Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2031Visninger
AA

27. Kap 26 - Mad Hatress

*Ikke redigeret*


 

"Tror du, at man kunne bruge dem til os?" spørg jeg, han kigger forvirret hen på mig.

"Hvad mener du?" siger han, og trykker tingen ind i hans øre igen.

"Jeg mener, tror du måske at den kunne bruges omvendt, sådan, menneske til skygge agtigt?" spørg jeg og kigger på ham, jeg ved han måske ikke aner hvordan den virker sikkert.

Han stjal den kun og løb væk.

"Måske" siger han, han hiver den ud af øret, og kigger på den et øjeblik.

"Hvis der er nogen som er IT et eller andet, måske" siger han og skynder sig at sætte den i øret igen.

"Måske, skulle vi spørge dem så." siger jeg.

Han nikker.

Jeg rejser mig op og går tilbage til de andre, som er fuld gang med at bruge små, ødelagte, rustne metal dele som enten skjold, eller rustning.

"Hey! Kan jeg få opmærksom?!" råber jeg, og folk kigger forvirret op mig, selv Lyra, som binder noget metal på forarmen på en dame.

 

"Er der nogen her, som har været på noget IT skole, eller ved noget om elektronik?" spørg jeg, en meget ung dreng rækker hånden op. 

"Ja, kom her!" siger jeg, og han følger efter mig.

"Hvad ved ud så?" spørg jeg.

"Hvad skal du bruge det til?" spørg han. 

"Hvor gammel er du?" spørg jeg.

"15" siger han bare.

"Hmm. Kom med" siger jeg, og skubber ham foran mig. Hen til Adrian, som stadig sidder og glor på øre stykket.

"Jeg fandt en, jeg tvivler bare på hvad han ved" siger jeg, og drengen går hen til ham.

"Altså jeg byggede en gang en computer, og hjalp min far ret tit, han var en computer promagratør." siger han stolt. Men jeg ved godt hvad han går igennem, da han sagde var.

Han får det lille ørestykke, og sidder og rodder med det.

Jeg nikker, og kigger tilbage til de andre, men jeg kan ikke se Lyra nogen steder, så jeg går hen til hendes telt, eller egentlig bare det telt hun normalt gemmer sig bag.

I mængden kan jeg se folk, der er bekymrede, folk der er bange, der er vrede, der vil have hævn. Og jeg forstår dem alle, de har alle mistet så meget, set deres tætteste forsvinde, blive trukket væk af mørket, som nu hæver sig over os,

Men vi vil vinde over dem, det skal vi.

Jeg hører stille næsten lydløs hulken, komme udenfra, og jeg ved hun græder, så jeg går ind, og sætter mig ned vedsiden af hende.

"Hvad er der?" spørg jeg, og venter på hendes udbrud.

"Efter alt det her, efter alt, så tager vi fronten, og fører de andre i deres sikre død, og vi sniger os ind, uden nogen overbevisning at der her virker, det var en gammel kone der fortalte mig myten, det slet ikke sikkert det virker. Og hvis det ikke gør, er det sikkert vi dør. Og alle de andre." siger hun.

Jeg lægger en arm om hende, og giver hende et meget akavet sidelæns kram. 

"Hør Lyra." starter jeg ud, og vender hende mod mig.

"Selv når verden er ved sin ende, og mørket er ved sit stærkeste, må vi finde lyset, så vi kan overleve. Og blive stærkere. Okay?" siger jeg, og hun nikker langsomt, mens hun prøver at fjerne tårene, men hendes kinder er stadig røde, og samme med hendes øjne.

"Godt, vi skal have noget gear, og så skal vi afsted. Det andre er ved at være klar." siger jeg, og går ud af teltet, med Lyra bag mig.

Vi finder de små stykker metal som vi har samlet, og smeltet om. Vi har været heldige med de andre. Vi har fundet ud af en var en guldsmed, altså at han fixede ure og sådan, så han kunne finde ud af bøje metaller rigtigt.

Vi har en som var uddannet som personlig træner, hun har lært de andre forsvars mekanismer.

Og så var der den lille dreng som havde lært efter sin far.

Jeg tager noget som er formet til armene, for det syntes jeg er vigtigt, og Lyra tager den til det sårede ben, og et stykke til at dække brystet.

Jeg føler ikke jeg burde tage det på.

Vi skal snige os, så så usynlige som muligt, så stille som muligt.

Så intet der skramler så meget.

