Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2031Visninger
AA

15. Kapitel 14 - Adax0022


 

 

Jeg går ud af teltet og kigger rundt i mørket fra den nærmest ikkeeksisterende sol her om morgnen.

Min tidsfornemmelse er helt lost og jeg har faktisk ingen ide og hvor mange dage der er gået siden vi kom her til lejren hvilket stresser mig og gør mig bange. 
Jeg er udemærket godt klar over at tiden er knap før alt levende vil dø begrund af solmangel.

 
Undtagen skyggerne. 


Jeg fryser så meget at mine tænder klapre men det er blevet en del af hverdagen og selvom det er sommer, i hvert fald efter hvad jeg husker, er det iskoldt begrund af den manglende varme fra solen der langsomt dør begrund af de mange skygger. 

Jeg smutter hurtigt hen til det brændende bål midt i lejren hvor der allerede sidder samtlige drenge og varmer fødder og hænder. 

Inklusiv ham fra drømmen, med de sorte og samtidige brune øjne. 

Mit instinkt råber løb til mig så snart han er i nærheden og det lover i hvert fald ikke godt. 
Jeg kigger rundt.

En lyshåret, en sorthåret og en brun håret sidder og taler lavmælt sammen. Jeg sætter mig ved bålet og ånder på mine hænder og strækker dem ud mod bålet for at få varmen mens jeg holder øje med den sortøjede som sidder og kigger på mig med sammenknebne øjne. 

Jeg lukker øjnenene og nyder varmen fra bålet. Jeg ved ikke hvor lang tid der går før jeg hører fodtrin og Sophie kom gående og også hun fryser så tænderne klaprer.

Lidt efter kom Aron nummer 2 gående og som altid fik jeg en klump i halsen ved at tænke på at han ofrede sig til skyggerne for os, altså Aron nummer et.

Jeg sukker og kigger på Sophie der slår blikket ned i jorden. 

"Lyra, jeg må tale med dig" Siger hun og jeg kan hører på hende at det er noget vigtigt. Jeg rejser mig op men straks springer der nogle drenge op fra bålet. 

"Vi stikker ikke af, hvorfor skulle vi? Vi er på menneskernes side" Siger jeg og kigger på den sortøjede i mens, der blot glor koldt på mig. Der er noget ved ham der giver mig kuldegysninger og jeg mærker også Sophies uro. 
Drengene sætter sig mistænkeligt ned på deres pladser og lader os passere over i enden af lejren. 

"Lyra, Kortet og medaljongen! Vi havde helt glemt den!" Siger hun med store øjne. Panikken spreder sig i min krop. 

"Hele lejren rejser videre nu og vi går over forbi der hvor vi har kortet." Hvisker hun og kigger rundt før hun siger det næste. 

"Vi kan ikke lade dem opdage det. Vi kan ikke lade ham fra din drøm se det her! Jeg har en dårlig fornemmelse af ham, det har vi begge. Ingen må opdage det, vi kender dem ikke godt nok" Hvisker hun så lavt hun kan. 

Jeg nikker og kigger endnu engang over mod drengene ved bålet for at holde øje med den sortøjede. 
Han sidder og kigger direkte mod os med sammenknebe øjne som for at hører hvad vi siger uden held. 
Jeg nikker til Sophie og fortsætter. 

"Jeg skynder mig at tage papiret og gemme det når vi kommer derhen og du distrahere de andre" Siger jeg hurtigt og hun nikker. 

"Adrian, du ved, ham der ligner Aron rigtig, rigtig meget er Arons bror." Hendes stemme er kold og trist ved mindet om Aron.
Vi havde begge en fornemmelse om at der var noget der så det kommer ikke som et stor chok, men alligevel er jeg helt stille et stykke tid. 
"Hvorfor flygtede de ikke sammen?" Spørger jeg forvirret. 
"Det var min skyld det hele, min skyld." Hvisker hun stille og jeg kigger forvirret på hende. 
"Hvad mener du?" Spørger jeg og hun kiggede med et trist smil på mig. 
"Vi skulle mødes i parken, han skulle fortælle mig noget, da det hele skete. Det gik så hurtigt og vi flygtede sammen med nogle andre, fremmede også."
Jeg tænker lidt og husker pludselig hvordan det hele skete for mit. Så hurtigt. 

Jeg kigger ud af vinduet, ud i det grå vejr der ligner at det er ved at trække sig sammen til storm og jeg håber at mine forældre snart vil komme hjem.
Et pludselig vindstød rammer vinduet så en høj susen lyder. Himlen er overdækket af nærmest sorte skygger og jeg mærker frygten stige i mig. Hvad hvis mine forældre bliver ramt af et lyn? 
Noget værre end det vidste sig dog at skulle ske med mine forældre end at blive ramt af et lyn. 
Deres bil kører ind af indkørslen og de løber hurtigt ud af bilen og ud gennem den voldsomme regn. 
Jeg puster tungt og lettet ud og løber dem i møde i gangen. 

De er drivvåde og ligner nogle der har set et spøgelse. 

"Lyra! Skynd dig! Ind i bilen nu!" Råber min mor og jeg kigger forvirret på hende. 
"Hvad? Det er jo rigtig dårligt vejr uden for, hvad skal vi?" 
"Bare gør det!" Råber min far panikslagen og jeg gisper.

Hvad sker der? Mine forældre råber aldrig af mig. 
"Jaja... Jeg skal lige have sko på, hvorfor så sur?" Spørger jeg irriteret og sætter mig langtrukken ned og tager mine gummistøvler på. 
"UD I BILEN LYRA! LØB, alt hvad du kan!" Jeg mærker nu nervøsiteten stige i mig og alvoren går op for mig. 
Jeg spurter ud i bilen og sætter mig ind. 

Mine forældre er lige bag mig og de sætter sig også hurtigt ind og starter motoren men forsent. Bilen bliver kylet omkuld. 

"Ud!" Råber min far halvkvalt og vi løber alle ud.

Skygger tårner sig op omkring os og vi løber alt hvad vi kan sammen men vi kan ikke nå det. 
"Lyra løb, vi er lige bag dig"

Det viste sig så at de løj, de gik skyggerne lige i møde for mig, for at jeg kunne overleve. Jeg mærkede tårene trille ned af mine kinder og efterlade spor.
"Lyra? Er du okay?" Spørg Sophie og lagde en hånd på min skulder. Jeg nikker. 
"Lad os gå tilbage til de andre så de ikke begynder og få mistanke" Siger jeg hurtigt og undvigene og begynder allerede at gå.

Jeg orker ikke tale om det, jeg orker ikke slippe flere tårer løs.

___________

Hej, Jeg vil gerne undskylde for at kapitlet først kommer nu. Men for nu af har jeg chancen for at skrive hver dag så i vil ikke vente så meget længere på kapitlerne. ;-)
Håber stadig i følger. 
Historie hilsner Adax 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...