Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2189Visninger
AA

23. Kap 22- Mad Hatress


 

"Skygger løb!" råber jeg, alle kigger imod dem før de løber alle skrigende væk derfra, "efter mig!" råber Adrian. De fleste løber med ham i den modsatte retning, jeg kigger mig forvirret omkring, folk løber forbi, jeg prøver at se om alle er med, men der er en person jeg ikke ser.

Lyra.

Jeg ser mig omkring, og ser Lyra ligge hen på jorden, hendes vandre pind er på jorden, og hun ligger skræmt og kan ikke rejse sig, og jeg kan se hun er bange.

Jeg løber imod hende, i det samme som en skygge flyver ned imod hende, jeg sætter farten og og Lyra ligger allerede bevidstløs på jorden.

Hun må ikke være død!

"Sophie... Nej!" råber en bag mig, men jeg roller Lyra væk og jeg lander selv på jorden hvor skyggen kigger lige ind i mine øjne.

De mørke.. dybe.. sorte huller, som langsomt, og smertefuldt river din sjæl, personlighed, og efterlader kun en tom skal.

Jeg kigger dybt i dens øjne, jeg kan ikke få mig selv til at kigge væk.

"Kom med os...." hvisker den med en forfærdelig mørk og hæs stemme, lyder næsten robot agtig.

Jeg mærker hvordan jeg mister besindelsen over min krop, alle minderne med mor og far, og min søster kører hen over min net hinde, som en kort film.

Synet forsvinder langsomt, mens alt bliver sort.

"IKKE I DAG!" råber en stemme, men jeg hører den kun svagt.

En smerte kører sig igennem mit hoved, da jeg ser de dybe huller forsvinde, og foran mig står Adrian med en smertefuldt ansigt, jeg kigger tomt på ham, og så falder jeg.

Ned på jorden, jeg forsvinder ikke, jeg sover ikke, jeg ligger bare.

"Sophie!" råber han. han kigger til siden og begynder at hive sig i håret.

Han kravler hen til Lyra, og tjekker hende.

"Lyra? Kan du høre mig?" spørg han.

Larmen er væk, skrigene er borte med vinden, "hjælp!" råber han.

Og jeg fortsætter bare med at ligge her, for jeg kan intet gøre, jeg ved ikke hvad men, jeg er som en tom skal, fanget, som om jeg ikke er her, men alligevel...

***

 

Jeg åbner mine øjne.

I går var nok den værste angreb vi har set.

Igen, jeg ligger bare.

En følelse af jeg ikke er her, men jeg er her lige nu. Alle kan se og høre mig.

Men jeg føler, som om jeg intet styrer.

Jeg drejer langsomt hovedet, verden ser meget mørkere ud en jeg husker den?

Hvor lang tid har jeg sovet?

Er verden ovre?

Er jeg død?

Måske, måske ikke.

"Sophie, du vågen?" spørg en stemme.

Jeg kigger bare imod telt åbningen, og ind træder Adrian.

"Du okay?" spørg han, jeg kigger på ham, jeg prøver at finde mine ord, og langsomt kommer de.

"Adrian.. Jeg, er ret så forvirret" siger jeg langsomt.

Han nikker og sætter sig.

"Du ville redde Lyra, men istedet fik skyggen fat i en del af din sjæl, der mangler en del af dig, så du er nok lidt forvirret, og nogle ting mangler nok i din sanser eller hukommelse" siger han og kigger ned på jorden.

Jeg nikker."Hvorfor er verden så mørk?" spørg jeg, han ser sig forvirret omkring, "Sophie, det højlyst dag?" siger han.

"Så, jeg" starter jeg. Han nikker bare. "Du har mistet synet på dit højre øje" siger han, jeg nikker.

"Hvad med Lyra?" spørg jeg.

"Hun har det, fint. Vil du med hen og tjekke på hende?" spørg han, jeg smiler og nikker, og han hjælper mig op og stå og stå lige og rigtigt på benene, før vi tager hen til Lyras telt.

