele rummet. Kæmper om hendes krop.
"Alyssa! Nej!"
råber Daren helt panikslagen. Jeg kigger frem og ser at en skygge kommer bagfra på vej efter Lukas i et uopmærksomt øjeblik.

"Lukas bag dig!" han drejer hurtigt om og skyder personen lige mellem øjne.  
Jeg bliver ved med at slå efter skyggerne, der er for mange til at vi kan vinde, vi må flygte på en eller anden måde, men hvordan?
Den eneste udgang er jo op af kælderen,
"jeg ved hvordan vi kommer ud...." hvisker jeg til mig selv. Jeg kigger op i et sekund og jeg har ret der er et lille hul som fører tilbage til værelset med floden vi kunne flygte gennem der, skyggerne blokerer den anden vej,
"Hey! Vi må op i det hul! Det er en udvej, stol på mig!" de nikker hurtigt, drengene skyder et par gange mere, mens de andre løber i ren panik mod hulet omkring fire meter over jorden.
Jeg ser mens de en efter en kun lige når op.

"Hey du, hen til de andre de hjælper dig op!" jeg slår endnu en skygge, med et hårdt slag, jeg griner bare. Det morer mig lidt det her, før skyggerne kom blev jeg kaldt freak og weirdo fordi jeg var så drenget. Men nu var det af den grund at jeg stadig stod her og kæmpede for livet, og faktisk havde en chance for at overleve? Den her tøs!

Mit grin bliver hurtigt til et skrig, to skygger kommer bagfra, den ene holder om min hals, mens den anden havde taget mit bat.
"Sophie!" jeg hører en råbe efterfulgt af to skud. Jeg har lukket mine øjne helt i, bange for det er mig som er blevet skudt.
Jeg åbnede dem langsomt og så at Aron skulle til at hive mig op igen, jeg tog mit bat igen, jeg så bare på de to skygger som lå helt døde.

Det er så ulækkert sort væske kommer løbende ud fra hvor Aron har skudt dem. Vi løb hen til hullet, Aron giver mig en hestesko, jeg kommer op og giver ham en hånd.
Lukas står stadig dernede.
"Lukas kom nu, vi må væk!"  det er et meget smalt hul, men de andre var for længst forsvundet, mig og Aron ventede på Lukas så han havde en chance for at slippe væk.  
Jeg kigger rundt for a se om jeg kan skaffe ham tid, jeg kigger mod loftet for at få øje en form for klippe som ser ud til at sidde løst.  

"Giv mig din pistol!" Aron gav mig den, men tøvende,

"hvor mange patroner er der tilbage?"

"to tror jeg?" perfekt, så burde være nok, jeg tog den frem og sigtede jeg ramte den, og den begyndte at rykke sig lidt,  jeg skyder den igen lidt mere til venstre og den hænger lige på kanten og falder, lige ned foran indgangen her til, de sider nu fast herinde, men de blev også mast under den.

Der var kommet flere skygger ind lige før den faldt så der er mange efterhånden, Lukas brugte sin sidste chance løb hen og tog imod Arons hånd. Jeg begynder at følge gangen, til vi falder ned i floden som strømmer igennem et af rummene, vi skynder os op.
Løber hen til bogreolen, åbner den og lukker den hurtigt bag os.

"vi må være sikre på de ikke følger os" Lukas lyder så sikker men skræmt. Han tager nogle af de meget få møbler hen foran, som stort set bare er en ødelagt stol og en masse kasser.
Vi går op og ser de andre stå der, eller kun Daren, pigen, Rebekka, Mark, Markus og Nick.

"hvor er de andre?" spørger jeg med bange anelser.

"de er væk, de blev fanget på vej ud." siger Nick, med en trist tone.

"vi må væk herfra, nu" Aron råber nærmest, vi kigger ned og så at skyggerne skubber ihærdigt til bogreolen men den rykkede sig næsten ikke,

"Løb!" råber Lukas og vi alle sætter i løb, bortset fra pigen som bare ligger i Lukas arme.

 

Vi har løbet i det som føles som timer, og vi var for længst sluppet fra skyggerne. Vi er endt ude på langtyndskids marker. Vi er omringet af korn som skulle være høstet for længst. Jeg tænker mest på om det er fordi vi hentede pigen eller snød hun os? 
Er hun en af dem? Jeg tror ikke på det selv, men hvad nu hvis det var rigtigt? Vi sætter farten ned og nu går vi bare.
Lukas sætter pigen ned, hendes 'gips' var helt blodig, den skal måske snart skiftes hvis hun skal hele hurtigt.

