Tør du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2013
  • Opdateret: 27 apr. 2013
  • Status: Igang
Laura er en helt almindelig, rig teenagepige, der keder sig. Der sker ikke noget, hvor hun bor, og en af hendes venner, Michael, tager sagen i egen hånd. Han begynder at 'challenge' dem til forskellige ting. I starten er det små ting, som at stjæle noget fra den lokale kiosk, men efterhånden kører det af sporet, og Laura begynder at frygte for, hvad Michael finder på næste gang...
Samtidig er hun forelsket i Victor, Michaels bedste ven, og hun vil gøre alt for at imponere ham.

1Likes
1Kommentarer
338Visninger
AA

1. I dare you (Oneshot)

I dare you

 

”S, p eller k, Michael?” spurgte Charlotte og smilede. Hun ku’ lide ham. Jeg fattede ikke, hvad min bedste veninde så i den selvoptagede nar, men jeg nøjedes med at tænke mit. Michael var det populæreste dreng i området, det havde sikkert noget med det at gøre.

 

Med et suk drejede jeg hovedet væk fra gruppen i Michaels ret rodede værelse og kiggede ud af vinduet.

Sollyset faldt blødt ind på mig. Det var synd at sidde herinde.

”Skal vi ikke finde på noget andet, guys?” afbrød Victor, som om han kunne læse mine tanker. ”Vi kunne jo gå udenfor!”

Jeg rejste mig med det samme fra den sækkestol, jeg lå i.

”Lyder som en god ide!” svarede jeg.

Magnus, Michael og Charlotte trak lidt på skuldrene og mumlede noget, der lød som ja.

 

Vi gik ned af den mørke trætrappe og fandt vores jakker.

Min var en ny, sort læderjakke fra Acne. Jeg fik den af min mormor på min 14 års fødselsdag.

Alle drengene var allerede 15.

 

Jeg gik ud af døren som den første og blev mødt af en lun, dejlig sommerduft. En duft af blomster, solskin og jord. Solen skinnede mig i øjnene. Dejligt, men en smule irriterende. Heldigvis havde jeg mine Ray Ban solbriller med.

”Skal vi gå ned til legepladsen?” spurgte jeg.

De andre nikkede. Det var ligesom vores opholdsted. I klatrestativet, lige overfor kiosken, hvor man kan få alting. Da vi satte os, begyndte jeg at studere Victor, efter min mening, den pæneste i vores ’gruppe’.

Høj og muskuløs. Ikke sådan overdrevet, men han havde trænet. Lyst hår, strålende, følelsesfulde, blå øjne og ret markerede kindben. Det mest fantastiske, smittende smil. Sådan et smil, der fik det til at kilde i maven.

Ok, jeg havde et lille crush på ham...

Michael lignede ham lidt, bare med brunt hår og grønne, kolde øjne. De var bedste venner.

Magnus ville gerne være populær. Han var lille og bred, med sammenklasket brunt hår og rundt ansigt. En grim lille en. Det lød ondt, men det var også meningen. Lotte var køn. Lyst hår, blå øjne,lige så høj som Magnus. Typisk dansk. Hun havde god stil.

 

Der var ingen snak, indtil Michael sagde:

”Jeg har lyst til slik, er der nogen der har penge?”

Alle rystede på hovedet.

”Så stjæler jeg kraftedme noget!”

What the hell, tror jeg nok, jeg tænkte. Michael havde altid været en crime rider, der lod som om, han var mega sej og fucking ligeglad med skolen og alt det der shit, men han havde aldrig virkelig stjålet noget.

”Er du sindssyg?” udbrød Victor chokeret

”Der sker sgu ik’ noget! Det gør der aldrig i det her hul!”

Det kunne han jo havde ret i ... Vi kedede os ret tit, det kunne være fedt at der skete noget.

Og så gik han hen til kiosken.

Vi andre vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre, men løb så efter ham.

Jeg kan huske lyden af døren, der lukkede bag mig med et lille ’kling’. Husker lugten af røg og slik. Mit hjerte galoperede afsted som en løbsk hest.

Michael hviskede ”Gå op og distraher ham, så tager jeg nok til os alle sammen!”

