Det hærdede læderbælte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 1 jul. 2013
  • Status: Færdig
Vi befinder os i Tyskland i 20'erne. Theodor skal snart dø, og det har fået ham til at filosofere over livet. Han opdager ting, der selvom de er lovlige, føles så forkerte, at han må gribe ind.

0Likes
0Kommentarer
427Visninger
AA

1. Radioen

Theodor stod i vinduet og stirrerede mod horisonten. En vane han havde tillagt sig på det seneste. Det var næsten blevet en tradition, hver aften ved solnedgang stod han der i vinduet. Han så til, mens de sidste rester af farve forsvandt med solen, og tusmørket lagde sig over Yorckstraße. Kun få nuancer af grå lå tilbage. Hele Berlin var dækket af dette grålige slør, som forvandlede Tysklands enestående hovedstad om til ranker af klodser. Hele Berlin var en stor skygge, kun skitser af det originale bybillede kunne skimtes. Snart ville skumringen ende, og Berlin ville henlægge i totalt mørke. Snart ville månen overtage solens regime. Snart ville sort overtage det grå, snart ville skyggen forvandles til intet. 

    

Han havde oplevet så mange nætter i tidens løb, dog uden helt at lægge mærke til dem. De havde såmænd kun været forbipasserende venteperioder indtil for ganske nylig. Men efter denne jævnlige vanes debut, havde noget på en eller anden måde åbnet hans øjne. Theodor var begyndt at fortolke. Han var begyndt at forstå, hvorfor solnedgangen behøvede at være så smuk, når nu den ledte til noget så mørkt. Natten var enden. Lige meget, hvor meget man kæmpede for at skabe mere tid, var natten enden, og skumringen var overgangen. Natten var enden, skumringen var overgangen og solnedgangen var nedtællingen. Et tilløb, et spring og en landing. 

 

I et øjeblik lod han blikket vige, han lod øjnene valfarte rundt i sin lille stue. Selvfølgelig fængsledes blikket ved det eneste værdifulde objekt i hele hans lejlighed. Radioen stod på en lille gammel kommode i al sin pomp og pragt. Den skinnede, helt gylden og funklende. Den gamle sofa var rykket ind foran den. Betaget sad han hver aften og lyttede til verdensklassemusik: Jazz, kabarett, lystigt klaver og klassisk orkester. Men han havde en favorit. En vemodig og melankolsk genre, som han havde syntes om lige fra den første tone. En genre, som Theodor mente afspejlede ham ... og som altid spillede ved solnedgang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...