Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2001Visninger
AA

13. Kapitel 12 - Adax0022

 

"Sophie!" min stemme gav ekko og mit hoved rungede og så dunkede. Der var mørkt. Jeg var alene. Sophie var væk, væk, væk, væk, væk. Det gav ekko i mit hoved og uroligheden, frygten og den voksende panik gnavede i mit bryst.
"SOPHIE!" Råbte jeg nu højere og tydligerer før billedet pludselig skiftede. Et sæt øjne. Et sæt brune øjne, ikke en skygge. Det kunne man se på øjnene. Hvis det havde været en skygge ville øjnenes farve være sorte som natten, og næsten som dagen i vor tid. Øjnene stirrede og skiftede fra brun til sort og tilbage igen. Det samme skete og rynkede brynene. Hvad skulle det betyde?  

 

Jeg vågner med et sæt efter drømmen. Jeg kan ikke lade være med at tænke først på den skiftene øjenfarve og så Sophie, Sophie der var væk. Jeg kigger til min ene side for at bekræfte at hun ikke er væk men der hvor hun burde ligge og sove er der tomt og hendes fodspor ses tydeligt fører væk fra vores lille lejr. Jeg spærre øjnene op og kan mærke mit hjerte banke hurtigere. 
Jeg rejser mig hurtigt op og følger det nedtrampede græs i hastig fart mens nærvøsiteten gnaver i mig. Det kan være hun bare er ude og samle brænde, eller bare går en lille tur. Hun kommer måske snart hjem igen. Bilder jeg mig selv ind men går videre på den lille sti hun har nedtrampet. Jeg kan se at hun har gået i et roligt tempo og min nærvøsitet forsvinder lidt, den forsvinder lige indtil jeg ser noget mærkeligt. 
Flere par fodspor der kommer fra en anden retning. Mit hjerte banker og jeg begynder at følge den dobbelt så nedtrampede sti hvor Sophie og nogle fremmede har gået, måske skygger der allerede har en menneskekrop, måske mordere. 
Jeg gisper og sætter farten yderligere op til jeg pludselig ser røg lidt længere henne. Jeg tøver ikke et øjeblik med at løbe videre. 
jeg løber ind i en slags lejr og gemmer mig bag et telt da jeg pludselig hører stemmer. 
"Hun er sgu' da godt nok flabet!" siger en høj stemme og et sæt går igennem mig. De taler om Sophie. 
"Men køn er hun!" Griner en anden og jeg kan ikke lade være med at knibe øjnene sammen af ubehag. Hvor er Sophie nu?
"Idioter!, idioter hele bundet" Hvæser en anden fyr, cirka på min alder.
Jeg lister videre bag telte og træer. Jeg må finde Sophie, de her virker ikke som jeg havde forestillet mig skygger, de her virker mere menneskelige og det kan også godt være men trods det har jeg aldrig personligt mødt en skygge i en menneskekrop. 
Jeg lister videre mellem teltene og hører pludselig nogle stemmer. 
"Fortæl lidt om dig selv. Var du sammen med nogle før idioterne derude tog dig med som en fange og ikke en ven?" 
Stemmen lyder inde fra et af teltene og på den tøvende stilhed ved jeg at det er Sophie der er der inde og snakker med en eller anden fyr. 
Jeg lister om på den anden side af teltet og ser igennem åbningen at Sophie sidder og kigger på... Aron? Jeg spærre øjnene op og glor på manden der kigger tilbage på Sophie. Nej.. ikke Aron, Aron er død og jeg kan pludselig se forskellen på ham her og Aron, men hvorfor fanden ligner ham her Aron så frygteligt meget? 
Jeg tænker ikke meget over det for pludselig kigger ham der ligner Aron op på mig og farer sammen. Hvorefter han springer op og før jeg når at reagere har han fat i mine hænder som han hiver bag min ryg. 
Sophie kigger op på mig og spærrer øjnene op da hun ser mig. "Lyra!" Hviske-råber hun og jeg smiler. Gudskelov at hun er okay. Lettelsen skylder først ind over mig nu og jeg sukker og blinker. 
"Kender du hende?" Spørger ham der ligner Aron utroligt meget og Sophie nikker. 
Ham der ligner Aron løsner grebet lidt men holder stadig. 
"Kom" Siger han og fører mig afsted med Sophie lige i hælene. 
"Gutter" Råber ham der ligner Aron, og det er meget irriterende hele tiden at sige 'ham der ligner Aron'...
Mændende og drengene kigger op og stirre mig ned med blikke.
"Hvem har vi her?" Spørger en af dem.
"Ingen skygge" Siger ham der ligner Aron hurtigt. De andre kniber øjne og mund sammen men nikker så. 
"Ingen af dem er skygger. De er på vores side" Fortsætter ham der ligner Aron og de andre bløder en smule op. 
"Jamen lad os så spise!" råber en af dem højt og de andre griner og gør sig hurtigt enige.
"Alle mennesker er på vores side." Siger en anden og jeg kigger rundt på dem hvorefter jeg ligger mærke til at en af de mange drenge sidder helt stille og stiv og glor med et lille smil på os. Som om vi var hans næste måltid. 
Jeg ser igen øjnene for mig, de brune øjne der skifter fra sort til brun. De her par øjne er brune og jeg stirre koldt ind i dem. Der er noget mærkeligt ved den mand og jeg er ikke sikker men det har noget at gøre med den drøm, de skiftende øjne og helt klart også skyggerne...

