Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2123Visninger
AA

14. Kapitel 13 - Mad Hatress


 

 

Jeg vågner langsomt op fra endnu en drømmeløs søvn, ved en irriterende lyd som højst sandsynligvis kommer højst sandsynligt fra Lyra. 

Jeg åbner langsomt øjnene så de kan vende sig til lyset, og begynder at rejse mig op fra den mærkelige position jeg har sovet i.

At nærmest at ligge på jorden, rettelse, at ligge på jorden med kun et meget tyndt tæppe er ikke dem mest behageligste stilling at sove i. Især ikke når det er vildt koldt uden for.

Jeg havde ret, i forhold til den irriterende lyd kom fra Lyra, for det gjorde den. Hun lå med armene slået om sig selv og bene trukket helt op i fjæset på hende mens hun prøvede at holde varmen, jeg hørte hvordan hun snorkede langsomt og lavt, men højt nok til at vække mig åbenlyst. Jeg hører stille stemmer og skridt uden for.

"Vi må hente tøserne, vi skal videre, måske skal vi tjekke deres camp og huske deres ting." fortæller en af drengene, og nogen svarer og et høj råb lyder ude fra dem. Ting larmer som betyder de sikkert er i gang med pakke sammen, gad vide hvor de er på vej hen helt præcis?

Shit! Vores ting! Dem havde jeg glemt alt om! Kortet, glas stykket, medaljongen?

Vi må tilbage hurtigst muligt!

Hvad nu hvis nogen har taget det? Eller skyggerne har fundet det? Eller noget helt tredje?

Hvis en skygge har fundet det er vi dødsdømt. Hvis en anden person har fundet det, og ikke hvad det skal bruges til kunne hun/han bruge det til bål eller smide det væk!

Vi har gået så meget igennem bare for at få fat i det, vi kan ikke miste det nu?!

Jeg kravler hen til lynlåsen på teltet da jeg ikke kan stå op uden at slå hoved lige op i en ting som holder teltet oppe. Jeg hiver og skubber i lynlåsen men den rykker sig ikke, de har fandme låst os inde i et telt!

Jeg kravler hen til Lyra, og rusker i hende.

"Lyra! De har fandme låst os inde i teltet! Vågn nu op for pokker!" Siger jeg som en hviske råben for ikke at vække opmærksomhed hos de andre. Som forståenligt nok ikke stoler på os endnu.

"hva?" Siger hun og smasker lidt, mens hun langsomt åbner øjnene og rejser sig op.

"Hvad sker der for at man nu ikke må sove mere!" Siger hun halv sur, og kigger sig skræmt omkring.

"Nå jah!" Siger hun. Som om hun troede alt det her var en drøm, " det har låst os inde i et telt, lynlåsen rykker sig ikke, og de har sat et eller andet i så vi ikke kan hive op i bunden og smutte." Siger jeg og kigger mig rundt, hendes øjne bliver lidt større, og stirrer på mig.

"Sophie, der er noget andet jeg må fortælle dig."

Siger hun og sætter sig ordenligt op, og kigger på mig, med en meget seriøs mine.

"Da de fandt mig i går, før det faktisk, havde jeg den her drøm om en dreng, hvis øjne var en pæn lysebrun men langsomt gik over til en sort farve. Han sagde intet og da de så fangede mig her, i går og førte mig hen til jer henne ved bålet. Så jeg ham altså. Drengen, han sagde intet men jeg så øjne farven skifte, der er noget galt."

Det var lidt af en mundfuld, jeg ved ikke helt om jeg skal tro hende, en af dem er meget stille, ja. Men at hans øjne skifter farve er da lidt usandsynlig? Sorte øjne, ligesom en skygge? Sidder hun her og siger at der er en skygge som har fundet ud af gemme sig iblandt os?

Er det det? Jeg synes der er meget der sker i hendes drømme, jeg har haft drømme løse nætter de sidste måneder, jeg vil også have drømmesyn!

