Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2033Visninger
AA

12. Kapitel 11 - Mad Hatress

 

Nogle gange kan min hjerne bare ikke indse hvad der sker omkring mig. Jeg er taknemlig over for Aron at han har reddet os. Men det at han nu ikke er her med os, kan jeg bare ikke forstå. Han har været den bedste ven man kan have når alle andre udstødte mig. Selvom jeg redder alle folks røv lige for tiden. Jeg er også ved at være træt at alle drengene nu forsvinder en efter en. For at være heltemodige og redde kvinderne i nød. 

Mig og Lyra var virkelig heldige at finde den kilde, vi var nær blevet dehydreret. Og det ville ikke være godt hvis skyggerne endnu en gang ville vise sig, men jeg siger jer. Næste gang jer se de forbandede skygger vil jeg hævne Aron. Jeg vil finde det dumme skrin og udrydde dem. For Aron, og Nick. For vores planet og resterne af menneskeheden. Jeg vil ikke lade dem vinde, om jeg så skal dø i slaget vil jeg ikke lade dem vinde. 

 

Vi var fortsat efter at have taget endnu et hvil ved kilden. Lyra sagde knap noget. Ligesom mig. Hun brokkene sig ikke engang over dine dårlige fødder, som kan se ikke havde det for godt. 

"Lyra, lad mig lige tjekke kortet" sagde jeg stift. Hun stopper op og det samme gør jeg lige efter. Hun roder rundt i Arons lille taske som han havde. Hvor hun hiver kortet op. Jeg tager medaljongen over hovedet og åbner den igen, så glas stykket kommer ud. Jeg fører den hen over kortet til jeg ser den tynde røde streg der fører til vores redning. "Vi skal længere mod syd. Cirka 4km.." siger jeg stift. Lyra sukker og tager kortet for at proppe den i tasken igen. Jeg tager glasstykket ind i medaljongen igen og lukker den, og hiver den ned over hovedet, og begynder at gå. 4km. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så. Indelukket lige nu, men mig og Lyra har knap snakket, og det er begyndt at blive lidt akavet.

"Kendte du ham længe?" som om Lyra havde læst mine tanker begyndte hun at snakke, jeg nikker bare. "Jeg har kendt ham siden lidt før invasionen" fortæller jeg bare, Lyra nikker langsomt på hovedet. "Egentlig, så ved vi ikke særlig meget om hinanden? Fortæl om dig selv Sophie" Lyra kigger hen imod mig, hvad skal jeg sige?

At jeg som 16 valgte at tage hjemmefra, flytte til den anden ende af landet. For at der kommer en invasion og jeg er med i en af de eneste grupper? Jeg har aldrig haft det lette eller spændene liv.

"Der er ikke særlig. Meget at, fortælle."  

"Hvorfor, der må da være noget du kan fortælle?"

"Jeg, jeg, jeg flyttede hjemmefra som 16 årig." hun nikker bare. Og hun fortsætter "Hvor gammel er du?" hun kigger igen på mig, "Jeg er fyldte 18 for en måned eller to siden" siger jeg bare. Hun nikker bare, og fik mig til at tænke. Hvorfor vil hun vide så meget om mig, måske er det bare for at starte en snak, "Hvor gammel er du?" hun kigger ned. "Jeg er også 18" siger hun bare, hun rier trist. Jeg ved ikke hvorfor hun bliver trist af sin alder men, der må være noget i vejen. Jeg kigger rundt, vi er på vej imod en korn mark. En af mange millioner vi allerede har passeret. "Hurra, endnu en kornmark" siger jeg bare, og Lyra griner bare af min kommentar.

 

 

Mig og Lyra valgte at siden 'solen' er gået ned for et par timer siden, var det en god ide at slå lejr og få noget søvn. Selvom vi ikke får særlig meget søvn. Eller jeg får ikke særlig meget. Lyra sover lige så snart vi havde tændt det lille bål som jeg sidder ved nu. Og hun snorker. 

Øjen holder bare stift blikket imod ilden. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre når vi har fundet skrinet? Skal den åbnes, eller ind i basen? Eller hvad vi skal, vi er på bar bund. Det eneste vi ved, er at vi er omkring to dages gåtur væk. Måske skulle jeg gå en tur? Få lettet tankerne? 

Jeg rejser mig op og sørger for ikke at vække Lyra, hun har brug for al søvnen, især nu hvor hun kæmper med sine nu let brækkede fødder. Jeg vender mig mod udkanten af marken. Og vælger at gå på en af de tusinde stier der er inde i marken. Jeg vil ikke gå hen af flere, hvis jeg nu ikke kan finde tilbage. Jeg går bare hen af den ene sti.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har gået, men jeg kan se solen i horisonten nu, og jeg kan ikke længere se andet en røgen fra bålet som det eneste fra vores lejrplacering. Jeg vender mig om for at gå tilbage, jeg tager et skridt før jeg hører en stemme.

"..en gå alene på en af stierne" er hvad jeg hører. Jeg vender mig rundt flere gange men kan ikke finde et sted stemmen kunne komme fra, måske er det bare min fantasi, men nej, jeg hører skam endnu en stemme.

