Mirage-Kort

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 maj 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
Lynzie er en pige som alle laver sjov med på grund af det faktum at hun ikke har nogen venner eller kæreste. Grunden til det er faktisk at Lynzie selv ikke ville have nogen siden hun mener at folk ville forråde en før eller siden. De eneste i hendes liv hun faktisk stoler på er hendes nabo, chef og små søskende. Uden nogen forældre arbejder hun hårdt på at tjene penge nok til at hendes søskende ville kunne leve et godt liv. Hun arbejder på en cafe der hedder Mealody og i alt hemmelighed sælger nyheder til skole avisen og mange andre blade uden at de ved hvem hun er. Men hvad sker der når hendes liv bliver underligt og tager en helt anden drejning. En skygge som hun aldrig havde bemærket før viser sig pludselig for hende og hendes liv bliver aldrig det samme igen.

2Likes
1Kommentarer
610Visninger
AA

6. Kortet

Jeg vågnede brat op. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hårdt mod mit bryst og mine fingre blev pludselig fugtige. Klokken var 11 og jeg havde sovet i omkring 3 timer nu. Jeg følte mig svimmel og var ved at falde ned i min seng igen. Jeg stødte min hånd ned på mit natbord og med det samme fik jeg et chok og så langsomt ned på min hånd. Sveden begyndte at komme frem og jeg glemte fuldstændigt at blinke. Bogen, det var bogen som jeg havde set i mine drømme. Hvor kom den fra? Jeg mindedes om min drøm og jeg begyndte at føle en stor smerte i mit bryst og troede næsten at det ville sprænges. Jeg åndede dybt og kiggede rundt i mit værelse. Gudskelov, jeg var på mit værelse og ikke i bilen. Jeg åndede lettet op, men standsede med det samme da jeg kiggede ned på gulvet. Et skarpt lys kom frem fra min seng og jeg kiggede langsomt efter. Jeg så spejlet lyse og tog det langsomt op. Jeg havde lukket mine øjne og åbnede dem langsomt for ikke at blive blændet og for at forberede mig på hvad det nu var jeg ville komme til at se

"Det var på tide, ved du hvor svært det er at tale med dig udover at møde dig i dine drømme?"

Jeg stirrede tavst på det. Det viste mig ikke længere et billed af et fremtidigt offer, men mit spejlbillede som talte til mig. Hun var hende der havde talt med mig i mine drømme. Hun begyndte at grine lidt, sikkert på grund af mit ansigt. Jeg kunne ikke sige en eneste ting og da jeg så begyndte at se hende prøve at række sine hænder henimod mig og de faktisk kom ud, kunne jeg ikke gøre andet end at smide det fra mig og skrige så højt som jeg kunne. Ind brasede Clint på mit værelse hvor jeg bare sad med tårer i øjnene og rystede over hele min krop.

"Lyn er du okay? Hvorfor skreg du?"

Jeg kunne ikke tale, det bedste jeg kunne gøre var at pege på spejlet som nu lå på gulvet med spejlbilledet vendt ned mod gulvet. Han samlede det op og begyndte at grine lidt af mig.

"Var du bange for et spejl? Lyn jeg tror at du har brug for hjælp"

Han små grinte lidt af mig men jeg ændrede ikke mit ansigtsudtryk, jeg var stadigvæk skræmt for vid og sans. Han blev ved med at grine og ikke længe senere var jeg blevet så skræmt at jeg troede at jeg bare var luft og se til mens Clint pludselig blev taget ind i spejlet af nogle hænder og arme. Jeg begyndte at råbe efter Clint og nive mig selv for at vågne op. Det en drøm, det måtte bare være en drøm. Da det ikke virkede tog jeg spejlet op fra gulvet og pludselig kom mit spejlbillede og talte til mig

"Hey. Hvordan går det? Ville du gerne ind til din ven?"

Jeg stirrede først tavst på hende men efter noget tid nikkede jeg ja til hende. Hun smilte til mig og pludselig kom hendes hænder henimod mig og hev mig ind. Minuttet senere var jeg inde på mit værelse igen men der var noget der føltes anderledes. Jeg vidste ikke hvad, men der var i hvertfald noget. Jeg Gik så ud af mit værelse og råbte efter Clint. Han svarede mig ikke og jeg begyndte at føle mig urolig. Jeg løb udenfor og ingen sjæl var til syne. Jeg blev ved med at lede efter ham og til sidst endte jeg på kirkegården. Hvorfor er jeg her? begyndte jeg at tænke og kiggede omkring. Der var en person på toppen af bakken og spurgte personen efter Clint. Personen vendte sig om og stirrede på mig.

