The Secret // Larry Stylinson.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvordan kan en mand elske en anden mand? Det er det spørgsmål der har luret i den verdensberømte Louis Tomlinson's hoved i godt og vel tre måneder nu. For han er sikker på at han ved svaret når han bare er sammen med hans krølhårede bedsteven og bandmate, Harry Styles - men når han bliver efterladt alene med sine tanker føler han sig anderledes, ulækker og forkert. Ude af stand til at vide hvad han skal stille op med den forelskelse der udvikler sig mere og mere til et problem, begynder han langsomt at miste modet. For hvad er chancerne for at Harry har de samme følelser? Rygterne går om en pige ved navn Allison og Harry er sammen, og ved bekræftelse går Louis fuldstændig ned. I hans øjne er den eneste trøst alkohol. Hvordan tackler resten af bandet Louis opførsel? Og finder de nogensinde ud af hvorfor Louis, hver gang han bunder en flaske, sætter en ny til munden? Og hvordan vil Harry reagere? Gengælder han faktisk følelserne eller ender det hele i et stort rod?

59Likes
96Kommentarer
3822Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg forsøgte at fastholde øjenkontakten til intervieweren, men mine tanker lå et helt andet sted. Selv da hendes læber formede et spørgsmål, hverken hørte eller så jeg noget. Det eneste jeg tænkte på var Harry. Synes han hun så godt ud? Synes han jeg så godt ud? Nej, selvfølgelig gjorde han ikke det. Men ville han synes det hvis han var homoseksuel? Ligesom mig?

Ligesom mig?

Jeg havde ikke lukket et øje de sidste par dage, for jeg havde for travlt med at forsøge at overbevise mig selv om at jeg ikke var forelsket i Harry. Men nu hvor han sad mindre end to meter fra mig, var jeg pludselig helt sikker. Jeg var faldet så dybt for ham. Mit hjerte gjorde ondt hver eneste gang han fortalte om hans one night stands. For problemet var sådan set ikke at hele verden ikke måtte vide noget, det var det faktum at Harry var helt og aldeles til piger.

Ingen tvivl overhovedet. Og han ville nok højest sandsynligt ikke bare sådan skifte hold. Mine føleler var splittet. På den ene side havde jeg lyst til at grave mig selv ned fordi jeg har det som jeg har det. Det er bare ikke normalt. Hvad ville folk ikke også tænke? Den anden del var ligeglad og ville hellere end gerne kaste sig i Harrys arme, uanset hvor meget hate der end måtte komme. Men hvem siger at Harry ville gribe mig? Som det ser ud nu ville jeg bare falde og falde og falde.

"Louis?" Liam puffede til mig og jeg glibbede med øjnene. "Ja?" "Hun spurgte dig om noget.." mine kinder fik en svagelig rød farve og jeg rettede mit blik mod intervieweren der kiggede på mig med sine kedelige, skarpe grå øjne. Hun kiggede skeptisk på mig og skubbede snobbet sine briller længere op på næseryggen.

"Jeg var bare interesseret i at vide om du havde fundet en anden interessant pige, siden dit brud med Eleanor?" jeg rystede på hovedet. "Nej, men jeg holder da udkig"

Det var løgn. Jeg vidste allerede hvem jeg ville have, og han sad lige ved siden af mig. "Det er jeg sikker på jeres fans er mere end glade for at høre!" hun vendte blikket mod publikum og de skreg alle sammen bekræftende. Hendes smil var så falskt at det var til at brække sig over. Man kunne virkelig ikke finde en der var værre til jobbet, end denne kedelige og alt for sofistikerede karrie-kvinde.

"Det var det så desværre det sidste spørgsmål for i aften.. giv en hånd for ONE DIRECTION!" hun lignede mest af alt en der var lettet over at det var overstået, så jeg kunne ikke lade være med at himle med øjnene før vi gik om bag scenen. Harry gik om på siden af mig og lagde en hånd på min skulder, der øjeblikkeligt begyndte at prikke. "Er du okay?" Ved lyden af hans stemme blev min krop pludselig helt afslappet og jeg fik en varm følelse i maven.

Jeg nikkede stille og mit blik klistrede sig fast til hans tiltalende øjne. "Ja.. jeg er nok bare lidt træt" svarede jeg og kørte en hånd igennem mit hår. Harry nikkede og smilede. "Det er i orden. Vi er jo også på farten hele tiden" sagde han og det føltes som om mit hjerte smeltede. Igen.

"Du har nok bare brug for at få tankerne på noget andet.. hvis du gider kan vi tage til Funky Buddha i aften?" spurgte han og formåede endnu en gang i dag, at give mig en kriblende følelse i maven. "Tjoh.. det kan vi vel godt" svarede jeg overrasket. Mig og Harry har altid været gode venner, men her på det seneste  er det blevet lagt lidt på is, både på grund af mig og ham. Harry har haft travlt med pigerne, og jeg har haft ondt i røven over min håbløse forelskelse.

"Så er det da det vi gør! Skal jeg ikke hente dig i aften? Så kører vi derover sammen og scorer alle damerne" han puffede til mig med et drillende smil på læben. Jeg nikkede, fniste og smilede falsk tilbage. Hvad skulle jeg ellers gøre? Det er nok ikke længere min kop te at 'score damer' og det ville da først blive akavet hvis jeg endte i en situation hvor jeg blev nødt at flirte lidt igen.

