In foster care

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2013
  • Opdateret: 27 apr. 2013
  • Status: Igang
Jeg fortæller her min historie. En historie om livet i en plejefamilie og inden.

4Likes
1Kommentarer
137Visninger

1. Min historie

Slet knappen er meget populær i dag, for det er den eneste jeg trykker på. Det er mandag og jeg skal have lavet det her movella færdig, jeg tror godt jeg ved hvad jeg skal skrive, min historie. Men jeg ved ikke om jeg skal gøre det, for jeg vil gerne have at folk tror jeg har det godt og der ikke er noget i vejen. Selv om det er tit, der er nogen galt, faktisk meget tit.

Ja jeg bor hos en plejefamilie fedt! Ej det er fint, men som alle andre børn vil jeg selvfølgelig helst gerne bo hos mine rigtige forældre. Ikke at jeg ikke kan lide at bo hos en plejefamilie, det er rigtig dejligt at bo i pleje, og jeg har det rigtig godt med min pleje søskende, jeg kalder dem faktisk for min søster og bror. Mit forhold til dem er meget godt, men jeg er meget tættere på min plejesøster, jeg ved ikke helt hvorfor, men hun forstår mig bare. Men jeg elsker dem i hvert fald rigtig meget, jeg savner rigtig meget mine rigtige søskende, og jeg savner også min forældre, men det vil jeg nok aldrig indrømme. Hvorfor? Fordi at jeg ikke har et så godt forhold til dem, min far og jeg er lige så stille begyndt at snakke sammen med igen.

Hvis jeg starter ud med at tænke tilbage til en af mine værste oplevelser, var det da mine forældre blev skilt, jeg var syv år. Det at mine forældre ikke elskede hinanden og ikke skulle bo sammen var vild mærkelig, jeg forstod det ikke, jeg blev meget ked af det. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvorfor. Fordi jeg gik rundt med den tanke om at det var min skyld, måske havde jeg gjort noget forkert. Jeg var pænt sikker på at min søskende også havde det sådan. Jeg spurgte en dag min mor, hun slog mig, det var første gang min mor havde slået mig, jeg løb ind under min seng og græd, jeg ved ikke hvorfor. Jeg var altid under min seng, det gjorde jeg altid, når jeg blev ked af det. Måske var det fordi jeg følte mig trygt, jeg brugte meget tid under min seng, da mine forældre blev skilt.

Mit forhold med min far var ikke så godt dengang, for efter han blev skilt med min mor, var han meget hård i mod mig og mine søskende, han er muslim så han er meget troende. Jeg var otte og min lillebror var omkring fem år. Vi skulle gå i koran skole og lære alt om islam, og min far meget streng, især ved mig, for jeg er en pige, Jeg måtte ikke så tit være sammen med venner, og jeg måtte aldrig noget efter skole, jeg skulle være hjemme og læse i koranen, og passe min lillesøster. Jeg kan huske at jeg en dag kom for sent hjem, fordi jeg ikke nåde bussen, så jeg måtte gå hjem. Og da jeg kom hjem, slog min far mig. Jeg følte mig meget anderledes, for de andre børns forældre slog dem aldrig, og de måtte gerne være sammen med venner efter skole.

En dag var jeg hjemme ved min mor, hun snakkede med min far, jeg troede de skændes, for jeg kunne høre rigtig høje stemmer inde fra stuen, jeg gik ind i stuen for at tjekke, og jeg havde ret min far slog min mor. Jeg løb over for at stoppe ham, men det endte med at jeg også blev slået. Da min far var færdig med at slå min mor, kiggede min far på mig og sagde ”gå ud at find din far”. Jeg blev forvirret og forstod ikke rigtig hvad han mente, men jeg nåede ikke at spørge, for han var allerede skredet. Jeg tænker stadig nogle gange hvad han mente, men jeg tror ikke han vil sige det.

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, omkring et år havde jeg ikke set min far, jeg havde prøvet at gå hjem til ham, men det var helt mørkt derinde. Jeg havde også prøvet at ringe, han tog den ikke. Jeg have bedt min mor om at sige at jeg savnede ham, hvis hun snakkede med ham. Da jeg ikke havde hørt fra ham i lang tid, gav jeg op. Efter noget tid begyndte jeg at hade ham, for bare at have skredet. Jeg troede ikke at han elskede mig, eller mine søskende mere, for hvis man elsker nogen, så forlader man dem ikke bare, vel? Da min far kom hjem igen var han gift med Mahsin, min stedmor. Jeg var meget sur på ham, fordi han forlod mine søskende og jeg, han gav ikke en lyd fra sig, og så kommer han efter et år og er gift.