Han lød spændt, men også lidt glad. Vi gik op til kassen, og Victor begyndte at snakke med ejeren, som vi godt kendte lidt. Han virkede slet ikke nervøs.

Jeg fokuserede på noget bag kassen, selvom jeg ikke engang så hvad det var. Pludselig opdagede jeg bare at de andre var på vej ud, så jeg skyndte mig efter dem. Da vi kom ud i solskinnet, åbnede Michael en af poserne med blandet slik og sendte den rundt. Vi smågrinede af lettelse og snakkede i munden på hinanden om, hvordan det var gået. Jeg følte mig sej på en eller anden måde. Som på toppen af alt. At jeg kunne klare alt. Det var nok adrenalinen.

Alle var enige om, at Victor var den fødte skuespiller.

 

Efter den dag var det hele forandret. Når jeg nu kigger tilbage, kan jeg godt se, at jeg burde havde sagt fra. Men jeg ville ikke tabe ansigt, når Michael prøvede os af.

Allerede næste gang vi mødtes, havde han fået en ny idé: Charlotte og jeg skulle købe nogle cigaretter.

”I ser helt klart ud, som om I er over 16,” var hans argument.

”Hvad fanden skal du med cigaretter?” spurgte jeg. ”Det er sgu da fucking klamt?!”

Han kiggede bare på mig og rullede med øjnene, som om jeg var en idiot.

”Ej, kom nu, Laura!” tiggede Lotte. ”Det tør vi sgu da godt. La’ være med at være en pivskid.”

Og selvfølgelig gad jeg ikke være en pivskid, og selvfølgelig fik vi fat på den pakke Marlboro. Charlotte prøvede at ryge sammen med Michael og Magnus, men jeg syntes, det var for ulækkert. Victor var også stået af. Han fortalte senere, at hans morfar  døde af rygerlunger.

Efter det var det, som om Michael blev helt besat af adrenalin-kicket ved at overtræde grænser.

Sammen med Victor og Magnus stjal han en flaske vodka i Kvickly. Og samme aften mødtes vi hjemme hos Michael, hans forældre var til en eller anden fest. Michael hev flasken frem. Og så ville han selfølgelig også havde os til at drikke noget. Det var forfærdeligt! Det var som om at nogen havde sat ild til min hals, men jeg blev ved med at drikke shots, indtil det hele var varmt og tåget. Selvom man ikke skulle tro det, så var det, den første gang jeg blev fuld.

Magnus, den fucking slimede type, drak så meget, at han kastede op. Michael grinede bare og bankede ham i ryggen.

Okay, vi havde det også lidt sjovt den aften, det endte med at vi dansede på spisebordet. Og så spillede vi ’Den som flaskehalsen peger på’ og Victor skulle hoppe i poolen med alt sit tøj på. Fuck, hvor vi grinede. Og så hoppede vi alle i. Vi tog allesammen trøjerne af, fordi... Ja, jeg ved ikke rigtig, hvorfor vi gjorde det. Men Victor havde six-pack. Det gjorde ligesom ikke mit crush mindre...

”Skal vi ikke bade nøgne?!” udbrød Michael pludselig. Jeg grinede bare. Hold kæft, en idiot.

”Vil du da gerne se os nøgne?” spurgte Lotte flirtende. Hun overraskede mig der. Sådan troede jeg aldrig, hun ville sige. Ikke noget så åbenlyst.

”Kun dig.” svarede Michael, og så gav de sig til at snave. Fucking snave!

Pludselig blev jeg skubbet ned under vandet, og da jeg kom op, stirrede jeg ind i et par smukke, blå øjne. De var lidt sejlende, men vandet dryppede fra hans pandehår, og han var så perfekt. Tiden stod stille. Og så kyssede vi. Det føltes som om, at jeg fik stød gennem maven. Det var fantastisk og vildt. Men jeg husker det ikke så tydeligt, det hele er lidt tåget.

 

 

Et par dage senere hang Lotte og jeg ud på legepladsen, da Michael og de to andre drenge dukkede op.

”Jeg har en genial idé!” råbte Michael og halede os med over mod skoven og togbanen, der løb gennem den.

