Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
1990Visninger
AA

22. Kap 21- Adax0022


 

Panikken jager igennem mig, og det gør det tydeligvis også i de andre. Alle myldre rundt om mig, og jeg kigger forvirret og desorinteret rundt. Sophie er forsvundet fra min side og ind den lille flok mennesker, der ellers virker som mange flere lige nu.

Jeg står bare og kigger på menneskene der efterhånden er et par meter foran mig. Jeg hører en lavmælt hvisken bag mig og kigger tilbage over min skulder. Den store flok skygger nærmer sig med fremstrakte snore der går ud fra dem, en slags arme om man vil. De har ingen øjne, men bare et stort gabene hul, det må være det de bruger til at suge sjælen ud.

Tanken giver mig en ubehagelig følelse og det kvalmer i mig, mine ben sætter afsted af sig selv, og jeg humper med stokken i langsom, smertefuld fart fremad. De andre er kommet meget langt foran nu, og jeg føler panikken stige i mig igen.
Jeg hører hviskende kom nærmere, små hæse lyde. Den manglende koncentration på mine fodtrin gør, at stokken støder på en sten,  og jeg falder ned på den kolde jord. Jeg gisper panikslagen og famler lidt rundt, men panikken har lammet mig, og jeg ligger hjælpeløst på jorden.

Er det forbi nu? Jeg mærker en kulde nærme sig mig og hører nu en høj hvisken blot hundrede meter væk. Det er forbi nu, Sophie må klarer den uden mig. Jeg mærker tårende snige sig ind på mig, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke overlades til det uvidste, især ikke nu hvor jeg vil ende som en forvirret sjæl uden krop og uden hvile, ikke nu.

"LYRA!!" Jeg hører en genkendelig stemme tæt på, Sophie. Nej, tænker jeg, hun må ikke dø, så er der intet håb. I den tanke lyder jeg som en der går bravt i døden, men det er jeg ikke. Mit indre er i krig, og jeg vil allerhelst blive reddet lige nu og her. Men det kan jeg ikke tillade mig, Ikke hvis menneskene skal have en chance for at overleve.
Ikke hvis der måske, skal være en mulighed for at vi finder æsken.
Jeg kan ikke blive reddet, for så vil Sophie dø, hun skal ikke redde mig. Mine tanker står i kø for, at løbe igennem mit hoved og eksplodere.

Jeg løfter træt mit hoved og kigger op, skyggerne er umådeligt tætte på mig og jeg kan se en hver detalje på dem. Nogle er slimede og efterlader et spor af sorte klatter efter sig, andre er gennemsigtige og svæver i luften med åbne munde mod mig.

Jeg mærker igen kvalmen stige og kaster op på jorden foran mig. "LYRA!" hører jeg Sophies stemme blot et par meter væk, hun er i den modsatte ende af skyggerne. Ikke kom her hen, når jeg lige at tænke før alt bliver sort.

***

"Lyra?" mit hoved dunker og hele min krop gør ondt undtagen min ene arm. Jeg kan ikke huske, hvad der er sket siden jeg har det sådan her.

"Er du vågen?" Stemmen er som et irriterende vækkeur fra den trance jeg er i, og jeg blinker irriteret og åbner øjnene. Et skarpt lys skinner mig lige ind i øjnene, og jeg lukker dem hurtigt igen.

"LYRA!" stemmen er pludselig høj og en klapper foran mig ansigt, "åben øjnene jeg har slukket lyset" siger stemmen, som jeg endnu ikke genkender. Jeg kan dog godt se bag øjenlågene, at det er blevet mørkerer, så jeg åbner stille øjnene og kigger op på en skikkelse der sidder på jorden ved siden af mig.

"Adrian?" spørger jeg stille, min stemme er tør og hæs, og jeg rømmer mig lavmælt. Han nikker og jeg kigger forvirret på ham.
"Hvorfor er du her?" det er ikke meningen jeg lyder anklagende, men jeg har set hvordan han kigger på Sophie og hun på ham.  
"Hvorfor ikke?" mumler han.
"Fordi du skal følge Sophie som en hundehvalp" ryger det ud af mig, stadig uvidende om, hvad der er sket, og hvorfor jeg ligger her.

"Sophie... Har det ikke på samme måde" den hudløse ærlighed undre mig, men jeg ryster hurtigt på hovedet til ham.

"Jo hun har! Jeg har set de blikke hun sender dig" siger jeg højt og husker, da vi alle skulle til at drage ud for at finde æsken, deres blikke der konstant havde ligget på hinanden. 

"Hvor er vi?" forsætter jeg og kigger rundt i mørket. Jeg opdager pludselig at jeg fryser meget og skudter mig lidt ved en vind der stryger i trækronerne og for dem til at rasle.

"Og hvad er der sket?".

