Jeg vil ikke mere nu

Det her er en one-shot om at få ryggen vendt til. Om at blive forladt af en man holder af. Om at være uforstående.

1Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

1. JEG VIL IKKE MERE NU

Jeg vågnede. Alt var anderledes. Intet var som det var igår. Intet så ud som det gjorde igår. Alle var væk og jeg sad helt alene nu. Jeg kan huske at vi grinede. Jeg kan huske at vi havde det sjovt. Jeg kan huske alle minderne. Alle vennerne. Alle veninderne. Alle sammen er væk nu. Jeg sidder helt alene og ser på alle resterne fra igår. Alle de beskidte tallerkener. Alle de tomme flasker. Alle de mange glas. Alt pyntet som bare hænger og ser grimt ud nu. Der var stille, meget stille. Vi havde hørt højt musik, og nu hvor alle var taget hjem, var der stille. Alt for stille.

Jeg kan huske jeg havde glædet mig. Glædet mig til at se alle vennerne og veninderne igen. Til at se dem alle sammen. Til at snakke med dem alle sammen. Bare til at nyde deres selskab. Alt var gået i opfyldelse. Alt var gået som det skulle. Næsten.

Jeg havde inviteret ham. Ham jeg er lun på. Ham der er lun på mig. Det havde han i hvert fald sagt til mig. Jeg troede på ham. Det gjorde jeg virkelig. Men sådan var det åbenbart ikke. Han ville mig ikke noget. Han undgik mig. Han snakkede med alle, undtagen mig. Han kyssede på næsten alle, undtagen mig. Han kiggede på alle, undtagen mig. Hende der havde inviteret ham. Hende han havde sagt han var lun på. Hende der brændte efter hans opmærksomhed. Hende der brændte efter at mærke hans læber mod sine. Mig.

Det gav ingen mening. Han havde sagt til mig han var lun på mig. Hvorfor undgik han mig? Hvorfor så han ikke engang på mig? Hvorfor var han sådan?

Jeg savnede den jeg kendte. Ham jeg var lun på. Ham der altid skrev ‘godmorgen’ og ‘godnat’ til mig. Ham der skrev søde beskeder til mig hver dag. Ham der altid kiggede på mig med et lystent blik. Ham der altid havde det perfekte smil. Ham jeg var lun på. Hvorfor var han sådan?

Han gav mig ikke noget lystent blik. Han så ikke på mig. Han sendte ikke noget perfekt smil til mig. Måske var han bare ikke lun på mig mere. Måske var det ‘gået over’. Måske ville han mig intet mere. Hvorfor kom han?

Han skulle bare være blevet væk. Han skulle slet ikke være kommet. Det ville have været bedre hvis han var blevet hjemme. Jeg ville have været gladere nu. Jeg ville have haft det sjovere igår. Jeg ville have moret mig endnu.

Jeg sendte dem alle hjem. Alle sagde godnat, undtagen ham. Alle gav mig et kram, undtagen ham. Alle sagde tak for en god fest. Undtagen ham. Alt det de andre gjorde for at vise de var glade for at være her, alt det de andre gjorde for at vise hvor taknemmelig de var, det gjorde han ikke.

Jeg havde gjort alt for at imponere ham. Jeg havde virkelig gjort alt jeg kunne. Jeg havde gjort mit bedste for at se godt ud. Jeg havde taget mine stramme sorte kjole på, som jeg ved han elsker at se mig i. Det havde han sagt til mig. Måske ville han bare ikke mere. Måske havde han fundet en anden. Måske havde han opgivet mig.

Jeg forstår ingenting. Her sidder jeg, i min egen lejlighed, og forstår ingenting. Jeg prøver virkelig mit bedste for at prøve at forstå det, men i mit hoved giver ingenting mening. Måske det var alkoholen fra igår. Jeg var stadig påvirket. Jeg havde drukket meget. Jeg prøvede på at glemme ham. Jeg forstod stadig ingenting. Ingenting gav mening. Ingenting. Ikke kun at han havde undgået mig, men også alt andet.

Jeg er stadig lun på ham. Ligemeget hvor meget jeg prøver, vil det ikke ‘gå over’. Jeg prøver stadig, men uden held. Det vil ikke ‘gå over’. Jeg vil ikke være lun på ham mere. Jeg fortjener bedre end ham og hans humørsvingninger. Jeg fortjener bedre end hans ligegyldighed. Jeg fortjener bedre end ham.

Jeg vil ikke mere nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...