Det viste sig, at idéen var, at vi skulle prøve at stoppe togene ved at lægge en masse tykke grene på sporet. Aner ikke, hvor han fik den ide fra. Det er sgu da fuldstændig idiotisk! Men de pressede mig som sædvanlig. Og jeg ville ikke tabe ansigt. Men efterhånden blev jeg mere og mere utryg. Jeg tror, at hovedgrunden til at jeg ikke gik, var at jeg også var bange for Michael. Hvis han kunne gøre sådan nogle sindsyge ting mod fremmede folk, han ikke kendte, hvad ville han så gøre mod dem han blev sure på? Uheldigvis fandt jeg svaret på det...

 

Det var ved at blive aften, så Michael sagde, at det var nu, vi skulle gøre det, mens vi stadig kunne se lidt.

”For helvede!” stønnede Victor, da han og jeg slæbte af sted med en mindre træstamme, vi havde fundet. Jeg kunne se hans øjne skinne nervøst i mørket. Jeg skuttede mig. Det var koldt, og det småregnede. Og jeg var fucking nervøs. Det her var jo dissideret ulovligt.

Vi skulle bære grenene op ad en skrænt til togskinnerne, og Michael kommanderede ophidset rundt med os. Til sidst blev Charlotte, Victor og jeg enige om, at det syv-otte træstammer måtte være nok, så vi skyndte os hjem.

 

En del af mig havde dårlig samvittighed. Tænk hvis toget kørte af sporet, og nogen blev slået ihjel!

Heldigvis skete det ikke. Men næste morgen ringede Michael til mig.

”Skynd dig at tænde for P1! Vi er i radioen!” nærmest råbte han.

Jeg blev med det samme megabange. Havde nogen set os?! Jeg tændte og oplæseren sagde med monoton stemme: ”Og så er der endelig kommet gang i s-togdriften mod Hillerød igen efter problemer med et beskadiget tog.”

Mere hørte jeg ikke rigtigt.

”Puha!” udbrød min mor, der kom gående ud i køkkenet i det samme. ”Det er kun idioter der gør den slags! Tænk at lægge stammer på skinnerne! Godt at du ikke kunne finde på sådan noget dumt!”

Jeg fik med det samme kvalme. En hård kugle begyndte at tage form i mit mellemgulv. Min halvspiste portion cornflakes virkede pludselig ikke så indbydende længere.

 

Den næste dag skældte Torben, vores halvskallede dansklærer, Michael rigtig meget ud, så han var blevet sur. Michael blev nedgjort og ydmyget overfor klassen. Og så ville han havde hævn over Torben.

”Vi bryder fandme ind på skolen i nat!” fortalte han, da vi mødtes hjemme hos Magnus, fordi det øsede ned, så vi ikke kunne være ude.

”Hvorfor fanden vil du dét?!” spurgte Victor. Jeg forstod ham godt.

”Hævn,” svarede Michael bare. ”Jeg skal nok vise jer, hvad jeg har tænkt mig, når vi først er inde. Det er noget totalt awesome.”

”Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst,” udbrød Lotte. Michael kiggede vredt på hende. Hun krympede sig.

”Er du en kylling?” spurgte han aggressivt.

Hun rystede på hovedet.

”Godt. Vi mødes foran skolen klokken ti i aften.”

Victor sukkede og gik hen til døren.

”Michael, jeg har altså fået nok! Det der stinker! Det er jo ikk engang sejt! Det er fucking ulovligt, og så bare på grund af en eller anden fucked up lærer!”

De stirrede på hinanden, som om de var to cowboys fra en western film, der gør klar til duel. Jeg blev pludselig bange på Victors vegne.

Så hvæsede Michael:

”Fint, bare skrid, tøsepige. Jeg er fandme også blevet fucking træt af dig!”

Jeg spærrede øjnene op. Hvad fuck skete der lige? De var bedste venner!?

Victors smukke ansigt blev hvidt, men han sagde ikke noget, han vendte sig om og gik. Der var en pinlig tavshed, jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige.

Så spurgte Magnus:

”Hvordan kommer vi ind på skolen? Hvad med alarmen?”

Jeg besluttede, at jeg nok skulle vise de to narrøve, at jeg var lige så seje som dem. Jeg ville i hvertfald ikke virke nervøs!