"Lad os tage en pause" Siger Lukas, et suk kommer fra Lukas, det må også være hårdt at løbe så hurtigt med en pige i favnen som ikke kan løbe selv. 
Hun sidder stille, næsten helt sammenkrøllet, men hun kan jo ikke bruge sine fødder.

"Hvordan havnede du egentlig under den metalbjælke inde i byen?" Hun kiggede op mig.

"Jeg flygtede fra nogle skygger, de havde set at jeg tabte min kontakt linse og løb så efter mig. Jeg bruger sorte linser for at skjule mig selv."

Genialt! Linser, måske skal vi røve en brille butik for deres sorte linser næste gang vi ser en?
"Smart, men stadig, hvorfor havde du en metalbjælke over dig?" spørger jeg hurtigt for hun havde undgået mit spørgsmål.

"Jeg, jeg løb ind i den, jeg flygtede fra en, jeg så noget. En æske. Den lyste svagt men da jeg rakte ud efter den forsvandt den og sammen med alle skyggerne som var efter mig, og så sad jeg fast under den, fordi den væltede."

Jeg kan ikke lade vær med at grine,

"Løb du ind i en metalbjælke og så faldt den over dig? Men før så du en æske som lyste og skyggerne blev bange?" Hun laver grimasse, jeg tror hun kan høre hvor latterligt det lyder.

"Men det er sandt" Hendes stemme er bestemt, det lyder ikke som hun lyver, og jeg kunne tydeligt høre når man lyver, for så var en stemme altid en smule lysere eller man kunne ikke side stille. Jeg nikker bare og går væk fra hende. Jeg går hen til Aron som har lagt sig ned i det høje græs som er han her sammen med alle de døde korn.

"Hun siger der er en æske som skyggerne er bange for, og at hun fik bjælken over sig fordi hun løb ind i den" jeg kommer med en grin efter det sidste. Han rejser sig op med et smil

"Seriøst?" siger han bare, "Ja, hvordan kan man ikke se at man er ved at løbe ind i en metalbjælke!" Han kigger mærkeligt på mig "Nej... Jeg mener det med æsken. Hvad nu hvis den faktisk eksisterer?"

Mener han det der? Han tror på pigen som løb ind i en metalbjælke! Jeg griner lidt men tænker over det "Måske" siger jeg bare og ligger mig ned, lukker øjnene og falder stille i søvn.

 

Jeg er på vejen hvor basen er.

Det er mørkt, det eneste som oplyser vejen er den ene gadelampe jeg står under. Og en lille firkantet ting midt på vejen længere henne. Jeg går imod den, en lille guld kasse, sikkert lavet af guld, den har sølv tråde hele vejen rundt i et smukt mønster. Oven på er der et hul nærmest, der mangler noget. Den står der bare. Mistænkeligt.

Jeg ville tro skyggerne ville prøve at narre mig. Men kassen lyser selvom den er lukket, de ville skrige i smerte bare ved at kigge på den.

"Smuk, ikke sand?" Jeg vender mig om, en mand med lys blondt hår med svage krøller., lyseblå øjne og kun i ført en form for toka? Altså de der mærkelige kjoler græske guder altid rendte rundt med? Jeg nikkede som svar til hans spørgsmål. Han træder langsomt frem,

"Ved du hvem jeg er?" Kommer det pludselig fra ham, et eller andet skriger at huske ham, jeg har set ham før, ikke i virkeligheden men i en bog, på et billede

"Du er Apollon!" Kommer det hurtigt fra mig. "Så du kender mig, herligt." Siger han, mente han det ironisk med at han sagde Herligt?
"Kender du så også legenden om lysets æske og medaljongen?" Jeg rystede svagt på hovedet. Når mørket kommer nærmere, Når de onde overvinder det gode, Og for overbalance. Har den græske lys gud, Apollo, lagt hans sidste kræfter i en æske, som ville kunne redde menneskeheden fra det endeløse mørke.

Eller noget i den stil. Jeg havde hørt at den dag mørket ville overtage verdenen ville Apollon komme og lyse verden op. Men siden det ikke er sket, tror jeg ikke helt på det.

"For få år tilbage så jeg hvordan i lavede verdenen til et mørkere sted, lyset var ikke lige så skarp som da jeg var dreng. Så jeg puttede noget af min største kraft i en æske som ville kunne redde menneskeheden hvis jeg ikke kunne. Eller hvis jeg ville blive dræbt. Selvom det næsten er umuligt at dræbe lysguden" Siger han smigrende, jeg vidste ikke en gud kunne være selvoptaget.... Han fortsætter 

"Og det er æsken som du har set, men for at kunne finde den, må du finde nøglen. Den vil vise vej” Jeg satte hovedet på skrå "Og hvor skulle jeg vide hvor nøglen er?"  Han sukker men smiler lige efter

"Du ved det godt, kære Sophie. Hvis du bare tænker dig om." Han vender sig om og går igen, så jeg står tilbage, alene. Jeg vender mig og for at se at æsken er væk, Så jeg står alene, midt i mørket. 