"Lyra, husk når de andre løber imod deres base, så sniger vi os tilbage til skakten, og går under den." siger jeg stille til hende. Hun nikker.

Adrian kommer løbende med den lille dreng.

"Han gjorde de sku! Se!" siger han. Han tager tingen på øret igen, og hans øjne forbliver den mørke farve.

"Og du er stadig dig?" spørg jeg ham forvirret. "Det vil jeg da tro, jeg kan ikke mærke mørket inde i mig?" siger han.

"Kan i lave flere, eller måske forfalske kontaktlinser?" spørg jeg. "Har vi nogen kontaktlinser?" spørg Lyra.

"Ja, der var en dame som fandt en brille butik, hvor der var lidt mad, og en par kasser linser." siger jeg.

Adrian nikker, "jeg var der." siger han, han vifter damen over.

Hun kommer luntende.

"Tror du måske du kunne finde de linser vi fandt?" spørg han hende, hun smile og forsvinder ind i forsyningernes telt.

"Så. Er i klar på det her, for jeg er ikke." siger jeg, og sukker..

"Heller ikke mig, men det skal jo gøres. Den her myte.. Det alt vi har" siger Adrian. Lyra nikker.

"Skal vi forberede dem?" spørg jeg.

Jeg kigger ud mod alle de andre, som griner mens de binder hinandens metal stykker omkring deres over og under kroppe.

Nogen har for sjov udfoldet et par dåser og lavet en hat.

"Jeg kan ikke" siger jeg, og træder væk fra den sten vi altid står på for at sikre alle er her, eller alle kan høre os.

"Jeg kan ikke fortælle dem at halvdelen nok kommer til at dø, eller svinde ind i mørket" siger jeg, og krammer min arme omkring mig selv.

"Så.. Så gør jeg det" siger Lyra, hun sætter sig først på stenen og med hjælp fra Adrian står hun jævnt på stenen.

"Hey! Alle samme, kan jeg få jeres opmærksomhed?" råber hun højt, de stopper deres larmen, og grindene dør ud.

De har alle vendt sig imod os.

"Som i ved, tager vi snart afsted, vi har heldigvis med hjælp fra denne meget seje dreng, fået vendt Adrian øre halløj, så den holder ham  menneskelig, men han ligner en af dem. Så lad jer ikke skræmme af de nu sorte øjne, og den lyse hud.

Vi har fået jer udstyret, i har jeres piskeris, og spyd vel?" griner hun, og mændene løfter deres våben i luften.

"Hvad med bueskytterne, er i parate?" spørg hun, og de får kvinder og mænd med buer og pile i pilekokkere, løfter deres buer.

"Så, hvis alle er klare, er vi klare på kamp. Klar på at vise dem, de ikke er bedre, at dette er vores hjem, at dette er vores lys, at dette! Dette er vores planet! Og de kan gå tilbage til hvor de end kom fra! Og vi vil ikke stoppe før vi har fået hvad vi vil." siger hun, og folk løfter deres våben med et hu haj. De råber i glæde.

"Men jeg kan ikke, ikke sige at nogen af jer vil ikke være her til slutningen. Så kig jeres nærmeste, og tætteste, og giv hinanden et ordentlig kram, for nu. Nu tager vi fandme vores hjem tilbage!" råber Lyra. 

De alle holder hinanden venstre mands skulder, så alle står flettet sammen, og skriger på toppen af deres lunger.

"Så går vi sku i krig" siger Lyra, da hun hopper ned fra stenen. Hun tager sin bue, og jeg min kniv, jeg gemmer den dog i støvle benet.

Adrian har geværet, og vi marchere imod skyggernes base.

Med medaljongen om halsen, og med de tapresete personer jeg kender bag mig, marchere vi mod vores sidste løsning, mod vores sidste håb, mod vores nye liv. 

 

___________________

A/N:

Ja, så fik jeg endelig opdateret. Undskyld så mange tusinde gange for at tage så lang tid! Jeg ved det har været måneder, men jeg har været i sådan en stor blokade, og jeg anede ikke hvordan det hele skulle skrives, og hvad der skulle ske. Og jeg har ikke kunne kontakte Adax.

Siden hun ikke har været på, eller skrevet til mig, i de sidste 6 måneder, hvor hun heller ikke har været på. Har jeg valgt at afslutte denne novelle selv. I skal nok regne med der går nået tid. For jeg skal ligne plotte det næste kapitel, som enten bliver det tredje eller anden sidste kapitel. Så forbered jer.

Enden er nær O_o 

 

Det var alt for denne gang :D

 

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...