Den fantastiske følelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Denne lille novelle er egentligt skrevet til skolen. Vi blev bedt om at skrive om noget sørgeligt, og da kom jeg til at tænke på et barn... med kræft. Der kommer ikke mere til denne novelle, da jeg ikke kan se nogen som helst fortsættelse på den. Jeg håber i vil læse den. Tak.

4Likes
4Kommentarer
343Visninger
AA

1. Det eneste kapitel

En lille tåre trillede ned af min kind. Skulle jeg dø, eller ville Gud være så nådig at lade mig overleve?  Angsten for at dø fik min krop til at ryste.  Jeg kiggede rundt på min stue.  Farverne… blå, hvid, og grøn. Jeg var vred, ked af det, og glad på samme tid. Vred fordi at jeg kun fik lov til at ligge på den skod stue, med de virkeligt kedelige farver, ked af det fordi at jeg måske snart skulle dø, men alligevel glad fordi at jeg vidste at lægerne gjorde alt hvad de kunne for at redde mig fra dødens magt. 

 

”Agnes? Græder du?” Det var min mor der var kommet ind på stuen, efter at have hentet lidt mad oppe i fællesstuen. 
”Ja.., jeg vil ikke dø, mor.” svarede jeg og brød helt sammen. Hun satte sig ned på kanten af min seng, og holdte om mig; ”Åh skat.. det skal nok gå. Lægerne gør alt hvad de kan for at hjælpe dig.” 

Jeg svarede ikke. Jeg nød bare min mors nærvær. Hun vuggede mig stille frem og tilbage. Sådan sad vi i lang tid. Jeg elskede hende, og hun elskede mig. Hun strøg sin hånd over mit bare hoved. Håret var faldet af efter alle kemoterapierne. Jeg kunne høre at hun også græd. 

”Mor? Du må ikke græde.” sagde jeg stille til hende. Følelsen af at hun græd på grund af mig, var ikke til at bære. Tænk hvilket fantastisk liv hun havde haft inden jeg fik kræft. Hvorfor skulle det dog også være så besværligt? 

”Nej, undskyld skat, det er bare fordi at jeg elsker dig så højt.” svarede hun og brød helt sammen. 
Så der sad vi; en pige på tolv, og en voksen dame på fyrre. Vi græd… vi græd, græd, og græd. På det tidspunkt mærkede jeg noget som jeg aldrig havde mærket før. Vi var sammen, mig og min mor, på en måde vi aldrig havde været før. 

 

Jeg skulle måske snart dø. Jeg skulle måske snart væk fra jorden. Jeg skulle måske overleve. Jeg skulle måske blive på jorden. Ingen ting var sikkert. Undtagen én ting, og det var at min mor elskede mig. Uanset hvad der måske snart skulle ske, ville hun være der hele tiden. 
Dén følelse var rar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...