”Den er i stykker, jeg hørte dem på kontoret snakke om det! Er du bange?” Michael så hånligt på ham.

”Nej, nej, det ville bare ikke være smart at have strisserne rendende!”

Jeg havde lyst til at kværke ham Magnus, hvorfor var han sådan en fuckin klam, slikket type?!

 

Klokken ti stod vi alle foran skolen. Det var halvmørkt og lidt lunt. Michael havde en blå rygsæk på.

”Hvad har du med?” Magnus kiggede nysgerrigt på rygsækken. Han svarede ikke, han fandt bare en sten og smadrede en rude i et kældervindue, og så kravlede han ind.

Jeg holdt vejret og ventede på, at alarmen skulle gå igang. Det gjorde den ikke, så jeg fulgte efter de andre ind. Jeg landede på det støvede gulv i et mørkt rum. Lige foran mig plaperede Charlotte hysterisk løs, og jeg kunne ikke lade være med at hvisle:

”Så vær dog stille for helvede.”

Michael ledte os op. Op til lærerværelset. Underligt nok var lyset stadig tændt. Da vi var kommet ind, åbnede Michael tasken. Den var fuldt af spraydåser. Graffiti. Han gav os en hver, og sagde:

”Skriv noget grimt om Torben på væggene!” Det gjorde vi så. Vi fnes lidt af det, vi skrev, fx. ’Torben har en lille pik.’ Imens snakkede vi om den kommende uge. Vi skulle i biografen og se The Host . Og vi skulle til grillfest.

”Forresten Lause, det der grillfest-ting i morgen, hvornår starter den?” spurgte Lotte pludselig.

”Øh, syv tror jeg ...”

Grillfesten blev holdt af en der hed Marie, nede ved søen. Det var en slags fødselsdag.

”Hvad er det i snakker om?” spurgte Michael kommanderende.

”Ik’ noget!” svarede jeg lidt for hurtigt.

”Jo, hvad?!” Han gik meget tæt på og tårnede sig op over mig.

”Du kan ikke komme med, du er ikke inviteret.” Det var nok det dummeste, jeg kunne sige, og min stemme var en lille smule for lav til at havde nogen effekt. Michael hadede at være uinviteret.

Michael så rasende ud og løftede hånden. Jeg var helt sikker på at han ville slå. Men jeg blev reddet af en lyd på gangen.

Vi stivnede alle sammen og lyttede. Nogen var på vej hen til døren.

Rengøringen! Jeg mærkede frygten knuge om mit hjerte som en klam hånd, og jeg havde lyst til at skrige. Hvad nu hvis vi blev opdaget?! Min puls galoperede og en iskold fornemmelse bredte sig i mig.

Vi samlede lynhurtigt det hele sammen, og før jeg vidste af det, havde jeg åbnet et vindue. Jeg kiggede ned. Der var rimeligt langt. Jeg kiggede mig over skulderen. De andre skyndede på mig, og jeg lukkede øjnene og hoppede. Det gav et forfærdeligt stød i fødderne, da jeg landede på asfalten. Og så løb jeg. Vi grinede lidt forpustet, da vi var kommet væk. Bare fordi det var overstået.

Hvad ville Torben ikke sige? Godt at vi ikke skulle i skole før mandag.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til Victor.

”Victor, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!” nærmest græd jeg.

”Hvad mener du?” spurgte han lidt overrasket. Jeg viste normalt ikke mine følelser så åbenlyst. Jeg var sikker på, at han havde glemt kysset. Sådan opførte han sig ihvertfald.

”Michael skræmmer mig! Jeg vil ikke mere, men jeg er bange for ham, og hvad han kan finde på!” En lang tænkepause.

”Du må vel sige fra. Ligesom mig... Jeg ved godt, det er svært, men...” Han lyder så følsom.

”Men hvad?”

”Det er det rigtige.”

Der besluttede jeg mig for at sige nej. Da beslutningen var taget, virkede mit hjerte hundrede gange lettere. Det eneste der stadig holdt mig nede, var det med Victor. Han var ikke interesseret i mig.

 

Den næste aften tog Charlotte og mig ned til søen. Det havde været en varm dag, og en perfekt dag til grillfest. Vi sad og snakkede og grinede i den lune aften. Alt var idyllisk, og jeg var klar til, på et tidspunkt, at stå op imod Michael.

