Angel wings (Vampyrhuset # 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2013
  • Opdateret: 9 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg anbefalder at i læser X-engel først for en bedre forståelse. (DA DET ER FORLØBERNE )

Jacks liv starter med hans død, der opdager han sandheden om hans familie. Engelen og vampyrene, og den dyb hjemmelighed om hvem han selv er. At dette sker hurtigt og Jack bliver igen smidt ud i livet. ti år senere finder han sig selv på skole bænken sammen med en ærkeengel fra helved af. Men Jack har set nok til hevled. Men han slipper ikke, Synden ligger i hans familie. Jack sendes væk fra hans forældre fordi de har opgivet ham, han sendes hjem til hans farfar eller skulle man sige farfædre. Jack er kaos' barnbarn

2Likes
0Kommentarer
449Visninger
AA

4. Skolegang?

Jeg hedder Jack og mit liv starter med min død. Jeg forbliv ikke død som så mange andre, det ligger til min familie at vi bliver engel. Jeg har været død i næsten ti år efter hånden. Jeg her været engel i to og falden i otte, tre af årene har jeg været i helved.

" jack hør efter" jeg løftede hovedet og kiggede mod min lære, hvor mange gange var det efter hånden vi havde fået den tale?? Seks nej syv. Det var et at blive træt af vi fik den hver gang. Der kom og gik efter hånden så mange at jeg ikke længere tæller dem.

"Jaja " jeg sukkede og tegnede bare videre, det var kun ved siden af mig der var en tøm stol ingen ville sidde ved siden af englen. De skulle bare vide at det ikke vat en hvilken som helst engel der sad her, faktisk var der ikke nogen der vidste hvad jeg var.

" tag godt imod Jarry Salvatin og pas godt på ham" jeg kiggede op og bliv bleg navnet sagde et, men jeg kunne se hvad der var gemt væk bag en facade, fucking ærkeengel fra helved. Jeg lagde hovedet mod mine hænder også begyndte jeg at hoste, der kom blod med op. Jeg stirrede på det og det samme gjorde min nye side man, det var der det gik op for ham at det var hans skyld. Men han stoppede det for sent,  jeg mistede bevidsthedden på stedet. Da jeg kom til mig selv igen, lå jeg på sofaen nede på kontoret. Jarry sad ved siden af mig og kiggede. Jeg rørt svagt på mig inden jeg sukkede dybt. Han vente hovedet og så på mig.

" jeg beklager men det er sjældent det har den virkning på folk" jeg kunne ikke lagde være med at le lidt af ham.

" nej der er ikke mange der ville ligge mærke til det " og blandt de få der ville er der nok ikke mange engel. Men det ville jeg ikke sige højt, og slet ikke til en ærkeengle. Han stirrede på mig

" men hvorfor gjorde du"  Jeg sukkede

" det føler ikke er noget du skal blande dig i, bare for at være ærelig " Jeg sukkede igen og rystede på hovedet. Han lagde hovedet på skrå og kiggede meget indgående på mig. Jeg træk mig lidt tilbage og lagde begge arme om mig selv, jeg gik på en meget tynd tråd her. Jeg har lovet så længe jeg bor hjemme at jeg ikke ville sige hvad jeg var, for mine forældres skyld. Jeg ønsker ikke trække dem ned. Men Hey jeg ville nok også blive Straffet godt og grundigt for det. Jeg trak mig længere bagud og endte op mod sofaens ryglæn. Han kunne ikke lade være med at smile, han rakte en hånd frem mod mig

" Jarry men det ved du jo godt, kan jeg spørger om dit navn?"  Jeg tog tøvende hans hånd.

" Jack resten har du ikke brug for at vide" han hævede et øjnebryn og lagde hovedet overrasket på skrå. Jeg kunne se hvor overrasket det gjorde ham, han var ikke vant til at få modgang. Men som ærkeengel af Salvatin-slægten ville han nok hellere ikke få så meget. Han var bliver sårbar over for verden og alligevel var han ikke skrøbelig. Han var ikke en ting der let kunne gå i stykker, og alligevel manglede han at se så meget, i hvert fald af jorden. Han sukkede

" jeg gætter vel på jeg ikke får mere ud af dig" jeg sukkede og nikkede

" det er helt rigtig " Han smilte og kunne ikke lagde være med at le.

" Det må jeg vel så leve med, Jack " jeg vente en smule øjne af ham. Han kiggede op og ned af mig for at finde svar. Men mit sorte ydre gav ham ikke meget svar og jeg kunne se hvordan han langsomt begyndte at opgive. Jeg kunne ikke lagde være med at smile lidt over ham. Jeg rejste mig og samlede min jakke op, Klokken var gået hen og blevet tolv. Det var her jeg begyndte at mærke tingene ændre sig. vi ville nok ikke overleve at side ved siden af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...