Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2003Visninger
AA

16. Kapitel 15 - Mad Hatress


 

"Lyra, jeg fører dem lidt i den forkerte retning, du må på en måde snige dig lidt væk og gå i forvejen, og så skynd dig at tage kortet og medaljongen!" Hvisker jeg til hende. 

Vi har slæbt og gået rundt i den haldøde korn mark, i det som jeg regner med, en time. 

Både mig og Lyra har ikke fået noget læsset på os, udover et par stof stykker, eller et "telt" Som det bliver brugt til.

De her drenge har været praktiske. Det havde vores gruppe også. Jeg savner lidt, Lukas, Aron, Rebecca.

De er ikke de bedste venner jeg har haft, men vi har været igennem så meget at det er svært bare at lægge dem i fortiden og glemme dem helt.

Især Aron, vi har været venner i så lang tid, vi har jo kendt hinanden før alt det her. Men det er en trøst at jeg har fundet hans bror, selvom han aldrig fortalte mig det.

Jeg kommer hurtigt ud af mine tanker, da de er for overvældende lige nu, især alt det med Aron, jeg begynder at gå lidt væk fra basen. Jeg ser Lyra gå langsommere og langsommere og til sidst gå bagerst.

"Vi skal den her vej!"  Siger jeg og gå lidt mere mod venstre selvom vi rigtigt skal til højre, men det ved de ikke.

Jeg kigger tilbage på Lyra, som langsomt gå tættere op ad kornet, som næsten er totalt dødt. Hun kommer med stille bevægelser igennem, og gå med stille skridt  mod vores base.

De andre beklager sig lidt, da de også slæber på det tunge. Jeg går lidt langsommere for at give Lyra lidt tid.

Men jeg kan ikke gøre at hun får mere end et minut til det. Så vi når hurtigt enden af marken, og lidt længere nede, er Lyra, men hun lægger mærke til os, så hun gemmer sig inde i kornet, hun laver en tommel til mig, som tegn på hun har det.

Jeg smiler og går hurtigt der hen. Og drengene begynder at tage bores ting, jeg tager dog selv mit tæppe og min egen lille taske, med ting i. Så det ikke skal tage det hele.

Lyra sniger sig ud bag dem, som om hun hel tiden har været der. Jeg lægger dog mærke til hvordan fyren med de sorte brune øjne, holder et skarpt øje til Lyra.

Han er virkelig mærkelig, jeg stoler ikke på den fyr!

Men hurtigt får de samlet vores ting, Lyra har dog kortet og medaljongen gemt på sig, og så vandrer vi mod Nord.

Hvor vi bliver ved ,med hurtige skridt, at gå.

 

 

"Vi holder en lille pause, vær klar om fem minutter, eller til vi råber til jer." Fortæller Tristan, som på en måde er lederen her. Han opfører sig i hvert fald sådan. Han minder lidt om mig i hvert fald. 

Jeg var på en måde også lederen i den gamle gruppe, og se hvordan den endte, jeg var godt nok ikke lederen, det var Lukas. Hvorfor forklarerjeg migselv ting jeg allerede ved?

Jeg sætter mig, forpustet og øm ned på jorden og spreder mig. Efter omkring en hel dags gåen er jeg ret træt, især fordi vi ikke har sovet så meget på det sidste. 

Lyra sætter sig ved siden af mig, jeg kigger hen på hende, hun viser hurtigt medaljongen som hun bærer. Hun hiver den nemlig op af trøjen og viser den hurtigt før hun putter gemt ned i sin trøje igen.

"Genialt" Hvisker jeg til hende, hun smiler og nikker.

"Men ham der,han er vildt mærkelig, han har ikke sagt et ord endnu. Jeg stoler ikke på ham" Siger hun halv lavt, mens hun diskret peger imod ham med de sorte øjne. Som i øvrigt stadig holder øje med Lyra.

Han er altså vild mærkelig. Han stalker hende jo næsten?

"Jeg ved det, det er lidt underligt, der er noget ved ham? Han virker ikke som os, mere som en statue eller sådan noget" Siger jeg med en lav grin, Lyra griner også med. Men hun får hurtig seriøs mine da hun ser han kigger på hende. 

"Er det bare mig, eller stirrer han hele tiden?" Siger hun, og rykker lidt på. Sikkert fordi hun føler sig utilpas. 