 

"Sophie, du skal vågne nu" en stemme kalder på mig.
Jeg kan ikke vågne fra mørket, det holder mig fast. Jeg vil vågne, se det smule lys der er tilbage.
Men mine øjne er så tunge.

"Hun vågner ikke lige foreløbigt, Bare tag hende med." Jeg hører en anden stemme, stemmerne lyder så fjerne, men alligevel. Bekendte? Jeg tænker mg om. Aron, Lukas. Det var dem som snakkede. Men hvorfor havde jeg lige glemt dem, Hvorfor kan jeg ikke åbne mine øjne, hvorfor er de så tunge?

Jeg mærker hvordan jeg bliver løftet op og ligger ved noget blødt, jeg kan heller ikke bevæge nogle af mine krops dele? Min krop gør oprør imod mig, Jeg kan ikke snakke, bevæge mig eller vågne.

Kun være lige så slap som et stykke spaghetti. Jeg mærker hvordan mørket prøver ihærdigt at hive mig tilbage i den dybe søvn, og jeg er træt.
Jeg er en af dem som fik mindst søvn, hvorfor ved jeg ikke, jeg er altid oppe. Patruljere eller lave mad. Også selvom jeg stinker til at lave mad, jeg ender altid med at få det til at smage ækelt.
Så pigerne laver altid mad.
Søvnen hiver mere og kalder lokkende, jeg overgiver mig til sidst og falder i søvn endnu en gang.

"Find nøglen, find æsken og red din verden, men det er en farefuld færd. Du kan ikke klare det alene. Vælg klogt, og stol på dine allierede."  

En blid stemme snakker til mig. Jeg er ikke sikker på hvem der snakker til mig. Men jeg er sikker på det ikke er nogen af dem fra gruppen.

"Se at komme væk!"

"LØB!"

"Vi Må Væk! I En Fart!"

Jeg hører flere panikslagne stemmer, nogle som skriger og at mærker jeg bliver kastet frem og tilbage. Jeg hører skridt og græs som bliver slået til siden, endnu et skrig og så ligger jeg på noget hårdt, hvad ved jeg ikke,

"Sophie, lyt til mig. Vågn! Du må vågne nu!" Jeg mærker mine fingre rykke lidt på sig. Jeg rejser mig stille op, og åbner mine øjne.
Lukas, Pigen, Nick og Aron står og stirrer panikslagne på mig.

Hvor var Darren og Markus? Hvor er Rebekah? og Mark?

"Hvad sker der?" spørger jeg hurtigt, jeg tager mig til hovedet.
En dunkene hovedpine sidder fast. Det er som om der er en som har slået mig hårdt i hovedet med et spade!

"Vi blev angrebet, af nogle skygger som havde ligget på lur."  
Jeg kigger forvirret omkring.

"Hvor er de andre, hvor længe har jeg sovet?"  

"De fik fat i Darren, mens Rebekah blev skadet. Mark er i gang med at hjælpe hende." Jeg nikker forstående.
Jeg prøver at rejse mig, men det ender med at Aron må hjælpe mig.
"Jeg har det ikke særlig godt" Siger jeg da jeg endelig kom op at stå.
"Du ser heller ikke for godt ud." Mark kommer ind med Rebekah i hånden, han støtter hende.
Hun har forbinding om hele maven, har de skåret hendes mave op eller sådan noget? "Hvad er der sket Rebekah?" Hun kigger hen på mig
"Jeg gik med Darren da et par skygger kom fra siden tog Darren og jeg blev hevet, og slået flere gange af skyggerne som prøvede at slå mig bevidstløs. Det endte med en rev mig over hele maven med en kniv."

Hun tog sin hånd om maven og skar tænder hun havde tydelige smerte. "Hvad gør vi så? Vi kan ikke rende rundt sådan her. Sophie har det ikke for godt, Den pige har brækket begge fødder, og Rebekah har fået et ordenlig rift på maven." Jeg kigger på hendes forbinding. Gaze bind, som er helt fyldt med blod.

"Vi må finde et sted at være så vi kan komme oven på igen" kom der hurtigt fra Lukas.
"Jeg ved hvor vi skal hen" Jeg siger det lavt.
En lille åbenbaring kom fra mig. Jeg forstod endelig hvad Apollon havde sagt til mig, jeg ved godt hvor den nøgle er. Den er i hans tempel. Det tempel som ligger ikke for langt herfra. Han har selvfølgelig gemt det i hans tempel. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...