 

***

"SOPHIE!" Råber Lyra lige så snart jeg træder ind i teltet, hun hopper hen til mig, og giver mig et enormt kram. Jeg griner bare og krammer hende igen.

"Jeg hader dig, du gjorde mig så bange at jeg kunne dø." siger hun lavt, og griner en smule.

"Jeg elsker også dig"  siger jeg bare, og slipper hende, jeg kigger væk. Hun griner bare lidt af mig og smiler stort.

"Hvad... hvad er der sket med dit øje? Jeg vidste ikke at du er skeløjet"  siger hun bekymret, og jeg kigger ned i jorden. Nu skal jeg sige vores skader. Op vej her hen forklarede at vi havde været heldige, at en af de personer som han havde fundet var læge, så der havdet mig og Lyra været heldige. Og det at Lyra havde fået lammet sin arm, og jeg var blind på det ene øje.

"Sophie... Hvad er der galt, sig det!" siger hun bedene,og jeg kigger op i hendes store dådyr øjne, jeg sukker og kigger på hende, og siger lavt.

"Lyra, det er ingenting, se ind i mit andet øje det..-" starter jeg ud, og der var kun en lav hvisken.

"hvad er det?" siger hun utålmodigt. Jeg sukker igen.

"Jeg er blind på det ene øje" forklare jeg, og kigger på hende, så godt jeg kan kun med det venstre øje.

Alting er lidt mindre, jeg kan huske da man var mindre man altid ville prøve at lukke det ene øje og se alting rykke lidt til den ene side, og så med det andet øje, det næsten det samme, men alting virker mindre, og mørkere. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg kigger på Lyra, som stirrer på sin arm, og rykker på den ene arm, men den anden rykker sig ikke, hun virker frustreret.

Jeg sukker, og går et skridt tættere på hende, og hun kigger op på mig.

"Lyra, du kan ikke bevæge den. Det var en af dine kvæstelser, den er lammet" hvisker jeg og hun kigger frustreret på armen.

"Hvorfor lige min arm!" siger hun og skubber til armen, med den anden, og den hænger bare.

"Ja, det er et godt tidspunkt at blive lammet på" siger hun og griner.

"Ja, men ham lægen, sagde der er meget lille mulighed, for at du kan få bevægelsen tilbage i armen, hvis du havde en form for 'hjælp' i hjernen, eller det var det han sagde" siger jeg, og hun nikker.

"Sådan som i hjerne operation? Sådan, at de skal rode med min hjerne for at få nerverne sammen igen, og jeg kan bevæge den" spørg hun. Jeg nikker og griner.

"Men dét. Sker nok ikke foreløbigt" siger hun, og jeg nikker "nok ikke, men vi overlever, det gør vi  altid" siger jeg, og jeg tager hendes anden hånd og vi går ud af teltet til alle de andre.

"Lyra" siger jeg.

Hun kigger også fremad, og ser hen på mig.

"Ja" siger hun.

Jeg smiler til hende.

"Vi gjorde det sku" siger jeg og vi kigger frem igen.

En enorm bygning, eller statue lignede bygning, med enorme pigtråd net, og høje hegn, enorme vægge som skjuler det hele.

Men bag det, ligger skyggernes base.

Og der inde, har de låst skrinet inde, hvor vi giver lyset tilbage til solen.

"Ja, Sophie det gjorde vi sku"

 

 

 

 

Dam! Dam! Daaaaaah!

Haha, de gjorde det! De fandt det! Vi er nået så langt, men nu må vi vente på Adax skriver den fantasktiske fortsættelse til det her meget korte, og lignede kapitel.

Haha, jeg havde kun den her ide om at forklare jer folk lidt mere om det hele, og så tilføje den her enorme cliffhanger, jeg ved det

Jeg er så ond">:D

Undskyld, kan bare ikke lade være nogle gange, haha,

Nå men nu vil jeg give den videre, ses!

 

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...