Julle & Flynn - 1D

Da Julie (Julle) vinder en konkurrence og får muligheden for at møde selveste One Direction, overtaler hun sin bedste veninde Freya (Flynn) til at tage med og bo sammen med drengene i hele 2 uger. 2 uger, der byder på romantik, venskab og had. Der er bare et problem, og det er, at Freya hader 1D eller rettere sagt Louis Tomlinson. Og med hader mener hun virkelig HADER. Men kan 2 uger ændre på det? Eller vil Freya hade Louis for evigt?

Jeg har valgt denne One Direction fan-fiction, som jeg har meldt til Fandommenes kamp konkurrencen.

10Likes
6Kommentarer
1768Visninger
AA

4. Dag 4

Freyas synsvinkel

Kl. 05:00 ringede mit vækkeur. Jeg slukkede det hurtigt og tjekkede om Julie stadig sov. Det gjorde hun. Hun lå i sin egen lille verden med et smil på læben. Hun så sød ud, men jeg havde ikke tid, så jeg skyndte mig at stå op. Jeg hoppede i mine cowboybuser fra i går, trak en grøn bluse over hovedet og bandt mine converse. Jeg listede hen til døren, og da jeg stod ude på gangen lukkede jeg den lydløst.

Den første kiosk jeg kom til havde lige åbnet, og jeg regnede ud, at jeg nok var den første kunde i dag. Jeg gik frem til disken og begyndte at skimme de forskellige blade. Der! På forsiden af ”Star” var der et kæmpe billede af mig, der råbte af Eleanor. Dumme paparazzi! Jeg snuppede det forreste blad, og derefter det næste og snart stod jeg med alle bladene i favnen. ”Jeg skal have de her,” sagde jeg og smed bladene foran den unge fyr, som stod bag disken. ”Synes du ikke, at det er lidt meget?” Spurgte han og hævede det ene øjenbryn mod bladene. ”Nej, øh.. jeg kan godt lide at læse det samme. Det øhm.. det… hvor meget koster de? ”30 pund,” sagde fyren og stak en hånd i lommen. ”30 pund? Så mange penge har jeg ikke.” sagde jeg og slog mig for panden. Hvordan kunne jeg glemme det? ”Nå, men vil du så ikke nok lade være med at sælge nogle af bladene til øh.. hunkønsvæsner?” Spurgte jeg og kløede mig akavet på armen. Han kiggede på mig med hævede øjenbryn og et drilsk smil på læberne. ”Hvor meget?” Jeg stak hånden i lommen og fiskede min pung frem. ”For dig? 5 pund,” han tog imod pengene, og derefter hastede jeg ud ad butikken. Englændere plejer ellers at være så søde… Okay. Jeg må bare få fat i alle bladene på vores vej.

På en bænk nogle kilometer fra vores hus sad en ældre dame og læste i et ugeblad. Det ugeblad som jeg skulle have fat i. ”Goddag,” sagde jeg og gik hen mod hende. Hun lod ansigtet titte frem bag bladet og sendte mig et imødekommende smil. ”Det er bare, jeg er på forsiden af det blad, og der er nogle mennesker, som bare ikke må se det.” Hun nikkede forstående, men løftede bare bladet igen og begyndte så småt at læse videre. Jeg vippede utålmodigt med foden, men hun lod sig ikke påvirke af det. ”Hallo, må jeg ikke nok få dit blad?” Sagde jeg og lagde armene over kors. ”Jamen jeg har jo betalt for det,” hun strammede grebet om bladet, mens hun rystede på hovedet. ”Hør så her!” Jeg lænede mig frem mod hende, samtidig med, at jeg stirrede hende direkte i øjnene. ”Jeg skal have det blad. Uanset om du vil give det til mig eller ej.” Det sidste lød hårdt, men det her var en nødsituation. ”Jeg sagde nej. Gå hen og gener nogle andre.” ”Plejer gamle mennesker ikke at være søde. Giv mig nu bladet, så vi kan komme videre i vores liv.” Denne gang tøvede jeg ikke, men rev bladet ud af hænderne på hende. Jeg begyndte at løbe længere ned ad gaden, indtil jeg nåede et hus en del mindre end vores. Ude i haven sad en voksen kvinde og læste i netop det blad, jeg havde brug for. Jeg skyndte mig hen til hende, hev hurtigt bladet ud af hendes hænder og skyndte mig væk, så hun dårligt nok nåede at se mig.