"Hej Lynzie dejligt at endelig møde dig herinde"

Hun tog hætten af og igen følte jeg rædslen. Det var mig, eller det var mit spejlbillede.

"Velkommen til Reflect en verden fyldt med væsener som mig. Jeg er kendt som et mirror. Jeg er dit sande jeg, den del som du har gemt ligesiden du blev forældreløs"

Jeg stirrede forvirret på hende. Det var sandt at hun lignede mig på en prik og lød ligesom mig men vi var slet ikke ens på nogen som helst anden måde. Hun så på mig og smilede skummelt til mig. Hun skiftede pludselig ansigtsudtryk og så noget mere trist ud, nej vent hun lignede en der kunne bryde sammen.

"Alle taler sådan om mig bag min ryg, de tror ikke at jeg kan høre dem men det gør jeg altså. Ja jeg har ikke nogen kæreste, mit hår ser latterligt ud, mit tøj er grimt og jeg er alene, men det er ikke fordi at jeg ville. Jeg arbejde hårdt for Jaz og Caley men nogle gange ville jeg bare ønske at de ikke eksisterede..."

Jeg stirrede med store øjne på hende. Hvad lavede hun? Hun talte sådan med mit ansigt som om jeg tilstod alt i mit liv. Jeg begyndte at råbe at hun skulle holde mund, men hun blev bare ved. Ordene hun sagde passede perfekt til mit liv men følelserne bag dem var noget som jeg aldrig havde tænkt på. Jeg ville aldrig ønske at Caley og Jaz ikke eksisterede og jeg ville aldrig sige sådan noget som jeg ikke ville det jeg gør ligenu, det var jo mit eget valg.

"Jeg har intet valg, jeg lever sådan her fordi at mine forældre døde i bilulykken og da jeg så så Caley og Jaz kunne jeg ikke hjælpe med at føle med dem bare på grund af vi alle tre var forældreløse. Typisk nok skulle de blive knyttet til mig og mit liv gik til bunds. Mit liv er fyldt med hårdt arbejde, fyldt med sorg og fyldt med mobning bare på grund af dem... det er sådan du føler gør du ikke? Dit liv er sådan bare på grund af dem ikke?"

Jeg stirrede tavst på hende. Hun mente at det var fuldkommen mit liv. Jeg begyndte at skælve og ud af det blå var det at jeg spurgte hende hvem det var hun troede hun var. Hun begyndte at grine af mig og med tomme øjne svarede hun mig

"Jeg er dig og du er mig"

Jeg havde lyst til at benægte det men jeg kunne ikke få et ord frem. Hvorfor? Alt blev pludseligt mørkt omkring mig og intet andet end hendes stemme var der til at bringe mig selskab. Hendes ord om mit liv blev ved med at gentage sig og pludselig slog det mig. Hvis nu det hun sagde var sandt, var det så sådan jeg følte? Jeg kunne godt tilstå det med mit udseende, mobningen og arbejdet, men aldrig ville jeg tilstå at Caley og Jaz var en plage i mit liv. Jeg tog en dyb indånding og med et var mørket væk og igen kunne jeg se både hende og kirkegården.

"Det er sandt at jeg ser forfærdeligt ud, at jeg er nødtil at arbejde hårdt, at jeg bliver mobbet konstant og at jeg ikke rigtigt valgte det her liv, men Caley og Jaz er mine småsøskende og du vover at tale sådan om dem igen. Nok er du måske mig, men så ved du også at det at Caley og Jaz er en plage var en stor løgn"

Jeg fik min selvtillid tilbage og kunne endeligt tale igen. Med et fortalte jeg hende det ligeud og hun begyndte at smile til mig, ikke længere med det skumle smil og de tomme øjne men nu med et helt ansigt fyldt med glæde. Hun gik langsomt hen til mig og jeg tænkte over om jeg burde stikke af eller slå hende, men hendes smil viste ingen form for bagtanke. Hun gav mig pludseligt et knus og et segl kom frem under os. Seglet lyste op og langsomt forsvandt hun med ordene

"Se det var da ikke så slemt at tilstå"

Lyset forsvandt og ned kom der et kort i min hånd. Kortet havde en ramme om sig som var brunt og indenfor rammen var der en havfrue med en blå hale, turkis tøj, sølv farvet hår, lysende streger der strømmede rundt på hendes hud, en sort skærm foran hendes øjne, tre sorte border der svævede rundt om hendes hofter hvor hun havde nogle forskelligt farvede kort og et hun selv havde i hånden. Hun havde nogle mærker over det hele på sin krop som alle førte til et sted, hendes hals. Jeg stirrede bare kort på det og ud af det blå hørte jeg min stemme eller dobbeltgængerens stemme sige fire simple ord som jeg ikke forstod

"Pas godt på mig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...