The Secret // Larry Stylinson.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvordan kan en mand elske en anden mand? Det er det spørgsmål der har luret i den verdensberømte Louis Tomlinson's hoved i godt og vel tre måneder nu. For han er sikker på at han ved svaret når han bare er sammen med hans krølhårede bedsteven og bandmate, Harry Styles - men når han bliver efterladt alene med sine tanker føler han sig anderledes, ulækker og forkert. Ude af stand til at vide hvad han skal stille op med den forelskelse der udvikler sig mere og mere til et problem, begynder han langsomt at miste modet. For hvad er chancerne for at Harry har de samme følelser? Rygterne går om en pige ved navn Allison og Harry er sammen, og ved bekræftelse går Louis fuldstændig ned. I hans øjne er den eneste trøst alkohol. Hvordan tackler resten af bandet Louis opførsel? Og finder de nogensinde ud af hvorfor Louis, hver gang han bunder en flaske, sætter en ny til munden? Og hvordan vil Harry reagere? Gengælder han faktisk følelserne eller ender det hele i et stort rod?

59Likes
96Kommentarer
3828Visninger
AA

9. Kapitel 8.

"Louis? Svar mig" sagde han igen og trådte tættere på sengen, hvor jeg sad helt stivnet. "Hvad er der sket?" spurgte han med en blød stemme og rakte ud efter mig. Jeg flyttede mit håndled i samme øjeblik han skulle til at lukke sin hånd omkring det. Jeg lukkede øjnene. "Ikke noget. Jeg tænkte bare. Du skal ikke bekymre dig" jeg rejste mig fra sengen og hele vejen over til døren, kunne jeg mærke Harrys forvirrede blik brænde i nakken.

Jeg havde lyst til at bryde ud i gråd og bare lade Harry redde mig igen. Lade ham holde om mig og kramme mig på samme måde som i går. På samme tid havde jeg en underlig vrede i maven. Jeg havde lyst til at slå ham. Ja, jeg havde. Jeg havde lyst til skubbe og ham og råbe af ham. Lade alle mine frustrationer gå ud over ham. Han flåede mit hjerte.

Med knyttede næver gik jeg ud af døren i forøg på at beherske mig. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder, nu værre end før. Harry ødelagde mig på alle måder tænkelige, men på den anden side holdte han mig også i live. Han fik mig til at føle en masse ting jeg ikke kan beskrive med ord og han fik mig til at se på verden i et andet perspektiv. Han ødelagde mig og lappede mig sammen igen. Men jeg var træt af det. Jeg havde ikke lyst til at kæmpe for en kærlighed jeg vidste ville gå ud. Jeg vidste fra det øjeblik han trådte ind af døren med læbestift i hele ansigtet, at han aldrig ville gengælde mine følelser. Han havde allerede fundet en eller anden tøs.

Opgivende snøftede jeg. Hvad tænker jeg på. Uanset hvor meget jeg havde lyst til skade Harry på samme måde som han skadede mig, ville det aldrig ske. Jeg elskede ham for meget. Det jeg havde mest lyst til var at vende mig om og løbe tilbage til ham. Mærke hans kropsvarme når hans arme lægger sig beskyttende om mig.. Indånde hans duft uden han bemærker det.. Jeg var splittet.

Mine fødder føltes pludselig tunge og svære at løfte, det var som om de blev større og større for hvert skridt jeg tog. Jeg kunne hurtigt høre Harry indhente mig. "Louis! Vent!" Jeg blev bare ved med at løfte mine fødder, gå og gå indtil jeg nåede til fordøren. "Louis, lad være med at gå! Jeg kan ikke lade dig tage hjem sådan her" jeg kunne høre ham kalde fra stuen af, men jeg var ligeglad, jeg valgte at lade være med at reagere. Jeg havde åbnet døren og skulle lige til at træde ud, da jeg så en høj, brunhåret pige iført en stram sort kjole og stiletter. Hun kiggede undrende på mig. "Ehm, hvor er Harry?" spurgte hun og jeg sank en klump. Det kunne kun være hende Harry havde været på date med. "Han er indenfor, fortæl ham at Louis er taget hjem når du ser ham" sagde jeg hurtigt og stormede væk fra døren. Tårerne samlede sig i mine øjenkroge igen, lige som jeg ellers havde troet jeg havde grædt ud. "Der var du! Du glemte din jakke i min bil" lød det fra pigen. "Jeg.. vent her" jeg genkendte hurtigt Harrys dybe stemme og jeg kvalte et gisp.

Jeg kunne høre fodtrin, mens han løb over mod mig begyndte jeg selv langsomt at sætte farten op. Måske var jeg heldig nok til at få øje på en taxa et sted. "Louis!" Harrys hånd greb fat i mit håndled og jeg var fanget på stedet. Han strammede grebet og vendte mig rundt med sin anden hånd. De først par sekunder sagde han ikke noget. Så løftede han langsomt sin hånd og lod blidt sine fingre tørre tårerne væk fra mine kinder. Så lod han sin hånd falde igen. "Du kan ikke bare sige det her er ingenting, Louis.. Du er min bedsteven, jeg bekymrer mig om dig. Vil du ikke godt fortælle mig hvorfor du er ked af det?" spurgte han stille. Jeg lukkede øjnene så snart han sagde 'bedsteven'. Jeg hadede det ord. "Det er ikke noget, virkelig. Jeg sætter pris på at du tilbyder din hjælp. Jeg har bare brug for at klare det her alene" hviskede jeg, ude af stand til at hæve min stemme bare den mindste smule. Jeg følte mig så svag.

Han var stille i et stykke tid, indtil han lagde sine arme rundt om mig og stille sagde; "Ligemeget hvad det er Louis, så er jeg her". Jeg havde fået gåsehud over hele kroppen da hans arme kom i kontakt med mine og jeg lagde mit hoved ved hans skulder, ligeglad med hvad han tænkte i det øjeblik. Jeg ville bare nyde det nu. Alle tankerne om pigen var væk, det var kun mig og Harry lige nu. "Det ved jeg. Tak" mumlede jeg. Og så stod vi. Vi stod faktisk bare, i hele 3 minutter stod vi bare. Jeg talte hvert sekund. Og også da han brød krammet, sendte mig et smil og vendte sig om for at gå over til pigen, talte jeg. Kiggede på ham, og da han endelig var forsvundet ind af døren med pigen, lod jeg endelig den tåre jeg havde holdt på siden han kom ud af døren for at følge efter mig, falde..

 

______________________________________________________________

Kort kapitel, i know. Sorry. KOMMENTER GERNE, OG HUSK AT LIKE ;-)

 xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...