Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2124Visninger
AA

20. Kap 19 - Adax0022

 

Sophie og Adrian forlod mig igen, Sophie skulle vidst tale med Adrian om noget. Så jeg er efterladt til mig selv.
Mit ben gør ondt og jeg ved at det skal renses, og kuglen skal ud, for ellers vil der gå betændelse i.
Lige nu er jeg dog glad for den forbinding jeg har på som holder blodet på afstand for nu. Jeg ligger på et dyrebart liggeunderlag, med et skindtæppe over mig til at holde varmen.

"Lyra?!" Sophie kommer gående ind efter lidt tid. Hun ser noget forvirret og frustreret ud, men samtidig virker hun også glad.

"Adrian gik med til at finde æsken! Han skal nok få de andre med" Siger hun og smiler stort til mig.

En fremmed følelse af glæde stiger også op i mig og jeg smiler til hende. Men kan dog alligevel ikke lade være med at tænke hvor meget tid vi har tilbage før det er forsent.

Og om jeg vil forsinke os med mit ben.

Sophies ellers så glade ansigt bliver pludselig lagt i bekymrede folder.

"Lyra... Undskyld" Siger hun lavmælt.

"For hvad dog?" Spørger jeg oprigtig forvirret.

"At jeg kaldte dig.. sindsyg, og var en værre idiot" Siger hun og jeg smiler.

"Jeg tror mere det var mig det var idioten, det var jo alligevel i sidste ende godt at du fortalte dem om det hele. Undskyld". Hun ser ikke gladere ud end før efter mine ord.

"Men du blev skudt Lyra, SKUDT! Og hvis jeg ikke havde råbt at du skulle skride, var du ikke løbet ud på marken og blevet skudt af en eller anden idiot" siger hun og jeg ryster hastigt på hovedet.

"Mon ikke jeg havde løbet rundt derude på marken som en fornærmet teenager af en eller anden, anden grund?" smiler jeg for at prøve at gøre Sophie glad igen, det er så dejligt at se hende glad.

"Undskyld Lyra" mumler hun bare, og jeg fanger hendes blik i mit.

"Det. Var. Ikke .Din. Skyld! Han ville alligevel havde fundet på en anden undskyldning for at skyde mig, jeg har en mistanke om at han ikke bryder sig om os" mumler jeg med et lille smil til Sophie.

"Der er noget lusket over ham" Nikker hun.

Pludselig kommer jeg i tanke om at der er noget jeg har glemt, noget vigtigt, en drøm eller sådan noget. Jeg kniber øjnene sammen og tænker så det knager, men jeg kan simpelthen ikke huske hvad det er.

"Sophie, Lyra. Pak jeres ting, vi tager afsted nu" råber en stemme pludselig udefra og jeg ryster hurtigt på hovedet og farer op, så det gør helt ondt i mit ben. Jeg stønner over smerten, og ser at Sophies blik farer over på mig.

"Jeg har det fint, bare en lidt for vild bevægelse" beroliger jeg hende med og hun nikker svagt og begynder at pakke vores ting.

                                                                            ***

Snart står vi udenfor teltet, fuldt oppakkede, og jeg med en pind at støtte mig til. Adrian smiler stort og kigger med et mærkeligt blik, som jeg ikke kan tyde, på Sophie.
Der står nogle folk stimlet sammen bag Adrian, og mit blik kører over dem alle. Til sidst lander mit blik på ham der skød mig.

Ham der af en eller anden grund havde noget grueligt imod Sophie og jeg. Hans blik er koldt, og ligger på mig.

Vi for øjenkontakt, og jeg kniber øjnene sammen, for at prøve at finde ud af hvad han har i mod mig.

Men det hjælper ikke, og hvorfor skulle det også?
Jeg bryder øjenkontakten, og lader istedet mit blik kører over på Sophie, der står og kigger på Adrian, som kigger på hende.

Hvad sker der lige imellem dem?

Jeg kan ikke lade være med at smile, både af dem og af at vi endelig kan fortsætte vores mission.

Adrian løsriver sit blik fra Sophie og kigger ud mod den lille flok mennesker, der står og småsnakker lidt med hinanden. Nogle ser utroligt vrede ud, andre ser forvirrede ud, mens andre ser ligeglade ud.

"Nogle af jer undre jer nok over hvad vi laver her" begynder Adrian at råbe ud over mængden.

"Men vi skal finde det eneste middel der kan redde vores fremtid, den eneste ting der kan dræbe skyggerne" fortsætter han. Nogle er begyndt at mumle uoverenstemmende og vredt udbryder en mand med lyst hår at der er intet der kan slå skyggerne ihjel.

