Julle & Flynn - 1D

Da Julie (Julle) vinder en konkurrence og får muligheden for at møde selveste One Direction, overtaler hun sin bedste veninde Freya (Flynn) til at tage med og bo sammen med drengene i hele 2 uger. 2 uger, der byder på romantik, venskab og had. Der er bare et problem, og det er, at Freya hader 1D eller rettere sagt Louis Tomlinson. Og med hader mener hun virkelig HADER. Men kan 2 uger ændre på det? Eller vil Freya hade Louis for evigt?

Jeg har valgt denne One Direction fan-fiction, som jeg har meldt til Fandommenes kamp konkurrencen.

10Likes
6Kommentarer
1585Visninger
AA

12. Dag 12

Freyas synsvinkel

Jeg sad med hænderne om det varme krus te ude i køkkenet. Overfor sad Julie med sin mobil og skrev med sin mor. Hele aftenen i går havde de snakket sammen. Julie havde fortalt om alt, der var sket, hvilke var en del. ”Hils,” sagde jeg og sluprede te i mig. ”Skal jeg nok,” smilede Julie og tastede løs på skærmen. ”Hvordan har de det?” Spurgte jeg og hentydede til hendes forældre. ”Godt. De var ude og spise i går.” Jeg nikkede og tog endnu en tår. Drengene var ikke hjemme, da de skulle skrive autografer til millioner af skrigende piger. ”Jeg går i bad,” sagde jeg og rejste mig. Jeg satte kruset i opvaskemaskinen og gik ind på værelset, hvor jeg fandt et håndklæde og noget tøj.

Efter badet gik jeg ind i stuen, hvor Julie sad med sin computer. ”Slå dig uuud,” sagde hun og bredte armene ud. Jeg grinede af vores interne joke og satte mig ved siden af hende. ”Hvad skal vi lave?” Spurgte hun og kiggede på mig. ”Hmm.. vi kan synge?” ”Ok,” smilede hun og nikkede. ”Hvad skal vi synge?” Hun lukkede for Facebook og gik ind på Youtube. ”Wherever I go.” Jeg smilede skævt og spørgende. Hun tastede ordene ind i søgefeltet. ”Skal vi bare gøre, som vi plejer?” Spurgte hun og klikkede fuld skærm. Jeg nikkede, og snart lød vores stemmer i det store hus.

”So excited I can barely even catch my breath,” sang Julie. “We have each other to lean on for the rode ahead.” “This happy ending is the start of all our dreams. And I know your heart is with me,” sang jeg videre. Vores stemmer blev forenet i omkvædet, og vi hørte slet ikke døren gå op. Først da drengene en efter en trådte ind i stuen, blev vi opmærksomme og flækkede af grin. De begyndte at grine med, og da vi alle var holdt op, slog de sig ned i sofaen og sækkepuderne.

”Hvordan gik det?” Spurgte Julie og vendte opmærksomheden mod drengene. ”Godt. Som det plejer,” svarede Niall. ”Jamen nu er det ikke alle, der ved, hvordan det plejer at være,” smilede jeg. Han trak på skuldrene og sagde: ”Er der nogen, som er sultne?” ”Mig,” svarede drengene i munden på hinanden. ”Så lad os lave frokost,” sagde Zayn, som slog hænderne sammen og rejste sig op.

”Er der noget, I kunne tænker jer at lave i dag?” Spurgte Liam og tog en bid af sin sandwich. ”Jeg kunne godt tænke mig at gå en tur,” svarede Julie. Hun lagde sandwichen fra sig og tørrede hænderne i servietten. ”Også mig. Faktisk så vil jeg gerne se bronze statuen af Peter Pan.” ”Det lyder som en god ide. Skal vi ikke alle sammen tage I Hyde Park?” Drengene nikkede enigt, og efter frokosten begav vi os alle afsted til Kensington Gardens.

 

