Rygepause | 1D - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Louise og Cille bliver afvist i døren til koncerten i Forum da deres billeter var falske - kommer de overhovedet til koncert?!

3Likes
0Kommentarer
324Visninger

1. Rygepause

Jeg kikkede mig selv i spejlet. Efter næsten to timer på mit værelse, med hænderne i min kasse med makeup lignede jeg nu en der ikke lige var stået op fra de døde. Jeg havde ikke sovet det meste af natten. Det havde simpelthen været umuligt. Hver gang jeg lukkede øjnene kunne jeg ikke lade være med at smile så meget at jeg vækkede mig selv. Og hvis jeg ikke selv ødelagde min søvn, så lyste min mobil op med en besked fra Cille. Hun kunne heller ikke sove og blev ved med at sende mig billeder af drengene. Ikke at jeg havde noget imod det, tværtimod, jeg havde da også brugt et af billederne som baggrund på min iPhone - med når man skulle til koncert med, nok verdens største opbland ville man gerne se ordentlig ud. Og det plejer at kræve noget skønhedssøvn. Men efter flere lag med concealer og mascara var jeg tilfreds. Jeg tog mit tøj på og samlede mine ting. Min mobil, pung, rejsekort, høretelefoner, nøgler og vigtigst af alt - billetterne. Jeg låste efter mig og skyndte mig ned på stationen. 

På stationen stod min veninde, Cille, der som sædvanligt lignede en million. Hendes hår hang ned i bølger der fremhævede hendes flotte mørkebrunt farve. Hendes outfit var sat sammen fra tip til tå. Selv hendes armbånd matchede farverne hun sikkert havde udvalgt meget nøje. Vores blikke mødtes og vi smilede til hinanden, hvorefter hun gav mig et kram, der næsten løftede mig fra jorden. Jeg grinte og kunne mærke hvor glad og spændt jeg egentlig var for i dag. I flere måneder havde jeg ledt efter billetter, da jeg desværre ikke var en af de heldige der nåede at købe billetter i første omgang. Lige da jeg var ved at miste håbet fandt jeg en annonce på Den Blå Avis og kom i kontakt med sælgeren som en af de første. En uge efter havde jeg to billetter i hånden og nu var jeg  vej til Forum og endnu bedre - til One Direction-koncert.

Toget kom så hurtigt at jeg næsten glemte at checke ind med mit rejsekort. I toget var der så mange at vi var nødt til at sidde på gangen, og der sad vi med mange andre Directioners. Små piger der havde t-shirts med print på, drenge-Directioners og faktisk også ret mange lidt ældre kvinder.. Vi kiggede på hinanden da en ældre mand gik forbi os imens han snakkede i telefon og udbrød at han ikke kunne forstå af Backstreet Boys kunne samle så mange piger samtidig med at være opløst for år tilbage. Jeg var den første til at tabe masken og flække af grin.

Men han havde jo lidt ret.. Det var faktisk utroligt hvor mange One Direction kunne samle. Men man ville ikke kunne forstå det hvis man ikke havde prøvet at være en del af en fanbase.. En del af en familie. Mærke spændingen når gang drengene laver et nyt album eller stoltheden når de vinder en pris. Man kunne mærke at den spænding lige nu fuldte det meste af toget. Faktisk hørte vi også togvognen ved siden af os synge One Thing.. Det fik turen til København til at gå hurtigere end normalt og før vi vidste det var vi i KBH og en bustur vøk fra koncerten.

Cille og jeg stod i en lang kø foran dør nr. C7. Det var den sidste indgang, od den der førte ind til de bagerste rækker. Ned af gaden kunne man se flere tusinde stå i kø som os selv. For hver skridt vi tog imod døren bankede vores hjerte hurtigere og hurtigere. Tanken om at koncerten nu var mindre end to timer væk gjorde det umuligt for mig at lade være med at smile og hoppe op og ned. 

