Julle & Flynn - 1D

Da Julie (Julle) vinder en konkurrence og får muligheden for at møde selveste One Direction, overtaler hun sin bedste veninde Freya (Flynn) til at tage med og bo sammen med drengene i hele 2 uger. 2 uger, der byder på romantik, venskab og had. Der er bare et problem, og det er, at Freya hader 1D eller rettere sagt Louis Tomlinson. Og med hader mener hun virkelig HADER. Men kan 2 uger ændre på det? Eller vil Freya hade Louis for evigt?

Jeg har valgt denne One Direction fan-fiction, som jeg har meldt til Fandommenes kamp konkurrencen.

10Likes
6Kommentarer
1525Visninger
AA

2. Dag 2

Freyas synsvinkel

Solens stråler skinnede ind gennem de sandfarvede gardiner. Jeg trak dem fra og åbnede vinduet. Det var en dejlig morgen, fuglene sang og luften var varm. Vejr lige til at tage til stranden i. Jeg kastede et blik hen på Julie, som lå og sov. Drømte sikkert om Harry… Hun havde været så glad i går, da hun gik i seng. Hun havde snakket det halve af natten om, hvordan Harry og de andre drenge havde krammet hende, snakket med hende, og signeret hendes converse, taske og bluse. Det var sødt nok, og selvom de ikke var mit ynglingsband i hele verdenen, så var jeg taknemlig for, at hun ville dele denne oplevelse med mig.

Jeg låste mig inde på badeværelset og kiggede på det brune ansigt i spejlet. Jeg lænede mig forover og plaskede koldt vand i ansigtet. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på mig. Gad vide, hvad vi skulle lave i dag. Det ville være fedt at tage på stranden med 1D – ikke fordi jeg kunne lide dem, men det ville være fantastisk for Julie.

”Må jeg komme ind?” Spurgte Julie og bankede på døren. Jeg åbnede, og hun trådte ind.

Der gik 10 min. Og så havde vi fået ordnet, hvad der skulle ordnes. Julie havde redt sit blonde hår igennem, og det sad nu i en stram hestehale. Hun havde tage sine nye jeans på, en sort top med teksten ’Born to rule’. Og så havde hun selvfølgelig taget sine signeret converse på. Jeg havde også taget mine converse på, en grå nederdel med sorte nylonstrømper til, og en langærmet bluse i mørkeblå. Mit hår sad som det plejede: En krøllet lille hestehale.

Vi gik ud i køkkenet, hvor drengene allerede sad. Alle var gået i gang, undtagen Harry, som først begyndte at spise, da vi havde sat os. Maden smagte godt. Det var brunch. En af mine livretter. Jeg tog en tår æblejuice og sagde: ”Nogen planer for i dag?” Der blev kigget skiftevis på hinanden, men ingen sagde noget. ”Altså, hvis I ikke har nogen, så kunne vi tage på stranden, nu hvor vejret er så dejligt.” Sagde jeg og proppede et stykke bacon i munden. ”Det lyder godt.” Til min foragt var det Louis, der havde svaret. Han smilede til mig, tog en bid af sin pandekage, og nåede heldigvis ikke at se den grimasse jeg lavede.

 

Efter morgenmaden havde vi pakket håndklæder, høretelefoner og solcreme. Og nu sad vi i bilen på vej til stranden. Landskabet fløj forbi os. Louis skruede op for radioen, og til Julies store glæde var det ’Live While We’re Young,’ som spillede. Liam begyndte at synge sin del af sangen, og snart skrålede hele gruppen med. Julie klappede takten på sit lår og sang så med. Harry vendte sig overrasket om og kiggede på hende. Deres blikke mødtes og kærligheden lyste ud af øjnene på dem. Jeg kunne heller ikke lade være med at vippe med foden.

Vi drejede ned ad en snoet vej, som førte ud på en sti. Her parkerede Louis bilen. Vi steg ud og tog vores ting. Harry lagde blidt sin hånd på ryggen af Julie, og selv bagfra kunne jeg se hendes kinder blive røde. Liam, Zayn og Niall var rendt i forkøbet med en fodbold. Det ville så sige, at jeg endte med at følges med Louis. Vi skulle heldigvis ikke gå langt for at komme ned til stranden.

Julie havde lagt sig på sit håndklæde og kiggede på, mens alle undtagen Louis og jeg spillede fodbold. Jeg satte min taske fra mig og fandt mit håndklæde frem. Louis fandt også sit frem og lagde det ved siden af mit. Flyt dig dog! Tænkte jeg, men desværre kunne han ikke læse tanker. ”Hey Julle, vil du med ud og bade?” Spurgte jeg og hjalp hende op. Hun nikkede, og jeg kunne høre bølgerne kalde på mig. Jeg stoppede op, da der var noget, som skyggede for solen. Det var Louis, der også gerne ville i vandet, og som åbenbart havde besluttet at gå med os. ”Slap nu af. Prøv at lære ham at kende,” hviskede Julie, mens hun gav mig et skub med albuen. ”Aldrig i livet!” Hvæsede jeg tilbage, men hun var allerede løbet over til de andre.

