The Secret // Larry Stylinson.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvordan kan en mand elske en anden mand? Det er det spørgsmål der har luret i den verdensberømte Louis Tomlinson's hoved i godt og vel tre måneder nu. For han er sikker på at han ved svaret når han bare er sammen med hans krølhårede bedsteven og bandmate, Harry Styles - men når han bliver efterladt alene med sine tanker føler han sig anderledes, ulækker og forkert. Ude af stand til at vide hvad han skal stille op med den forelskelse der udvikler sig mere og mere til et problem, begynder han langsomt at miste modet. For hvad er chancerne for at Harry har de samme følelser? Rygterne går om en pige ved navn Allison og Harry er sammen, og ved bekræftelse går Louis fuldstændig ned. I hans øjne er den eneste trøst alkohol. Hvordan tackler resten af bandet Louis opførsel? Og finder de nogensinde ud af hvorfor Louis, hver gang han bunder en flaske, sætter en ny til munden? Og hvordan vil Harry reagere? Gengælder han faktisk følelserne eller ender det hele i et stort rod?

59Likes
96Kommentarer
3855Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Jeg slog øjnene op og rynkede panden af den pludselige smerte i mit hoved. Lyset i rummet var skarpere end jeg havde forventet, så jeg blinkede ufrivilligt med øjnene. Der gik et par sekunder før jeg vænnede mig til lyset. Jeg lå i Harry's seng, fandt jeg ud af, da jeg var i stand til at se tydeligt igen. Gardinerne var trukket fra, så solen kastede lys ind af de store vinduer. Jeg satte mig op og gabte. Mit hoved dunkede stadig, så jeg rejste mig så jeg måske kunne finde en Panodil. "Harry?" kaldte jeg. Jeg undrede mig lidt over den ubehagelige stilhed der lå overalt i huset. Udover mine fodtrin og min lave vejrtrækning, var der helt stille.

Jeg gik stille ind i stuen og kiggede rundt indtil jeg fandt Harry, sidende i sofaen med benene trukket op under sig og blikket klistret til hans mobil. "Godmorgen" sagde jeg og Harry kiggede forskrækket op. "Jeg hørte dig slet ikke" han smilede. "Godmorgen. Hvordan har du det?" jeg kunne allerede mærke sommerfuglene baske rundt i min mave. Hans smil var så flot og jeg ville virkelig gerne vide hvordan han sørgede for at holde sine tænder så hvide.

"Jeg har det elendigt.." svarede jeg ærligt og kløede mig i nakken. Harrys smil blev større. "Der står Panodil i skabet i køkkenet. Hans telefon bippede og han sænkede straks blikket. Han lignede en der var midt i en meget vigtig samtale. "Hvem skriver du med?" spurgte jeg. "Bare Allison. Jeg mødte hende til festen i går" svarede han, tydeligvis helt opslugt af hende pigen. Jeg nikkede og smilede falskt, selvom han ikke engang kiggede op. Jeg forsøgte at skubbe jalousien til side, men det var svært da han sad og smilede hver gang mobilen vibrerede, som tegn på at der kom en ny meddelelse.

"Jeg finder bare noget morgenmad så.." mumlede jeg og rejste mig. "Mmh" svarede Harry og tastede sit svar ind på skærmen. "... og en Panodil" fortsatte jeg. Harry svarede ikke. ".. så jeg går bare ind og spiser selv nu" sagde jeg igen, selvom jeg godt kunne se hvor åndssvag jeg var. Det var bare... jeg ville have opmærksomheden. Jeg ville være den der fik Harry til at smile som en idiot. Jeg ville gøre ham blød i knæene, få hans hjerte til at banke hurtigere, få sommerfuglene til at slå sig ned i hans mave, og jeg ville være den der lyste hans dag op.

Men det var jeg bare ikke.

Harry kiggede endelig op og hans øjne mødte mine. Jeg smeltede bare ved at kigge på ham. "Sagde du noget?" spurgte han. Mit smil falmede. Han havd overhovedet ikke hørt mig. "Nej.. der var ikke noget" løj jeg. Harry nikkede, smilede og rykkede sig i sofaen. Og så rettede han igen opmærksomheden mod sin Iphone. Jeg vendte mig rundt og slæbte min elendighed ud i køkkenet. Det var som om det blev sværere og sværere at gå for hvert skridt jeg tog. Han havde ikke engang skænket mig et blik. Det gjorde ondt indeni og jeg kom muligvis til at tage en Panodil eller to for meget.

