Unexpected | One Direction

17 årige Samantha har arbejdet hele sit liv på at få en skuespiller karriere.
Hun får nu chancen for at få sit helt store Breakthrough, da hun får tilbudt en rolle i den nye storfilm. Der er bare et problem, den anden hovedrolle skal spilles af selveste Louis Tomlinson, og Samantha kan ikke fordrage ham! Hun har fået nok af One Direction, og i hendes øjne er Louis den værste. Men tingene bliver kun værre. Filmen skal indspilles på en øde ø, og ikke efter mange dage forsvinder deres mad, og kamerafolkene forsvinder også sporløst. Hjem er ikke til rådighed, og det der skulle være en drøm... Er nu et mareridt....

15Likes
15Kommentarer
867Visninger
AA

3. Running out of hand



Jeg ryster.
"Jeg ved det ikke Samantha, jeg håber bare at han er gået en tur."
Vi ved begge hvor plat det lyder, men lige nu vil vi helst høre det der er mest opmuntrende.
Vi går rundt sammen med de andre og prøver at rydde op og få styr på det hele. Jeg går i de udbrændte grene og gammelt træ. Det er så ødelagt, jeg er ærlig talt begyndt at blive lidt bange. Jeg håber at vi tager hjem til hytterne idag. Jeg hopper tilbage af ren forskrækkelse, en sko falder ned og snitter min kind. "AV!" udbryder jeg. De kommer alle løbende. Jeg kigger op, og der hænger en hvid trøje og et lille videokamera. Noahs hvide trøje. En stuntman er allerede i fuld gang med at kravle op efter de efterladte ting, dinglende i træet.
Da han endnu en gang er sikkert nede på jorden, rækker han Marc det stadig fungerende videokamera. Marc studerer det nærmere og siger så: "Noahs eget videokamera, hov vent. Der er en video fra klokken 02:16am. Den løb tør for film og stoppede selv." Af nysgerrighed tænder han videoen, og vi kigger alle med.
Noah går rundt og snakker om hvad der er sket de sidste par dage. Han må ha' lavet en slags videodagbog. Måske er sent om aftenen det eneste tidspunkt at han har tid. Jeg kigger stadig spændt med, da Noah på den lille skærm pludselig ser meget skræmt ud. Han lader det falde så det hænger løst om hans hals, sådan ser det ihvertfald ud. Der kommer et gisp fra alle, og jeg kan mærke hårene rejse sig på mine arme. Han bliver med fuld kræft hævet op fra jorden. Man kan høre skrig, der bliver svagere og svagere.
Hvorfor hørte ingen af os det? Kameraet må være blevet hævet af, af grenene for nu filmer det kun jorden ca 20 meter oppe fra. Der hvor vi fandt det. Filmen bliver ved sådan i lang tid, og Marc slukker for det. Han går tavs ind i sit telt, med videokameraet i hånden. Ingen af os siger noget, vi går bare igang med at samle flere ødelagte ting op. Ingen tør sige noget.
Jeg kan mærke små regndråber på min skulder, og vi bliver alle tvunget tilbage ind i vores telte. Regnen bliver ved, og torden og lyn er nu begyndt at fylde himmelen. Vi kommer nok ikke ud foreløbig. 
Jeg vågner ved et ordenligt tordenskrald, og jeg kan se træernes skikkelser når lynene slår ned. Jeg rækker ud efter min telefon for at se hvad klokken er, men den vil ikke helt samarbejde. Dækningen fra hytterne plejer at nå hele vejen her til, men min mobil er ikke til nogen nytte. Jeg klamrer mig til min dyne, kulden er begyndt at bide. Pludselig er skyggerne anderledes da lynet slår ned. En menneske skikkelse. Jeg åbner op, og håber på at det er nogen med gode nyheder, men da jeg åbner... Står der ikke nogen. Jeg begynder at føle mig meget utilpas. Endnu en gang lader jeg mig glide ind i Louis' del af teltet, og finder tryghed hos ham. Han siger ikke noget, og det er også det helt rigtige.
                          ----
Jeg strækker min veludhvilede krop, som ligger endnu en gang i Louis' arme. Endnu en morgen med sol, man skulle næsten tro at dagen igår ikke havde fundet sted, hvilket jeg faktisk ønsker. Jeg stiger ud det halvvåde telt, og kaster en cardigan over skuldrene. Da jeg kommer ud, er alle igang med at pakke sammen.
"Hvad er der sket?" spørger jeg.
Will, en af lydmændene kommer hen til mig. Han trækker lidt på det, og siger så: "Endnu en er forsvundet. Melli, en af vores stylister. Vi må væk her fra, vi tager tilbage til hytterne med det samme. Pak jeres ting, vi skal afsted!"
De fire biler kører på en række, og det bumper meget når vi rammer hver en lille ujævnhed i vejen.
Louis og jeg sidder ved siden af hinanden i den forreste bil.
Åh nej, ikke mere regn. Små regn dråber begynder at falde på ruderne. Alt hvad der virker er et dårligt radio signal mellem de fire biler. Vi kan dårligt høre hvad de siger, og med den tunge regn bliver signalet dårligere og dårligere. "Hallo? Hallo? Marc? Kan du høre mig? Vogn 1 kalder vogn 3, kan I høre os?" Will lyder usikker. Jeg vender mig om, og kigger ud af bagruden. Jeg prikker Louis på skulderen. "Hvor er de andre tre biler?" Louis vender sig om, og kan næsten ikke få ordene ud. "Will. De andre biler er der ikke." Han træder hårdt på bremsen og vi glider langt i det våde mudder. Will træder ud af bilen, og forbliver væk i over en halv time. "Hvor bliver han af?" siger jeg nervøst. I dét kommer han tilbage og sætter sig ind i bilen med døren åben. 
"De er væk.." han siger ikke mere, før bilen begynder at trille. Han kom til at give den et skub da han satte sig ind, og håndbremsen er ikke trukket. Han slår forvirret ud i luften efter den, men bliver trukket tilbage ud i mørket. Jeg giver et skrig fra mig, og spænder mig op. Det går pludselig hurtigt, og vi må have holdt ved en bakke, for vi begynder at ryge hurtigere ned, og ingen af os kan nå at komme ud før bilen begynder at trille rundt.  

    ----

Jeg kan ikke få Louis' navn ud, og jeg føler smerte i min krop. "Kig ikke ned." kan jeg høre ham hviske. Alle ved at man ikke kan lade være med det. Vi hænger 50 meter over en flod. Jeg synker en stor klump.. Skal vi dø nu?



                                  _________________________________________________
 
                                                      Tag jer ikke af grammatikfejl;)!







 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...