Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2198Visninger
AA

24. Kap 23- Adax0022

 


"Det her bliver svært" siger Sophie dæmpet og jeg griner lidt for mig selv. Ja det bliver meget svært. Vi står foran et kæmpe hegn, og hvem ved om det er elektrisk eller andet som de bæster kunne finde på. Adrian samler en sten op fra jorden og kaster den på hegnet. Intet sker andet end at stenen falder ned på jorden med et bump. 

"De er ikke helt kloge de skygger der, hvorfor er der ikke elektricitet når der ingen vagter er?" Det er"højlys" dag, men det virker som om en tåge har sneget sig ind foran solen så kun et svagt skær kan nå ned til os, alligevel er skyggerne ikke at se. De forsvandt da natten var gået til dag, måske skulle de ind og sove, de er jo trods alt stadig i menneskeskikkelser. 

"Nej men kom nu, vi skal skynde os at ligge en plan før de vågner op" siger Sophie og sætter sig på hug med en pind i den ene hånd. 

"Vi skal finde en måde at komme derind, finde æsken og komme ud uskadt igen" fortsætter hun og begynder at tegne noget i sandet. 

"Vi har overvåget dem i godt og vel to dage fra alle vinkler af. Der er intet tegn af fælder, vagter eller stød i hegnet hvilket tyder på at de føler sig helt sikre derinde i deres lille base. MEN pas på! Vi kan aldrig være helt sikre, vi kender jo ikke deres måde at lave fælder, stød eller det der er værre.".

Jeg nikker enigt og sætter mig på hug ved siden af Sophie. Hun lyder så fanget og koncentreret som hun sidder der og fortæller, og alle er helt fanget af hendes stemme og lytter uden at afbryde. 

"Det vi må gøre er at kravle over hegnet i forskellige hjørner, så vi alle kommer ind forskellige steder." siger hun og holder øjenkontakt med alle et kort øjeblik for at se om vi stadig er med. Da hun når til ham der skød mig i benet hviler hendes øjne ekstra lang tid i hans. 

Jeg for en kvalmende følelse ved tanken om ham, som om noget er grueligt galt, som om han burde være død for lang tid siden og som om at hans tilstedeværelse sætter os i farer.

"Men hvor skal vi lede efter æsken, og hvordan kommer vi i kontakt med hinanden hvis vi har fundet æsken?" spørger en eller anden jeg ikke når at se hvem er. 

Sophie tænker et øjeblik i stilhed, men jeg tager ordet nu. 

"Vi ved ikke med skyggerne, vi ved ikke hvor de ligger deres dyrerbareste skatte. I skal lede over alt!" siger jeg og Adrian tager nu ordet. 

"Hvis man finder æsken er det første man gør at spurte ud med den, man må ikke tøve! Om det så gælder livet på alle de andre. Det her er vigtigere end noget andet og man skal være klar på at ofre sig, er alle det?" spørger han og kigger gennemborrene på alle der nikker stumt, inklusivt mig selv. 

"Vi må skynde os før skyggerne vågner!" siger Sophie og rejser sig op. 

"Så er det nu" nikker en af drengene og hopper lidt på stedet, hvorefter han går over til hegnet. "Hvis jeg klatre over her kan i sprede jer" siger han og sætter foden og hånden på hegnet, hvorefter han brat falder sammen som en kludedukke på jorden i et stort smertensskrig. Vi står alle stivnet i et øjeblik, fatter ikke hvad der foregår. 

Det hele gik jo så hurtigt. Et andet skrig bryder tavsheden og der går tumult i os alle. Jeg løber hen til drengen, jeg ikke engang ved hvad hedder, og kaster mig ned foran ham, Sophie er lige i hælene på mig og hun står med vidt opspærret øje og kigger ned på ham. 

"Jeg burde have vidst der var noget med det hegn, de ville da ikke bare forlade det ubeskyttet, det er min skyld, det er min skyld." råber hun og jeg kan se tårende strømme ned af hendes ene kind. Jeg er stadig i chok, hvad er det der er i det hegn der kan dræbe øjeblikkeligt? 

Vi var for hurtige igang, vi skulle have tænkt os om, vi skulle have undersøgt. Jeg kigger ned på drengen der nu ikke længere er her. Jeg strækker min hånd ned og aer ham over panden men da mine fingre snitter ham, drysser hans hud fra ham og flyver væk i vinden. 

Jeg trækker forskrækket min hånd til mig og farer bagud. Sophie rynker også brynene da det samme sker for hende og de andre er ligesom os også dybt forskrækkede og forvirrede. Et stort vindstød kommer og drengen forsvinder som støv og efterlader os med en følelse af panik og sorg. 

"Det sker" en kold stemme for det til at løbe mig koldt ned af ryggen og jeg kigger over på ham der skød mig. "Dig...." Folks opmærksomhed bliver rettet mod mig. Der er helt tavst. Både over døden af drengen og at han blev til støv. 

"Det er din skyld, du VIDSTE det, du vidste at der var noget i hegnet!" hvæser jeg af ham, men han smiler bare og ser pludselig uvidende ud når de andres blikke ligger på ham. 

"Du er vidst lidt forvirret lige nu" siger Adrian stille og manden smiler stille, et smil kun jeg ser. 

"Vi må hvile os nu, vi går tilbage til lejren og sunder os." i det Adrian siger det, er der høje lyde indefra lejren hvor skyggerne i menneskeform holder til, et par af dem er kommet ud af deres huse og står nu og nedstirrer os med kolde øjne nu, øjne der minder mig om manden der har skudt mig i benets øjne. Jeg spærre øjnene op og ser pludselig en konektion, han... han.. han er skygge! 

"LØB FORHELVEDE LØB!" råber nogle ud over alle os forstenede mennesker og panikken spreder sig gennem den lille flok mennesker, der ikke er mange tilbage af. 
Jeg tumler frem alt hvad jeg kan med kun en tanke i mit hoved. 

Jeg må afslører at vi har en skygge blandt os, det må jeg bare. 


_________
 

Hej.

undskyld, undskyld, undskyld for det sene kapitel! Der har været en hel del problemer. Først med min computer der skulle repereres og så nettet der svigtede.

Nu besluttede jeg så bare at udgive som det er, så det er grunden til at det er noget kort og der måske er nogle fejl hist og her :)

Såååå er det Hatress!  :D
 

HH Adax

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...