Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2126Visninger
AA

18. Kapitel 17 - Adax0022

 

"Af hvad har du?!" Min stemme er skinger og jeg mærker panikken stige gradvist inde i mig. 

Det her kunne bringe os i farer! Adrian gik måske endda og tænkte på at myrde os fordi at vi var skyld i Arons død, i hvert fald på en eller anden måde og fra hans synsvinkel vil jeg mene at han giver os hele "Æren" for hans død.

Tanken om Arons død nagede og sårede mig og jeg kiggede ned i jorden.

"Sophie forhelvede!" Hvæsede jeg og kiggede rundt i teltet for at finde tegn på farer fra nogle der eventuelt ville prøve at dræbe os. 

Sophie svarrede ikke, sad bare tavst og stirrede ud i luften med det der triste, forvirrede blik der fik mig til at føle mig svag og uden nytte. Sophie måtte ikke blive skør! Ikke endnu ihvertfald... 
Vores mision var vigtig og vi måtte klarer den! 

De desperate tanker fik mig til at mærke tårende presse sig på og jeg kunne ikke lade være med at lade en latter slippe ud. Spørg mig ikke hvorfor. 

Jeg var måske ved at blive sindsyg, men her var der ingen psykisk syge centre. Ærgerligt for mig.

"Vi må væk herfra!" Fortsatte jeg og prøvede at fokusere på misionen som jeg havde tildelt mig selv. 

Sophie svarrede stadig ikke men kiggede bare lige ud i luften. 

"Sophie. Sophie. Sophie. Sophie.." Messede jeg indtil hun uventet pludselig udbrød: 
"Lyra! Hold nu bare din fucking kæft!" Råbte hun og jeg for sammen og krøb lidt tilbage. 

Hvad? 

Hvorfor sagde hun det? Såret trak jeg mig lidt tilbage og kiggede ned i jorden før vreden steg i mig. 

"Stop selv! Og kom så med! Vi bliver myrdet, dræbt! Adrian vender tilbage snart med et gevær og pløkker os ned Sophie! Så tag dig sammen og tænk lidt på andre i stedet for dig selv!" Jeg vidste godt at det var forkert sagt, Sophie tænkte altid på alle andre end sig selv men som sagt - jeg var højest sansyneligt ved at blive skør og jeg var presset og skræmt lige nu. 

Sophie rejste sig op. 

"DU ER SINDSYG!" Råbte hun i hovedet på mig og jeg veg nogle skridt tilbage over de voldsomme ord..

Som jeg selv havde tænkt i mit hoved. 

"Det er skuda ikke mig der havde tænkt mig at gå frivilligt lige ind i skyggernes åbne arme!" Skreg jeg og lød som en sindsforvirret teenager. 

Hvilket jeg også var.

Hun blev tavs og tog sig til hovedet. 

"Gå.. Bare gå Lyra." Hviskede hun og jeg mærkede gråden stige i mig. Hvad havde jeg gjort?! Det her var ikke meningen! Vi skulle væk. Vi skulle væk og klarer misionen før det var forsent. Og vi skulle stå sammen, ikke råbe af hinanden som om vi var idioter. 

Hvilket vi også var. 

Eller jeg var, ikke hende. 

"Sophie..." Hviskede jeg og skulle til at forklarer men hun afbrød mig. 
"Lyra. Gå. Jeg vil være alene" Hviskede hun og jeg kunne også hører gråden i hendes stemme. 
"Undskyld" Hviskede jeg igen og åbnede munden for at sige noget men kunne ikke få et ord over mine læber. 

"Ud!" Sagde hun højt og jeg veg tilbage og løb såret ud af teltet og videre ud i lejren hvor jeg satte i løb mod skoven. Jeg var nødt til at løbe, nødt til at komme væk fra mine forvirrede følelser og tanker. 
Hvorfor skulle verdenen blive sådan her? hvorfor dukkede  der nogle dumme og selvglade skygger op som om, at det var en dum bog. 

Jeg sukkede og satte farten op som om jeg prøvede at flygte fra alt - hvilket jeg faktisk også prøvede -. Jeg hørte råb efter mig men det fik mig bare til at sætte farten endnu mere i vejret. 

"LYRA!" Råbte en stemme fra venstre og jeg drejede skarpt til højre og satte farten op. Vinden blæste mig i hårde stød i hovedet og mit fedtede, urerlige hår røg tilbage.

