Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
1986Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Adax0022

 

 

Mit blonde næsten hvide viltre hår klæber til mit ansigt da jeg spurter afsted. På flugt fra de anderledes. Mine øjne er vidt åbne og mit hjerte banker hårdt i mit bryst. Jeg hører de næsten lydløse fodspor bag mig og sætter farten yderligere op selvom det knap er muligt.

Jeg ved at jeg snart ikke kan løbe mere og jeg vil bryde sammen ganske snart, men mine instinkter skriger at jeg skal løbe videre og det gør jeg.

Jeg ved ikke hvor jeg er. Jeg er på en mark eller noget og har ikke tid til at orientere mig. 
Det er længe siden jeg har set andre mennesker, et helt år, måske mere. Jeg er begyndt at miste tidssansen og det er heller aldrig helt lyst udenfor. Det har det ikke været siden skyggerne er kommet.

Hvem ved, måske er der ikke andre mennesker tilbage?
Jeg mærker en mærkelig trist følelse brede sig i mig - ensomhed. De anderledes, dem med sorte øjne, dem uden hjerte og sjæl, er i hvert fald ikke et passende selvskab og dyrene ses sjælendt. De er søgt i skjul. Jeg løber, men min fart ryger allerede længere og længere ned. Jeg kommer ud på en lille sti, stedet synes underligt bekendt. Jeg rynker brynene men løber videre i håb om at dem der kun er et par meter bag mig bliver trætte.

Jeg kan ikke lade være med at kaste et blik over skulderen. De er væk. Jeg rynker brynene og stopper brat op. En fælde? Jeg puster efter vejret og mærker at jeg er svimmel. Jeg synker ned på hug, klar til at springe op hvis der kommer nogle igen.

Men det sker ikke og lidt efter søger mit blik rundt på stedet. Et lille faldefærdigt hus står ikke langt væk og det løber mig koldt ned af ryggen da jeg ser den genkendelige, nu rådne, rutsjebane og gynge i den lille indhegnede have hvor hegnet nu ligger fladt nede på jorden, halvt begravet af jord. Mit barndomshjem. Dengang de sortøjede ikke var kommet til og overtog vores kroppe.

Min mor og far er blevet taget i forsøget på at redde mig, og det havde hjulpet. Jeg står her jo endnu. Men sorgen og vreden bobler nu op i mig igen, mens tårene triller ned af mine kinder. Jeg kigger gennem de tårefulde øjne da mit blik stift lander på en lille æske der ligger smidt på jorden.

Et lille lysskær kommer indefra den og jeg spærrer øjnene op og rækker ud efter den da jeg igen hører løbende skridt bag mig. En sortøjet mand kommer løbende og jeg springer op for at løbe. Men han standser og kigger med store, rædselsslagne øjne på æsken.

Jeg kniber øjnene sammen og rækker ud efter æsken. De sortøjede er bange for den! Det er et våben. Men idet mine fingre strejfer den forsvinder den, pist borte. 

 

"Når mørket kommer nærmere, og lyset forsvinder. Når de onde overvinder de gode og de for overbalance, har den græske lys gud, Apollon Lagt et hemmeligt våben til at tilkalde hans sidste kræfter før mørket ville overtage hans sidste kræfter. Så menneskene ikke er helt forsvarsløse. "

Ordene giver genlyd i mit hoved, som ekko. Jeg ryster på hovedet og vender tilbage til den rigtige verden. En rødhåret pige står og stirrer på mig med store, håbefulde øjne sammen med en flok mænd. Alle venter de på mit svar.
"Der er...." Min stemme ryster og jeg rømmer mig før jeg taler videre. "denne æske.." Hvisker jeg. "Den kan dræbe dem" også jeg lyder håbefuld da jeg siger det. En ung mand på min alder kigger på mig med rynkede øjenbryn.

"Hvad hvis hun lyver?!" Hvæser han spydigt og kigger rundt på de andre som om jeg slet ikke befinder mig her.

Nej, jeg lyver da i hvert fald ikke, hvorfor skulle jeg? Som har den brunhårede mistænkelige dreng læst mine tanker om hvorfor jeg skulle fortsætter han.

"Det kan være at hun indgår en handel med skyggerne" Hvæser han videre. De kalder dem altså skyggerne.