”Wow, hvor er den nice,” udbrød jeg. Foran mig var statuen af Peter Pan, der pustede i sin fløjte. Omkring ham var der feer, mus og egern. ”Det er flot ikke?” Spurgte Louis. Jeg nikkede, men spurgte så: ”Hvor er de andre?” ”Zayn, Niall og Liam gjorde holdt ved springvandet, for at se, om det virkelig var helt rent vand, der var i, og Harry og Julie tog sig en romantisk tur hånd i hånd gennem parken.” Han vendte for sjov det hvide ud af øjnene, da han nævnte ordet romantisk. Jeg fnes og rettede igen opmærksomheden på Peter Pan. ”Skal du ikke have et billede af den?” Spurgte han. ”Jo,” svarede jeg og hev min mobil frem. Da jeg havde taget billedet og skulle til at lægge min mobil væk, sagde Louis: ”Stil dig hen til den, så skal jeg tage et billede.” Han gjorde et nik med hovedet i retning af statuen og tog min mobil. Med hurtige skridt var jeg henne ved den og klar til at blive fotograferet. ”Smiiil,” sagde Louis og rettede mobilen mod mig. Et smil bredte sig på mine læber. ”Her,” sagde han og gav mig min mobil. Jeg kastede et blik på det billede, han havde taget. ”Vil du ikke også tage et af mig?” Spurgte han, mens han trak sin mobil op af lommen. ”Okay,” svarede jeg og trippede med fødderne. Det var køligt i dag, især når skyerne gled hen foran solen. Jeg fik hans mobil i hånden. Han løb hen og stillede sig foran statuen, hvor han lagde armene over kors og prøvede at se smart ud. Jeg grinede, da jeg tog billedet. Han så lidt kikset ud med solbrillerne og den store hættetrøje, der skulle beskytte ham fra fans. ”Blev det godt?” Han gik over til mig, mens jeg fandt billedet frem. ”Det kan man vel godt sige.” Jeg kiggede skeptisk på skærmen, men det lagde han heldigvis ikke mærke til. Et grin veg fra hans læber, da han så billedet. Jeg kiggede overrasket på ham, og da han drejede hovedet, mødtes vores øjne. Hans blågrønne øjne smeltede sammen med mine, og hans skæve smil fik et sug til at gå gennem min mave. Irriterende nok fik det et smil til at glide over mine læber. Han trak på smilebåndet, og jeg kunne nu se hans hvide tænder. Det skete næsten i slowmotion. Louis lænede sig frem mod mig, og jeg rettede mig automatisk op. Vores læber var få millimeter fra hinanden, da nogle regndråber afbrød os. Vi rykkede os hurtigt fra hinanden. Typisk. Det regner altid, når folk skal til at kysse… VENT HVAD???? Kysse? Med Louis? Øhh AAAAAAAD!! ”Vi må nok hellere finde de andre,” sagde jeg og vendte rundt på hælene. ”Hey, vent lidt,” råbte Louis efter mig. Jeg kunne høre hans løbende skridt bag mig, hvilke satte mine ben i gang. Regnen silede ned, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg skulle bare så langt væk fra Louis som ovehovedet muligt.

Jeg spottede Julies lyse hår henne ved en flok drenge, der nok måtte være 1D. ”Hey Freya, vent nu lige,” hørte jeg igen Louis råbe. Men jeg ignorerede det og løb over til de andre. ”Hva’ så. Hvem er efter dig?” jokede Zayn. Jeg rystede på hovedet af ham og hoppede ind under den paraply, som Niall holdte. ”Jamen hej med dig, Louis” grinede Harry, da Louis nærmest kom væltende ind i ham. ”Hvorfor løb du?” Spurgte Louis og ignorerede Harrys kommentar. ”Det..øh.. fordi det begyndte at regne, og vi…” fremstammede jeg, men holdt inde, da ordene bare blev blandet sammen. Louis’ ansigtsudtryk ændrede sig, men jeg kunne ikke aflæse det ordentligt. ”Lad os komme hjem i varmen,” sagde Harry, der tydeligvis kunne mærke den akavede stemning. Vi fulgtes hen til bilen, der holdt godt gemt under træernes grønne blade.

 

”Mere te?” Spurgte Liam og løftede tekanden fra bordet. Jeg nikkede og sagde: ”Ja tak.” Louis sendte mig et ulæseligt blik og fnøs dæmpet, så det kun var mig, der kunne høre det. Jeg rynkede panden og løftede øjenbrynene. Hvad er dit problem, knægt? Jeg rejste mig irriteret og gik ud i køkkenet, hvor Liam stod og lavede te. ”Hey,” sagde jeg og slog mig ned på en af stolene. ”Hvad sker der egentlig mellem dig og Louis?” Han vendte sig rundt og kiggede mistænksomt på mig. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg og lagde armene over kors for at vise, at jeg ikke havde lyst til at komme ind på emnet. ”Kom nu. Det er tydeligt at se, at han er helt væk i dig, uanset hvor meget du prøver at kæmpe imod. Jeg rystede på hovedet, mens jeg sagde med en irriteret undertone: ”Der forgår altså ikke noget mellem os, og Louis har slet ikke de følelser for mig.” ”Nå, så tog jeg fejl,” sagde han og vendte sig om mod tekanden. ”Ja, det gjorde du,” svarede jeg bestemt. Han tog kanden i hånden og gik hen mod døren. Inden han forsvandt ind i stuen, kunne jeg skimme et lumskt smil på hans læber. Jeg sukkede og fulgte efter ham.

”Yes,” råbte Niall og hoppede højt op i luften. ”Øh, Niall. Det var altså mig, der vandt,” grinede Louis. De spillede et eller andet mærkeligt spil, og endnu engang troede Niall, at han havde vundet. ”Kom igen Niall,” grinede jeg, mens jeg trøstende lagde en hånd på hans skulder. Louis skulede til mig, men kiggede hurtigt væk, da han mødte mine øjne. ”Louis, kan vi lige snakke sammen?” Spurgte jeg og rykkede mig lidt væk fra Niall. Han nikkede svagt og fulgte med mig ind på Julies og mit værelse.

