Når fingrene fortæller

Fire unge mennesker mødes på en skiferie i Norge. Modsætninger og alligevel så ens. A-mennesket og asiaten Li. Den rødhårede Jesper fra Husum. Maria fra Istegade, der lever i et evigt skænderi med sin mor og den tyske dreng Marco med de skilte forældre. Disse fire mennesker ender i et fantastisk venskab, og et par uger efter opretter Jesper en facebook-chat, så de kan holde kontakten. Chatbeskederne bliver dog til mere end nogen nogensinde havde forudset, mens de febrilsk prøver at holde fat i minderne, venskabet og komme uden om de onde ord, der opstår i cyberspace.

123Likes
202Kommentarer
8653Visninger
AA

32. Li og Jesper

Li

Jeg går ud gennem de store glasdøre, og hvis det ikke var, fordi jeg stadig har en lille smule selvbeherskelse tilbage, havde jeg løbet ud, skreget og kastet mig i hans favn. I stedet går jeg med bankende hjerte hen mod ham. Det er første gang jeg rigtig ser noget uden for den hvide stue, og min krop skriger igen og igen: Fri!

Han står med ryggen til og misser mod solen. Det sidste stykke kan jeg alligevel ikke lade være med at småløbe lidt, og så snart han hører mine trin vender han sig om, løber mod mig og omfavner mig. Da han tager om mig, løsner det op i noget, tårerne fra i går. Jeg ligger mit hoved mod hans skulder og kan ikke lade være med at græde lidt. Jes hånd aer forsigtigt over mit hår, men han aner ikke, at det er mere end, at jeg har været spærret inde siden, jeg kan huske. Han løfter mig fra jorden, svinger mig en gang rundt og trækker mig så lidt væk.

"Er du okay?" Han tørrer mine øjne, og jeg stopper med at græde og nikker.
"Hvor vil du hen?" Han tager min hånd og vi går ud fra den øde parkeringsplads.
"Hvad vil du vise mig?" Jeg bliver fyldt af en lykke følelse, der overdøver alt andet. Jeg går i hånden med Jes og er fri.
"Det var et svært spørgsmål." Han ler lidt, mens han tænker. "Jeg ved, hvor vi skal hen." Han trækker lidt i mig og jeg løber efter ham.
"Stop, Jes. Mine ribben." Hver af mine vejrtrækninger gør ondt når jeg løber. Jes stopper.
"Undskyld." Han ser bekymret på mig.
"Men hvor er det, vi skal hen?" spørger jeg og vi begynder at gå igen.
"Det vil du få at se." Han blinker

 

Jesper

Da vi ankommer til Husum station, brokker Li sig over sine ribben for 117. gang. Jeg begynder at tro, hun måske havde haft bedre af at blive på hospitalet.
Hendes spinkle hånd er knuget til min, og vi går i tavshed op ad trappen.
"Skal vi hjem til dig?" Lis fingre glider fra mig og hun peger mod mit hus. Jeg nikker.
"Kom!" Jeg småløber hen til havelågen med Li humpende bag mig. Lågen er gammel og kan ikke åbnes, så jeg svinger mig over og hjælper Li ind i haven. Jeg holder hende for øjnene til vi når mit hjørne af haven. Under en stor rødbøg hænger en kurvestol, der er stor nok til os begge. Jeg flytter hænderne og hvisker "Tada!". Hun hviner.

"Jeg har altså meldt Tobias til politiet. Fandt ham på facebook, og forklarede, hvad du havde fortalt mig. De kørte ud til ham med det samme. Det lader til, at han har været i problemer før." Li glipper med øjnene, mens jeg snakker. Vi sidder i hængestolen med benene flettet ind i hinanden og jeg puster til min te.
"Du forstår det ikke, gør du?"
"Li, han kan altså ikke..."
"Han slår mig ihjel." Hun synker. "Altså ikke som i tomme trusler, men som i kniv og pistoler og blod og morderiske grin."
"Han kan ikke røre dig, Li. Jeg passer jo på dig." Jeg ved godt, hun ikke tror mig.

 

Li

"Tak." Jeg ligger hoved mod hans skulder, mens vi begge kigger over mod terrassen, der er badet i aftenlys. Jespers mor og far sidder og drikker kaffe. Han har ret, de ligner et teselskab i et dukkehus. De elsker jo ikke hinanden. Min stemme er lidt for svag. "For i går, du ved," hvisker jeg og er ikke sikker på, han kan høre det. "Lægerne..." Jeg bider mig let i læben, for jeg vil helst ikke indrømme det for ham. Han lægger armen om mig og trækker mig tættere på. Mine øjne er blanke, men jeg vil fortælle ham det. "De sagde," Jeg trækker vejret, mens han tålmodigt venter på, at jeg får samlet mig, "at jeg ville være død, hvis du ikke havde ringet." Jeg er grædefærdig, men han aer mig bare blødt på skulderen, for at berolige mig. "Jeg havde taget en livsfarlig overdosis af piller. De sugede alt med maveindhold ud og gav mig mad gennem sonde bagefter, fordi jeg ikke ville spise." Få tårer finder sig vej, men resten bremser jeg. "Så tak." Han trækker mig op på sit skød og omfavner mig. Det er trygt og varmt.

"Jeg vil altid passe på dig, Li." Hans mund kører op langs min hage og op mod min mund. Et kys. To kys. En vidunderlig følelse går gennem mig, mens jeg kysser igen. Tre kys. Men jeg kan ikke kysse ham i uvidenhed om, hvem der ellers har rørt dem. Jeg trækker mig lidt væk, tager mig sammen igen og indrømmer: "Tobias kyssede mig i går."

 

Jesper

Jeg er lige ved at få mit eget spyt galt i halsen, da hun siger det.
"Ahva gjorde han?" Jeg synker en klump for ikke at lade tårerne komme frem. Det er vrede, skuffelse, væmmelse, der vælter op i mig.
"Kyssede mig..." Hun hvæser det nærmest, lungerne har det ikke godt, kan jeg høre. Jeg skubber hende væk fra mig, og hun hoster kraftigt.
"Nå." Jeg tørrer arrigt tårer væk og spytter i græsset under mine fødder. Det er som om en usynlig barriere opstår mellem os. Hun rykker ikke tættere på, selvom jeg bare vil have hende her. Hun skal sige, at hun ikke kan lide ham, at hun kun vil have mig, men hun siger ingenting. Det piber bare fra hendes lunger, når hun trækker vejret. Jeg kigger mod solnedgangen. Det burde være romantisk.

"Jesper, jeg m..." begynder hun, men i det samme tikker en facebookmessage ind på min mobil. Det er Maria.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...