Adrian kigger forvirret på mig. "Kan du ikke huske det? Skyggerne kom uforudsigeligt som altid, og du blev nær fanget, hvis ikke det havde været for Sophie" klip af billeder begynder, at vise sig i mit hoved der dunker hårdt i smerte ved den høje tænkning.

Skyggerne kommer, jeg skal... dø. Sophies stemme, hun råber...

"LYRA!" hører jeg i mit hoved. "SOPHIE!" råber jeg og Adrian farer sammen, "Hvor er den dumme, opofrende pige?" hvæser jeg til Adrian. Skrækslagen for de ord der vil forlade hans læber om lidt, hvad hvis?.. Blot tanken flår mit hjerte over op til flere gange, og jeg bilder mig selv ind at det ikke er sådan, for det er det jo ikke.

"Rolig, rolig, hun har det fint" siger Adrian højt for, at få mig til at slappe af. Jeg mærker den syge lettelse gå igennem mig, og blot det for det til at svimle for mig hoved. Sorte prikker danser for mine øjne, og så ryger jeg ind i den behaglige tåge igen.

***

"Lyra..." Intet, jeg føler intet og mærker intet, stadig for opslugt af tågen, men en stemme irritere mit hoved og gør at jeg ikke kan falde helt ind i den igen.

"Lyraaa?" Stemmen lyder tiggende og insisterende. "Du skal vågne nu Lyra" Jeg kan endnu ikke genkende den, men det er tågen der forvirre mig.

"LYRA!" jeg slår øjnene brat op ved lyden lige udenfor mit ører og kigger lige op på et genkendeligt ansigt.

"SOPHIE!" råber jeg højt og springer straks op på begge ben før hun kommer mig i forekøbet og giver mig et kæmpe stort kram, mens mine arme bare hænger slabt ned af min side. Da jeg tænker på mine arme går der som en refleks nerver gennem dem, eller i hvert fald den ene...

"Jeg hader dig, du gjorde mig så bange at jeg kunne dø." siger jeg lavmælt i hendes ører, og hun griner af mig.

"Jeg elsker også dig" hvisker hun og jeg griner nu af hende. Det minder mig om før-tiden, når hun siger det sådan. Hvor skyggerne ikke var der, hvor der absolut ingen alvor var, hvor man ikke skulle være bange for at dø hver eneste dag.

Jeg kigger på hendes ansigt for at se, hvordan hun har det. Det ene øje ser smilende ud, men det er som om, at det andet bare stirre lige ud i luften, lidt til siden, uden noget udtryk. Jeg rynker brynene.

"Hvad... hvad er der sket med dit øje? Jeg vidste ikke at du er skeløjet" siger jeg bekymret. Hun svarer ikke kigger bare ned i jorden, og jeg synker en klump.

"Sophie... Hvad er der galt, sig det!" min stemme er pludselig kold og selvbebrejdende, hvad hvis nu der er sket det noget?

"Lyra, det er ingenting, se ind i mit andet øje det..-" hvisker hun.

"hvad er det?" spørger jeg afbrydende.

"Jeg er blind på det ene øje" hvisker hun, og et chok går igennem mig sammen med tankerne der indtil nu har gemt sig i baggrunden.

Det er min skyld. Det er min skyld.

Går der igennem mit hoved og jeg skal til at løfte begge arme for at nive mig selv for ikke at skrige højt, eller lave samme nummer som sidst med at flygte fra mine problemer og derefter måske blive skudt, hvilket forsager at jeg ikke kan slippe fra skyggerne, og Sophie også bliver blind på det andet øje.

Men da jeg prøver at løfte den ene arm, er det som om jeg ikke kan. Faktisk når jeg tænker over det kan jeg slet ikke mærke den. Den anden løfter sig let op i ren refleks. Jeg kæmper alt, hvad jeg kan for at få forbindelse med min ene arm, men intet overhovedet sker, og jeg kigger forfærdet op på Sophie, ser hendes blinde øje og mærker samvittigheden skylle ind over mig.

"Lyra, du kan ikke bevæge den. Det var en af dine kvæstelser, den er lammet" hvisker hun.

Okay, så Sophie er blind på det ene øje og jeg er lammet i min ene arm. Det bliver bare værre og værre, og jeg begynder at tro, at vi kæmper i mod alle odds. Men det her spil må vi bare vinde...

__________

 

Godformiddag folkens! 

Det var så kapitel nummer 21, vi er ved at komme godt ind i denne her movellas og det er med hjælp fra jer. Tak for de 28 likes samt kommentarer og favoritlister. 

Har i lagt mærke til de nye super seje banners og det nye smukke cover? Jep Hatress har været kreativ og lavet nogle super flotte ting! :D 

Hvad siger i til at Sophie er blind på det ene øje og Lyras arm er lam? Hvad tror i nu der sker? ;-)

Fortsat god dag til alle. 

Historie hilsner Adax

*Ikke rettet grundigt igennem, men en smule*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...