Efter noget tid ville han og hans nye kone gerne holde en lille fest for nogen af hans venner her i Danmark. Han havde inviteret min mor og mine søskende og jeg, jeg var den eneste der blev hjemme. Jeg ville ikke tilgive ham så let, han skulle ikke tro at jeg var så dum og naiv som min mor og mine søskende. Det eneste han skulle sige, var bare at han var meget ked af det og bla bla bla. Den virker ikke på mig.  Jeg vil ønske at jeg havde tilgivet ham, for så havde vores forhold måske set meget anderledes i dag.

Efter noget tid begyndte min mor at få kærester, de var søde nok, men jeg kunne ikke lide dem. For de var ikke min far. Der var en der gerne ville ha mig til at kalde ham far, hvad tror han lige jeg er, selfølelige vil jeg ikke kalde ham far. Bare fordi ham og min mor fik to børn, vil jeg ikke begynde at kalde ham for far. Heldigvis slog de op efter noget tid. Men den næste kæreste hun fik, var ikke et godt valg. Han prøvede at voldtage min lillesøster og jeg. Det var min værste oplevelse hidtil. Det skete først for mig, jeg blev helt vildt bange især efter han sagde, at hvis jeg sagde det til nogen, så skulle jeg passe på. Så jeg sagde ikke noget til nogen. Jeg var mega bange hver gang jeg skulle sove, så jeg lukkede næsten aldrig et øje. Jeg sagde det først til min mor, da min lillesøster sagde at han også havde prøvet at voldtage hende. Men troede min mor på mig? Selvfølgelig, gjorde hun ikke det. Hun troede på ham, han havde sagt til hende at min lillesøster og jeg, bare sagde det for at få opmærksomhed.

Helt ærlig, sådan noget ville min lillesøster og jeg, da ikke bare finde på. Min mor troede jo ikke på os. Så i stedet for at hjælpe os, så slog hun mig. Jeg havde det meget dårligt efter det var sket, og min mor som skal støtte mig, troede ikke på mig. Hvem skulle så hjælpe mig? Jeg fortrød helt at jeg sagde det til hende. Hvordan kunne hun bare tro på sin kæreste, men ikke på sine egne børn? Jeg turde ikke sige det til min far, tænk hvis han troede at det var min skyld. Jeg begyndte efter noget tid at tro at det var min skyld, selvom jeg godt vidste at det var det ikke, men alligevel var der en stemme i mit hoved, der sagde at det var min skyld. Jeg tog kontakt til min moster, for jeg vidste helt ærligt ikke hvem jeg skulle sige det til, hun troede på mig. Jeg ved ikke hvad hun gjorde for min mor kom en dag, og sagde at jeg skulle fortælle hende præcist hvad der skete, for vi skulle ringe til politiet.

Når nu tror hun på mig. Det var hun længe om. Alt det man skulle igennem var meget hårdt, for jeg kan ikke lide at tale om ting. Det gjorde det kun værre, at der var en dame der stillede en helt masse spørgsmål, hele den samtale blev optaget. Det gjorde bare det så meget nemmere, eller ikke. For jeg ved der er nogle mennesker, der kommer til at se det. Han kom i fængsel. Jeg tror at den dårlige opleve, er med til at jeg har meget imod voldtægt og kan faktisk ikke lide at snakke om det.

Jeg tænker tit hvad jeg kunne have gjort, for at mit liv ikke ville se ud som det nu gør. Hvad jeg kunne gøre? Det spørgsmål stiller jeg mig selv hver dag, men jeg har ikke fundet ud af det endnu. Jeg er vokset op med at mine forældre slog mig, og gav mig alt ansvaret. Jeg skulle altid passe mine små søskende, det har gjort at jeg har et meget godt forhold til mine søskende. Men om mig og mine forældres forhold nogensinde bliver godt? Det ved jeg ikke, det håber jeg, men jeg tvivler.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...