Vi spiste bær og kaninkød, stegt over bålet. Der er ikke megen mad tilbage, det meste bliver overvåget af skyggerne og her fanger de deres eget kød. Det smager godt og jeg mærker velbehagen ved det saftige kød. Det er længe siden jeg har fået andet en blade og dåsemad som vi har stjålet fra diverse supermarkeder og dette friske kød mætter utroligt godt. Da vi havde spist var jeg oveni købet mæt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været mæt og at min gane ikke brænder efter væske. 
Folk begynder at dele sig op og gå ind i forskellige telte og til sidst er der kun mig, Sophie og ham der ligner Aron fyren tilbage ved det dulmende bål. 
Der ligger en stilhed over os før 'ham der ligner Aron' fyren bryder den. 
"Hvad hedder du så?" Spørger han henvendt til mig og jeg kigger op. 
"Lyra" siger jeg og han nikker. 
"Jeg er Adrian"
Jeg nikker og kigger på Adrian, hvorefter over på Sophie som jeg smiler til.
"Hvordan har i klaret jer, er der andre mennesker?" spørger han tydeligvis håbefuld. 
"Vi ved det ikke" Siger Sophie. 
"Vi levede i en gruppe, vi var gået under jorden men da fandt skyggerne os og os der kunne flygtede. Vi var en stor gruppe men gang på gang mistede vi folk og til sidst var der kun mig og Lyra" Hendes stemme er kun en hvisken og jeg ved hun stadig sørger over alle de andre, det samme gør jeg og fra dag til dag vokser mit had til skyggerne. 
"Vi leder efter æsken" Ryger det pludselig ud af mig, men jeg stoler af en eller anden grund på Adrian. Måske fordi han er et menneske og i denne tid bliver man simpelthen bare nødt til at stole på alle mennesker, i vores tid bliver vi alle nødt til at stå sammen. 
"Æsken?" Spørger Adrian og både mig og Sophie nikker. 
"Den kan redde menneskeheden, den kan dræbe skyggerne. Før det er forsent. Men der er lang vej og vi skal nå at få den tilbage til Apollos tempel før solen forsvinder helt. 
Adrian spærre øjnene vidt op og håb skinner i hans øjne. 
"Så må vi skynde os" Siger han og en håbefuld ny klang høres i hans stemme.
"Vi må fortælle det til de andre!" Siger han og Sophie ryster på hovedet. 
"De vil ikke lytte, alle sover jo. Vi bliver nødt til at vendte til i morgen. Adrian sukker men nikker. 
"Her, kom med mig så skal jeg vise jeres telt." siger han og vi følger lydigt efter ham udenfor og ind i et telt lavet af dyrehud. 
"Tak" Siger vi på samme tid til ham og han nikker smilende, smilende over at der er håb, smilende over at hvis vi blot finder æsken er vi alle reddede. Jeg mærker også håb i mit hjerte og sjæl men jeg kan ikke lade være med at se de brune øjne forvandle sig til sorte og derefter brune igen, hvad kan det betyde? Jeg må være vågen, jeg må advarer Sophie. I morgen. Tænker jeg og falder snart i en drømmeløs søvn..

____________

Så kom kapitlet. Jeg undskylder for at det er en smule rodet og ikke så velskrevet men jeg skal lige igang med skrivningen igen ;)
Det er ikke rettet igennem så bær over med fejl osv :) Og så er det dig Hatress :D 
HH (Historie hilsner) Adax ;)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...