Kaley Rorke (15+)

Kaley Rorke er lige fyldt 19. Hun er sammen med sin far, han kæreste og hendes datter flyttet til den mere velhavende del af Manhattan. Hun bryder sig ikke om sin "nye familie" og det bliver ikke bedre, men da Kaley finder ud af at sin stedsøster Havanah kommer sammen med den berømte skuespiller, model og sanger Austin Butler, bliver hun forundret.
Kaley og Austin har mødt hinanden før, de husker det bare ikke. Mon der opstår noget forbudt? Og, hvad skulle det være?


3Likes
2Kommentarer
978Visninger
AA

5. Ready, set, PARTY - del 2

Kaleys synsvinkel:
 

Jeg lå på Rachels seng. Vi havde lige nået at spise frokost på en café i centrum, inden vi skulle møde Joshua og en af hans gode venner, som lige havde været ude at købe ind det sidste ind til i aften. Derefter var vi vendt hjem til thaa house, hvor vi havde gjort alt parat.


Bartenderen var der, vores DJ var der, alt var parat, til at festen skulle stå, vi manglede bare at gøre os klar.

Jeg havde nu ligget på sengen et stykke tid. Rachel var bagud. Hun var i bad, og ville ikke lade mig komme ud og lægge makeup, så jeg var nok nødt til at smutte ud i gangen, for det eneste spejl tøsen havde på sit værelse var det i loftet. VANVITTIG upraktisk, nu når man tænker over det.

Jeg havde allerede glattet mit halvlange hår, som nu var blevet endnu længere. Jeg havde også iført mig kjolen, så nu manglede jeg kun makeup.


Jeg gik ud til spejlet i gangen og lagde en forsigtigt, tynd streg eyeliner, og hvorefter jeg tog mascara på, og en smule lip balm med et rød-lyserødt skær, det var så lidt at man kun lige kunne ane det.


Mor havde altid sagt at jeg ikke behøvede makeup. Mine øjenbryn markerede mine øjne, fordi de var som de var, og jeg havde meget mørke øjenvipper, men det havde nok også arvet fra min mor. Hun var den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde mødt, men min far derimod, var ikke den smukkeste mand. Han var lidt sjov at se på, men han var nu dejlig alligevel.
Mor var halv spanioler. Det var nok der jeg havde min let gyldne farve fra, som bevarede året rundt. Om sommeren havde jeg bare utrolig let ved at blive brun, så mine gener var jeg taknemmelige for. I hvert fald min mors. Fars derimod…. Bob bob bob.

Jeg blev endelig færdig, og følte mig på toppen. Jeg kunne allerede høre gæsterne strømme ind nedenunder.
Josh’s ven kom løbende op af trappen og smilede skørt til mig. Han hed Chris. Han spurgte om jeg ikke kom med ned og hjalp ham og Joshua med at lukke folk ind, da vi kun havde en dørmand, fordi den anden var forsinket.
Jeg smuttede lige ind til Rachel, for at forklare at jeg gik, men hun var så stresset at hun ignorerede mig. Jeg rystede på hovedet og gik hen til Chris, der bare grinte. ”Damen er skør” sagde han så i det vi begav os ned for at hjælpe til ved døren.

 

Vi var nu godt i gang med at guide folk ind. Det gik lidt langsomt, men sådan var det. Vi var nødt til sikre os ikke at få ubudne gæster.

Chris og Josh så ud til at have det varmt, så jeg smuttede ind i baren, for han hente en kold øl til dem hver. Der var kø, men jeg maste mig bare igennem. Bartenderen rakte mig øllene og jeg var allerede på vej ud til indgangen igen.

Da jeg kom ud, stod Chris og dirigerede folk ind. Jeg stillede mig hen til ham og prikkede ham på skulderen.

”Er det til at overkomme? ” Halvråbte jeg, på grund af den høje bas og de larmende mennesker i baggrunden. Han vendte sig om, og gav mig et ’DU HAR LIGE REDDET DETTE LORTEØJEBLIK – blik’ Jeg grinede bare og rakte ham øllen, hvorefter jeg begav mig hen til Joshua hev øllen ud af min hånd og slyngede mig op på hans ryg på en eller anden mærkelig måde.

Jeg antog ham for at være min ven, det gjorde jeg virkelig. Jeg var måske bare Rachels ven lidt mere end jeg var hans.

Der kom flere og flere mennesker, og pludselig vrimlede det med Josh’s model-venner/kollegaer, eller hvad de nu var.

De var flotte. De hilste alle på mig, men det var nok også kun fordi jeg sad på Josh’s ryg.

Senere satte han mig ned, og jeg hjalp med at stemple folks hænder, imens Joshua tjekkede gæstelisten.
 

Rachel var allerede godt i gang med at feste. Hun ville tydeligvis ikke hjælpe, men jeg forstod hende egentlig godt.