"Eller hvis hun bare forestiller sig det?!" Hvæser en anden mand, nok i 30'erne. Jeg kigger ned i jorden. Det er ikke en forestilling. Eller er det? Tænk hvis det bare er en dum forestilling... Mine tanker bliver afbrudt af en høj og kraftfuld stemme,

"OG hvad så hvis det ikke er noget hun forestiller og at hun ikke indgår en aftale med de bæster?! Så lader vi bare den chance gå til spilde! Vi må gøre det!" Det er den rødhårede pige der siger det ud over forsamlingen og der bliver stille.

"Jeg tror at det er noget hun finder på!" Siger en skinger mande stemme og mit blik falder straks til jorden igen. 
"Vi går ikke ud og går direkte i de dumme skyggers fælde! Nej, så nemt for de os ikke!" Hvæser en lyshåret dreng, yngre end mig ser det ud til.

"Det er afgjort! Vi bliver her og lever som vi altid har gjort." Siger en rolig men bestemt stemme og der bliver stille.

"Lad pigen hvile sig lidt, gør som i altid har gjort" Fortsætter den sorthårede mand og alle mumler enigt og forsvinder i forskellige retninger i den støvede og mørke tunnel. Det er først nu jeg opdager at jeg befinder mig i en slags tunnel hvor jeg ved at jeg aldrig kan finde ud på egen hånd. 

Snart er det kun mig og hende den rødhårede pige der er tilbage i tunnelen. 
Jeg kigger på hende, hun har slidt tøj der består af en grøn vest af en art og nogle slidte bukser + en hvid bluse inden under vesten.

Mit eget tøj har jeg haft på i mere en måned og det lugter da heller ikke specielt godt. 
Den rødhårede pige kigger på mig med undersøgende øjne, som om at hun kan kigge lige ind i min sjæl, som ikke er blevet taget af de forbandede sortøjede, eller skyggerne som de kalder dem her.

"Jeg tror på dig." Hvisker hun og jeg mærker en mærkelig glædes følelse gå igennem mig, selvom jeg ikke engang selv helt ved hvad jeg skal tro mere. 
"Tak" Hvisker jeg tilbage og hun nikker.

"Det er ikke for din skyld jeg siger det." Hvisker hun. Jeg ved det godt, selv ikke denne pige stoler ikke helt på mig, det er jo også klart når vi lever i en verden som denne. 
Jeg kigger ned og ser at jeg sidder i en stol, med hjul, det var da betænksomt.

Men jeg ved også godt at hvis ikke de vidste at jeg ikke kan finde ud herfra ville de ikke have givet mig den. 
Igen søger mit blik den rødhårede pige men da jeg kigger op kan jeg kun se hendes ryg og hendes flagrende hår da hun går gennem tunnelen, jeg ved ikke hvor til, jeg ved bare at jeg er alene her i dette lille rum i en kælder eller hvad det her er.

Der er mussestille og af ren instinkt lytter jeg ekstra godt efter for farer og hvad der ellers kunne gemme sig i mørket men ingen tegn på noget. Mine øjne søger rundt i rummet. Der står et par senge i den østlige side af værelset og ellers er der et lille råddent træbord og en knirkene kontorstol der vipper lidt ved en fjern brise.

Jeg sidder sådan og kigger og tænker, i jeg ved ikke hvor lang tid, lige indtil en lyd af fodtrin kan høres. Jeg stivner og ruller stolen over i hjørnet hvor den sortøjede ikke kan se mig. Men da personen kommer ind kan jeg se at han har blå øjne og jeg husker at der er mange mennesker her.

Jeg ruller igen ud og personen smiler og nikker til mig. "Skal vi skifte forbindingen på dine ben? Det så ud til at de blødte meget." Siger manden roligt og jeg kigger blot stumt på ham, hvorefter mit blik søger ned på forbindingen. Jeps den er våd, våd af blod. Jeg rynker på næsen og nikker til manden, han kommer hen og tager fat i forbindingen men et stort brag og forvildede skrig og råb for ham til at stivne og kigge ned på mig.

"Skygger..." Hvæser han. "Hvordan...?! Dig!" snerrer han og kigger med sammenknebne øjne ned på mig hvorefter han skubber til mig så jeg vælter ned af stolen og løber så igennem gangen og forsvinder fra mit blik. 
Jeg mærker frygten og panikken gå igennem mig. Jeg føler mig håbløs som jeg ligger der rullet sammen som en kugle og stirre ud i ingen ting. Hvad sker der? Og hvad skal jeg gøre?

 

 

 


_____

Hejsa :-D
Tusind tak til jer der læser og har liket + kommenteret :D Og tak til Mad Hatress for at have skrevet det lille indslag med fed skrift! :D

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...