Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
1981Visninger
AA

19. Kap 18 - Mad Hatress

 

 

Lyra blev skudt i benet.

Af en af dem.

Og jeg sidder her, total bange, fordi jeg jagede hende til at løbe.

Hvorfor skal alting altid ske for de personer jeg holder af.

Altid min skyld!

Hun har ligget bevidstløs de sidste timer, tro jeg.

Vi har intet ur, så jeg kender ikke tiden. Den mørke himmel viser natten er kommet, og de få stjerne som stadig lyse rover himlen, lyser og blinker.

Månen er blevet stærkere end solen på det sidste.

Det er ret mærkeligt. Men måske skulle vi til at komme videre?

Måske var det godt, at jeg fortalte Adrian det hele?

Han kan måske hjælpe os? Og vi kan måske stoppe det her.

Men måske, var det heler ikke den bedste ide, bare at gøre det, uden at vid eom vi kan stole helt på dem.

"Hey" Siger Corren. Han sætter sig ned, ved siden af mig, bålet vi har tændt, gnister springer frem og tilbage lystigt.

Brændet som brækker, så afslappende.

"Hej" Siger jeg, jeg kigger kun på flammerne, fanget af deres bevægelse som sender mine tanker igang.

"Er hun okay?" Spørg jeg. Han nikker, og rykker tættere på bålet.

"Ja, men hvordan kan det være du ikke fryse det må være højst tre grader. Og du har kun en tynd trøje på." Siger han.

Men jeg mærker intet?

Ingen varme fra bålet, ingen kulde fra vinden, slet ikke blæsten.

"Jeg kan, ikke mærke varmen? Heller ikke kulden?" Siger jeg, og retter min ryg og kigger op.

Men jeg husker så.

Jeg har medaljongen på.

Jeg skynder at kigge ned på den, den lyser svagt, og jeg tager den af og åbner den.

Dens svage lys, bliver lidt stærkere,jeg holder tættere om den.

Jeg føler kriller i hele armen, en følelse jeg ikke kender til, varme og kulde spredes på samme tid i hele kroppen, men en anden ting også gør.

Jeg kan føle det.

Jeg ved bare ikke hvad det er.

"Lad lyset guide dig, og lad ikke denne ene skygge lad dig stå i vejen" Hvisker en stemme.

Jeg kigger panikken omkring.

"Hørte du også det?" Hvisker jeg til Corren.

Han kigger bange på mig.

"Hvad?" Spørg jeg, jeg tager medaljongen på. Og kigger på ham.

"Du, du. du lyste lige" Siger han.

Jeg kigger ned af mig selv.

"Det gør jeg da ikke?" Siger jeg, jeg ryster på hovedet, og går imod Lyras telt.

"Er hun vågen?" Spørg jeg Adrian som hurtigt kommer ud af teltet, "ja, men gider du hente noget af vores vand? Hun er ret dehydreret" Siger han, jeg nikker bare og går hen til vores tasker.

Jeg tager en af dem og kigger efter nogle af vandflaskerne vi har taget fra en sø, eller vandet ikke flaskerne, dem har de fundet i et shopping centre, vist.

En rasle lyd, fik mig til at gøre det lidt hurtigere, og jeg løber imod teltet igen.

"Her" Siger jeg og giver ham den, og følger med ind i teltet, hvor Lyra ligger med forbinding om benet.

"Hey,er du okay?" Spørg jeg hende, hun griner.

"Ja, bortset fra jeg blev skudt i benet" Siger hun.

Jeg griner.

"Men du er okay ellers?" Siger jeg, Lyra nikker og jeg smiler.

Adrian giver Lyra vand flasken og hun får hjælp af Adrian til at rejse sig op så hun kan drikke.

"Adrian?" Siger jeg.

Han kigger på mig, og kommer bare med en brumme lyd.

"Kan jeg lige snakke med dig?" Spørg jeg, han sukker og nikker.

"Er det okay Lyra?" Spørg han, hun nikker og ligger sig ned igen.

Jeg går us af teltet og venter på Adrian.

"Tak fordi du redede Lyra først, men hvorfor var du sådan da jeg fortalte om det hele? Er dét det med din bror?" Spørg jeg, men jeg snakker hurtigt, og bruger store armbevægelser.

"Først ja. Jeg var sur da jeg fandt ud af du er grunden til min bror er død, eller han følelser førte i døden." Siger han.

Jeg kigger forvirret på ham.

"Følelser?" Spørg jeg.

"Ja. De samme som jeg har nu."Siger han. Jeg kigger forvirret på han, hvad snakker han dog om?

"Hvad pokker snakker du om?"

"Jeg snakker om, Sophie. Jeg tror jeg har fået følelser for dig, og det er præcist det som skete for min bror, og jeg er bange for hvad der vil ske, men jeg kan altså ikke benægte det. " Siger han i en køre.

"Vi er i midten af jordens undergang for pokker da også! Vi har ikke tid til sådan her noget pjat, du. Lyver mig direkte i fjæ-"

Mere når jeg ikk at sige, før han har lænet sig ind og kysser mig.

jeg når kun lige at opdage hvad der sker før han trækker sig tilbage.

"Jeg hjælper jer, vær forsigtig, vi kommer ingen steder så jeg får de andre til at pakke sammen, vi går ved midnat." Siger han og går sin vej.

Jeg rører ved min under læbe.

"Hvad pokker skete der lige der?" Spørg jeg mig selv.

 

 

 

 

Uuuuuuuuuundskyyyyyyyyyyyyyyyyyld!

Det er såå lang tid siden vi har opdateret, men jeg er midt i en skriveblokade, og er igang med så mange ting, både skolerelateret og ikke skolerelateret ting.

Og tusinde tak til Adax som hjalp med lidt råd om hvordan jeg kan kan hurtigt får skrevet noget selvom det sikkert ikke er det bedste.

Også fordi det er ikke et særlig langt kapitel jeg giver jer, selv efter den lange vente tid.

Jeg håber ikke jeg laver for meget rod i jeres hjerner med det her, men jeg har tænkt over at lave den her scene og jeg skrev det ud, og jeg håber det er godt nok, for nu give rjeg ordet videre til Adax.

Vi ses i næste kapitel!

 

P.S. Ikke rettet igennem..

-Mad Hatress.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...