Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
1989Visninger
AA

11. Kapitel 10 - Adax0022

 

Jeg ved det er dumt, jeg ved at det er totalt uklogt, dumt og jeg har i det hele taget ingen plan men jeg kan ikke bare stå og se til mens skyggerne stjæler et menneskekrop der redede mig for blot et par sekunder siden ved at ofre sig selv.
Skyggerne danser rundt om Sophies krop, slås om æren til at overtage den og knuse hendes sjæl hvorefter at sende den ud i evig, hvileløs vandring.
Jeg hopper ned fra Arons arme og mærker smerten i mine ben da jeg lander, men jeg stoler på dem, de er endnu ikke fuldt helede men de er heller ikke brækkede og ubrugelig.
Jeg ser allerede sorg i øjnene på Aron, over tabet på Sophie og han gør ikke noget ved at jeg løber hen i mod skyggerne.
Han ser mig måske slet ikke. Jeg farer over til dem i hastig fart og glemmer hurtigt smerten i mine ben.
"Uhyrer, monstre, slip hende klamme dyr! Forsvind!" Skriger jeg men en tanke kører stadig rundt i mit hoved.
Skyggerne er ikke hvad du tror de er.
Jeg ryster den dog hurtigt væk og løber videre hen mod skyggerne der endnu kigger på mig. Jeg har ingen plan for mine næste træk, men hvad jeg ved er en krop, for en anden. Det kan være at Sophie i tide kan slippe væk. Hende og Aron kan finde æsken og dræbe skyggerne.
Sådan må det være, jeg mærker dog stridige følelser i min krop da jeg løber hen imod skyggerne, men jeg er klar til at ofre mig for Sophie, pigen der havde ofret sig for mig for blot nogle minutter siden.
Jeg ser at skyggerne er standset i kampen om Sophies krop og de har vendt sig mod mig. Jeg ved at de vil dele sig så nogle er ved Sophie og andre ved mig om blot få sekunder og jeg råber af mine lungersfulde kraft til Sophie.
"LØØØB!" Hun stirrer på mig. "Jeg er lige bag dig" Mimer jeg, velvidende om den løgn det er. Hun sætter hurtigt i løb hen i mod Aron der ser at jeg vender mig om mod skyggerne.
"Find æsken, Sophie. I kan gøre det" Er det sidste jeg råber før jeg træder ind i mængden af skyggerne. De begynder straks at slås men jeg ligger bare uden at bevæge mig på den kolde, fugtige jord.
Skyggerne vrimler omkring mig, det eneste jeg hører er mit hjerte der voldsomt slår mod mit bryst og mine besværrede åndedræt i den tætte mængde af skygger.
Så besvimer jeg...

En tung tåge hænger over mig og jeg kan ikke bevæge mig, ikke åbne mine øjne eller se. Er jeg død? En hvileløs sjæl? Er det sådan her det er?
"Lyra, Lyra.. Ikke gå bort, vågn, åben dine øjne" Stemmen kommer fra en bekendt- Sophie og jeg mærker straks trygheden overvælde mig.
Jeg kæmper for at gøre hvad stemmen siger og bruger alle kræfter på at åbne mine sløsige øjne.
"Lyra!" Skriger Sophie glad og jeg ser tårende der triller ned af hendes kinder. 
"Hvor er jeg? Hvorfor er jeg ikke død?" Hvisker jeg stille og Sophie kigger alvorligt på mig. 
"Aron... Aron... han... han er død" Hvisker hun og jeg spærrede øjnene op. "Ofrede sig ligesom du ofrede dig for os" 
"Og du ofrede dig for os" Hvisker jeg og mærker tårende der triller ned af mine kinder. 
"Måske skulle man bare helt lade være med at ofre sig.." Hvisker jeg stille mens det rigtigt gik op for mig. Aron er død i forsøget på at redde mig. Vi må finde den æske og jage skyggerne væk. Jeg mærker haddet til de sorte væsner stige drastigt, jeg knytter næverne og borrer neglene ind i håndfladerne. Vi skal nok få ram på dem. Det skal vi bare!

Vi sørger over Aron længe og sidder med sænkede hoveder. Vi mærker begge tiden der løber ud mellem vores fingre som sand og vi rejser os snart for at drage videre. I stilhed og sorg finder Sophie kortet frem og vi kigger begge ned på stien der går gennem den tætte skov, den åbne ørken og den ødelagte, førhen befolkede by.
Jeg sukker over den lange vej det er og hører igen det tikkende ur for mig. Vi drager afsted i stilhed. Skoven bliver tættere og tættere og der er til sidst næsten helt sort trods det i virkeligheden er midt på dagen.
Vi vandre længe, jeg mærker tørsten og sulten, og trætheden der overmander mig og jeg ved at Sophie har det på samme måde. Det svimler hele tiden for mig i ren og skær tørst og jeg ved at jeg ikke har drukket i to dage, ja det må være to dage. Selvom dagene flyder sammen og bliver til en stor forvirring prøver jeg på at holde styr på det og jeg ved at der ikke er længe før vi vil dejse om hvis ikke vi indtager væske.
Sophie kigger på mig og jeg nikker. "Vi må finde vand" Siger jeg og hun nikker stille. Vi går rundt og leder efter en kilde eller et vandløb men ingen ting kan høres vi vandre længe og jeg mærker svimmelheden der tumler rundt i mig. Jeg høre noget rindende vand og Sophie gør det samme. Vi sætter tempoet op og snart ses en kilde. Vi løber så godt vi kan derhen og falder begge på knæ hvorefter vi lystigt drikker af det friske vand.
Jeg mærker en ny energi overvælde mig, klar til at finde æsken, klar til at dræbe skyggerne...

*Ikke rettet igennem*
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...