"Jeg går i seng igen" råbte jeg til Harry, inde fra mit værelse af. Det eneste svar jeg fik var stilheden der smøg sig i et tykt lag rundt om mig. Jeg vidste hvad det betød. At Harry i dette øjeblik, ikke kunne bekymre sig mindre om mig..

 

*

 

Det stod på hele dagen. 

Det eneste Harry lavede var at rende rundt og skrive med Allison. Han var omtrent ligeså opmærksom som en sten. En død kold sten, der ikke observerede noget som helst. Andet end Allison selvfølgelig. Og jeg var godt og grundigt træt af det. "Jeg tror snart jeg tager hjem, men tusind tak fordi du gad tage dig af mig i går. Det var pænt af dig" sagde jeg til Harry, som langt om længe havde lagt telefonen, dog kun for at kunne spise et stykke franskbrød. "Går du allerede?" spurgte Harry i et ærgerligt toneleje.

"Ja jeg.. skal nå noget" løj jeg. Harry nikkede langsomt. "Louis.... du er min bedsteven. Jeg kan se når du lyver. Er der noget i vejen?" spurgte han og kiggede indtrængende på mig. Indeni sukkede jeg højt, mens jeg udenpå gjorde alt for at få mit falske smil til at se ægte ud. Bedsteven. Der har vi problemet. "Jeg har det bare stadig ikke så godt og jeg skal have ordnet noget med lejligheden derhjemme" det var utroligt så meget jeg løj i dag. Harry sænkede blikket. "Stoler du ikke på mig?" spurgte han. "Hvad?" jeg så uforstående på ham. "Du skjuler et eller andet.. det er som om du har gemt på et eller andet. Du opfører dig anerledes end du plejer.." sagde han stille og lavede endelig øjenkontakt.

Der gik et sug gennem min mave da hans klare grønne mødte mine. Jeg forbandende endnu engang mine følelser. "Jeg ved ikke hvad du snakker om" svarede jeg og kiggede modvilligt væk fra ham. Jeg blev nødt til at komme væk. Væk fra Harry og hans telefon. Væk fra hemmelighederne. Derhjemme skulle jeg ikke være bane for at afsløre mig selv. "Louis... du kan altså godt snakke med mig" Harry gik over mod mig, men jeg trak bare jakken på. "Vi ses en dag, ik?" Harry så ned. "Jaja.. vi ses" han gav mig et hurtigt knus der næsten fik mig til at svæve af glæde.

Men ligeså snart han havde trukket sig væk var jeg helt nede på jorden igen. Jeg gik ud i gangen og åbnede fordøren. Harry var allerede gået igen. Jeg havde på fornemmelsen han var skuffet over min manglende tillid. Men jeg kunne jo ikke svare ham. Jeg kunne jo ikke bare lægge alle kortene på bordet og fortælle hvor forelsket i ham jeg var. At han fik mig til at føle mig hel. At det var hans skyld jeg (sommetider) smilede.

Jeg sukkede da jeg huskede at jeg ingen bil havde med. Min krop var alt for smadret fra i går, så jeg kunne ikke gå hjem. Jeg fandt min telefon frem og ringede til den eneste jeg vidste ville acceptere min stilhed, som jeg vidste altid ville have tid til mig, og som jeg vidste kunne få mine tanker væk fra Harry. Niall.

"Hallo?" sagde han og jeg åndede lettet op. "Niall! Det er Louis. Kan du måske komme og hente mig nu her, og så kan vi finde ud af et eller andet? Jeg har brug for at komme væk"

"Jo selvfølgelig. Hvor er du?" Jeg fucking elsker dig Niall. "Ehm.. ude foran Harrys hus" "Harry?" Niall var tydeligvis forvirret. "Jeg.. skal bare væk" mumlede jeg og utroligt nok svarede Niall bare 'I orden' og 'Jeg er på vej' før han lagde på. Nu måtte jeg bare håbe Harry ikke kiggede ud af vinduerne så meget, ellers ville han nok blive lidt sur. Jeg havde jo fortalt jeg skulle hjem og ordne noget.

