True love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 27 apr. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie om en pige, hvis liv aldrig har drejet sig om hende.Julie er en pige på 18 år, som bor i indre København. Hun har altid været den pige i klassen, som skilte sig ud fra mængden. Sammen med hendes veninde, Klara, beslutter de at tage til koncert med en, som Klara er helt forelsket i. Julie ved bare ikke, at det vil komme til at ændre hendes liv, for altid...

Uddrag fra teksten - "Nu løber tårerne ned at mine kinder, og jeg trækker vejret dybt ind for at berolige mig selv. Gustavo giver ham en mikrofon på, mens jeg står grædefærdig for mig selv. Pludselig kommer jeg til at give et stort ”HULK” fra mig, og jeg tager mig selv i at hoppe forskrækket op. Med det samme vender han sig om, og puffer Gustavo til siden. Der triller en tåre ned på hans kind, og hans brystkasse hopper hurtigt op og ned. Jeg kan se skuffelsen i hans øjne. Han skulle have kysset mig da han havde chancen..."

4Likes
2Kommentarer
699Visninger
AA

2. d. 23 juni

 

Det er i dag d. 23 juni. En hel normal dag, ligesom alle andre. Lige nu sidder jeg for mig selv inde på værelset, og skal i gang med at skrive i min dagbog. Jeg tager en dyb indånding, da jeg allerede på forhånd ved hvad dette kommer til at indebære. Jeg tvinger min hånd til at gribe blyanten, og ligger mig til rette i sengen. Jeg skal lige til at skrive det første ord, da jeg får en idé. Jeg tænder for min 5 år gamle iPod, og søger Justin Bieber blandt kunstnernavnene. Jeg må jo hellere få lært nogle af hans sange, inden jeg skal med Klara til koncert i aften! Jeg finder en sang, og sætter den på. "Fall" glider gennem mine øre. Jeg tager blyanten, og tænker for mig selv at jeg hellere må få det overstået...

 

 23 Juni 2013

Kære dagbog,

Ja, i dag skal jeg nu IGEN skrive i den her lorte dagbog.. Men jeg bliver nødt til det hvis jeg skal stole på min psykolog.. Nå, men idag har jeg besluttet mig for at få skrevet hele min historie ned. Alt om mig, hvorfor alt er som det er lige pt. og også om dagen i dag. Den har netop ikke været som alle andre.

Det hele startede da jeg i niende klasse fik nok efter at være blevet mobbet i flere år. Ja, det kan godt være at jeg ikke gik i det tøj som de andre piger i klassen, men jeg har aldrig været pigen der har haft behov for at vise at jeg har penge og er populær. Men sandheden er, at jeg heller ikke har nogle penge eller er populær. Sommetider tænker jeg, at det faktisk har været problemet, og årsagen til at jeg aldrig har følt at jeg har passet ind. Jeg har aldrig selv kunnet se noget der var galt med mig, og mobningen har altid været et mysterium for mig.

Jeg kom hjem fra skole efter at drengene fra klassen havde fået pigerne fra klassen til at filme mens jeg sad på toilettet. Da jeg fandt ud af det, begyndte jeg selvfølgelig at græde, og løb ud af klasselokalet. Senere fandt jeg videoen på Facebook. Jeg husker lige tydeligt smerten i min mave da jeg så de havde lagt den ud. "Stankelbenet skider" havde de skrevet som beskrivelse. Der var 67 der 'syntes godt om'.

Jeg fik nok af det hele. Jeg havde ingen venner, ingen der forstod mig, og min mor var aldrig sig selv nok til at kunne forstå og hjælpe mig. Jeg er dog sikker på, at hvis far ikke var skredet, så var mor ikke begyndt at drikke, og så ville hun have hjulpet mig. Det ved jeg med sikkerhed. Jeg tog mors pilleglas med antabus, og slugte dem alle. Det næste jeg husker er at jeg ligger på hospitalet. Jeg kom til udpumpning efter postbuddet så mig ude fra gaden ligge over køkkenbordet. Jeg kan ikke være taknemlig nok for at vi den dag fik et brev om at huset skulle på tvangsauktion.

Efter det kom jeg på psykiatrisk afdeling for anoreksiaer, og har siden da skulle skrive dagbog. Jeg troede aldrig jeg skulle komme videre med livet. Jeg troede jeg aldrig skulle komme op af hullet. Men jeg tog fejl. Jeg mødte en pige ved navn Klara inde på afdelingen. Vi fik det bedste venskab nogen nogensinde har haft. Hun fik mig til at glemme alle problemerne, og jeg kom hurtig op på normalværgtig tilstand. Det samme gjorde hun - jeg tror at det var forudbestemt at vi to skulle mødes, og hjælpe hinanden gennem vores svære tid. Klara er en fuldkommen modsætning af mig - hun er populær, har en smuk kernefamilie, en dyr og klassisk stil og elsket af alle. Alt det jeg ønskede at være! I dag er jeg klogere og ved, at det ikke er det perfekte der er det bedste.