Problemet var bare at jeg ikke kunne takke nej. Nu havde han endelig spurgt mig, og det var bedre at tage til fest med ham end at sidde alene derhjemme med intet andet minde om ham end et sølle billede af os, som er 2 år gammelt. "Selvfølgelig gør vi det, Harry" grinte jeg lidt. Mest fordi jeg vidste at han stensikkert ville tage med en pige hjem i aften, men også fordi at han seriøst troede jeg kunne få mig selv til at lægge an på en pige. Men hvordan skulle han også vide at jeg ikke var til piger længere? Han får det nok højest sandsynligt aldrig at vide. Måske ville det være bedst for mig hvis jeg bare kom mig lidt over den her forelskelse.. måske skulle jeg finde ud af om jeg var til drenge eller Harry? For måske var han bare en fase i mit liv er skulle overstås. Måske bliver han den eneste fyr jeg er forelsket i?

"Louis? Halo?" Harry viftede med sin hånd foran mit ansigt og jeg glibbede forskrækket med øjnene. "Åh undskyld, jeg var lige væk.." "Øhm.. ja.. måske skulle du bare tage hjem og sove" sagde han og sænkede hånden. Han kiggede bekymret på mig. "Nej! Jeg har det helt fint, måske lægger jeg mig bare til at sove en times tid når jeg kommer hjem.. hvad tid vil du hente mig?" Harry nikkede langsomt og smilede skævt "Okay.. det var bare det jeg ville sige til dig, er det i orden hvis jeg henter dig klokken 8?"

"Jaja, det er fint" svarede jeg og Harry lagde en hånd på min skulder igen. "Jeg smutter, det var godt at snakke med dig igen. Vi ses i aften" han fjernede hånden ligeså pludseligt som han havde lagt den der og efterlod det der føltes som en stor flamme, på min skulder. "Ja.. vi ses" mumlede jeg og forsvandt ind i omklædningsrummet efter min jakke.

 

 

* * *

 

Jeg tog fat om min trøje og trak den op over hovedet. Med et udtryksløst ansigtsudtryk kiggede jeg mig selv i spejlet. Det var alt sammen det samme. Der var intet der ændrede sig i mit liv, overhovedet. Det kørte i den samme rille, hver eneste dag. Hvornår holder det op? Hvornår sker der noget? Hvorfor kan jeg ikke udradere noget som helst med mit liv? Jeg er et sølle tilfælde. Intet som helst skete i mit liv. Det hele kørte bare, uden nogen form for forhindringer. Men måske var der ændringer på vej.. Måske var jeg ved at bygge mit og Harry's venskab op igen.

Tanken vagte et spirende håb i mig, og jeg tog mig selv i at smile. Måske ville vi blive venner igen. Jeg spændte mit bælte op og lod mine bukser falde ned. Strømperne og mine boxers røg også af, og kort efter stod jeg under bruserens varme stråler. Jeg lod igen mine tanker få frit løb. Måske ville der endelig blive kastet lidt lys på mit liv, hvis det kom til at fungere mellem mig og Harry igen. Jeg ville selvfølgelig altid ønske mere end bare et venskab, men der var ligesom ikke rigtigt nogen andre muligheder. Men på den anden side.. hvad hvis Harry var fuldstændig ligeglad med mig? Hvad hvis han kun inviterede mig med i aften fordi han havde ondt af mig, efter interviewet?

Jeg lukkede øjnene og ignorerede smerten i mit bryst. Nej, jeg ville ikke tillade mig selv at tænke sådan. Hvorfor kunne jeg ikke bare være glad for at han overhovedet snakkede til mig? For der må da være en grund. Harry hader mig ikke. Jeg slukkede for bruseren og lukkede dermed den diskussion der havde taget form i mit hoved. Min hånd lukkede sig om mit håndklæde og jeg tørrede min krop. Da jeg var færdig fik jeg fat i den bunke tøj jeg havde lagt frem, og begynde at tage sættet på. I aftenens anledning havde jeg valgt en sort T-shirt, en grå blazar og et par sorte bukser.

Efter jeg havde brugt 15 minutter på at sætte mit hår i en quiff, blev jeg endelig tilfreds med resultatet og trak mig væk fra spejlet. Min mobil vibrerede i lommen og jeg hev den op for at være sikker på at det var Harry.

 

Jeg venter udenfor, sløvpadde ;)

 

Mine læber gik op i et smil som de for det meste altid gjorde, når jeg havde noget som helst med Harry at gøre. Jeg lagde telefonen tilbage i lommen og løb ud i gangen, hvor jeg stak mine fødder ned i mine sko og trak jakken om mine skuldre. Døren gik op og med alt for meget spænding i kroppen farede jeg ud til Harry's bil, så jeg hurtigere kunne komme til at se ham igen. Jeg følte mig ærligt talt lidt som en desperat teenager..

Så snart jeg stod foran bilen rullede bilruden ned og Harry kiggede ud. Han vendte hovedet og kiggede på mig, så hans krøller dirrede i bevægelsen. "Hej! Hop bare ind" sagde han med et stort smil på læben, der fik det til at vende sig i min mave. Smilet på mine læber blev, om muligt, endnu større end før og jeg satte mig ind på forsædet på den anden side af bilen. "Hej!" sagde jeg friskt og Harry kiggede smilende på mig. "Du ser godt ud, bro" bemærkede han og jeg forbandede den røde farve der langsomt dukkede op på mine kinder. "I lige måde da" svarede jeg bare og forsøgte at huske mig selv på at vi ikke var andet end venner.

Ja.. Bare venner. Det var min forbandelse. I was stuck in the friendsone.

 

________________________________________________________________________

 

Så udkom første kapitel! Hver venlig at Like, hvis i synes om den og i er mere end velkomne til at smide en kommentar. Det er min første Larry historie, så bær over med mig hvis den er dårlig.. Kom endelig med konstruktiv kritik, det er ikke noget jeg ikke kan tage.

Slut herfra ;-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...