Jeg skuttede mig og begravede hænderne i mine lommer. Kulden smøg sig om mig, selvom solen stod højt på himlen. Typisk vejret i England. Der gik 10 minutter før en sort bil drejede ind og jeg kunne slippe for at stå og fryse. Jeg satte mig ind på bagsædet og kiggede ind i huset gennem bilruden. Harry kiggede ikke. Lettet flyttede jeg blikket og kiggede på Niall der mødte mit blik i bakspejlet. "Hej!" hilste jeg og Niall smilede. "Hej"

"Så.. hvor vil du hen?" spurgte han og jeg trak på skuldrende. "Det ved jeg egentlig ikke.. helst et sted hvor vi ikke bliver opdaget" svarede jeg. "Vi kunne bare køre hjem til mig, hvis du altså ikke har noget imod det" forslog han. "Det er helt fint" det var nok bedst at det var hos enten ham eller mig, eftersom vi kunne havne i medierne på få minutter hvis vi kørte ud i byen et sted.

Så da vi endelig stod i gangen hjemme hos Niall kunne jeg langt om længe slappe af. "Jeg er lidt sulten så jeg tager lidt mad, skal du have noget?" spurgte Niall og jeg rystede grinende på hovedet. Han var sgu altid sulten. "Nej, jeg mangler ikke noget" svarede jeg og hængte min jakke op. Niall nikkede og gik ud i køkkenet. "Så.. skete der noget mellem dig og Harry?" spurgte han og jeg satte mig ned på stolen i køkkenet. Jeg fik med det samme en ubehagelig følelse i maven. "Ehm.. lidt" stammede jeg. Det kunne fandme ikke passe at Harry havde sådan en virkning på mig. Jeg burde være ligeglad med ham. Jeg burde i hvert fald ikke have ham i hovedet hele tiden. Jeg blev nødt til at få ham ud. "Har du en øl?" spurgte jeg og Niall forsvandt ud af køkkenet. "Lige 2 sekunder" sagde han før han gik.

I ren frustration rev jeg mig i håret og sukkede tungt. Han skulle ud af mit hoved nu. NU. FUCKING NU. Vreden pumpede rundt i mit bryst. Hvorfor kunne jeg ikke være en normal dreng?! Hvorfor kunne jeg ikke være forelsket i en fucking pige?! Eller i det mindste en anden dreng?! Mine tanker fløj rundt i hovedet på mig og jeg havde sådan lyst til at skrige det hele ud. Skrige til jeg ikke have mere stemme. Det skulle bare ud. Harry skulle ud.

Niall kom tilbage med en uåbnet kasse og placerede den på bordet foran mig. Jeg nåede lige at trække hænderne til mig, men mit hår sad nok anderledes nu hvor jeg havde ødelagt det helt. Niall smilede bare før han åbnede køleskabsdøren. "Jeg havde altså ikke en åben pakke og jeg orkede ikke at stå og åbne den derude, så det må du lige selv klare" "Det er helt i orden. Tak" svarede jeg og rev indpakningen af. Jeg snuppede en dåse, åbnede den og tog den første slurk. Jeg blev bare nødt til at tænke på noget andet end Harry. "Så hvad lavede du i går?" spurgte jeg Niall, der havde fundet en masse frugt frem.

Han kiggede op. "Øh.. jeg så fodbold" svarede han simpelt. "Hvorfor?" "Ikke noget, jeg var nysgerrig" Niall kiggede på mig i et stykke tid før han så ned på sin mad igen. Jeg drak en slurk mere og før jeg vidste af det havde jeg bundet hele dåsen. Jeg stillede den fra mig og åbnede en ny. Niall så op fra sin frugt igen. "Er du okay?.." spurgte han undrende med munden fuld af banan. Jeg nikkede. "Har det helt fint" løj jeg og tog en ny slurk.

Da Niall var nået til vindruerne og jeg til min tredje øl kiggede han op igen. "Måske skulle du holde lidt igen" sagde han bekymret. "Hvis der er noget galt kan du sagtens bare fortælle mig om det" sagde han. Jeg rystede på hovedet. "Det er pænt af dig, men jeg har det fint" insisterede jeg med et smil, før jeg tog hul på den næste dåse.

Jeg kiggede ned på min telefon og sukkede. Der blev bare ved med at komme notifikationer fra Twitter. Jeg indtastede min kode og trykkede på fuglen. Egentlig ville jeg bare skrive et hurtigt Tweet og måske svare nogen, men en tekst på startsiden fangede min opmærksomhed:

"Omg Harry Styles on a date right now? Who is she?!" mit blod frøs til is da jeg trykkede mig ind på billedet. Det var ham. Hånd i hånd med en brunhåret pige.

 

____________________________________________________________________________

 

Bam, bam baaam.

Så starter dramaet for alvor! Hvad synes i?

Smid en kommentar og et Like, det ville jeg sætte stort pris på ;-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...