Det hærdede læderbælte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2013
  • Opdateret: 1 jul. 2013
  • Status: Færdig
Vi befinder os i Tyskland i 20'erne. Theodor skal snart dø, og det har fået ham til at filosofere over livet. Han opdager ting, der selvom de er lovlige, føles så forkerte, at han må gribe ind.

0Likes
0Kommentarer
424Visninger
AA

4. Penge

Penge. Penge. Penge. Theodor havde ingen. Penge. Penge. Penge. Det gjorde faktisk ikke særlig meget. Theodor begyndte at se det som en god ting. Efter at han havde fået brevet for et par uger siden, havde han nærmest råbt Eureka som en anden Archimedes. En slags åbenbaring.

 

Penge er tilstræbt af de fleste, og tørsten efter penge kan aldrig slukkes. Penge er et løfte. En livsstil. Penge redder dig. Lige fra dengang Theodor blev suget ind i sin fars firma, havde penge styret hans liv. Lige indtil det brev røg ind med posten. Brevet lå på spisebordet, helt udglattet efter at have været læst så mange gange. 

 

Det blev kaldt hyperinflation. De skrev at pengene blev mindre værd, at det havde noget med verdenskrigen at gøre. Den som Tyskland havde tabt. Det der før kunne have betalt et ganske fortræffeligt sommerhus, var nu kun en pose søm værd. Den var noget værre noget den krig.

 

Penge havde før været hans eneste ønske, og lige siden firmaet gik konkurs var de hans eneste bekymring. Nu lo han ved tanken om sin dumhed, om sin vurdering af livets værdier.  Han lo og lo, men så fastfrøs hans ansigt i det overlegne grin ... For hvad havde han så, hvis han ikke havde sin bekymring for penge? Han havde ... Ja, en gammel radio. Langsomt førte han hånden ned mod den lille knap. Hans finger rørte ved det lille udbulende stykke metal og pressede det ind i radioen. Straks startede den op, allerede indtunet på den sidste kanal, der tidligere havde spillet blues. Kæmp for alt hvad du har kært. Dog var det dog noget helt andet, men alligevel sørgeligt musik, der strømmede ud af højtaleren. Dø om så det gælder. En rystelse gik igennem Theodor, og han blev nødt til at støtte sig til en af bordets kanter. Theodor ville dø, snart. De ville hente ham, smide ham på fattiggården, og han ville dø i forsøget på at følge med. Måske havde han allerede oplevet sin sidste solnedgang. Fortvivlet så han sig bagud mod vinduet, men solen var for længst gået ned. Ikke engang den grå skumring var at se længere. Kun sort. Da er livet ej så svært. Hans liv havde været modbydeligt, gået så hurtigt og alligevel så langsomt. Han væltede ned på knæ, kunne ikke engang klare at stå på benene længere. En kort vrede skød pludseligt igennem ham. Han rakte hånden op – døden –  tog fat i radioen – ikke – og kastede den igennem lokalet – hell–. Den ramte gulvet med et brag. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...