Men smilet forsvandt på et splitsekund da jeg endelig kom op til døren. 

"Jeg er ked af at sige det, men jeg kan ikke scanne koden ind.. Jeg tror desværre, at din billet er forfalsket. Hvor har du købt den?" 

Mit hjerte stoppede i et sekund. De billetter var ikke forfalsket! Jeg havde jo selv snakket med damen der solgte dem. Hun forsikrede mig om at de var ægte!

"Jeg har købt dem fra Den Blå Avis. Hun viste mig kvittering og alt muligt. Jeg har givet 600 kr. per styk!" Min stemme rystede og havde en klar lyd af desperation. 

"Der er rigtig mange der sælger falske billetter på nettet. Der er desværre intet jeg kan gøre. Det er jeg ked af." 

Jeg kunne ikke fatte det. Jeg kikkede hen på Cille. Hun stod bare og gloede ud i luften som om at hun havde set et spøgelse. Jeg prøvede at tage mig sammen og bevare roen. 

"Kan vi ikke købe nogle nye billetter? Er det overhovedet ikke muligt at vi kan komme ind?"

"Nej, det kan jeg ikke tillade. Desværre er I ikke de eneste og hvis jeg lukker jer ind, vil alle ind. Jeg er ked af det, men nu er i nødt til at forlade køen."

Både mig og Cille stod som forstenet ved siden af de andre og så på hvordan gruppen af Directioners der blev mindre og mindre for hver flok der blev lukket ind. Lidt efter lidt blev pladsen udtømt og vi vågnede brat da den sidste Tore metaldør smækkede foran os. 

Vi kiggede på hinanden i få sekunder indtil Cille brød tavsheden da hun stampede i jorden og skreg et højt, skingert skrig, der blændede ind med lyden af vredesudbrud, gråd og hyl fra andre fans der nok havde fået samme skuffende besked. 

"Cille, prøv at hør her.. Enten så kan vi blive her og tude eller få en dag ud af det.. Vi er jo trods alt taget helt til København, ikke? Vi kunne tage i biografen eller ud og feste.. Kom nu op med humøret," trøstede jeg.

"Men det er ikke det samme som en One Direction-koncert, Louise..", snøftede hun.

Jeg nikkede og lagde min arm rundt om hendes skuldre og vi gik med tunge, skuffede skridt hen mod busserne for at tage tilbage til København Centrum. Vi vidste ikke rigtigt hvor vi gik hen, men vi endte med at gå hen til den anden side af hallen for at komme til busserne. Vi gik rundt uden at tænke os om og pludselig gik vi ned af en lille gyde.. Jeg kikkede rundt da jeg stoppede brat ved synet af en jeg kendte. En med mørke øjne og smukt sort hår- Zayn.

"Hey!? What are you two doing here!?"

Han lød sur.. Jeg var meget overrasket over at se ham og var endnu mere overrasket over at se at han var alene i en gyde tyve minutter før koncerten.

"We.. We were just walking around. We couldn't get in.. Our tickets were fake. We're sorry, we'll leave you alone now," sagde Cille.

Vi vendte os og skulle til at gå da jeg hørte de ord der reddede hele min dag.

"Oh, damn.. I'm so sorry to hear that. You can go in with me.. It's backstage but I don't think the others will mind. Just wait two seconds okay..?"

Han hev en pakke cigaretter op af lommen og tændte en smøg. Nu gav det mere mening at han var alene udenfor. Cille rodede rundt i sin taske og fandt vores egne smøger og fra det ene sekund til det andet stod vi og røg med Zayn Malik. 

"So, who are you, really..?", spurgte han med et venligt smil på læberne.

"I'm Louise.."

"And I'm Cille!," afbrød hun.. Hun elskede Zayn.

Vi prøvede at smile og lyde glade..og rolige. Selvom vi var ved at sprænge indeni af bare lykke, ville vi ikke virke som nogle af de "skøre" fans. Det var vi blevet enige om hjemmefra, hvis nu vi mødte dem. Men vi havde ikke regnet med at det faktisk ville ske!

