Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
1993Visninger
AA

25. Kap 24 - Mad Hatress


 

Vi løb i så lang tid, vi kunne kun se lejren et stykke der fra, og kun når vi stod på toppen af en lille klippe.

I al den tid, hvor vi har løbet, hvor vi har gemt os, hvor vi har været igennem helvede, har de samlet en hær.

Men vi har mistet, sørget, og set til mens verden langsomt døde, har de samlet en hær. Af vores folk. 

Det er bare så en mærkelig tanke, jeg kan næsten ikke tage det. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Men vi rykkede alle vores ting op i skoven, hvor de ikke kan se os.

Men alle de personer de har taget, de står bare livløse som vagter uden foran, de ved vi kommer.

Jeg rykker mig væk fra klippen og tilbage til Lyras telt, jeg går ind, og ser hun sidder med Adrian og et stykke kul, på en stykke træ og tegner en strategi.

"Hvad finder i ud af?" spørg jeg, og sætter mig ved siden af Adrian.

"Vi ved det ikke, skyggerne holder udkig 24/7. Vi kan ikke komme ind til deres base, og hegnet, det dræber enhver som rør det" siger Adrian.

Jeg sukker, og kigger på dem. "hvad gør vi?" spørg jeg.
"Det må vi finde ud af." siger Lyra.

Jeg rejser mig igen, og går ud til alle de andre, som er forvirret over situationen, selv vi er.

Jeg sætter mig ved bålet, og får noget varme.

Solen er ved at gå ned i horisonten, og folk går til deres telt, og gør klar til at sove, men jeg sider her igen.

Bålet er livligt, og gnisterne flyver omkring, men jeg har kun blikket imod de få månestråler som siver igennem det tykke lag af tåge.

Men i det ene øjeblik hvor alting føltes så sort og trist, hvor vi alle var blanke og hjælpeløse, og så til imens deres nærmeste dør, eller forvandles ind til sjæleløse monstre, at jeg følte mig stærk.

Jeg kunne mærke lyset i mig, som om det bare ventede på at eksplodere.

 

”Sophie?”

Jeg vender mig imod stemmen, og Lyra står der.

”Lyra?” siger jeg igen, en smule forvirret, jeg troede hun prøvede på at finde på strategier med Adrian?

”Sophie, du… Du lyser” siger hun stammende, og jeg kigger ned af mig selv, men jeg kan ikke se det.
”Sophie, du lyser op! Du ligner en lampe!” siger hun, men mit forvirrede blik er der stadig, de få tilbage i gruppen kommer ud af deres telte, og ser til hvorfor Lyra råber at jeg ligner en lampe.

Jeg kigger ned af mig selv endnu en gang, og ganske rigtigt, min hud gløder.

”Jeg, jeg.. Lyser?” siger jeg forvirret.

”Det er hende!” råber fyren, ham med de mørke øjne.

”Jeg er hvem?” siger jeg forvirret, og pludselig, kommer en masse skygger springene ud fra alle retninger, skrig og gråd begynder hurtigt, panikken spredes i min krop, samt i alle andres.

Jeg hiver medaljongen op fra under trøjen og den lyser også ret så skarpt, hvilket er ret mærkeligt.

Jeg ser mig omkring, folk løber, skriger.

Væk fra skyggerne som angriber, både i menneske form, og skygge form.

”Hurtigt! Alle sammen ind i skoven!” råber Adrian, og folk løber ind i skoven, hvor skyggerne ikke vil kunne finde os, for træerne vil står i vejen for deres syn,

Jeg står dog stadig som frosset på stedet, og jeg ser imens de fleste skygger retter sig imod mig.

Jeg ser imod dem, mit hjerte banker løs i mit bryst, man skulle tro man kan se det.

”Du vil følge med os” siger de, ”Du skal følge med os”

”Du er en trussel”

Jeg tager et par skridt bagud, og kigger mig omkring, det eneste jeg kan gøre.

”Du er lys gudinden”

Den store sø for enden af kløften.

”Du skal dø”

Det er min eneste chance.

”Lyset vil dø”

Jeg står ved kløftens kant, de nærmer sig, med hvæsen, og kløerne fremme for at tage fat om mig.

For at dræbe mig.

Jeg strækker armene, og kigger op.

”Sophie! Nej!” råber Lyra, jeg kigger imod hende, eller hvad jeg kan se igennem skyggerne.

Jeg smiler og læner mig tilbage.

Jeg mærker vinden tage kraftigt omkring min krop, håret flagrer, og jeg lukker øjne, for jeg ved vandet kommer.

Og efter et ordentlig plask, mærker jeg vandet sværme sig omkring mig, holde om mig med kulden, og hiver mig ned.

Jeg åbner øjne, og ser måne lys for oven og det fortæller mig det er det som er vejen op.

Eller er det sollys?

Nej, der er stjerner, det må være nat.

Man kan næsten ikke se forskel, skyggernes kraft er blevet stærkere, det ser ud til at er ved dræne solen.

Jeg rammer overfladen, og trækker så meget luft ned i mine lunger igen og tager dybe indåndinger, før jeg svømmer imod bredden, jeg sætter mig ned, da jeg kommer på jord.

Men mit tøj er gennemblødt, og vinden tager ordentlig til, men jeg er ligeglad.

Jeg tager en dyb indånding mere, før jeg kigger op, skyggerne svæver tilbage over træneres toppe, og menneske går hen af en sti af en art.

Jeg følger efter dem, hen til basens indgang, skyggerne som svæver, flyver lige over hegnet, men de andre.

De bruger en indgang, ikke en som sidder i hegnet, nej den sidder under hegnet, skyggerne hiver en lem åben, og 'menneskerne' går ind.

De er sku' meget kløgtige.

Men jeg ser også alle skyggerne, samles ude foran , det ligner det gør klar til noget?

Men hvad?

Jeg vil gerne tættere på, men der ville være en for stor risiko for at de ville se mig, så jeg går stille tilbage til de andre.

 

***

 

”Sophie, hvor i helvede har du været?!” råber Lyra.

Jeg griner, og krammer hende.

”Hey! Du jo hel våd” siger hun, og skubber lidt til mig, men griner også.

”Lyra. Jeg ved hvordan vi kommer ind i basen,” siger jeg til hende, og hun ser forvirret på mig.

”Der er den her lem, men den sidder lige under hegnet, det var skyggerne som åbne dem for de andre,” siger jeg.

”Hvad venter vi på?!” siger hun.

Hun vender sig for at snakke med de andre, men jeg tager fat i hendes arm.

”Lyra, de er ved at gøre klar til kamp, vi må være beredte, vi snakker med de andre, men vi siger vi angriber igen her, men vi to” siger jeg, og kigger mig omkring, og sænker min stemme igen.

”Vi sniger os ind i basen”

 

 

Hvad siger i så!

Sørgeligt nok, er der ikke langt tid til at historien slutter, mig og Adax har besluttet os at prøve at færdigøre bogen her, på etårs dagen for Mørkeræd.

Ja, det er rigtigt! Den 29 April, har mig og Adax skrevet på den her i et år. Og sjovt startede det hele med at Adax søgte efter en med forfatter, og jeg elskede hendes historier vildt meget, så jeg tænkte, det kunne være mega sejt at skrive med hende, og jeg havde ideen til den her post apokalyptiske verden, som hun kom med en masse fede ideer til, og det endte i den her enorm fede, og spænderne bog!
Jeg er så glad tingene er endt som de gjorde:3

Nå men, nu vil jeg give Adax lov til at skrive hendes kapitel! Gi den gas Adax!

-Mad Hatress

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...