Jeg og Josh snakkede lige med udsmideren, som nu var kommet, og vagterne, da jeg hørte Joshua bryde ud af vores samtale for at hilse på en stemme jeg havde hørt tidligere i dag. Jeg kiggede op og mødte til min forskrækkelse et endnu mere forskrækket blik fra min yderst skønne halvsøsters nye kæreste.

Jeg kunne pludselig ikke lade være med at grine.

”Austin din playaaaa har du nu fået ny dame på igen” grinede Joshua og pegede på en pige der stod bag ham. Austin som han hed. Kiggede på mig og holdt mit blik fast, imens han svarede Joshua igen, ved at fortælle at han ikke kendte hende.

”Nå, så du lod kæresten blive hjemme? ” røg det smilene ud af mig. Joshua kiggede bare mærkeligt fra mig og over på Austin og så tilbage igen. ”Kender du Kaley? ” Josh nikkede over imod mig og hentydede til sin ven.

”Kaley? ” Austin trådte et skridt frem mod mig og tog blidt fat ved min kæbe, imens han så mig i øjnene og smilede. Han slap min kæbe forsigtigt igen og smilede så. ”Kaley Rorke? ” smågrinede han pludselig.

Jeg nikkede uvidne om, hvad han skulle til at sige. Hvor kendte han mig fra? Jeg kendte ikke ham, og han kan umuligt have fået noget af vide fra Havanah, for som om hun nogensinde ville bruge tid på at snakke om andre end sig selv, og da slet ikke hendes nye ”familiemedlem som hun holdt ufatteligt meget af. ”
Austin førte sin hånd op til sin kæbe og kørte hånden frem og tilbage, imens han nu stod og måbede. ”Du har ændret dig gevaldigt siden jeg så dig sidst” han smilede charmerende og grinede hæst.
Jeg kiggede mærkeligt på ham. ”Du virker bekendt… Men jeg kan ikke... Jeg ved ikke, hvem du er” Austin skiftede pludselig mine. Han så halv alvorlig ud og smilede skævt og kiggede undskyldende på Josh. ”Må jeg lige…? ” spurgte han hæst. ”Tag al den tid du behøver mate” sagde Joshua, med lidt forsigtighed i stemmen, imens han gik ind til festen. Der var næsten ikke mennesker uden for længere. I hvert fald ikke i køen, kun rygere, som stod og nød deres drinks i fællesskab med andre rygere.

Han gik hen til lågen ved porten, og førte mig over på den anden side af vejen. Søen var lidt længere nede ved plænen. Rachel og Joshuas hus befandt sig i centrum, og lige over for deres ”mansion” lå parken, med en om aftenen ret fredelig skovsø.

Vi begav os hen imod søen. Jeg fulgte bare blindt efter ham. Det var måske dumt, men det var som om han udstrålede tryghed… Jeg følte mig i hvert fald ikke helt dårligt tilpas i hans selskab. I hvert fald ikke indtil videre.

Vi satte os ved en bænk og igen fik jeg det her skæve smil. Han så alvorlig og på samme tid charmerende og hemmelighedsfuld ud.
”Så du husker mig slet ikke?” Hans blik var nu rettet imod mig, og hans ellers så blågrønne øjne så pludselig helt mørke ud.

Jeg tøvede. ”Nej… Ikke rigtigt” hviskede jeg stille. Hans blik fór fra mig og ned på stien, hvor det flakkede lidt.

”Hvem er du? Fortæl mig, hvad det er jeg ikke husker” nærmest befalede jeg. Han kiggede intenst på mig igen. ”Nu kan jeg se ligheden” sagde han så. ”Du er stadig den dominerende pige du var førhen” halv hviskede han. ”Det fandt jeg fascinerende ved dig… Men nu du ikke husker, hvem jeg er, er det nok bedst at det bliver sådan. ” sagde han stille og rejste sig for at gå.

Her sad jeg så, alene. Han var allerede ovre på den anden side af vejen, og på vej ind igennem lågen, ved porten.

Jeg forstod intet. Hvem fanden var den idiot. Hvordan kunne han gå fra at være nærmest glad for at se mig, til at være så pisse hemmelighedsfuld… Og, hvorfor huskede han mig, når jeg tydeligvis ikke havde nogen idé om, hvem han var. 

Jeg rejste mig, og løb fra parken, over vejen og ind i huset, hvor det var meningen at jeg skulle have en pisse fed aften. Jeg fandt Rach, og dansede med en masse mennesker, jeg alligevel ikke ville kende i morgen, men lige meget, hvor mange øl eller drinks jeg fik indenbords og hvor mange forskellige personer jeg dansede med, kunne jeg ikke glemme at Havanahs kæreste kunne huske mig, når jeg ikke huskede ham. Det var for mærkeligt…  Jeg følte desværre at jeg havde en anelse om, hvorfra han kendte mig, men ønskede jeg virkelig at bringe minder fra den tid frem igen? Det måtte jeg finde ud af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...