Så blev jeg opmærksom på en anderledes røg-lugt end den fra grillen . Et rødgyldent skær begyndte at flakke over jorden. Jeg behøvede ikke at se mig omkring, jeg vidste med det samme, hvad det var.

”Der er brand!” skreg jeg, totalt hysterisk. Frygten fik mit blod til at dunke rundt i blodet, og min krop gjorde sig klar til at flygte.

Alle fløj op, og en far ringede straks til brandvæsnet.

Folk løb forvirrede rundt, og så dukkede Michael og Magnus pludselig op. De smilede begge to fjoget.

”Nå, der fik I ødelagt jeres fest, hva’?”

Jeg fik en forfærdelig tanke i hovedet. Det var Michael! Han havde sat ild til det fucking badehus! Det måtte havde været ham! Han var blevet så sur, da jeg sagde, at han ikke kunne komme med! Uden at svare trak jeg Charlotte med mig om bag nogle biler. Sirenerne fra brandbilerne kom nærmere.

”Kan det være Michael, der har gjort det?” spurgte jeg hende lavmælt.

”Ej, det ville han da aldrig gøre.”

Jeg ruskede hende.

”Helt ærligt, du bliver nødt til at åbne øjnene: Han er en fucking psykopatisk idiot, der ikke kan styre sig.”

”Er det mig, du taler om?” Jeg trak vejret dybt. Det måtte gøres. Hvis jeg sagde fra, ville Victor måske også kunne lide mig bedre. Det var vel egentlig grunden til, at jeg havde gjort det. Jeg vendte mig langsomt rundt. Michael stod lige bag os med armene over kors og ilden bag sig.

”Du er gået over stregen.” svarede jeg koldt. Jeg lød stærk og hadfuld. Han hævede øjnbrynene.

”Det her er ikke sejt, ikke fedt, det er bare fucking sindsygt og farligt! Du er syg! I’m out of here!” hvæsede jeg og gik. Lotte fulgte skræmt efter.

”Jeg var også færdig med jer, møgbitches,” kom det så koldt. ”Og hvis I sladrer om noget af det her, så ved jeg, hvor I bor, og tro mig: Jeg har masser af benzin tilbage.”

Jeg blev bange. Kunne han virkelig finde på det?! Men jeg følte mig også stærk over, at jeg endelig sagde, hvad jeg mente.

 

Dagen efter ringede Magnus, den coward. Den eneste der ikke sagde fra.

Jeg stod og kiggede ud af vinduet på mit værelse. En mand gik tur med sine to små gravhunde. Det så hyggeligt og fredeligt ud.

”Vil du ikk sige til Victor, at han ikk skal cykle ned af den store bakke på vej hjem fra fodbold?” Han lød vildt bange.

”Hvorfor det?” spurgte jeg, lettere vantro og snoede mit hår om fingeren.

”Fordi Michael vil lave en eller anden hævnprank på ham! Bare sig det videre, jeg har ikke hans nummer!”

Og så lagde han på. Jeg stirrede med store øjne på telefonen. Og så besluttede jeg mig for at ringe til Victor. Bare for en sikkerheds skyld. Tænkt hvis der skete ham noget!

”Hej Victor, det er mig, Laura!” sagde jeg, da telefonen blev taget.

”Hej!” svarer han glad. Bare hans stemme fik mig til at smile.

”Hør her, Magnus har lige ringet, og han siger, at Michael vil lave en eller prank på dig, når du cykler hjem fra fodbold!”

”Hvad?!” Han lød pludselig nervøs.

”Og det er noget med, når du kommer ned af bakken... Kan du skippe fordbold i dag?”

”Nej...” Han sukkede. ”Jeg havde ingen ide, om at Michael var så sindssyg!”

”Heller ikke mig. Men jeg sagde det til ham i går!” svarede jeg lidt stolt.

”Hvad sagde du?” grinede han næsten.

”At han var en psykopat!” Victor grinede.

”Men tak for advarslen...” Han lød bekymret igen. ”Jeg må bare køre gennem skoven...”

