Unexpected | One Direction

17 årige Samantha har arbejdet hele sit liv på at få en skuespiller karriere.
Hun får nu chancen for at få sit helt store Breakthrough, da hun får tilbudt en rolle i den nye storfilm. Der er bare et problem, den anden hovedrolle skal spilles af selveste Louis Tomlinson, og Samantha kan ikke fordrage ham! Hun har fået nok af One Direction, og i hendes øjne er Louis den værste. Men tingene bliver kun værre. Filmen skal indspilles på en øde ø, og ikke efter mange dage forsvinder deres mad, og kamerafolkene forsvinder også sporløst. Hjem er ikke til rådighed, og det der skulle være en drøm... Er nu et mareridt....

15Likes
15Kommentarer
835Visninger
AA

5. A sinking island


Vi sidder med ryggen til hinanden, og har ikke sagt et ord i 10 minutter. Jeg skal lige til at komme med endnu en undskyldning, da en høj lyd bryder tavsheden. Fugle flyver op fra træerne, og det er ikke til at sætte ord på hvad eller hvor det kom fra. Selvom jeg ikke ved hvad det er, kan jeg sige at det ikke tyder godt.  Jeg skal lige til at åbne munden, da han lægger sin hånd for. "Sam, det er okay. Men nu må vi fokusere på det vigtige. At overleve." Jeg smiler forsigtigt til ham. Han står i noget tid og kigger rundt. Men jeg er sikker på at han er på lige så dybt vand som jeg er. "Vi må tage en vej, højre eller venstre?" "Ehh.. Højre." Han nikker og vi går i højre retning. Jeg tænker stadig tit tilbage på alle de ting der skete, er der andre overlevende end os? 

Vi bliver ved med at gå og gå, det føles som evigheder. "Vent," jeg stopper op. "Det her træ. Jeg er sikker på at vi har gået forbi det for ca 10 minutter siden."
"Umuligt." Han kigger lidt rundt, og jeg kan se idét han kaster et blik på træet går det op for ham at vi går i ring. Han sukker dybt. Jeg fortsætter i en anden retning. "Stop, Sam!" Jeg stopper op, og vender mig om mod ham. "Vi fortsætter den samme vej, og finder ud af hvor det gik galt." Jeg ryster på hovedet. "Bare fordi at I hedder One Direction, kan man godt gå en anden vej." Jeg prøver at lyde så seriøs så mulig, men Louis ser også det sjove i det, og følger smilende efter mig. "Du har overbevist mig."
Vi går og skubber lidt til hinanden, og med hans fantastiske smil glemmer jeg næste hvad der sker omkring os. Mørket falder stille og roligt på, og ikke med den store varsel, bliver her helt mørkt. Vi kigger underligt på hinanden. "Men klokken svarer jo til eftermiddag," siger jeg. Louis ser heller ikke ud til at forstå det. Det skræmmer mig. Længere fremme kan jeg se en åbning fra en hule. Jeg holder Louis' hånd, da der pludselig lyder et ildevarslende hyl inde fra den tætte jungle. "Kom, vi må hen til den åbning," siger jeg og sætter farten op. Pludselig kan jeg høre at hylende er blevet suppleret af løbende og tunge fødder... Eller poter. "Løb!" råber jeg, og øger farten endnu mere for at komme hen til åbningen. Jeg har ingen ide om hvad det er, men alt hvad der indtil videre er sket har ikke ligefrem været den rene paradisferie. Vi løber af rædsel ind i den mørke hule, og gemmer os bag en stor sten, så vi stadig kan ane åbningen. De tunge skridt fortsætter forbi hulen, og forsvinder væk fra os. Jeg ånder lettet op.
Jeg kan mærke Louis' hånd på min skulder, og han hvisker til mig:"Ræk mig lige din taske." Jeg tager den lydløst af, og giver ham den. Han roder lidt rundt i den, og hiver op en ting jeg ikke kan se. Han giver mig tasken tilbage, og jeg smider den om på ryggen. Han tænder den lommelygte han fiskede op af min taske, og vi får et blik på hulens indre side. Det hele er bare klippevæge, men helt nede i hjørnet af hulen kan jeg ane lille gang. Jeg kan se på ham, at vi begge tænker det samme. Jeg er ikke meget for det, men jeg ved godt, at vi ikke kan blive her. Gangen bliver smallere og smallere for hvert skridt vi tager. Min tasker sidder pludselig fast i en skarp kant der stikker ud, men Louis ser det ikke, og fortsætter bare til enden af den smalle gang. "Sam.. Du burde se det her." Jeg børsten lidt klippesand af tasken, og går efter ham. Det blik der møder mig, får mig til at gispe. Hele klippevægen er fyldt med hulemalerier. Der er forskellige dyr som er lidt væk fra de andre tegninger. Alle dyrene er nogle du ville se i en almindelig jungle, men de ser alle meget aggressive ud. Det er helt uhyggeligt. Men et dyr skiller sig specielt ud. Den ligner en sabeltiger. Men de er jo uddøde? Kunne det have været sådan en der fulgte efter os? Louis kigger også på det tigerligende dyr, men vi siger ikke noget til hinanden. Jeg fortsætter til de næste tegninger. Det er som en tegneserie bare uden talebobler. Den første forestiller øen her, men med en meget stor vulkan. Den så jeg ikke på det billede Marc viste os. De næste tegninger viser også bare øen. Anden tegning viser også øen, men lava flyder en lille smule over vulkanen. Det fortsætter tre tegninger hen med mere og mere lava. En af de sidste tegninger viser at lavaen når halvt ned af vulkanens side. Den næstsidste tegning viser at øen går i stykker, og på den sidste..... Er der bare hav. Under hver tegning står en dato og et årstal. Under den første står der: 13. 08. 950
På den næstsidste: 19. 09. 2012
Og på den sidste......... 23. 09. 2012
Jeg lægger det hele sammen til at vi har været her i 16 dage, og vi ankom den 2 september. Jeg giver et højt gisp fra mig. Louis kommer hurtigt hen til mig. Jeg giver ham lidt tid til at forstå det hele. "Det må så være den 18 idag. Louis vi må væk her fra inden vi går ned med den her ø." Jeg forstå pludselig hvad den høje lyd var. Jeg er sikker på at vi tænker på det samme. Vi må finde hytterne. I en fart!



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...