Da der var gået halvanden time, manglede jeg kun et hus. Jeg listede mig forsigtigt ind på området, mens jeg kiggede rundt efter liv. Bilen var ikke i indkørslen, og gardinerne var trukket for. Jeg gættede på, at der ikke var nogen var hjemme, så jeg gik ud på fortovet. Mine arme hang ned langs min talje og svingede i takt med mine skridt, da jeg hørte nogle grine. Lyden kom fra det modsatte fortov.

Det var to teenagepiger, der gik og fnes over et eller andet. Jeg prøvede at ignorere dem, men så lagde jeg mærke til det blad, de gik og fnes af. ”Hey.” Jeg skyndte at kigge mig for, inden jeg løb over gaden. ”Må jeg lige se jeres blad?” Pigerne gav mig elevatorblikket, og så sagde den ene af dem: ”Det er dig, der er på forsiden.” Hun kørte en hånd gennem sit lange brune hår. ”Jeps, det er det. Må jeg ikke nok få det?” Pigerne kiggede kort på hinanden og brød så ud i latter. ”Hvad? Årh lige meget.” Jeg snuppede bladet fra den lyshårede af dem og vendte mig om. ”Hey, kom tilbage,” råbte de og begyndte at løbe efter mig. Damn it. Mine ben bevægede sig hurtigere og hurtigere. Hvorfor skulle Directioners også blive så oprevet over et blad med deres idols eks-kæreste? De halede ind på mig, men jeg drejede skarpt til højre og løb lige ind i Liam. Jeg tabte bladene, og de lå nu spredt ud over det hele. ”Undskyld,” sagde jeg, mens jeg ihærdigt prøvede at få samlet så mange blade sammen som muligt. ”Hvad er alt det her?” Spurgte han og rakte ud efter et blad som, jeg skyndte mig at få fat i før ham. ”Ikke noget, men jeg skal vist også videre nu.” Jeg rejste mig op, men snublede i et uopsamlet blad. Heldigvis landede jeg lige i armene på Liam. Vi smålo, og jeg viste ham opgivende et af bladene. Han skimmede siden, hævede øjenbrynene og nikkede så forstående. ”Kom,” sagde han og hjalp mig indenfor.

Julie gik uroligt frem og tilbage på værelset. ”Så du stod altså op kl. 05:00 for at samle ugeblade sammen, bare sådan så Louis ikke ville tro, at I var venner.” ”Sådan cirka,” nikkede jeg. ”Men det gik galt, fordi du ikke havde nogle penge, og efter det så løb du ind i Liam, som nu er i gang med at skaffe sladderbladene af vejen.” Igen nikkede jeg. ”Hvorfor vil du ikke bare indrømme, at du godt kan lide Louis?” Spurgte hun og kiggede uforstående på mig. ”Fordi man ikke må lyve, okay. Desuden så kan jeg ikke lide ham. Det er bare noget du tror.” Jeg rejste mig og gik ind i stuen, hvor drengene sad og stenede. Kort efter kom Julie ud fra værelset og stillede sig ved siden af mig. ”Forsvarede du mig virkelig?” Spurgte Louis. Han sad med et af bladene i hånden og stirrede på forsiden. Jeg kiggede strengt på Liam og sagde: ”Det var ikke noget særligt. Jeg havde bare en dårlig dag, og det havde Eleanor vist også.” Vores øjne mødtes, men jeg brød kontakten og gik udenfor.

Solen skinnede og fuglene sang. Der var stadig lang tid til aften, men så tidligt som jeg havde været oppe, kunne jeg vel godt tage en middagslur. Græsset svajede langsomt i den kølige formiddagsvind, og jeg tog mine sko og strømper af, så jeg rigtig kunne nyde naturen.

Blæsten legede med mit hår, mens jeg hoppede op og ned. Trampolinen knirkede af og til, men jeg nød dens knagen, der var blandet med bladenes raslen. Lyden af skosåler afbrød mig, og Louis nærmede sig trampolinen. Han stoppede op en meter fra den og lod sig dumpe ned i græsset. Jeg stoppede med at hoppe og kiggede så på ham. Han så trist ud – ikke at jeg bekymrede mig, men jeg kravlede alligevel ned fra trampolinen og satte mig et stykke væk fra ham.

Der sad vi så i det bløde græs, mens solens skarpe stråler varmede os. Ingen af os sagde noget. Vi nød bare freden, der kun blev afbrudt af fulgene, som sang. ”Tak,” sagde han og fangede mit blik. Jeg kunne mærke mine kinder blive varme, men jeg sagde ikke noget. Jeg nikkede bare svagt og hev et græsstrå op af jorden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...