Louis og jeg bevægede os ud i vandet. De kolde bølger slog om vores ben, og under os svømmede fiskene livligt rundt. ”Hold da op for en grim fisk,” sagde Louis og pegede ned i vandet. ”Ej Louis. Sådan snakker man ikke om sin tvilling,” sagde jeg og kastede mig ud i bølgerne. Da vandet var ovre mig fortryd jeg, at jeg ikke havde nået at se hans ansigtsudtryk. Jeg svømmede op til overfladen, og lod solen varme mig. Harry og Julie plaskede vand på hinanden, og hendes latter flød sammen med bølgernes brusen. De var egentlig et ret sødt par, og de virkede glade for hinanden. Jeg nåede ikke at tænke færdig, før en skikkelse gled under mig, og på et splitsekund sad jeg på en af drengenes skuldre. Jeg klamrede mig til hans hænder som, han havde løftet op i luften. Harry gjorde det samme på Julie, og hun begyndte at grine. Han svømmede over til os og sagde: ”Godt arbejde Lou.” Lou? Oh nej. Det kunne kun være ’en person – Louis. Jeg begyndte at vride mig rundt og prøvede at komme ned, hvilke bare resulterede i, at vi begge to væltede og landede i vandet med et kæmpe plask. Da vi stak hoved op over vandet, kunne jeg se Julie og Harry, der flækkede af grin. Jeg rejste mig op og plaskede saltvand i øjnene på Louis. ”Hey. Det var bare for sjov,” grinede han, men han fik bare endnu mere vand i hovedet. Liam og Niall svømmede over til os, og nu var der dømt vandkamp. Zayn fulgte trop, og vandet fløj til alle sider. Louis omfavnede mig bagfra, og 5 sek. efter var han ved at drukne i alt det vand, han fik sprøjtet på sig.

Efter vandkampen gik vi op og lagde os på det varme sand. ”Nogen der kan spise en is?” Spurgte Zayn og rejste sig op. ”Jo tak,” svarede Julie og sendte ham et smil. ”Cool. Louis går du med?” Spurgte Zayn, mens han fandt nogle penge frem. Louis nikkede og rejste sig op. De begyndte at gå hen mod stien, men stoppede op, da jeg spurgte: ”Øhm.. skal vi ikke betale?” ”Nej. Vi gir’” svarede Louis og blinkede til mig. De vendte sig om for at gå videre. ”Uuuh,” sagde Julie og løftede øjenbrynene. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og kiggede flovt ned i sandet. Harry kiggede på Julie, som smilede til ham. ”Liam? Niall? Skal vi ikke spille lidt fodbold?” Sagde jeg og rejste mig op. Niall skyndte sig at hente bolden, mens Liam lavede mål med sine klipklappere. Jeg blinkede til Julie og løb så over til drengene. Vi begyndte at spille, og jeg snuppede hurtigt bolden fra Niall. Han skubbede til min skulder og fik igen kontrol over bolden. Liam løb frem, fik fintet bolden uden om Niall og videre til mig. Jeg vidste ikke, hvem der var på hold med hvem, men jeg driblede videre og endte med at lave nælder på Liam og score. Der var en, der piftede. Det var Zayn og Louis, som var vendt tilbage med is til os alle sammen.

 

Kl. 20:34 sad jeg på en sækkepude inde på Julies og mit værelse. Julie sad inde i stuen og snakkede med Harry, mens Niall og Liam var gået udenfor for at hoppe på trampolin. Det bankede på døren og en velkendt, men irriterende stemme lød. ”Må jeg komme ind?” Spurgte Louis. ”Mmm,” svarede jeg og bladret om på næste side. Døren blev åbnet og han trådte ind. ”Hvad laver du?” Spurgte han og satte sig på sengekanten. ”Spiller banjo,” svarede jeg og læste videre. Han grinede, og hans latter gav genlyd i værelset. Jeg kunne ikke holde mit smil inde. ”Hvad læser du?” Spurgte han og nikkede i retning af min bog. ”The Hunger Games,” svarede jeg og kiggede op. Vores øjne mødtes, og et kort øjeblik fik jeg sommerfugle i maven. Jeg slog blikket ned og lagde bogen fra mig. Louis virkede egentlig flink nok. Måske skulle jeg give ham en chance. Altså bare for Julies skyld! ”Vil du spille et spil?” Spurgte jeg og rejste mig op. ”Det kan vi godt. Jeg ved ikke om du har lyst, men vi kan spille Uno,” sagde han og kiggede usikkert på mig. Jeg prøvede at smile, men endte med bare at vende mig om mod reolen og sige: ”Ok. Det er også mit ynglingsspil.”

Et kvarter senere var vi i gang med andet spil. Jeg ved ikke, hvad der var mest skræmmende. At jeg spillede Uno med Louis eller, at jeg havde noget tilfælles med ham… Lige meget hvad, så var jeg ved at vinde. ”Uno, og færdig,” udbrød jeg og lagde de sidste kort på bunken. ”Ja ja. Skal vi tage et spil til?” Spurgte Louis. ”Okay, men taberen gir’” sagde jeg og skubbede kortene hen til ham. Han grinede og begyndte at blande.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...