"Ja, jeg har set det. Enten fordi han synes du er så lækker," Siger jeg, som får hende til at stirre med store øjne på mig,

"Eller fordi han måske ved mere end han skal" Tilføjer jeg, fordi hun ligner en der skal til at eksplodere!

"Det der, var ikke sjovt!" Siger hun med en seriøs stemme og peger på mig, hun rejser sig op og går hen og tager noget af vores vand.

Men pludselig sidder Adrian sidder ved siden af mig.

"Hej" Siger jeg og kigger væk. Det er lidt mærkeligt at være sammen med Adrian, efter jeg har fundet ud af jeg har været en grund til ham og Aron blev skilt ad ved apokalypsen. Og at han ofrede sig for mig og Lyra.

Så ja, og jeg kan heller ikke sige jeg kendte hans bror. Han ville blive mega sur på mig, hvis han vidste jeg er grunden til de ikke fik sagt farvel, eller at han er med de onde nu.

Han smiler til og skal til at åbne munden for at sige noget, men det bliver for meget bare at være i nærheden, skyldfølesen bliver bare for stor.

Jeg rejser mig og går hurtigt væk fra ham, han blik borre mig i ryggen, men jeg ignorer det. Og går hen imod det andre, hvor de står og snakker. Men da jeg stiller mig ved dem, stopper de.

"Kan vi komme videre måske?" Siger jeg og samler min taske op og begynder at gå, de andre begynder at gå med, og vi fortsætter med den lange gå tur.

Hen til endelige placering på kortet, som gør at vi kan få åbnet medaljongen og lade lyset udradere skyggerne.

Så menneskeheden endnu en gang kan få lov at leve et normalt liv, i stedet for at vi alle lever i konstant frygt. Ikke kun for os selv, men for vores tætteste og vores grupper eller for os alle.

 

 

'Solen' falder langsomt ned i horisonten og lader dens mægtige orange farve kollidere over himlen og skinne smukt, et smukt solnedgang med farver for en gangs skyld. Det er sjældent der har været så mange smukke lyse farver spredt på himlen,

Jeg bliver ved med at kigge fremad, for hvis jeg ser tilbage, ser jeg på mørket og på dem.

Også ham med de mærkelige øjne og person.

Jeg har ingen ide om hvad der forgår længere, jeg har givet op i at prøve på det, jeg er heller ikke lederen længere, så jeg har intet at sige.

Jeg var heldig at få dem i vores retning, mod vores endelige destination.

"Sophie!"

"Lyra!"

"Løb, i kan gøre det, jeg stoler på jer!" 

Jeg vender mig med et om, og stopper op i frygt, jeg kan se den genkendelige figur, øjne, smilet, og glæden som strømer fra ham?

Han er tilbage?

Jeg vender mig, og stirrer uden at tro mine egne øjne, det kan ikke være ham, de andre gå forbi mig, og stirrer lidt. Lyra stopper ved siden af mig, og prøver at få mig til at gå, men noget drager mig imod ham.

Lyra stirrer også lidt fremme, og det ser ud til hun får øje på dem, men hun virker mere bange.

Jeg har savnet ham, min bedste ven, ham som jeg har skylden for er som han her nu.

"Aron?" Siger jeg, men kun som en svag hvisken, Lyra råber nu, men jeg hører intet, Aron tager et par skridt frem, men bag ham er mine forældre, Nick, Mark, Alyssa, Daren, dem alle.

Bortset fra Lukas og Rebecca. Hvorfor dog?

De kommer hen imod mig, Lyra hiver nærmest i mig, de andre råber også ting, men jeg hører intet bortset fra dem.

"Kom med os, Sophie. Du hører til hos os" Siger Aron, hans smiler, sammen med alle de andre.

Men idet jeg vil træde frem imod dem, med et smil fra mig, mærker jeg jorden under mig forsvinde, og sammen med mit syn går det hele sort, mens jeg hører de andre råbe og panik fyldte skrig med også.

 

 

 

Hvad synes i?

Har i en ide om hvad der sker?

Siden at Sophie ikke lægger mærke til de andre, og kun ser dem, og hvad er der med ham med de mærkelige øjne??

De må i læse jer videre til, men nu vil jeg give historien videre til Adax, og så må vi vente på endnu et spændende kapitel XD

 

Ses!:3 

-MH

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...