"LYRA!" Det var Adrian der råbte, han ville jo alligevel myrde mig så jeg kunne ligeså godt løbe videre. 

Det gav mig en smule frihed at mærke vinden piske omkring mig men flugtforsøget fra mine ulidelige tanker var mislykket så jeg prøvede med at sætte farten endnu højere op. 

Pludselig hørte jeg et bang - som en pistol der skyder - og en voldsom smerte i mit ben. Så blev det mørkt og jeg dejsede om på den hårde jord hvilket brang mig ind i en mærkelig smertens tåge, kun overladt til mig selv og mine tanker. Jeg hørte svage stemmer der vidst råbte men for mig var det blot en hvisken. 

Jeg vidste at tiden var kommet, tiden hvor jeg skulle dø. Tiden hvor Adrian ville tage sin hævn. 

Jeg prøvede at sende hypotetiske tanker til Sophie om at flygte nu men det duede vidst ikke helt... 

"Hvad fanden laver du? Du kan skuda ikke bare gå og pløkke folk ned!" Det var Adrian der talte. Hvorfor sagde han det? Var det ikke ham der havde skudt mig og nu skulle til at gøre det endeligt?
Jo det måtte det være. 

Måske var han bare skitzofren og hans gode side kom frem og talte til den dårlige side? 

Og hvorfor er jeg ikke bange for min død lige nu?

Afgjort, jeg er sindsyg. 

Eller også var det smerten i mit ben der gjorde mit ukoncentreret og dum i låget. Sagde jeg lige "dum i låget"? Heh. 

"Hun flygtede jo. Ingen flygter uden grund" Stemmen var kold og fik det til at løbe mig ned af ryggen. Ved stemmens klingen tænkte jeg på den kyniske mand med de brune øjne som i drømmen skiftede til sorte. 

Smerten i mit ben steg og hvide prikker dansede for mig i den ellers så sorte tavshed. 

"Vi må have hende tilbage til lejren" Sagde Adrian hans stemme var længere væk en før eller var det mig der var længere væk?

Pludselig skød smerten igen gennem mit ben og krop og jeg opdagede det var fordi jeg blev løftet op. Smerten var ulidelig og først blev det rødt for mit indre blik, hvorefter sort og så forsvandt jeg i drømmenes verden. 

"Sorte øjne, kynisk blik, kold stemme, uhyggeligt overviden, ikke til at stole på." Jeg kiggede rundt på den tomme gade jeg befandt mig på for at finde stemmens ejermand som jeg alligevel godt vidste hvem var. 
Apollon, lysets gud. Ham der havde guidet os ud på denne mision. 
"Han forræder, en af dem. De sorte, mørke, forladte med en drøm om hævn." 
Jeg så ham pludselig for enden af gaden, lyse det hele op og gik hen i mod ham. 
"Hvad mener du?" Min stemme gav ekko igennem den tomme forladte gade. Den gade jeg pludselig genkendte som den jeg havde rendt rundt på som barn.
Jeg genkendte den forladte kiosk der havde plejet at vrimle med børn, den forladte skole jeg før i tiden havde hadet og nu så frygteligt savnede. 
Jeg trådte i en vandpyt på den våde, klamme gade og mærkede mine egne tårer trille ned af mine kinder. 
"Lyra, åben dine øjne! brug nu dine instinkter! Lyt til dig selv." Sagde Apollon og jeg rynkede panden. Hvad mente han? 
"Sorte øjne Lyra, sorte øjne, forræder" Fortsatte han men forsvandt så pludseligt og jeg var ladt alene på min barndoms gade. 

Sorte øjne. Jeg tænkte straks på den kyniske mand som Sophie og jeg havde været utrygge ved.  

Sorte øjne, forræder, en af dem. 

En af skyggerne.... 

 

                                                          ____________________

Hey med jer læsere! 
Nu er jeg tilbage med et kapitel ;)) Og endnu en cliff -hanger. Ihvertfald en lille smule. :p
Jeg er dog ikke så god som MH til at lave sådan nogle. (: 
Jeg vil lige sige tak for at i stadig følger trods det i har måtte vente på nogle af kapitlerne. 

Så tak!
Historiehilsner Ada

 

*Kapitlet er ikke rettet men det vil jeg gøre i løbet af de næste dage ;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...