The Secret // Larry Stylinson.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvordan kan en mand elske en anden mand? Det er det spørgsmål der har luret i den verdensberømte Louis Tomlinson's hoved i godt og vel tre måneder nu. For han er sikker på at han ved svaret når han bare er sammen med hans krølhårede bedsteven og bandmate, Harry Styles - men når han bliver efterladt alene med sine tanker føler han sig anderledes, ulækker og forkert. Ude af stand til at vide hvad han skal stille op med den forelskelse der udvikler sig mere og mere til et problem, begynder han langsomt at miste modet. For hvad er chancerne for at Harry har de samme følelser? Rygterne går om en pige ved navn Allison og Harry er sammen, og ved bekræftelse går Louis fuldstændig ned. I hans øjne er den eneste trøst alkohol. Hvordan tackler resten af bandet Louis opførsel? Og finder de nogensinde ud af hvorfor Louis, hver gang han bunder en flaske, sætter en ny til munden? Og hvordan vil Harry reagere? Gengælder han faktisk følelserne eller ender det hele i et stort rod?

59Likes
96Kommentarer
3914Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Jeg slukkede fjernsynet og smed fjernbetjeningen på sofaen ved siden af mig. Efter Harry var gået igen var jeg taget hjem og havde i min rastløshed, tændt tv'et og stirret på skærmen i en times tid. Klokken var allerede mange, det var eftermiddag og jeg havde håbet på at kunne have sovet lidt, men jeg havde for mange tanker i mit hoved. Hver gang jeg lukkede mine øjne så jeg Harry for mig. Hver gang jeg lukkede dem kom jeg i tanke om hvor ulækker jeg egentlig var. Hvem fanden forelsker sig i sin bedste ven?! Hvad ville folk ikke tænke hvis de fandt ud af det. Fansene ville sikkert hade mig. Det ville min familie sikkert også. Jeg skulle forestille at være et teenage idol, jeg skulle være perfekt. Et godt forbillede. Hvem ville dog se op til mig hvis de fandt ud af sandheden?

Min tankestrøm blev afbrudt af en svagelig banken på døren, efterfuldt af  dørklokken der rungede i hele huset. Jeg rejste mig fra sofaen og gik undrende ud for at åbne døren. Jeg havde da ikke inviteret nogen over?

Døren svang åben og mit blik lagde sig på Niall der stod med sin telefon i hånden. "Jeg skal snakke med dig. Nu" sagde han i et usædvanligt toneleje. Han plejede altid at være så glad, nu lød han ligeglad. Nærmest kold. Jeg trådte til side og lod ham komme forbi. Mens han tog sine sko af med fødderne sukkede han tungt. "Hvad fanden fik du rodet dig ud i?" spurgte han med en skuffet stemme, vendte sig rundt og lod derefter sit blik finde mit. Jeg kiggede forvirret på ham. "Hva?" svarede jeg undrende. "Ja festen i går?! Først og fremmest, hvor fanden blev du af?! Jeg ledte efter dig i flere timer indtil jeg fik et opkald fra Harry om at han havde fundet dig, og at du lå og sov i hans bil!" han lød vred. Jeg krympede mig og mit blik faldt til jorden. "Undskyld" svarede jeg bare. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg var ude af kontrol, gjorde dumme ting hele tiden. Det hele gik ned af bakke i øjeblikket.

"Har du ikke andet at sige? For måske burde jeg også fortælle dig om alle de billeder der ligger på nettet af dig der er i slagsmål med 3 fyre?!" jeg gispede. Fuck. Det havde jeg slet ikke skænket en tanke. Fyren ved træet må have lagt dem på internettet. "Er du klar over hvor meget lort vi er ude i på grund af dig nu?" spurgte han til sidst, skuffet. Han havde ret. Jeg ødelagde alting. Jeg var slet ikke god nok til at være i bandet mere. De hadede mig sikkert alle sammen nu.

