Når fingrene fortæller

Fire unge mennesker mødes på en skiferie i Norge. Modsætninger og alligevel så ens. A-mennesket og asiaten Li. Den rødhårede Jesper fra Husum. Maria fra Istegade, der lever i et evigt skænderi med sin mor og den tyske dreng Marco med de skilte forældre. Disse fire mennesker ender i et fantastisk venskab, og et par uger efter opretter Jesper en facebook-chat, så de kan holde kontakten. Chatbeskederne bliver dog til mere end nogen nogensinde havde forudset, mens de febrilsk prøver at holde fat i minderne, venskabet og komme uden om de onde ord, der opstår i cyberspace.

124Likes
202Kommentarer
8746Visninger
AA

41. Torsdag d. 27. juni

Li Karlsen 27. juni - 23:49
Jeg lovede at det aldrig mere ville handle om mig. Jeg håbede I ville redde mig. Jeg troede I ville redde mig. Selv efter i havde svigtet mig noget så grusomt, troede jeg at I ville komme. Og jeg hader jer nu. Jeg hader jer mere end jeg nogensinde har hadet mennesker før. Jeg hader jer så meget, at jeg kunne dræbe jer, men sådan skal de ikke ende. I bliver ikke ofrene for min vrede. Jer kan jeg ikke nå. I har fået mig til at hade mig selv så uendelig meget. Jeg hader alt ved mig selv. Intet er som den gamle Li. Så snart vil både den nye og den gamle Li være væk med blæsten.
Jeg vil fortælle jer uden følelser, hvad der skete siden min sidste besked, for hvis jeg blandede følelser ind i det, ville jeg smadre min telefon.

Li ligger på en mørk gade og har talt til 1000. Hun tager sin mobil op og ringer afkræftet til alarmcentralen, snakker over sig og ender med at blive hentet af en ambulance i stedet for at anmelde sine "venner". Da hun bliver hentet, er hun bevidstløs.
Li bliver lagt i koma, hvor hun efter 23 timer vågner op. Hun er blevet gennembanket og mange af hendes knogler er brækkede.
Li får et vredesudbrud på sine "venner" og bliver flyttet til en psykisk afdeling.
Li er meget langt ude.

Jeg har skåret i mig selv. Hele min arm er revet op i sår. Jeres navne, så alle kan se det, selvom jeg ved at det også er min skyld.Jeg var ikke den gamle Li og I løj hver gang, I sagde at jeg kunne blive hende. Hver gang jeg ser mit spejbillede, ser jeg den pige som, hvis krop jeg har misbrugt. Jeg er så langt ude, men det var jer der fik mig herud, det skal I vide.
Jesper: Jeg troede virkelig der var noget imellem os. Den varme. Det du tændte i mig, som nu har voldt mig utallige tårer. Jeg havde aldrig troet sådan om dig. Derfor siger jeg ikke mere, fordi det alligevel aldrig vil røre dit iskolde hjerte, som jeg havde forelsket mig så håbløst i.
Maria: At jeg ødelagde dine stilletten, fortryder jeg ikke. Du fortjener så meget værre. Dø i skærsilden med Jesper.
Marco: Da du sad på taget og spøgte med selvmord, troede jeg, at du var splitter ragene gal, men nu ser jeg din pointe. Jeg hader dig ikke som de andre. Du brændte mig af fra starten som de burde. Alligevel burde du havde hjulpet, ligesom jeg ville hjælpe dig. Farvel og ha' et godt liv.
Jeg har grædt mig selv ihjel, og nu er det rigtig forbi. Rigtig. Jeg har givet jer så mange chancer, og denne gang får i ingen, da I har bevist, at I alligevel ikke vil tage den. Jeg har skreget så ingen kunne undgå at høre det, ikke engang jer, og i overså mig. Jeg vil ikke mere. Aldrig mere. I forstå sikkert intet, for jeg hader jer så meget, at teksten er usammenhængende, men det er jeres skyld.

Jeg hader mig selv.
Li

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...