"Lyra, jeg ve-.." Jeg når ikke at sige mere, før en lyd uden for teltet af en lås der bliver åbnet, og lynlåsen der bliver åbnet, og Adrians hoved stikker ind.

"Godmorgen" Sagde han, og sætter sig på kanten. Med pjusket hår og et smil på læben, kigger han på os, og udstråler "MORGENMENNESKE"

Især også fordi det stadig er halvt mørkt, som det normalt er omkring syv tiden om morgnen, som den er sikkert er nu..

Hvilket jeg ikke er, som er ret upraktisk, især i tider som disse, hvor man kan sove et par timer og så går, og sove et par timer mere, og så gå lidt mere..

Som man virkelig aldrig vender sig til. Og nu jeg tænker over det, er jeg sikkert faldet i staver igen, og de andre ser sikkert dumt på mig fordi jeg bare stirrer ud i intetheden, eller et meget akavet sted.

"Det er ikke en særlig god morgen, når man finder ud af man er låst inde i et dumt telt!" Siger jeg spydigt til ham, og han griner.

"Det må i undskylde, men de andre var ikke trygge ved at i havde frit spil til at tage vores ting og stikke af, selvom i er piger"

Fornærmet, der er hvad jeg lige nu, han spyttede nærmest det sidste ud. Selvom i er piger, min røv. Jeg har sku da mere mod end de andre fra gr.. Lige meget.

 

"Men mig og gutterne, har snakket og bestemt i kan sagtens gå med os, vi skal bare forbi og hente jeres ting, som i sikkert har glemt et eller sted i korn marken, har jeg ret?" sagde han med et grin,

"Men vi dog også et par regler i skal overholde.

1) Det er forbudt at stjæle fra hinanden.

2)vi skiftes om natte vagterne, og vi skal spare på ammotionen.

3) lade være med at dræbe hinanden af frustration"

Tilføjer han men den sidste mente han sikkert som en joke, som ikke ernæring god. Oh god, at leve med folk med plat humor. Det er ikke sjovt. Hvilket minder mig meget om Aron.. Hvorfor minder alt han gør mig om Aron? Det irritere mig vildt, for så minder det mig om at han er en af 'Dem' nu.

Jeg føler at jeg tænker for meget over tingene lige nu, jeg bliver ved med at sige 'Hvis nu' eller noget andet. Måske skulle jeg stoppe med a være så tænkende og bekymrenede, jeg har aldrig været sådan her, medmindre jeg er ude for stort pres, eller noget der ligner. 

Jeg har aldrig været god til hverken at blive presset eller stresset over noget. Jeg lukker bare af.

Jeg nikkede men kiggede bare ned i jorden. Og tænker, tænker. Skal vi mon fortælle dem om kortet og alt det der? Stoler vi nok på dem? Kan de blive vores nye gruppe? Og hvorfor ligner Adrian, Aron så pokkers meget?!

 

Lyra rejser sig, og går ud til de andre, annoncere hun. Og gå væk fra teltet Adrian rejser sig også men bliver ved med at kigge ned på mig, som bare sidder og kigget tomt ud i luften, faldet langt inde i mine egne spørgsmål som jeg ikke kan besvare, og der er kun en måde at få svar på.

"Adrian?"

"Yeah?" siger han, jeg rejser mig op og kigger ham direkte i øjnene med en så seriøs mine som jeg kan, selvom jeg sikkert ser virkelig sjov ud.

"Har du tilfældigvis en bror, altså før skyggerne kom til?"

Måske en dum måde at formulere det på, han har jo stadig sin bror, hvis han har en overhovedet, selvom skyggerne kom! Dumme mig som ikke kan finde ud af at stille spørgsmål ordenligt!

"Faktisk ja." sagde han, og kigger ned i jorden, med en lidt trist mine.

"Men vi blev væk fra hinanden da skyggerne kom, jeg gik med vores forældre. Mens han gik ud til et sted han skulle mødes med en. Han havde mødt, nogle måneder før."