"Undskyld" hviskede jeg igen. Tårerne samlede sig i mine øjenkroge. Jeg var ikke god nok. Det var sikkert derfor Harry ikke ville have mig. Jeg var forkert. "Hey... det.. undskyld, ikke græd. Jeg mente det ikke sådan. Shit. Det må du virkelig undskylde Louis, jeg var bare så oprevet..-" begyndte han og straks kom den gamle Niall tilbage. Ham der var bange for at såre andre mennesker. Jeg forsøgte at tørre tårerne væk fra mine kinder. "Det gør ikke noget. Det er min skyld. Undskyld" afbrød jeg ham og han tav. Min tidligere handling viste sig at være komplet nyttesløs, for sekundet efter trillede der endnu flere tårer ned af mine, efterhånden helt våde kinder.

"Louis jeg.. mente det ikke sådan. Det må du altså undskylde, jeg var virkelig oprevet og.." han afbrød sig selv da jeg kiggede ned i jorden. I det øjeblik havde jeg ingen anelse om hvad jeg skulle gøre af mig selv. "Please ikke græd på grund af mig.. jeg tænkte mig ikke-" "Niall det er.. ikke din sk-skyld" fik jeg fremstammet. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Niall, det hele går galt lige nu" hviskede jeg og blottede min sårbare side for ham. Jeg brød fuldstændig sammen foran ham, men han sagde ikke noget. Han tog mig op og bar mig hele vejen over til sofaen hvor han lagde mig ned. Da han satte sig ved siden af mig krøllede jeg mig sammen som en kugle og lænede mig hoved op ad hans skulder. "Rolig nu, det skal nok gå. Shh, Louis" mumlede han og lagde sin ene arm rundt om mig.

Hele min verden smuldrede. Hvorfor gik det også så galt for mig? Hvad var det jeg havde gjort? Forfanden jeg var dum. Skuffede alle mine venner. Inklusiv min bedsteven Harry, big time. Det hele var min skyld.

"Louis... snak med mig. Hvad er der sket med dig?" spurgte han bekymret. Jeg var tæt på at fortælle ham det hele. Men hvad ville han så ikke tænke? Hvis jeg fortalte ham om Harry.. han ville synes jeg var klam. Han ville sikkert tage hjem med det samme. Måske endda også advare de andre drenge om mig. Eller endnu værre, fortælle det til Harry. Men så alligevel, måske ville han forstå? Han var en af mine tætteste venner..

Jeg var splittet. Ude af stand til at vide hvad enten jeg skulle komme op med en løgn, eller fortælle ham sandheden? Tænk hvis han ville hade mig. Hade mig fordi jeg kunne lide fyre. Kunne lide Harry. Jeg var anderledes. Anderledes er forkert, og forkert hører ikke til i nutidens største boyband. Men måske ville det være bedst at fortælle ham det. Så kunne jeg lade resten være op til skæbnen, eller hvad man nu siger. Får jeg var da for længst stoppet med at tro på mirakler. "Louis? Tal til mig" sagde han igen. Jeg snøftede før jeg kiggede op på ham. Forsigtigt satte jeg mig op, mens jeg fastholdt øjenkontakten. "Du vil altid være min ven, ikke?" spurgte jeg stille. Niall nikkede "Selvfølgelig vil jeg det. Du kan stole på mig" sagde han og smilede. Og det var det, der fik mig til at bestemme mig. Hans smil var ægte og hans stemme fortalte mig at han talte sandt. Niall var en forfærdelig løgner, så jeg havde kunnet høre det, hvis han ikke fortalte sandheden. Han var virkelig en ven man kunne stole på. Og måske var det i virkeligheden det jeg havde brug for lige nu. Nogen jeg kunne fortælle mine tanker til, nogen som ikke ville dømme mig. Det ville Niall ikke.

"Okay.. jeg stoler på dig. Men vær sød ikke at fortælle det til nogen, okay? Jeg ved ikke om jeg kan klare det hvis alle andre fandt ud af det også" Niall kiggede nysgerrigt på mig. "Fandt ud af hvad?" spurgte han, efterfulgt af et smil så jeg vidste at han ikke ville presse mig. "Jeg.." jeg tog en dyb indånding, men kiggede ned i sofaen. Jeg turde ikke se hans reaktion. "Jeg er forelsket i Harry"

 

__________________________________________________________

Er jeg den eneste der har flippet lidt over rygterne med tour-bussen? Eller det med deres film aften? Jeg eksploderer snart af Larry feels, omg...! O: <3

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...