”Jep, gør det! Jeg tror bare, at vi skal tage det rimeligt alvorlig...”

”Ja.... Vi ses...”

”Hej...!” svarede jeg akavet. Jeg kunne havde slået mig i hovedet. Det er ligesom at vinke farvel! Fuck, jeg følte mig så dum!

 

 

Jeg snakkede med Charlotte, og vi besluttede at tage hen til bakken og filme det, der skete. Hvis det nu var noget kriminelt, så den kunne bruges som bevis mod ham. For han skulle stoppes, inden nogen kom alvorligt til skade. Det var det, jeg sagde til Lotte.

Da vi cyklede derhen skinnede solen, og ikke en vind blæste. Et dejligt sommervejr.

Vi gemte os bag en stort buskads, og satte os til at vente.

Vi håbede bare at Michael og Magnus ville komme komme forfra. Det ville ligesom være lidt svært at forklare, hvad vi lavede i den busk.

 

Michael kom gående over bakken med et slags reb på ryggen, og solen ind bagfra. Han manglede bare lige at gå i slowmotion. Han følte sig helt sikkert fucking sej.

Magnus kom lidt bag ham, mere urolig i kroppen. Og så gik de igang med noget meget mærkeligt. De spændte rebet, som viste sig at være et kabel, over stien, mellem to træer.

 

Pludselig forstod jeg. De ville prøve at slå Victor af cyklen. Stien gik nemlig skarpt ned af bakken, lige efter et skarpt sving. Så man havde måske ikke helt nok tid til at reagere. Jeg håbede fandme, at der ikke kom nogen. Victor ville jo ikke komme.

Det gjorde der. Desværre.

En ung fyr, uden hjelm, kom i enormt høj fart ned af bakken. En iskold fornemmelse bredte sig i hele min krop, og jeg ville skrige, men ikke en lyd kom over mine læber. Hele min krop spændte, og min hånd knugede om mobilen.

Lotte slog hænderne for munden med et rædselslagent udtryk i øjnene. Vi kunne ikke bevæge os.

Cyklisten fik øje på kablet , men hans bremser virkede tydeligvis ikke godt nok.

Han ramte kablet og blev slynget ud over styret. Jeg kunne ikke gøre noget, sad bare med hænderne for øjnene. Lyden, da han ramte asfalten, var uhyggelig. Knasende, som når en valnød åbnes med en nøddeknækker.

Han blev liggende, med blod fra hovedet. En tåre løb ned af min kind. Jeg stoppede optagelsen.

Michael og Magnus gik i total panik.

”Fuck! Vi må væk!” råbte Michael, og så løb de. Jeg væltede ud af busken, og med rystende hænder fandt jeg min mobil frem og trykkede 112.

Jeg talte alt for hurtigt, damen i røret fik mig til at gentage alting to gange.

Imens sad Charlotte bare inde i busken og bed sig i hånden og mumlede: ”Åh, nej, åh, nej. Sig han ikke er død!”

Victor kom cyklende ud bagfra lige i det øjeblik, jeg lagde på.

”Hvad er der sket?” spurgte han forfærdet. Rædslen stod malet i hans ansigt.

”Michael og Magnus... Reb over vejen... De troede... At det var dig...” hulkede jeg ind mod hans bryst.

”Såååå... Shhhh...” trøstede han mig og kyssede mig på håret. Han knugede mig ind til sig. Krampagtigt.

Min puls var hurtig, men den blev langsomt rolig i hans varme arme.

De havde slået en mand ihjel! Hvis han altså var død. Det kunne havde været Victor! De ville skade deres bedste ven! Hvor sindsygt var det?

En tomhed fyldte mig, da jeg forestillede mig Victors perfekte ansigt ligge der, stille og koldt.

”Åh Gud... Åh Gud...” hviskede jeg. Han strammede grebet om mig. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, men det var på en måde rart. At vide, at han holdt fast, at han havde mig. Michael og Magnus. De havde slået en mand ihjel, og jeg havde det på video...

I det øjeblik slog det mig. Jeg kunne få dem i fængsel.

Lotte havde endelig flyttet sig og tog mandens puls. Tårerne fyldte hendes øjne, og blikket var fyldt med uendelig smerte.

”Jeg tror, han er død!”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...