Når fingrene fortæller

Fire unge mennesker mødes på en skiferie i Norge. Modsætninger og alligevel så ens. A-mennesket og asiaten Li. Den rødhårede Jesper fra Husum. Maria fra Istegade, der lever i et evigt skænderi med sin mor og den tyske dreng Marco med de skilte forældre. Disse fire mennesker ender i et fantastisk venskab, og et par uger efter opretter Jesper en facebook-chat, så de kan holde kontakten. Chatbeskederne bliver dog til mere end nogen nogensinde havde forudset, mens de febrilsk prøver at holde fat i minderne, venskabet og komme uden om de onde ord, der opstår i cyberspace.

123Likes
202Kommentarer
8508Visninger
AA

9. Li og Jesper

Jesper

Solen varmer stadig en smule, da toget triller ind på perronen. Jeg stiller mig på tæer og kigger efter Li mellem menneskerne, der myldrer ud af toget.
"Jes?" Det er Lis stemme, der lyder over larmen fra toget og menneskerne omkring det.
"Her!" råber jeg og rækker armene i vejret idet, jeg får øje på Li mellem menneskerne. Hun baner sig vej gennem mængden og falder i armene på mig. Jeg kan mærke hendes hjerte slå mod min mave, da jeg krammer hende.
"Jeg har savnet dig," hvisker jeg ned i hendes hår, men jeg tror ikke, hun hører det. Toget sætter i gang igen, og perronen tømmes langsomt for mennesker. Hun skutter sig i jakken, men da jeg spørger hende, om hun fryser, ryster hun blot på hovedet.

Jeg tager hendes hånd og tænker hele tiden på, om hun mon synes, det er akavet, at gå ned ad gaden med mig i hånden. Vi har gået omkring 500 meter, før Li siger noget.
"Husum er en ret trist by." Jeg ved ikke, om jeg skal blive ked af det, eller grine, men det sidste virker som det nemmeste, så det er det, jeg gør.
"Jah, her er rimelig gråt og ødelagt," ler jeg bare. Hun nikker, men smiler ikke engang.
"Er der langt igen?" spørger hun og giver slip på min hånd for at stryge en hårtot om bag øret.
"Narhj, det er det røde hus lige derhenne." Jeg peger med min venstre hånd og lader den højre hænge langs siden, så hun kan tage den igen, men det gør hun ikke. Vi går videre i tavshed. Noget i min mave rumsterer uroligt.

Jeg sætter nøglen i døren og viser hende op ad trappen i vores toetagers villa.
"Det er jo ikke noget specielt," siger jeg, selvom jeg ved, at det ikke passer. Jeg er den af os alle fire, der har det flotteste hus og det største værelse. Jeg viser hende rundt og fortæller historier om for eksempel dengang spildte syltetøj i den dyre sofa i stuen eller da jeg bustede min bror og hans kæreste midt på køkkengulvet. Det lykkes mig faktisk at få hende til at grine en gang eller to.

Jeg reder hendes seng, mens hun er på wc og bliver selv ganske tilfreds med resultatet.
"Jeg håber det er okay, jeg brugte den hårbørste, der lå ved vasken," siger hun, da hun kommer tilbage. Hun har fået farve i kinderne og smiler til mig. Den gamle Li er tilbage i et par minutter.
"Helt i orden," smiler jeg og rækker armen frem mod hende. "Må jeg eskortere frøkenen til hendes suite?" Hun griner og smider sig på madrassen på gulvet. 

 

