Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2031Visninger
AA

21. Kap 20- Mad Hatress

 

 

Alle folkene, har jeg ingen ide hvor Adrian kender, eller har fundet henne, men der var lidt flere end i gruppen normalt, der var nok omkring fire andre mennesker der kom gående med ham fra skoven af.

Jeg sidder nu bare foran bålet, månen står højt på himlen og skinder, medaljongen hænger ned af brystet på mig, og jeg inhalerer langsomt, og nyder stilheden, og roen af alle de andre der sover.

Lyra fik skiftet sin forbindelser i dag, hendes sår var så blodigt at jeg knap kunne se på det, og jeg var tæt på at besvime, ligesom Lyra begrund af smerten.

Stakkels hende.

Jeg ligger mig ned på det dyrebare underlag, midt ude under stjerne himlen har jeg valgt at ligger mig, som både en vagt post, men også så jeg kan få en smule fred, efter alt det her stress.

Men jeg må sige de sidste par timer, eller siden i går aftes, har jeg har fået det virkelig mærkeligt. 

Jeg har det som om, ja jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive det, men jeg har den her virkelige mærkelige følelse, af jeg er fri. Som om, jeg har kontrol, eller noget i den retning?

Jeg ved ikke hvorfor, eller hvordan, men det føles godt af en grund.

"Hey" Siger en mørk stemme bagfra, jeg for sammen i chok, den havde jeg ikke set komme efter så lang tid bare at flyve væk i mine mærkelige tanker.

"Uhm, hej?" Siger jeg og kigger tilbage, og ser Adrian.

Hans smil er ikke så bredt som normalt. Jeg forstår ham ikke, hele turen så langt som vi er nået fra den gamle base kiggede han på mig, og jeg kiggede tilbage, men jeg forstår ham ikke.

Midt i en krig, indrømmer han sku at have følelser for mig, det er ikke det rigtige tidspunkt, men vi ved aldrig om vi overlever, så måske var det hans motivation?

Hvem ved?

"Hvad laver du her ude alene?" Spørg han og sætter sig lidt tæt op af mig, jeg ser han har et tæppe i den ene hånd, jeg smiler.

"Jeg vil bare gerne have natte vagten, og bare have lidt ro" Forklare jeg, han nikker og rejser sig, han ligger tæppet ned igen, og ligger sig på det. ”har du noget imod jeg ligger mig her, og nyder stjernerne udsigten, med dig?" spørg han. 

Jeg ryster på hovedet, og ligger mig ned på den bløde ligge underlag.

Min hullede, og gamle jakke, sammen med mine soldater støvler, og mine gamle slidte jeans er alt jeg har for alt holde mig varm, og det er også rigeligt, for nu.

Alle ved der er koldere i skyggerne, her omkring ti grader, men ingen vind, så vi overlever, ellers har de enkelte et tæppe, eller en jakke der kan varme et par stykker, normalt laver vi også teltene ud af resterne stof vi finder rundt omkring.

"Du ved, jeg mente alt jeg sagde i tidligere." Siger Adrian.

Jeg kigger over på ham, men han har sit blik imod stjernerne. Hans ansigt er følelsesløs. 

"Ved du hvad jeg synes er smukt ved nattehimlen?" Siger han. 

"Nej" Svarer jeg

Han kigger hen på mig, et øjeblik før han kigger op igen.

"Det er, at hver eneste stjerne sidder der op og viser der stadig er lys, lys som kan skinne for os, så vi ikke bliver fanget i mørket." Siger han, jeg tænker over det.

"Men det bliver ikke nød til at være en stjerne, det kan også være en man havde nær, eller holder af" Siger han og kigger direkte i mine øjne.

Han rykker lidt nærmere.

Jeg kigger bare imens. Han rykker sig nærmere. 

"Adrian.." Siger jeg, han stander i sine bevægelser.

"Vi er i midten af en krig, det er ikke det rette tidpu-" Og igen.

Afbryder han mig med et kys.

"Men, det er det hvis vi får standset den?" Spørg han, han brune øjne  lyser lige så flot op som Arons og jeg mærker skyldfølelsen.

Jeg kunne lide ham, han var min bedsteven i flere år, han hjælp mig igennem det hele, han lavede sjov på de mørke dage, og her sidder jeg, efter hans død, fuldstendigt over ham, og flirter med hans bror?!

