Breath

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2013
  • Opdateret: 25 apr. 2013
  • Status: Igang
Stephenie lider af en lungesydom, som gør, at hun ikke kan være som så mange andre unge. Hun kan ikke dyrke motion eller noget andet fysisk hårdt. Hendes venner lader bare som om de kan lide hende og hun ved ikke hvor længe hun lever.
Men en dag møder hun den jævnaldrende Jack, som lige er flyttet til byen fra USA. Det bliver starten på et fantastisk venskab og en ubrydelig kærlighed.

1Likes
2Kommentarer
373Visninger
AA

2. Kan ikke beskrives

 

Vi er fanget i hinandens blik, i jeg ved ikke hvor lang tid. Og jeg er også ligeglad. "Velkommen Jack." Mette begynder at tale og vi får løsrevet os. "Jeg håber, at du vil falde godt til og nyde Danmark." Jack vender sin fulde opmærksomhed mod Mette, før han svarer med perfekt udtalt dansk: "Det håber jeg også." Resten af deres samtale, går hen over hovedet på mig. Jeg sidder bare og suger synet af ham til mig. Jeg ser på hans tøj og udstøder suk. Der passer perfekt til ham. Hvid t-shirt, mørk vest og mørke cowboybukser. Jeg ser op på hans ansigt igen og rødmer. Han ser på ham og smiler forsigtigt. Hans mund bevæger sig, men jeg hører ikke hvad han siger. Hvilket ærgrer mig. Jeg ville gerne hører hans stemme.
"Skal vi ikke bare holde en fritime, nu hvor vi har fået Stephenie tilbage og en ny elev er kommet i vores midte." Mette smiler som sædvanlig til os. 
 Jack går ned til mit (nu vores) bord og sætte sin taske på bordet. Jeg ser op på ham og begynder at hyperventilere en smule. Nej! Nej! Nej! Stop! Stop! Stop!  Min indre stemme råber til mig. Jeg ser ned og lægger panden på bordet. Okay. Langsomt ind. Langsomt ud. Ingen overfladiske vejrtrækninger. Det kan du jo bare sige! Du er bare en stemme! Nej! Ikke blive sur. Stille og roligt. 
Jeg mærker en hånd på mig skulder og hører Rebekkas stemme: "Hvad tror du, du laver?!" 
Jeg bliver forvirret. Hun ved, jeg ikke selv kan gøre for det. Men min forvirring fordufter snart, da min nyerhvervede sidemand svarer: "Jeg er ikke helt sikker på, jeg ved hvad du mener." 
Min veninde sukker dybt og vredt. "Du kommer bare her og ødelægger alting. Kom Stephenie!" Jeg prøver at rejse mig, men det går for stærkt. Det begynder at sortne for mine øjne.
"Er hun okay?" En bekymret stemme når mine ører.
"Hold dine hænder væk!"
"Jeg vil jo bare hjælpe."
"Du har ligesom allerede hjulpet nok!"
En ny stemme: "Er alt okay hernede?"
"Det er Stephenie. Hun er ikke helt..." Pause, "okay."
"Skal hun ned til sunhedsplejersken eller skal vi ringe til hendes forældre?"
Jeg begynder at kunne skelne skikkelserne omkring mig, men det prikker stadig for mine øjne.
"Hun åbner øjne!"
"Er du okay, Stephenie?" Jeg nikker, stadig lidt omtåget. 
"Lig hende ned på gulvet, så hun kan komme sig." 
En lille pause, så: "Alle ud og nyd det dejlige vejr. Jeg skal nok ordne det her. Alle ud. Også dig Rebekka! Jeg sagde ud, Rebekka! Bare bliv Jack, du skal jo lige komme på plads først. Det gør heller ikke noget med kun en person."

Jeg vågner langsomt mere og mere, efter jeg får kontrolleret min vejrtrækning. Jeg sætter mig langsomt op, meget langsomt og ser, lidt forvirret, rundt. Der er tomt i klasseværelset, bortset fra Mette og... Jack? Han ser over på mig fra sin plads. "Er du okay nu?," spørger han og smiler.
Jeg nikker: "Sorry! Det sker en gang i mellem."
"Du skal ikke undskylde," han rækker hånden frem og smiler, "Jack."
Jeg griner, tager hans og svarer: "Stephenie."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...