Jeg kom i plejefamilie, da min mor blev erklæret uansvarlig som forældre. Jeg tror på idag, at det har været den bedste beslutning der nogensinde er blevet taget for os begge to. Selvom  det var svært i starten, har vi begge fået et helt andet liv end dengang. Jeg flyttede til København, ind til nogen mennesker jeg aldrig havde mødt før. De dejligste mennesker jeg nogensinde har mødt. Klaus og Ingrid. Ingeniør og skolelære. De prøvede at få børn flere gange, men mistede 3 børn enten i graviditeten eller få timer efter det var blevet født. De inspirerer mig så meget. Selvom de har mistet så meget, har de istedet valgt at hjælpe børn som har det svært, ved at tage dem i pleje. 

Mit liv tog en drastisk drejning. Jeg havde nu et trygt og dejligt hjem og en hjerteveninde for livet. 
Mit gåpåmod havde aldrig været større! Jeg søgte ind på gymnasiet på linjen 'Engelsk - Spansk - Historie", da sprog altid har været noget jeg har været god til. Jeg blev accepteret. Jeg fik venner. 
Min tøjstil udstrålte ikke længere "selvdestruktiv usikker anorektiker" men istedet "Livsglad selvsikker ung kvinde på 60 kg.". Jeg fik gode karakterer gennem hele 1.G og har også gjort det indtil videre her i 2.G.  

Jeg har aldrig haft det bedre! :-) 

I dag skete der dog noget som fik mig til at indse noget. Jeg har aldrig været "god" til drenge, da forholdet mellem mig og det andet køn brudtes tilbage i folkeskolen. I dag indså jeg hvor meget jeg er gået glip af. Klara ringede klokken 10 i morges og var ved at flippe ud over at vi skulle til koncert i aften. Men det var ikke det eneste hun ville fortælle - hun har fået en kæreste! Kæreste! Et ord som lyder så fjernt så det helt runger inde i mig. Jeg har aldrig været forelsket. Og i dag indså jeg, at det er det jeg har længtes efter det sidste lange stykke tid. Jeg har aldrig tr......

 

Mine tanker bliver afbrudt da en høj tone får mig til hoppe op i sengen. Det er min mobils ringetone. Jeg tager den ud af baglommen, og ser at det er Klara der ringer. Jeg smiler, og tager mine ørebøffer af. 

 Julie - Hej søde 

 Klara - Hej min skat! 

 Julie - Hvad har du af spændende nyheder? 

 Klara - Tjo, sådan set bare at.... VI SKAL TIL JUSTIN BIEBER KONCERT I AAAFTEN!!!!

 Julie - Roooooolig nu! Du ved at jeg aldrig sådan rigtig har været fan, kan simpelthen ikke forstå at du flipper sådan ud! 

 Klara - Julie. Jeg lover dig at vil komme til at forstå det i aften. Bare vent! 

 Julie - Ja, hvis vi overhovedet kommer til at kunne se ham! Vi har de dårligste pladser, virkelig...

 Klara - Seriøst, stop med at være lyseslukker og kom i gang med gøre dig klar! Vi mødes klokken 1 foran hans hotel,    forstået? Jeg sender lige adressen til dig på face. Og husk at gøre dig lækker! 

 Julie - Jaja, vi ses.. Jeg kan virkelig ikke lide din fangirl personlighed! 

  Klara - Take it or leave it. Klokken 1 mus! 

 Julie - jeg er igang! 

 Klara - Godt. Vi ses senere.

 Julie - Heeeej.

 

Jeg tager telefonen væk fra mit øre med et smil på læben. Jeg har altid elsket vores samtaler, også selvom de kun varer 30 sekunder. Jeg går straks ind for at tjekke min face, og selvfølgelig har hun allerede svaret. 

"JUUUUUULIE! HAN ER PÅ SIT HOTEL! FANS FÅR LOV TIL AT MØDE HAM OG FÅ TAGET BILLEDER MED HAM! DØØØØR! SKYND DIG, VI MØDES PÅ HILTON!" 

Hilton? Mener hun virkelig det? Det ligger jo sååå langt væk! Jeg skynder mig at google Hilton for at finde ud af hvor lang tid det kommer til at tage at komme derud. Da jeg har fundet ud af at det kommer til at tage ca. 3 kvarter, går jeg lige ind og tjekker billederesultaterne. 

Det første billede er et af Justin og en fan. Justin står i en  hvid tanktop og en kasket, og med det smukkeste smil. Wow.

 

Undskyld at det her kapitel blev så langt! Håber at i stadig vil læse med, lover de næste bliver kortere! HUSK at i meget gerne må kommentere, favorite, like eller lige det i har lyst til. Lover at jeg vil gøre mit bedste for at i skal kunne lide den. 

- Julie xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...