Random stuff

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2013
  • Opdateret: 29 apr. 2013
  • Status: Igang
Dette er nærmest en dagbog, hvor jeg skriver om det, som læserne vil høre om.

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

2. Madforgiftning - 29-04-2013

Kære dagbog,

 

Mit navn er Kathrine og jeg er 19 år gammel. Jeg har startet med at skrive om mit liv, fordi jeg godt vil have noget at se tilbage på. Det er måske lidt sent, altså det med at starte med at skrive dagbog, men efter dagen i dag, har jeg virkelig brug for det.

Jeg vågnede i morges, og tænkte at jeg bare havde brug for at være hjemme et par timer, og så komme i skole til de sidste... Jeg har jo min egen bil, så det er ikke noget problem at komme til og fra skole. Jeg valgte det bare, fordi det havde været en hård weekend, og jeg nogen gange føler mig som palle alene i verden.

Da jeg stod op og begyndte at gøre mig klar, begyndte jeg at få sms'er fra flere af pigerne i min klasse. I de sms'er, stod der både hvorfor jeg ikke var i skole, om jeg kom i dag og alt muligt i den stil. Det er første gang siden jeg blev uvenner med Anne og Andrea, at nogen fra klassen i det hele taget har interesseret sig for mig. Jeg skrev til Anne at jeg ville komme til de sidste timer...

Der gik kun tre minutter før Merete fra klassen sendte mig en besked om hvor klam og ussel jeg var, de billeder jeg havde sendt til Alexander var for klamme, hvad jeg havde gang i. Beskeden var ret ond, men jeg vidste hvad det var. For et par uger siden sad jeg nemlig og skrev med Alexander, han ville have nogle nøgenbilleder af mig, og først ville jeg jo ikke, men jeg kunne jo lide ham, så jeg gjorde det alligevel. Jeg forstår ikke hvordan han kan gøre sådan noget, jeg har det virkelig dårligt! Jeg håber ikke at han også sender videoen af mig til alle, jeg ved ikke om jeg nogensinde kan vise mig i den klasse.

Jeg skrev til Andrea samme dag om at jeg ville blive hjemme fordi jeg havde fået madforgiftning, men hun var klog nok til at gennemskue mig. Hun vidste jo hvad de sagde i klassen, jeg ved ikke om hun har set billedet, men jeg er sikker på at hun ved det. Det virker bare på en eller anden måde som om hun gerne ville støtte mig, men jeg ved snart ikke, vi har været uvenner så længe.

 

Jeg ved ikke om det var dumt at sige jeg havde madforgiftning, for der går jo mindst en time før det kommer, efter man har indtaget den dårlige mad. Jeg burde måske bare være kommet, men jeg er bange. Jeg lades som om jeg har det for dårligt, jeg har ikke engang spist fordi jeg bare sidder og græder. Jeg håber det aftager, eller at Andrea virkelig støtter mig, selvom vi er uvenner.

 

Det er en hård tid, jeg håber den bliver bedre, du er en god støtte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...