Fortæller han, og det lyder virkelig bekendt, han kigger rundt og det ligner han har en kamp med sig selv, om han skal sige noget eller ej?

Han åbner munden og siger så:

"Han hedder Aron"

 

Lyden af navnet, afløste et minde i mit hoved som jeg har prøvet at ligge bag mig, fordi det bragte mere sorg end glæde lige nu. Den dag det her skete, den dag hvor vi skulle mødes, fordi Aron ville snakke om noget. Som jeg stadig spekulere over idag, for han fortalte det aldrig?

 

Jeg går langsomt ned af den stejle gade, fyldt med mennesker, og med en udsigt begrund af stejlingen, ud over noget a byen, man kan se noget af tårnet fra den gamle kirke.

Jeg går hurtigt videre, da jeg har opdaget at jeg er forsinket, og jeg brude have været ved parken for fem minutter siden, jeg håber han ikke tror jeg har brandt ham af. For det har jeg bestemt ikke. Jeg har bare med at sidde i mine tanker, og det at Christie, min lillesøster valgte at drille mig, med at jeg endelig skulle på date, og en fyr kunne lide mig. Selvom jeg har hundrede vis af gange, uden held, forklaret at vi bare er venner, ik?

Jeg ser længere henne parken, med de smukke træer og latter strålende ud derfra. Jeg kigger op da jeg først nu tager notits af den mørke himmel og de ekstra mange skygger idag? Mærkeligt, de lovede eller sol de næste par dage, men det kan man aldrig regne med.

Jeg ser den genkendelige lyse strit håret fyr, med de brede skulder og sædvanlige lidt for store bukser, og i dag en hvid trøje. Mens jeg selv har min stramme jeans på og en Obey trøje. Og det sædvanlige sorte  

Jeg løber hen til ham, og hopper op på hans ryg, og griner. Jeg hoppede af og han vendte sig om og kiggede med et smil på mig.

"Hey Aron!" Sagde jeg med et enormt smil på læben. han smilede stort igen, et par børn løb rundt om os, og grinede, vi grinede også let.  Jeg ser mig omkring og indser de fleste er igang med at pakke sammen, sikkert fordi de regner med regn om ikke længe, eller den nu mærkelige vilde vind? Der var ellers vindstille lige før?

"Hej Sophie" Siger han, ham ligger sin arme omkring mig i et varmt kram.

"Hvad ville du snakke om? Noget vigtigt?" Sagde jeg hurtigt. Hans blik blev hurtigt nervøst, han åbner munden, 

"Sophie, jeg vil spørge dig om no..-" Han blev afbrudt af flere skrig, og folk løber panikken rundt. Både mig og Aron kigger os forvirret omkring, og ligger mærke nu til det absurdt enorme fartøj som lægger an til landing lige over os.

Jeg skriger og Aron hiver i min hånd. Mens vi løber væk fra parken, ud af fartøjet kommer en masse sorte, ting flyvende ud af den. Er det her en invasion?

Er det aliens? Jeg troede ikke der fandtes sådanne nogle?

De flyver lige ind i nogle folk som vælter men rejser sig hurtigt smider alt de har, og angriber nogle andre personer, som gør det samme?!

What the hack?!

"Sophie kom så! Vi må væk" Råber Aron til mig og hiver lidt mere i min hånd. Og vi løb, og løb, og løb..

 

 

Hei Mennesker,

håber i har nydt dette kapitel, jeg valgte at skrive noget historie eller lidt om hvad Sophie og aron lavede den dag skyggerne ankom. 

Håber ikke kapitlet er for kedeligt eller noget. Men stille før stormen, har jeg ret??

Det vil vi få at se, når Adax skriver endnu en awesome kapitel til jer:D

Endnu en gang for at i læser, og nogle som skriver nogen kommetarer, & like'r!

Det betyder meget for os:D

Ses:3

-MH

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...