Little Things ~ (1D) Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Færdig
De fleste fans ønsker nok at komme til en koncert med ens idol. Det gør Cassandra Heatherway på 17 år også. Hendes største idol er One Direction. Siden hun var helt lille har hun været lam i begge fødder og jo ældre hun bliver jo mere lam bliver hun og det har nu udviklet sig til hendes ben. Lægerne har altid sagt at det er et mirakel at hun stadig lever. Som et skridt tættere på døden får hun som 14 årig anoreksi og som tiden går bliver hun tyndere og tyndere. Da hun bliver 16 år begynder hun igen at få sin normalvægt men hun føler sig som en elefant. One Direction hører om denne vidunderpige som bor i Danmark. I fællesskab beslutter de sig for at give hende en fantastisk oplevelse. De har opsøgt hende og filmet en video hvor hun fortæller om sig selv som bliver vist til deres koncert i BOXEN. Som en bonus ting giver de hende en VIP-billet til koncerten og de hiver hende ikke bare op på scenen men lader hende synge med på en af deres sange.

38Likes
26Kommentarer
1464Visninger
AA

1. Little Things ~ Koncert

Tænk at jeg virkelig var der. I flere måneder havde jeg drømt om at komme til koncert med One Direction og så stod jeg der endelig! Selvfølgelig var det en meget større oplevelse at møde drengene face to face og det havde jo vist sig ikke kun at være en gang jeg skulle det.

Drengene havde jo været hjemme ved mig for at filme en video med mig hvor jeg fortalte om alt det der var sket i mit liv. Derudover gav de mig også en VIP-billet så jeg sad på nogle af de bedste pladser i BOXEN og jeg mødte dem igen lige efter koncerten.

Drengene havde nu været på scenen i et godt stykke tid og de skulle nu snart til at synge Little Things. De havde tydeligt sagt at under Heart Attack skulle jeg køre ned bag scenen og gøre mig klar for de havde en overraskelse til mig.

Tonerne i Heart Attack strømmede rundt i den kæmpe sal og min mor begyndte at køre min kørestol ned mod udgangen. Vejen backstage var lidt svær at finde men vi blev hjulpet godt på vej af en venlig dame i sort tøj med headset på. Sangen var slut og mens jeg sad i min kørestol og tog mine handsker på så det ikke gjorde ondt at køre den selv begyndte drengene at snakke.

“Inden vi kom her til kære Danmark hørte vi om den her fantastiske pige som bor i Herning,” startede Louis. “Vi opsøgte hende via twitter og aftalte et møde med hende,” fortsatte Harry og skrigene fyldte den kæmpe sal. “Så hvis i allesammen vil kigge op på de store skærme ville det være super!” sluttede Niall af og på skærmene kunne man langsomt se videoen begynde.

“Hej allesammen. Mit navn er Cassandra Heatherway, jeg er 17 år og er lam i begge mine ben,” begyndte min stemme alt imens man så mig sidde i min kørestol. Billedet skiftede til mig og min mor der sad på en café og snakkede. Billedet skiftede igen men denne gang til parken hvor mig og min veninde, Katy, hyggede os. Hun gik ved siden af min kørestol mens jeg hev i hjulene for at komme fremad.

Min stemme begyndte at snakke igen: “Da jeg var lille var jeg lam i fødderne og det har efterhånden spredt sig til mine ben.” Billedet skiftede langsomt tilbage til mig igen. “Lægerne sagde at det var en mirakel at jeg har overlevet indtil nu. Især fordi jeg fik anoreksi som 14-årig og lægerne mente at det bare var et skridt tættere på døden,” sagde jeg og kiggede ned på mine hænder.

Imens videoen kørte sad jeg bare og var fascineret af at den var blevet så god. Jeg havde kun turde håbe på det.

“Da jeg var 16 år begyndte jeg langsomt at få min normalvægt tilbage og lægerne sagde at døden trak sig en smule væk fra mig igen. Men jeg følte mig tyk. Som en elefant,” sagde min stemme og kom med et nervøst grin. Mine øjne var en smule blanke og jeg huskede tydeligt det øjeblik. Jeg havde følt at jeg kunne bryde sammen hvert eneste sekund. Jeg mærkede min mors hånd på min skulder og jeg kiggede på hende. Hun sendte mig et beroligende smil inden damen fra før kom hen og gav mig forskellige informationer.

Videoen fortsatte med min stemme: “Jeg føler mig ikke selv speciel på nogen måde ud over at jeg er handicappet. At One Direction så vil have mig med til deres koncert og ligefrem lave en video om mig får mig til at føle mig en smule speciel.” Mit grin gled ud af højtalerne og jeg kiggede ud på drengene. De stod alle 5 og smilede til mig.

Damen gav mig en mikrofon i hånden og sagde at videoen snart var slut. Billedet viste drengene og jeg siddende rundt om vores spisebord og grine sammen.

Jeg nåede ikke at se eller høre det sidste af videoen da damen proppede en øresnegl af en art i mit øre så jeg kunne høre musikken og andre diverse ting. Drengene sagde noget og gjorde tegn til at jeg skulle komme ind på scenen.

Der var tusindvis af piger og drenge der sad eller stod ude i den kæmpe sal men det var ret svært at se dem for alt lyset. Jeg kørte hen til drengene som alle smilede men det skulle de vel. Det var en del af deres job.

“Hej drenge,” sagde jeg afslappet og stoppede foran dem. De sagde hej tilbage og begyndte at sige noget. Jeg hørte ikke rigtig så meget af det på grund af alle skrigene og råbene fra pigerne. Musikken i min øresnegl begyndte og som aftalt startede drengene med at synge.

Da vi kom til den del jeg skulle være med til at synge tog jeg langsomt mikrofonen op til munden og begyndte at synge. Deres fans begyndte at skrige endnu højere og alle skiltene var næsten umulige at læse for alt lyset. Det var ret ærgerligt at drengene ikke kunne læse dem.

Sangen var efterhånden slut og jeg smilede næsten som en idiot. Altså jeg ved ikke om det var det rigtige tidspunkt at sige det men jeg tog mikrofonen op til munden og sagde: “Nu er jeg virkelig glad for at jeg kan synge!” Grin fyldte salen og vi tog kort en afsked inden jeg igen kørte ud backstage.

Jeg huskede ikke en skid af det. Jeg var virkelig i den syvende himmel og ingen kunne få mig ned.

Efter koncerten mødte jeg drengene omme bagved igen. “Hej Cassandra,” sagde Niall med en glad stemme og gik hen mod mig med åbne arme. Vi lavede alle 6 et gruppekram inden de roste mig for min præstation på scenen og i videoen.

Dagen efter havde jeg fået utallige beskeder på facebook og twitter om at jeg var for sej og at de vildt gerne ville møde mig. Der var dog også nogle enkelte der skrev at jeg bare ville have opmærksomhed og at de synes jeg skulle skride hjem til mig selv og synge for min guitar eller klaver eller hvad de nu mente jeg spillede på. Jeg havde ikke lyst til at tage det personligt for det var jeg i alt for godt humør til. Jeg følte mig helt som en kendt!

Det havde været verdens bedste søndag nogensinde!

Da jeg så endelig loggede ind for at tjekke mine mail fik jeg lyst til at hoppe og danse rundt hvis det nu havde været sådan at jeg kunne. Jeg havde fået en mail fra drengene personligt om at de godt kunne tænke sig at indspille nogle af deres sange sammen med mig.

Kunne mit liv blive meget bedre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...