"Er du sikker på det ikke er en vildfarnes skygge?" jeg vender mig om hvor jeg hører korn der bliver trampet ned, og stemmer som bliver højere. Jeg stiller mig tættere op ad korner, og gemmer mig lidt bag det, da jeg ser to skikkelser. Som går -til mit held- den modsatte vej. Jeg sukker, og træder frem fra mit skjul de er længere væk, jeg begynder at gå igen. Men jeg når ikke særlig langt. Før der står en bag mig, holder en kniv foran min hals og holder om min mave.

"Hvem har vi så her?" siger en person med mørk og hæs stemme.

 

Manden har taget et godt greb om mine hænder hvorefter han binder dem på ryggen, jeg vrider og prøver at slippe væk man hans tag er for stramt. "Stå nu stille!" Råber han og binder en sidste knude, og så skubber han til mig og råber "Gå!" Jeg begynder ufrivilligt at gå. Han står tæt bag mig og skubber til den arm hvis jeg skal dreje, og vi går i et stykke tid. Lyra må sikkert være bekymret nu. Hun skal bare ikke prøve at finde mig, hun skal ikke også fanges nu.

Jeg ved virkelig ikke hvor længe vi har gået, men jeg er træt. Jeg har virkelig ondt i benene. Solen står lidt over midten af himlen. Vi har gået igennem det meste af kornmarkerne, det eneste jeg kan håbe på er at vi snart er hvor vi skal hen. 

 

Længere hende kan jeg se et form for lys. Og røg, så det er helt sikkert deres lejr og det jeg kan se er deres bål. Manden bag mig bliver ved med at skubbe men siger intet og har intet sagt den sidste time, eller sådan føles det. Jeg aner intet om tid eller sted. Bortset fra at en mand kom ud af det blå da jeg gik en tur, Kidnappede mig og nu går vi et eller random sted ved kanten af korn markerne. Jeg går sløvt igennem mudderet, som skulle være en sti men er fuld af vand og mudder. Som får ens fødder til at føle tusinde kilo tungere.

"kom nu, vi er der nu" Siger manden bag mig lidt hårdt og skubber lidt mere, bålet kan tydeligt ses nu. Samt tre eller fire andre skikkelser. Man kan også høre latter og en dejlig duft at stegt kød. Jeg har intet andet spist end dåsemad og gammelt brød de sidste to måneder. Så jeg håber lidt de vil dele. Manden skubber lidt mere og vi er nu helt ude af marken i deres lille område fyldt med mad, telte og jeg ser omkring seks glade og grinende drenge, som dog stivner da de ser mig. Jeg kigger ned i jorden og håber inderligt på at de ikke vil dræbe mig. 

"Hvem har vi her?" Spørg en af drengene med en meget mørk stemme. Jeg kigger op og ser at personen som snakkede. Tog et par skridt frem, hans træk og øjnene er genkendelige men vor fra ved jeg ikke. "Jeg fandt hende snuse rundt i den anden ende af marken. Vi burde søge om der er flere i nærheden." Fortæller manden bag mig mens han skubber mig så hårdt jeg falder ned på jorden henne ved et af de små telte.

"idiot" Mumler jeg, og vrider mig lidt for at rejse mig op. Men det mislykkes. Indtil jeg mærker et par arme omkring mine og hiver mig op så jeg sidder op igen.  "Hvad er dit navn?" Spørg drengen. Hans træk ligner virkelig en jeg kender. De lyseblå øjne. Det lyse hår, og lyse hud. Han minder meget om.. Aron! Der var den! Han ligner ham næsten på en prik! Jeg tier stille da jeg ikke vil fortælle dem noget. Eller ser nogen grund til at gøre det da de har kidnappet mig på en måde, okay, på mange måder.

"Sig dog noget tøs!" Råber en eller anden fra den anden side. De kigger alle sammen indebrændt på mig. Som om de planlægger lige nu hvordan de vil dræbe mig. Jeg kigger lidt skræmt omkring. Mens jeg presser læberne sammen til en smal streg og ryster på hovedet. 

Jeg hører skridt og lidt efter ligger jeg igen på jorden med en stikkende smerte i kinden. Jeg jamre lidt da jeg ikke kan gøre noget som helst. "Matt!" Råber ham der ligner Aron. Så jeg har fundet ud af at psykopaten der slår kvinder altså hedder Matt. Fedt. Hvad med de andre, hvad med vi sætter os om lejr bålet og synger bål sange, mens vi laver navne leg. Nej vel? 

"Kom" siger han igen, rebene på mine hænder bliver løsere og det er en dejlig følelse at blodet rent faktisk kan komme ud til fingrene. Ham der ligner Aron tager et fast greb om min skulder og hiver mig om til et af teltene der gemmer sig lidt væk ved et træ lidt væk fra bålet. Mens vi går tættere og tættere på teltet. Overvejer jeg om han måske kan hjælpe os. Han ligner meget Aron og minder lidt om ham på hans høflighed. Det er lidt sjovt? Af hvad jeg ved har Aron aldrig snakket om en bror?

"Jeg hedder forresten Adrian." Fortæller han. 

"Sophie." 

 

 

Jeg undskylder for at det har taget så lang tid at opdatere den her historie. Jeghar bare siddet lidt fast. Jeg har derfor skrevet lidt mere en normalt måske.  

well. Håber i nyder kapitel og hvad mon der sker nu?? Det er op til Adax indtil videre. At skrive noget mere fra Lyra's synsvinkel. 

Nå det var det . Farvel Mennesker:)

-MH

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...