Jeg lukkede døren bag ham og vendte mig derefter mod ham. Han havde sat sig på sengen og kiggede nu uforstående på mig. ”Hvad er dit problem?” Jeg slog ud med armene og sendte ham et irriteret blik. ”Hvad mener du?” Han rykkede usikkert på sig og hævede det ene øjenbryn. Jeg sukkede højt og sagde: ”Ja, hvad tror du? Du sender mig sådan nogle ulæselige blikke, og jeg vil bare gerne vide, hvad du har gang i.” ”Tag det roligt,” han rejste sig og gik langsomt hen mod mig. Jeg trådte frustreret bagud, mens han fortsatte: ”Og jeg har ikke gang i noget. Jeg undrer mig bare over, hvorfor du hele tiden løber, når jeg prøver at…” Han trak vejret dybt og åbnede munden, men der kom ikke noget ud. Mit ansigtsudtryk ændrede sig fra frustration til undring. ”Jeg troede du kunne… lide mig.” Han skævede nervøst til mig. Jeg fnøs og lagde armene over kors. ”Lide dig? Og hvorfor har du så fået det indtryk?” Nok da I næsten kyssede, fjols. ”Hvad tror du selv? Vi var så tæt på at kysse…” han viste med tommel og pegefingrene, hvor tæt på vi havde været, ”to gange endda.” Jeg rystede på hovedet, mens jeg borede neglene ned i min arm. ”Det betød jo ikke noget,” snerrede jeg. ”Ikke noget? Mener du det seriøst?” Han kiggede chokeret på mig. ”Ja, det gør jeg faktisk.” ”Så fortæl mig lige, hvad du tænkte, inden den åndssvage regn ødelagde det hele.” Nu var det ham, der snerrede, men det ragede mig ærligtalt en høstblomst. ”Ikke noget som helst…” Jeg var ligesom hypnotiseret af dine flotte blågrønne øjne.. vent hvad? ”Hvad er der med dig? Hvorfor vil du ikke bare indrømme, at du kan lide mig?” Han tog et skridt tættere på mig. ”Nok fordi jeg ikke kan,” jeg sukkede endnu engang. ”Giv mig ’en god grund,” sagde han og borede sine øjne ind i mine. ”´En grund. Det kommer nok til at tage lidt længere tid.” ”Jeg lytter,” svarede han uden at bryde øjenkontakten. ”For det første, så har du sygt grimme øjne, for det andet, når du glatter dit hår, så ligner det, at du har en vandmand på hovedet.”

Nu kunne jeg slet ikke stoppe. Ordene væltede ud af munden på mig, og på en måde var det en lettelse at få dem ud. ”Din tøjstil er så forfærdelig, at mine øjne brænder, og udover det så synger du som en pige. ”Hans øjne glimtede lidt, men jeg fortsatte: ”Og det er et boyband, Louis, og enhver tøs synger mere maskulint en du nogensinde kommer til!” Hans øjne blev våde, og i stedet for et tilfredsstillende smil, fik jeg en klump af skyld i maven. Min hals snørede sig sammen, da han stormede ud af rummet. Døren smækkede i med et brag. Et kort øjeblik stod jeg som forstenet og ude af stand til at gøre noget som helst. Som lyn fra en klar himmel stod det pludselig klart for mig, hvad der lige var sket, hvad jeg lige havde sagt. Jeg for hen til døren, rev den op og styrtede ud på gangen.

”LOUIS?” Kaldte jeg. Jeg nåede stuen, hvor drengene og Julie sad med et forskrækket udtryk malet i ansigtet. ”Hvor er Louis?” Spurgte jeg. Mit hjerte slog hårdt i mit bryst. ”Ha..han. Hvad har du sagt til ham?” Spurgte Julie. Hendes stemme rystede, og Harry lagde en arm hende. ”Han løb udenfor..” sagde Harry stille. ”Han græd.” Mere nåede jeg ikke at høre før jeg havde lukket hoveddøren bag mig.

Regnen silede ned. Dråberne trængte ind gennem mit tøj, og klæbede det til min krop. Jeg råbte hans navn ud i regnen, men der kom intet svar. Jeg kiggede ud på fortovet, hvor en halvhøj skikkelse lige havde gået. ”Louis.” Jeg satte i løb og rundede hækken. Der var han. Med skuldrene sænket og armene hængende slapt ned af sig gik han med regnen dryppende ned over sig. Jeg satte farten op og fik indhentet ham. Jeg greb blidt fat i hans arm og fik vendt ham rundt. Selvom han var drivvåd og gennemblødt, kunne jeg se tårerne trille langsomt ned ad hans kinder. ”Lad mig være,” snerrede han og rev sig løs fra mit greb. ”Louis, hør nu. Jeg mente det ikke.” Mine ord druknede i regnen, og han vendte ryggen til. Jeg opgav at følge efter ham, men lod mig bare glide ned ad en tilfældig havelåge. Skyldfølelsen skyllede ind over mig. Jeg snappede efter vejret, og lod tårerne få frit løb. Hvad havde jeg dog gjort?....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...