Hvad er der galt med mig.

"Jeg ved ikke Adrian, der er noget som føles forkert" Siger jeg, og vender mig om.

Jeg vil ikke se hans sårede ansigt, eller blive mindet mere om Aron, jeg vil ikke have nogen ser mig græde.

"Jeg forstår, jeg minder for meget om Aron" Siger han, jeg kan høre han går igen, med tæppet.

Jeg tror han hader mig nu, men det er også for det bedste...

 

 

***

 

 

Morgen kom stille frem mens jeg ligger og stirrer på den tilbage værende sol stige.

Jeg smiler, og rejser mig op og kigger mig omkring, vi skal i gang så snart solen kom frem, skyggerne er svage da.

"Så det op alle sammen!" Råber jeg og går rundt til alle sammen.

Rykker i deres tæpper, tager deres telte ned, skubber til dem til alle er vågne.

"Kom så! Vi skal være gået inden solen når bag det træ, det vil sige en time" Siger jeg og bliver ved med at gå rundt til alle er vågne og er i gang med at pakke.

Jeg går hen til Lyra, som ligger ved en lille dam, hun drikker af vandet jeg sætter mig ved siden af.

"Hvordan går det med benet?" Spørg jeg, hun kigger hen på mig, og ned på sit ben.

"Taget det er anden gang jeg slår mit ben, og ikke er blødt til døde endnu, ret godt" Siger hun grinende.

Jeg smiler til hende.

"Men Sophie, ham der skød mig, hvor er han?" Spørg hun, og hun har ret, han er ikke mere.

"Jeg ved det ikke" Siger jeg.

Jeg tror at Adrian tog en snak med ham før vi gik.

Jeg aner dog ikke hvorfor han er ikke er her.

"Sophie, da jeg lå bevidst løs. Fortalte Apollon mig, det dummeste vi ikke har set. Ham den mærkelige dreng, med de sorte øjne..." Starter hun ud og kigger rundt.

"Han er e.-" Siger hun men bliver afbrudt.

"Hey! Sophie! Lyra!" vi kigger hen imod stemmen og ser Corren.

"Hvad?" spørg jeg.

Han sætter sig ned ved os.

"Nogen der gider forklare hvad vi præcist laver? For, halvdelen af os ved hvor vi skal hen, de andre. Ja vi er lidt blanke" Siger han og griner.

"Ja..." Siger jeg og begynder at forklare.

Omkring skrinet, Lyra forklare alt om medaljongen, og jeg fortsætter med hvordan man skulle kunne lave et lys så lyst ,og kraftigt, at det ville dræbe alle skyggerne.

Han kommer med forslag til en rute hen til templet, og det ser ud til at Corren kende området ret godt her omkring.

Hurtigt er vi alle oppe og går hen til alle de andre.

Corren valgte at tage den ene gruppe som ikke forstod hvad vi lavede og snakker med dem, imens vi går hans lille rute.

Som viste sig at vi skyder genvej rundt om skoven, i stedet hen imod stranden kommer vi der hurtigere.

"Sophie" Siger Lyra of hun sætter farten op selv med sit kæp og det sårede ben, skal hun anstrenge sig.

"Rolig Lyra" Siger jeg og sætter farten lidt ned til hendes tempo.

"Tak. Men Sophie" Siger hun. Jeg kigger hen til hende.

"Du ved det jeg ville fortælle dig tidligere, det er ham den underlige dreng han e..-" 

"Hey! Vent, der er noget der henne!" Råber en person bag os.

"Og afbrudt igen" Sukker Lyra ved siden af mig, men jeg kigger hen imod det som personen råbte ad.

"Løb! Skygger!"

 

 

 

 

Hva så vores dejlige læsere!

Så, jeg undskylder for den sjove slutning her. Men der skal lige noget drama ind her til sidst. Syntes lige der var ikke nok xD

Men nok om det, hvad synes i om historien? Hvad med Lyra og Sophie? Og hvad ville i gøre hvis i selv var i denne slags situation? Jeg var sikkert blevet til en skygge med det samme, jeg stinker til gemmeleg, det har min kusine i hvert fald sagt, og hun er fem Dx

 

Ups, nå vi ses i næste kapitel!

-Mad Hatress

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...