Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2035Visninger
AA

17. Kapitel 16 - Mad Hatress

 

 


"Sophie!" 


"Sophie!" 

 

"SOPHIE!" 

Råber en høj stemme, jeg mærker de bløde græs under mig, alle mine lemmer er som om de er blevet knust af en masse hamre.

Jeg kan ikke åbne mine øjne, selvom stemmens panikken kan høres tydeligt.

"Sophie, For helvede!" Råber en mørkere stemme, og jeg mærker græsset under mig forsvinde som tynd luft som den bliver erstattet med.

Et par er viklet om min ryg og ved knæene, jeg kan ikke hvem der holder mig, eller hvorfor der er sådan en panikken på, men jeg regner med det er en god ide jeg vågner.

 

Jeg kan bare...ikke.

 

Mine øjne er for tunge, synet jeg så før.

 

Det kunne ikke være sandt.

 

Hvorfor var alle der bortset fra Rebecca og Lukas der?

Men jeg så dem alle!
Min mor, far, Nick, Mark, Alyssa, Darren, alle fra gruppen! Selv Aron var der!

Jeg så ham, han var der stadig!

Overlevede han på en måde?

 

"Sophie, nu er en god timing til at vågne" Hvisker en genkendelig stemme, en mørkere og forpustet stemme.

 

Adrian?

 

Jeg vrider mig lidt i smerte i hans arme, det var lidt af et fald.

Det er sikkert, "Sophie?" Spørg Adrian, jeg vrider mig lidt og prøver at åbne øjne, men det lykkedes ikke.

Jeg mærker at vi stopper op, fra hvad der skete er de nok forpustede, jeg tror nogen var efter dem?

Men jeg ved intet, jeg kan ikke se noget, jeg kan ikke vågne.

"Adrian, måske er hun blevet udkørt, og lidt chokerrede." Starter en anden stemme af med.

"Hendes veninde forklarede mig lige før skyggerne, hvad de har været igennem, de er smuttet fra deres gruppe, de er blevet jagtet og mistet en nær ven, og hun skulle være ledered igennem det hele." Siger han.

"Måske, ræk mig lige tæppet, så hun ikke ligger på den kolde jord... Vi har ikke tid til syge personer. Især ikke nu" Siger han.

Lidt efter mærker jeg et blødt omslag om mine kolde arme, og maven, og noget blødt under mig.

Det er rart at nogen holder øje med mig.. For engangs skyld bliver jeg holdt om, istedet for at beskytte.

Det lyder nok lidt underligt, men det er dejligt endelig at være lidt rolig og afslappet, og bare ligge.

 

Det sjove er, jeg er vågen jeg kan bare ikke vågne rigtigt. 

 

Jeg kan ikke åbne mine øjne, jeg kan høre, lugte, føle og bevæge mig en smule men ikke vågne.

Måske havde personen ret?

 

Måske var jeg udkørt?

 

 


(Dam Dam Daaaaah, synvinkelskift, den første midt i et kapitel endda!"

 

 

"Bliver hun okay?" Spørg jeg, efter at havet forklaret en af drengene det hele, undtaget alt med medaljongen og kortet selvfølgelig.

Så har de viklet Sophie ind i et tæppe og slået en form for telt omkring hende.

Ingen har rigtigt fattet hvad der er sket.

Hun stod på det ene tidspunkt og snakkede, det næste stivnede hun og så imod skoven som fik alles opmærksomhed, men da hun bare stiger, og stiger og på en måde mumlede nogle ting til sig selv.

De var alle skygger.

 Men hun mumlede alt muligt om Aron, Alyssa, Darren, Nick og Mark, også noget om sine forældre.

Jeg forstår det ikke, ser hun syner, er hun blevet sindsyg efter al det her?
Eller er hun bare udkørt efter at have stået fast som en sten igennem det hele+

Hun er en leder, hun skal være en sten.

Eller hun er den som bestemmer mest i vores gruppe selvom vi snakker om tingene.

 

Ha, hvis folk tilbage i tiden indså at deres fremtid vil blive afhængige af to teenage piger, så vil de nok have grinet.

Især alle drengene på min skole ville, de var alle sådan nogle idioter.

Men lad fortid være fortid.

Selvom vi alle kun er omkring 17 års alderen, bortset fra Adrian som lige er blevet 19. 

Eller det var hvad hans ven, Corren, som han nu hedder, fortalte mig det.

Han er virkelig venlig, vi snakker godt sammen, han siger også der er noget underligt med Wayne, ham som har stirret uafbrudt på mig eller Sophie, med et dræbende blik. 

Han er virkelig mærkelig.

Men på en underlig måde, har jeg en form for Deja Vu når jeg ser på ham.

Eller som om jeg har kendt ham?

Måske kender jeg ham fra mit gamle liv, tilbage med mine forældre?

Måske ikke, men det er underligt, det kan jeg allerede gøre mig enig i.


Vores fremtid, ser måske ikke særlig lys ud.. Men den er der stadig, selvom om mig og Sophie skulle dø for at redde resten af verdenen. Ville jeg gøre det.

Nye generationer skulle tage fat i deres muligheder, og lave en ny, lysere fremtid.

Hvis de nu bare vil ske.

Det som skal være først, er at medaljongen og skrinet faktisk virker.

Alt Sophie har fortalt er været virkelig den rigtige timing.

For jeg fandt ud af, der er solformørkelse ikke længe fra i dag og jeg tænker det er den perfekte timing til at gøre det.

Men for at kunne gøre, må jeg altså få diskuteret hvor vidt vi skal fortælle de andre det eller ej.

Derfor er jeg på vej over hvor hun og Adrian er.

Men fryser i stedet når jeg hører deres snak.

 

”Adrian, nu lytter du altså, ikke flere afbrydelser.” Siger hun fast.

”Adrian, jeg.. Jeg kendte din bror… Jeg var pigen han skulle møde den dag…”

”Og, han tog faldet for mig og Lyra da han ville hjælpe os…” Fortsætter hun.

 

Et par lyde kom der inde fra, og før jeg ved af kommer Adrian løbende ud.

”Adrian!” Råber hun, uden held, da han var hurtigt væk.

Jeg gik ind, hvor hun sidder krypet sammen på gulvet, og græder.

”Er du okay, Sophie?” Spørg jeg selvom jeg allerede ved svaret.

”Jeg fortalte ham det, om den dag der her startede, Aron, oh for pokker, jeg har ødelagt alt, jeg har sagt for meget!” Råber hun.

Jeg kigger forskrækket på hende.

”Hvad har du dog sagt?” Spørg jeg, bange for svaret.

 

”Om medaljongen, skrinet, lyset, det hele!” 

 

 

 

 

 

Oh my! Drama, men så sker da noget helt uventet,.

Jeg ved godt det var meningen Adax skulle skrive, men der kom nogle ting i vejen, og som gjorde hun bare ikke kunne skrive så jeg tog kapitlet for hende, også så i ikke skulle altså for længe!:P 

Men hvad synes i så om Sophies bommert?

Jah, jeg skrev bommert, selvom det er et virkelig gammelt og kikset ord:I 

Men like, favorit(Hvis du ikke allerade har!:D) Og kommenter gerne konstruktiv kritik!
Ses indtil da!


-MH

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...