"Hey Louise and Cille. I'm Zyan.", fjollede han, idet han tog endnu et hvæs af sin smøg.

Vi grinte, og han grinte med. Selvfølgelig vidste vi hvem han var.. En dør bag os gik op og en dreng i en mørkegrå hoodie, Louis, kom til syne.

"Zayn, aren't you done, you bloody smok- wait, who are you?!", sagde en høj stemme..

"Louis, this is Louise and Cille," forklarede Zayn, "their tickets were fake ones, so I said they could come with us backstage, if it's allright?"

"Yeah, of course. Sorry to hear about your tickets..", sagde han..

Jeg skodede min smøg på jorden og puttede det i æsken med cigaretter. Cille snakkede med Zayn. Jeg var sikker på at det her var en drøm for hende, og hun smilede også over hele ansigtet.

"I like your hair," lød det pludseligt.

Det var Louis igen. Louis der snakkede til mig. Startede en samtale med mig. Jeg smilte over hele hovedet og fik farve i kinderne. 

"Uhm, thanks. Well, actually I dyed it red for Red Nose Day, like you did. But the color I used was permanent, witch I didn't expect. So now I'm stuck with red hair. Naturally I'm golden-blond..", fablede jeg. Jeg har det med at mumle og ikke kunne stoppe igen, når jeg står foran en fyr jeg kan lide.

Louis grinte mere end jeg havde regnet med. Han synes nok det var sjovt. Det synes jeg ikke, jeg savnede min rigtige farve. 

"Ha, that's funny.. I like it red.."

"No way, I look like a carrot," sagde jeg uden at tænke over hvem jeg snakkede med..

Louis udbrød et grin og nikkede imod døren. 

"So, shall we go in?"

Han åbnede døren for mig og kaldte på Zayn og Cille.

"Carrots first," sagde han med et grin i sin stemme.

Indenfor var der mange mennesker - lydteknikere, lysmænd, scenografimænd.. Alle dem der hjalp til at få koncerten op og køre. Louis pegede hen imod fire grønne sofaer ved siden af to borde med snacks og sodavand. Der sad også andre fans og hyggede.. Han og Zayn vinkede til os og gik hen for at få ordnet det sidste udstyr inden koncerten. 

"Have fun," sagde de da de forsvandt og vi gik hen imod sofaerne. 

Koncerten lød fantastisk bagfra, musikken blev ikke overdøvet af skrig fra publikum og sofaers stod lige sådan at vi kunne se ud til scenen. Louis kikkede også ind til mig og fik øjenkontakt med mig i et sekund eller to. Og det var under Little Things! Jeg tænke til mig selv at jeg ville gemme dette øjeblik for evigt. 

Efter koncerten kom drengene ud til os og vi blev alle sammen inviteret med til efterfesten, hvor de også selv var med. Festen varede længere end koncerten og utroligt nok hang Louis mere op ad mig end jeg gjorde ad ham. Cille var væk for længst og da jeg så hende igen stod hun og snakkede med Zayn. De smilede til hinanden og grinte. Jeg havde ikke lyst til at afbryde, så jeg snakkede med de andre fans og først 4 timer efter koncerten var slut.. Vi sagde farvel til drengene og de krammede os farvel. Vi gik ned imod toget, med vores mave fyldt med glæde og lækre snacks.

Efter festen vågnede mig og Cille hjemme hos mig. VI var begge to i tvivl om det var en drøm eller om vi faktisk havde været så heldige at være backstage med One Direction. Men det var det ikke, for på vores telefoner var der nogle få billeder med Louis og Zayn.. Og en bedsked. Fra et meget langt nr, der kun kunne være udenlandsk.

#Hey, Louse.. Thanks for yesterday. Hope you guys arrived safe home.. I'm glad I met you - Louis#

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...