Unexpected | One Direction

17 årige Samantha har arbejdet hele sit liv på at få en skuespiller karriere.
Hun får nu chancen for at få sit helt store Breakthrough, da hun får tilbudt en rolle i den nye storfilm. Der er bare et problem, den anden hovedrolle skal spilles af selveste Louis Tomlinson, og Samantha kan ikke fordrage ham! Hun har fået nok af One Direction, og i hendes øjne er Louis den værste. Men tingene bliver kun værre. Filmen skal indspilles på en øde ø, og ikke efter mange dage forsvinder deres mad, og kamerafolkene forsvinder også sporløst. Hjem er ikke til rådighed, og det der skulle være en drøm... Er nu et mareridt....

15Likes
15Kommentarer
792Visninger
AA

7. Nightmares repeats

  

Jeg kigger over på Louis, der i desperate forsøg prøver at finde bare et lille bilspor der fører længere end en meter. Han sukker opgivende, og kigger over på mig. Jeg får pludselig øje på et træ med mærkelige grene og blade. "Louis! Det træ kan jeg huske! Vi kørte forbi det, lige inden vi... Vi.." Jeg stopper mig selv, og går over til det underlige træ. Jeg er sikker på at det er det træ. "Jeg husker noget med at han sagde at det var nemt at huske vejen, for vi skulle bare lige ud hele vejen til hytterne." Louis' øjne lyser op som julelys, og inden jeg får set mig om, er han allerede 10 meter foran mig, i den rigtige retning. Jeg ved at vi ikke har mange chancer tilbage, eller noget særligt håb for den nære fremtid, så jeg vender sukkende om mod Louis, og flytter den ene fod efter den anden. Han er næsten blevet helt skør. Måske er jeg også. Jeg føler at jeg ikke kan tænke klar, og små prikker i forskellige farver blinker for min øjne. 

"Sam. SAM!" Jeg mærker end voldsom rusken i min krop. "Jeg troede du var død! Lige pludselig faldt du bare om, og sagde mærkelige ting." Jeg sætter mig halvt op, og prøver at få den svimlende følelse væk fra mit hoved. "Hvor er vi?" spørger jeg. "Jeg bar dig så langt jeg kunne, men det blev bare ved med at fortsætte lige ud hele tiden." Jeg fniser lidt. "Det var vidst også meningen." "Jeg satte dig kort ned for at tage en pause, da jeg så dennne her sø. Det er ferskvand, og smager himmelsk! Det kommer fra bjerget der." Han peger over på et stort bjerg. Jeg slår øjnene op, og laver et forbavset ansigt. "Hvor kom det store bjerg fra? Det er da ikke muligt." "Jeg tror at det er bagsiden af vulkanen," siger han lavt. "Hvad? Har vi gået halvdelen af øen rundt?" Han trækker på skuldrene. Jeg tvinger min afkraftede krop over til det kolde vand. Jeg slubrer det i mig, og nyder hver tår. Vand. Man skal have vand. Vi har jo ikke fået vand i timer. Jeg lægger hovedet på den våde jord ved siden af vandet. Vandet lægger sig hurtigt stille, og vandets overflade er som et stort spejl. Jeg kigger hen over det, og får et chok da jeg møder mit eget spejlbillede. Jeg ser hæslig ud, mit hår ligner en fuglerede, mine øjne ser trætte ud, som en der ikke har sovet i 3 år og jeg vil slet ikke tænke på hvordan jeg lugter. Jeg rejser mig modvilligt op. "Sam, vi må nok begynde at gå. Og.." Han bliver afbrudt af en forfærdelig høj larm, og det hele ryster. Jeg nikker til ham, og får hurtigt sat fart på. 

Louis rækker en arm ud, og stopper mig. Han trækker nogle blade til siden, som blokerer for vores udsyn. Hytterne! Det er virkelig dem! "Stop!" hvisker han, og klemmer om min arm. "Hvad?" snerrer jeg tilbage til ham. Han peger med hovedet, og nu kan jeg godt se det. Den klamme sabeltiger vi så i hulen. Og den ser både sulten og ond ud. Mit hjerte begynder at banke hårdt mod brystet. Han klemmer min hånd, og tysser på mig. Jeg ved godt at der ikke er tid til at gå i panik nu. Jeg kan se frygten i hans øjne. Den snuser rundt, og lusker stille væk. Jeg ånder lettet op, og stikker hovedet op for at være sikker. Jeg smiler til Louis. Uden at jeg når at tænke videre over det, kommer et kæmpe ryk i hele min krop, og jeg ligger pludselig nederst med tigeren oven på mig. Skrig forlader gentagende gange min mund, og jeg kan ikke se Louis nogle steder. Jeg begynder pludselig at frygte at han bare er stukket af. Nej det kunne han vel ikke finde på. Kunne han? Dens sylespidse tænder bidder sig fast i min venstre skulder. Samme arm som allerede var skadet i forvejen -Fedt. Jeg lukker mine øjne, der er fyldt med tårer. Skal jeg nu dø? Er jeg virkelig så tæt på at dø endnu en gang. Smerten bliver værre og stærkere. Jeg kigger ned på min blødende skulder. Sabeltigeren er væk. Louis står med en stor kæp i hånden, og ser en del skræmt ud. "Tak," får jeg stønnet frem. Han smider kæppen og falder ned på sine knæ. "Vil du også have mit andet ærme?" griner han lavt. Jeg smiler til ham og tager mig til skulderen. "Ja tak." Han rykker tættere på, og river ærmet af, og binder det forsigtigt om det blødende område. "Det er godt at jeg er højrehåndet, hva'?" Selvom vi er det forfærdligste sted på jorden, og begge er tæt på døden, ser en lille smule humor ud til at hjælpe lidt på det. Jeg kigger over på tigeren som ikke er der som forventet. Jeg rynker øjenbrynene. "Den er væk." Han kigger der over, og laver den samme grimasse. Den har efterladt en lille blodpøl. "Den blev nok bange for mig." Han smiler. Jeg klemme mig ind til ham, og lukker øjnene. "Tak fordi du reddede mig." Han kysser mig forsigtigt på kinden. "Altid." 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...