Li

Jeg kan se Jesper ligger med sin mobil i sengen. Mit hoved ligger udemærket mod gulvet, men alligevel ville jeg ønske, at jeg havde turde sige ja, da han tilbød mig at ligge sammen med ham i hans seng. Der er mørkt, og hans ansigt er kun oplyst af skærmen. Jævnligt kommer der små lyder fra telefonen. Han tror jeg sover, og det burde jeg også ifølge mine egne råd om ordenlige sengetider, for klokken nærmer sig hastigt midnat. Flere gange kører mit blik rundt på hans, nu opryddede, værelse, mens jeg diskutere med mig selv, om jeg nu også kan snakke med ham om det. Det havde taget langt tid før det overhoved var gået op for mig, at det ikke kun var mig der vidste, at min krop var blevet misbrugt, og jeg vidste ikke om jeg turde nævne emnet igen.
Jes gaber og røre sig lidt i sengen, mens hans fingre glider over tasterne. Jeg kan ikke se, hvem han skriver til, og jeg tør ikke rykke mig tilbage, så navnet bliver synligt. I mine tanker skriver han med en anden pige, måske endnu en som den norske chick, men jeg skyder hurtigt tanken væk, for ikke at blive vred på ham.
Flere ubehagelige minder kører gennem mig, hurtige, men skarpe. Hans hænder. Mine åndedrag bliver hurtigere, for jeg vil ikke huske. Hans blik. Febrilsk prøver jeg at lede mine tanker hen på noget andet. I min iver for at tænke på noget andet, kommer jeg til at udstødte at halvkvalt skrig.
"Li." Jes vender telefonen mod mig, så skærmen blændet mit syn. "Jeg troede du sov." konstaterer han. Jeg tager hånden op foran øjnene, så jeg kan se hans ansigt i det skarpe lys fra mobilen. Det går op for ham, at lyset irriterer mig, og endelig tager han telefonen væk.
"Nej." svarer jeg dumt og gaber falsk, så det bliver til et akavet lyd, i stedet for.
"Hvad er der?" Han sætter sig op i sengen og tager min hånd. Hurtigt retter jeg mig op, så jeg sidder på madressen. "Du ryster." Jeg vil tage min rystende hånd igen, men hans berøring beroliger mig.
"Mareridt." lyver jeg og kigger væk.
"Det er 'ham', er det ikke?" Han tager fat om begge mine hænder og trækker mig op, så jeg sidder ved siden af ham på sengekanten. Det er første gang nogen siger det højt, og det skræmmer mig. Mit hjerte banker i en skæv rytme, hver gange jeg tænker på 'ham'. Kærligt tager han om mig og lader mit hoved hvile på hans skulder, mens han aer mit hår. Inderligt ønsker jeg, at han vil blive ved med at sidde sådan i evigheder. Selv ikke Tobias kunne få mig til at føle sådan.
"Når folk ser mig," starter jeg og Jes flytter sig en smule væk, så vi har øjenkontakt. Det er det jeg har længtes efter hele ugen. En der kan holde om mig og en som ved det. "... tænker de aldrig: hey, der går en pige, hvis krop blev seksuelt misbrugt, da den var alt for ung." Jes tørre mit ene øje, og det går op for mig, at de begge er blanke og øjenvipperne våde.
"Nej, hvorfor skulle de det?"
"Men det gør I jo nu." Han ryster på hoved af mig.
"Li, vi holder jo af dig lige gyldig hvad." Han trækker mig op på sit skød og knuger mig indtil sig. "Og jeg ved det bliver svært, men du bliver nødt til at fortælle det til en voksen."
"Nej," Kort og kontant, for det vil aldrig ske.
"Du skal." Der ligger et hårdt og lidt strengt tryk på skal, der forskrækket mig lidt.
"Ikke endnu." giver jeg mig en smule. Mine øjne regner, som jeg plejede at betegne det, da jeg var mindre. Jes ligger sig tilbage i senge, så vi nu ligger, tæt knuget sammen, i hans halvandenmandseng. Langsomt falder jeg til ro, trygt i hans arme, hvor jeg ved, at manden, der satte det eneste ar i mig, ikke kan nå mig.

 

Jesper

Da jeg vågner om morgenen, er det første jeg ser, Lis ansigt lige uden for mit. Jeg kan knap nok huske, hvordan vi endte med at ligge sådan her. Hendes mund står let åbent, og jeg har lyst til at kysse hendes læber, mens hun ligger der. Men jeg gør det ikke. I stedet kravler jeg hen over hendes sovende krop og krænger t-shirten, jeg har sovet i over hovedet og finder en ny i skabet. Tillader mig at smide den gamle på gulvet, selvom Li lige har ryddet op i går eftermiddags.
Går ud i køkkenet og skovler morgenmad ind, mens jeg tænker på hendes spinkle krop i min favn.

 

Li

Jes tager om mit håndled og sætter turpasset fast om det. Derefter tager han min hånd og vi fortsætter ned mod det store springvand.
"Hvad vil du prøve først?" Jes kigger mod mig.
"Alting." griner jeg. Det er tredje gang, jeg er i Tivoli, og jeg kender det ikke nær så godt som Jes. Vi svinger med armene, mens vi går. "Hvad kan du bedst lide?" Mit blik glider hen mod plænen, hvor små børn sidder med is i den ene hånd og balloner i den anden, mens dagens sidste forestilling køre. Klokken nærmer sig også snart fem.
"Dæmonen." Jes ser udfordrende på mig, men jeg aner ikke, hvad han taler om. "Den farligste og mest frygtindgydende rutsjebane." Han holder sig for munden og lader som om, han er skræmt. Jeg ruller med øjene.
"Tøsedreng." driller jeg, mens vi skifter retning mod Dæmonen. Han snøfter fornærmet. Selvom det er helt venskabeligt og sådan, så føltes det godt at gå med ham i hånden og vide, at han interesserer sig for mig. Da vi når hen foran Dæmonen, kigger Jes beskyttende på mig.
"Er du sikker på, at du tør?" Han ligger sine arme om mig bagfra, mens jeg kigger op på vognene, der suser rundt i de tre loop.
"Seriøst, Jes, selvfølgelig tør jeg det." Jeg læner hoved tilbage og bider ham let i øret. Han ser overrasket på mig, som om han ikke tro mig, men trækker så på skuldrene.
"Som den unge dame ønsker." Han tager mig under armen og trækker mig med ind i køen, som er overraskende kort, nok fordi sæsonen ikke er helt begyndt endnu. Da vi får vores pladser, de forreste, fordi Jes ville have dem og lod et andet par komme foran os for at få dem, lægger jeg mærke til at Jes bider sig i læben, da vi sætter os ned.
"Er du okay?" Jeg tager hans hånd i min ene, mens trækker sikkerhedsbøjlen ned over mig med den anden. Han nikker kort, men ser alligevel en anelse bange ud, da den begynder og vi sætter farten mere og mere op. Vinden river i mig hår og jeg skriger med alle de andre i vognen, hver gang der mærkes et sus i maven. Man ville kunne se hele Tivoli deroppefra, hvis ikke den havde kørt så stærk. Nu hvor jeg er i den, husker jeg den tydeligt fra da jeg var lille. Leende vender jeg mig mod Jes, som ser knapt så begejstret ud. Nærmere sagt, over skrækslagen og helt grøn i hoved. Jeg kan ikke lade være med at fnise af, hvordan han sidder og skriger som en stukken gris, mens hans ansigt er malet af frygt.
"Jesper!" råber jeg hen over støjen. Han kigger på mig og samler et smil. Jeg skal til at starte på en sætning, da jeg beslutter mig for ikke at drille ham. Alle har deres svage punkt.