Adrian vælger dog at ignorrere det, og fortsætter.

"I er nogle kujoner og idioter hvis i allerede har givet op på forhånd. Hvis i ikke tør tage chancen og lytte til disse to kvinder, som har vandret og flygtet, mistet og tabt" det giver et lille sæt i mig da han omtaler os som kvinder.
Mig som blot føler mig som en lille, bitte, forvirret pige.

Den lille floks vrede stilner lidt af, og de fleste står nu og kigger ned i jorden.

"Så nu vil jeg ikke spilde mere tid på at stå her og tale, følg med os eller lad være" råber Adrian, vender ryggen mod Sophie og jeg, nikker og så går vi afsted. Med Sophie og jeg i spidsen.

Jeg lader et hurtigt blik farer over min skulder, og det afslørrer at mængden er fulgt efter os. Ingen tilbageblivende.

Nogle går tøvende med, men det må jeg give Adrian, han er en god taler.


                                                                                 ***

Mørket har sunket sig over os, og vi har ikke holdt en eneste pause siden vi begyndte at gå.

Mit ben giver et sæt af smerte for hver gang jeg tager et skridt, og jeg ved jeg snart ikke kan gå mere.

Sophie kigger bekymret på mig, og jeg kigger ned i jorden. Jeg vil ikke sinke os med mit ben.

"Vi må finde et vandhul og holde pause for natten" siger Sophie til den lille flok mennesker.
Heldigvis er det ikke et problem at finde vand her i skoven, der er rigeligt med vandhuller, damme og søer.

"Jeg så et lige før" Siger ham som jeg husker som Tristan.

"Okay, så vis os hen til det" siger Adrian og nikker til ham.

Tristan vender om på hælen og jeg følger tøvende med, ikke glad for at vende om og gå i den forkerte retning.

Sophie ruller kortet -det kort der vil lede os til æsken- sammen og skubber det ind under sin beskidte, gamle og hullede jakke.

Bare et par meter væk er der ganske rigtig en lille dam, hvor alle trætte smider sig i bladende.

"Forklar mig lige igen hvorfor vi gik med til det her" hører jeg en sige, hvorefter en latter lyder.

Jeg sætter mig så forsigtigt jeg kan ved dammen, men en stor smerte skyder alligevel igennem mit ben og jeg stønner og mærker en lille tårer snige sig ned af min kind.

Sophie kommer gående over til mig med et bekymret blik og sætter sig ved siden af mig. 

"Lad mig hjælpe dig, vi skal have renset dit sår" siger hun, og jeg nikker taknemligt, hvorefter jeg langsomt og smertefuldt, med hjælp af Sophie for trukket mit bukseben op.
Under det er der en blodig forbindelse, som ikke er meget værd mere. Sophie lukker kort øjnene men hjælper mig derefter med at få revet den af.

Jeg undertrykker flere smertensskrig, der istedet bliver til flere hulk, da Sophie med sammenknebne øjne for lirket kuglen ud.

Da den kommer ud strømmer der blod ud, og det svimler for mine øjne. Adrian er kommet hen, og hjælper nu med at vaske mit ben med vand fra dammen.

Da den ulidelige smerte endelig er ved at slutte af, og såret er vasket river Sophie lidt af sin tynde jakke af og ligger den over som en forbinding.

Jeg ryster på hovedet.

"det... det skulle du ikke" hvisker jeg stammende pågrund af chokket efter smerten.

"Jo Lyra, det er fint" nikker hun til mig, og jeg siger ikke mere. Smiler bare taknemligt til hende og Adrian. Eller smiler kan man ikke rigtig kalde det, det bliver mere til en grim grimasse. 

"Kom lad os se at få noget søvn" siger Adrian, og jeg for kæmpet mig op med hjælp fra min pind, Sophie og Adrian.

Hvorefter vi fortsætter hen til den lejer der efterhånden er kommet op at stå. Teltene er slået op og et bål er ved at blive tændt ved hjælp af flintesten.

Sophie og jeg smider vores oppakning og Sophie begynder at slå telt op. Jeg bider smerten i mig og hjælper hende langsomt.

 

______________________

 

Hej med jer (: 

Det var så mit kapitel. Så er de endelig videre i jagten på æsken.

Så nu må jeg sende bolden videre til den fantastiske forfatter Mad Hatress :D

*Kaster tomme word sider i hovedet på Mad Hatress* hehe ej, plat xD

Men glæder mig til at læse næste kapitel, og det håber jeg også at i gør (: 

Hisorie hilsner Adax

 

*Kapitlet er ikke rettet igennem*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...