Når fingrene fortæller

Fire unge mennesker mødes på en skiferie i Norge. Modsætninger og alligevel så ens. A-mennesket og asiaten Li. Den rødhårede Jesper fra Husum. Maria fra Istegade, der lever i et evigt skænderi med sin mor og den tyske dreng Marco med de skilte forældre. Disse fire mennesker ender i et fantastisk venskab, og et par uger efter opretter Jesper en facebook-chat, så de kan holde kontakten. Chatbeskederne bliver dog til mere end nogen nogensinde havde forudset, mens de febrilsk prøver at holde fat i minderne, venskabet og komme uden om de onde ord, der opstår i cyberspace.

122Likes
202Kommentarer
8332Visninger
AA

27. Li og Jesper

Jesper

Jeg går med faste og hurtige skridt mod receptionen på Helsingør Sygehus. Her lugter underligt af sprit og sygdom, og damen bag skranken ser på mig med trætte øjne. Klokken er næsten 10, og jeg aner ikke, hvornår besøgstiden ligger.
"Jeg skal besøge Li. Øh Li Karlsen." Jeg klør mig lidt i nakken. "Hun ligger indlagt med hukommelsestab efter en bilulykke." Damen peger på et skilt, der fortæller, at kun familie er tilladt uden for besøgstiden, der selvfølgelig ligger om eftermiddagen. Så længe kan jeg ikke vente, så jeg nikker bare forstående.
"Er du familie?"
"Ja-eh... Det kan man godt sige..." Hun gnasker tyggegummi og jeg skæver til kameraet i loftet og føler mig lidt som en bankrøver.
"Så kom."

Hele vejen til stuen kævler hun om typiske traumer ved hukommelsestab og stuenumre og hævede ansigter, men jeg hører ikke rigtigt efter. Mit hjerte slår så hårdt, at det næsten overdøver skrankedamens stemme, og jeg koncentrerer mig om at trække vejret. Li har virkelig ret - her er så hvidt, at det gør ondt i øjnene. Jeg bliver videregivet til en sygeplejerske i grå crocs og med permanentet pagefrisure.

"Ja, hun er nok lidt medtaget efter ulykken, og der er ingen garanti for, at hun kan genkende dig, men..." Jeg fejer hendes bemærkning af mig og vælter nærmest ind på stuen. To mennesker, en mand og en dame sidder ved sengekanten med gråd i øjnene, og jeg gætter mig til, at det er Lis forældre.
"Hej," siger jeg hurtigt, inden jeg synker ned på sengekanten og tager Lis hånd i min. Hun sover, men berøringen får hende til at smile, og mit hjerte slår normalt igen.
"Li. Det er mig." Jeg ved, at hun kan høre mig, selvom hun er væk i drømmene. Hun klemmer min hånd. Arrene klæder hende faktisk.

 

Li

Da jeg vågner er mine forældre gået, og i stedet sidder Jes ved min sengekant. Jeg genkender ham med det samme. På trods af smerten i brystkassen, får jeg sat mig halvt op, så jeg kan se ham ordenligt, men så snart jeg ser ham glider jeg ned igen. Mit hjerte begynder at banke endnu hurtigere end alle hans beskeder sammenlagt havde fået det til. Han er så ... waoooow. Jeg kan genkende følelsen fra mindet, det er den samme varme. Jeg priser mig lykkelig for at mine forældre var gået.

"Jes," stammer jeg. Han klemmer om min hånd og hjælper mig op at sidde igen.

"Jeg er her," Han smiler og endnu et minde vældede over mig. Et mylder af mennesker, og ham deriblandt. Han råber mit navn og får fat i min hånd. Gensynsglæde. "Li." Han ryster mig hånd lidt.

"Undskyld... jeg huskede noget," fremstammer jeg.

"Fortæl mig det," siger han ivrigt og rykker tættere på mig.

"Dig og mig ... på en perron med en masse mennesker." forklare jeg. Han stryger mig over håret.

"Ja, det kan jeg godt huske." Han griner lidt for sig selv, men bliver så alvorlig igen. "Men ... hvordan er det så st være indlagt? Hvordan går det?" Magien bliver mast ud i et virvar af seriøsitet.

"Her er ensomt, men måske vil de lade mig gå søndag." Jeg trækker let på skulderen, men stopper mit i bevægelsen, da mit ribben skære, og udstøder i stedet en mærkelig lyd. "Jeg kan ikke engang huske, hvordan der ser ud uden for stuen. Her er indelukket."

"Har du siddet her ... siden du kan huske?" Jeg nikker. "Vi får dig snart ud herfra, Li." lover han. Jeg har lyst til at græde i hans favn, til at kysse ham, til at han skal blive forevigt. Af alle de mennesker der har trådt ind af døren til min stue, er han den jeg stoler mest på. Tiden går alt for hurtigt i hans selvskab.

 

"Der var en dreng her i går, manden der kørte bilen. Han kørte vist ulovligt, var kun 16." fortæller jeg og prøver at fremkalde billedet af den mystiske dreng, "Han sagde at han kendte mig, at vi havde været sammen, men han lød ikke, som om vi var det, da han kørte mig ned. Han sagde at han havde skaffet mig mit job. Blomsterne er fra ham." Jeg peger på buketten med roser der står ved siden af mig, "Ved du hvem han er?" Jesper stopper et sekund og bliver så fyldt af vrede.

"Tobias?" Jeg kan se han prøver at beherske sig, men jeg bliver alligevel forskrækket over han reaktion.

"Ja, hvem er han? Kender du ham?"

"Den fyr er den mest ubehøvlede og beskidte dreng der nogensinde har været i dit liv!" hvæser han, så jeg kan mærke hans hånd ryste oven på min. Noget siger mig, at jeg har sagt noget forkert.

"Lad ham ikke komme igen." Hans stemme er roligere nu.

"Men hvem er han?" beder jeg igen.

"Han er den første dreng der knuste dit hjerte efter to dage, ved at være sammen med en anden." Jeg kunne mærke, at der lå mere bag, men spurgte ikke mere ind til det. "Selvfølgelig var det ham, der skulle drikke sig plørfuld og køre dig ned." Stilhed. Besøgstiden nærmere sig. Jeg ved, at Mia ikke vil dele mig med nogen, selvom hun ikke er "nye Lis" ven.

"Tak fordi du kom." hvisker jeg. Han ligge mit hoved mod han skulder, så godt man nu kan i en hospitalsseng og kysser mig i håret, så endnu et waow går gemmen mig.

"Vi skal nok finde ud af det, Li." Jeg kan høre hans hjerte mod mit øre. En rolig rytme, men alligevel ujævn rytme. "Alting løser sig." Han rejser sig og kigger mod uret. Klokken er halv tre. Vi har snakket i tre og en halv time. Jeg vil bede ham om at blive længere. Om ikke at gå.

"Du komme igen, ikke?" min stemme er grædefærdig, og jeg kan ikke skjule det. Alting virker pludselig uoverskueligt.

"Det lover jeg." Han trækker mig væk og går lidt bagud. "Jeg kommer altid tilbage." Mine øjne er blanke, da han lukker døren, og der bliver ikke første gang jeg græder her.

Sekundet efter brager Mia ind af døren.

"Hvad lavede han her?" spørger hun surt og sætter sig ved min seng. "Hvorfor må han komme uden for besøgstid, når jeg skal vente hele dagen?" Jeg sukker. Alt Jes' er væk med vinden, og jeg har mest af alt lyst til at tage min telefon og skrive med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...