 

Jesper

Jeg er stadig ør i hovedet efter turen i Dæmonen, da himlen begynder at blive mørk. Skyer trækker ind over København og Tivoli, og jeg mærker, at det snart bliver regnvejr. Et øjeblik ønsker jeg, at vi lå hjemme i sofaen og så film i stedet for at være her, og jeg tror, Li tænker det samme, men det er så svært med piger. Man ved aldrig rigtigt.
"Skal vi ikke gå i Skærsilden?" griner jeg til Li. Hun nikker og vi nærmest løber ned til forlystelsen.
"Da jeg var mindre, legede jeg fangeleg her ved med min mor," fortæller Li. "Skal vi ikke gøre det nu?"
"Jo! Jeg tæller til tyve her, så starter legen!" Hun hviner, løber væk og forsvinder ind mellem skæve trapper og hamsterhjul.
Jeg tæller med lukkede øjne, og da jeg åbner dem igen, ser jeg hende løbe om et hjørne oppe på førstesalen. Jeg styrter op ad de bevægelige trapper og tonser efter hende. Ind og ud mellem pæle, snurrende gulve og hængebroer.
"Kan du følge med, hva' Jes!?" griner hun og svinger sig ud over kanten og ned på en rutsjebane, hvor hun er lige ved at ramme en lille dreng og en forskræmt mor bagfra. Jeg tror, hun råber undskyld i forbifarten. Jeg løber tilbage mod hængebroen og lægger mig på maven, så jeg kan se ned på Li mellem brædderne. Hun kigger sig forvirret omkring og prøver at lokalisere mig, men giver op. Hun klatrer op af en rebstige, og jeg rækker armen ud og klapper hende på hovedet.
"Taget!"
"Ej for pokker, du skræmte livet af mig! Jeg var ved at falde ned!" Hun hiver efter vejret.
"Sorry... Skal vi gå ud og købe en is?"
"Kan det ikke være candyfloss?" spørger hun og sender mig et smil, der får varmen til at sprede sig fra et sted bag min navle og ud i hele kroppen. Jeg nikker.

 

Li

Røde, grønne og blå lamper lyser op rundt omkring søen og lægger stemning i halvmørket. Min ene hånd er også lyserød fra candyflossen, som ikke engang er halvt spist endnu. Den anden ligger trygt i Jes' hånd. Vi går hen af grusstien, og hvis ikke jeg havde haft Jes i den ene hånd, var jeg død af mørkeræd for længst.
"Er du okay?" Jes spørger som om, det er noget, han er tvunget til for at være en god ven. "Med Tobias altså."
"Tjo..." Jeg vil jo helst ikke indrømme, at jeg egentligt aldrig har været rigtig forelsket i Tobias.
"Han var sgu også en nar." Jes fnyser hånligt, hvilket for mig til at grine.
"Jaja."
Tavseheden ligger der igen, men den er på ingen måde akavet. Spørgende lægger Jes armen om min talje og trækker mig tættere på, men alligevel sådan at vi ikke falder over hinanden. Jeg smiler til ham som tegn til at det er okay. Stilheden taler for os. Mit blik glider op på vejen foran os igen. Straks får jeg et chok, der et kort sekund får mig til at glemme at trække vejret. Der går han. Alle minderne, alt det som jeg endelig havde fået skubbet væk, bruser frem igen som en rystet, åbnet sodavand. Hurtigt passer han os med sin kone i hånden. Jeg havde aldrig forestillet ham et sted som her. Selvom Jes ingen anelse har om hvad, så kan jeg mærke, at han ved, der er noget galt.
"Vi er her for dig, Li. Lige gyldig om du mangler os eller ej." Ordene komme bare, uden at jeg skal svare på dem eller reagere. De er der bare og stopper for alle de spørgsmål, der inden længe kunne havde overbelastet mit hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...