Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2004Visninger
AA

26. Kap 25 - Adax0022/Mad Hatress


 

 

Jeg kigger rundt på de andre. De går alle med beslutsomme ansigter. Vi, som den sølle flok mennesker vi efterhånden er blevet, vandrer mod vores skæbne, direkte mod skyggernes fælde, men med en baggrundstanke som kun Sophie og jeg kender. 

Vi skal bryde ind gennem lemmen, som Sophie så og direkte ind i skyggernes base, og så skal vi få fat i æsken og løbe uden at tage hensyn. 

Jeg kan ikke lade være med, at tænke på alle de ting der kunne gå galt, tænke på hvis en af os ikke når ud derfra. Og hvad nu hvis der sker Adrian, der har hjulpet os så meget, noget. Og ikke kun fordi han har hjulpet os så meget, af en eller anden grund, er jeg begyndt at holde af ham. 

Vi går diskret ind i skoven, og sniger os fra træ til træ for at følge Sophie der kender en smutvej hen til skyggernes base. Jeg kan mærke min mave vende sig, og jeg synker en klump. 

Jeg vil godt indrømme, at jeg er skide nervøs og pisse bange for det der venter mig. Jeg tør ikke tænke på, hvor stort procenttallet ligger på at enden Sophie eller jeg vil dø på denne her mission, og tanken giver mig kvalm

"Jeg fatter det bare ikke, hvordan kan en sjæleløs være så troværdig, være så... levende? Har skygger følelser?"

Jeg vender mig om og stirrer direkte ind i øjnene på Jack, en mand med brunt hår og grønne øjne. Han havde stået manden med de mørke øjne meget nært. Manden med de mørke øjne der ikke var nogen mand, men en skygge forklædt som en mand. 

Jeg kan ikke lade være med, at mistænke Jack lidt, hvordan kan han have stået skyggen så nært uden at bemærke at noget er galt. 

Altså, man burde kunne se det på hans adfærd, måske er han også en af dem?

Jeg må holde øje med ham...

"Hey" råber Sofie, og kommer gående hen imod mig, jeg smiler til hende. Og venter på hun indhenter mig, på min lille gåtur.

"Hvad så?" spørg jeg, og kigger ventende på hende.

"Vi angriber ved solnedgang, de vil aldrig se vi kommer." siger hun, og smiler til mig.

"Ja, med hvad er planen egentlig præcis?" spørg jeg stadig forvirret.

"Altså, vi sniger alle indefor igennem lemmen, alle skal helst have sort eller mørkt på, siden at det vil hjælpe med at skjule end i mørket. Men mens de andre dræber og distrahere skyggerne, sniger vi os ind i hovedbasen, hvor kassen skulle være, som ville indholde nok lys til at destruere dem" siger hun hurtigt.

"Men ofrer vi så ikke de andre? De aner ikke hvad de er med til?" siger jeg forvirret, og kigger på hende, som om hun er gal. Man kan ikke bare efterlade de andre til at dø?!

"Næ, de kan sagtens klare sig selv, Adrian har hjulpet dem hele dagen med forberedelse." siger hun, "men jeg vil kalde de andre til samling, kommer du?" spørg hun, og går mod den store sten i midten, som hun stiller sig op på.

"I aften, kære venner, ender skyggernes regime!" råber hun, og de andre jubler, "vi angriber ved solnedgang." siger hun, og de lufter de spyd de selv har lavet til lejligheden.

Jeg kigger over mængden, og ham der stod skygge spionen nær, står helt mærkeligt, han ser skræmt på Sophie.

Jeg går hen til ham, og prikker ham på skulderen.

"Er du okay?" spørg jeg, og ser i hans øjne, de helt mørke, en mørke brun måske, eller sorte som skyggernes.

"J...ja" siger han stille, som om han knap kan snakke.

"je-e-eg, må, g-g-gå" siger han stammende.

Jeg tager fat i hans skulder, og hiver ham tilbage. "Hvor skal du da hen, tilbage til basen?" spørg jeg tydeligt. Han ser skræmt på mig. Så måske er han også en spion. "Nej, hvad, hvilken base" siger han lavt og kigger sig omkring.

Pludselig begynder han at tage sig til øret, og hvæse i smerte. Jeg fjerner hånden fra hans øre, som er helt sort, hvor der sidder noget som minder om en øresnegl.

"Jeg vidste det!" siger jeg højt, og tydeligt så alle kan høre mig og afbryder Sophies tale.

"Lyra, hvad er der?" spørg Sophie, og hopper ned fra stolen.

"Den her dreng, er en skygge spion!" råber jeg.

Folk gisper og rykker sig væk fra ham. Jeg hiver hans hånd væk fra øret, og viser dem øresneglen.

"Det ikke mit valg, det ingens valg" siger han hvæsende. Og det sorte i hans øre spreder sig, "jeg vil ikke, giv mig den!" siger han og prøver at tage den igen, men jeg fjerner den så han ikke nå den.

Han falder pludselig ned på jorden, og vrider sig imens det sorte spreder sig ud over hans hud, og hans øjne bliver mørkere.

"Den skjuler hans skygge identitet" siger Sophie. Jeg putter den tilbage i hans øre, før han ville angribe af instinkt. Langsomt forsvinder det sorte tilbage mod øret, hvor øresneglen er.

"Adrian, tjek alles øre!" siger jeg, og går selv hen til resten og tjekker ørene.

En efter en, tjekker Sophie, Adrian og mig alles øre, for den mærkelige øresnegl.

Og kun en anden havde den, udover Hunter, som han siger han hedder.

Da vi så det, blev mig og Sophie ret skræmt, han har opført sig så normal, og virket så menneskelig, men han må være en fantastisk skuespiller.

Han narrede os alle til at tro vi var venner, og endda til han var en af lederne.

Har han virklig været med dem hele tiden, men han har jo hjulpet os hele tiden.

"Hvorfor sagde du aldrig noget?!" råber Sophie, hendes blik viser hun er såret.

Han kigger ned, "jeg vil ikke væk fra jer, fra alle, jeg stak af af en grund." siger han, og kigger ned i jorden.

Men sjovt nok er hans øjne grønne? Burde de ikke være de sorte agtig farve ligesom Hunter.

"Men hvad med dine øjne, de er jo grønne, burde de ikke være sorte?" spørg jeg, og kigger forvirret på ham.

Han hiver ned i huden under øjet, og hiver noget ud, og jeg ser den sorte farve.

"Linser, smart, du har lige snydt alle dine nærmeste og venner. Hvordan føles det at miste alt" siger Sophie bitter.

"Sophie, du ved jeg ville aldrig-" siger han hurtigt, og rækker ud efter hende, men hun afbryder ham, "spar dig, jeg er ligeglad alligevel" og går tilbage til teltene.

Han sukker opgivende.

"Man får intet ud af at have følelser" siger han, og kigger hen på mig, overrasket over jeg stadig står her, siden alle de andre er gået tilbage til forberedelserne.

"Det hørte du vist" siger han, "hvorfor?" spørg jeg.

"Hvad?" spørg han forvirret og kigger på mig, med nysgerrighed, som han sætter sig ned. Jeg sætter mig ved siden af ham, og overvejer hvordan jeg skal formulere mig selv.
 

"Hvorfor stak du af?" spørg jeg, han kigger alle steder bortset fra mig. "Mest fordi jeg ikke var helt væk, jeg havde stadig lidt af min egen vilje, lidt af min egen sjæl tilbage. Jeg ville ikke blive der, så jeg stak af og tog den her med for at skjule mig selv." siger han, og trykker øresneglen ind i øret igen.

"Men, er der mange af jer som er her ude?" spørg jeg. Han ryster på hovedet.

"Der er kun få af de her, taget af de ikke er færdig udviklet." siger han.

Jeg nikker bare.

 

Det er ikke helt forventet af han skulle være en skygge, men en skygge med så mange følelser, og så lidt sjæl tilbage, er nok ikke noget man ser så tit.

Kun hos Adrian.

 

 

Undskyyyyld!

Vi tog sååå lang tid, men som det ser ud, har Adax/Skardhamar ikke svaret, eller skrevet i en måned, så jeg syntes jeg ville gøre det, og give her noget at læse, undskyld hvis det ikke er vildt langt og spændene som håbet men jeg er faktisk midt under en skriveblokade, og jeg havde en lille ide til hvad der kunne ske, og det her er hvad jeg fik ud af det.

Jeg skriver nok mit kapitel når den når sin ende, eller kommer på noget nyt.

Dette kapitel er ikke rettet. Undsyld igen.

 

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...