One chance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang
Elle tager chancen og snupper sin søsters billet til One Direction koncert. Hvad hun ikke venter er at hendes søster Danielle Peazer, har lavet en aftale med One Directions manager om at blive hevet op på scenen, og bagefter se dem backstage.

Hvad One Direction ikke forventer er at det er ikke Liams kæreste der dukker op, men hendes ukendte lillesøster.

(Danielle og Liam er sammen)

5Likes
2Kommentarer
433Visninger
AA

2. One chance

Skal jeg tage den? Hvad hvis hun opdager mig, så er jeg jo seriøst på skideren...?

 

Tag den. Og så smutte. Ja det kunne jeg jo altid gøre. Men hvorfor gjorde jeg det så ikke? 

 

Mine ben lystrede ikke. Jeg overvejdede situationen- en sidste gang. Hun kunne jo bare tro, at hun havde lagt den et andet sted, end det sted. med hendes ynglingmagnet- af Liam Payne fra One Direction- på køleskabet. Hun var jo nitten, så lidt glemsom havde hun da lov til at være? Men.. På den anden side, havde billetten ligget der, ligesiden hun bestilte den. Den havde ikke rykket sig bare en centimeter, og hun havde ikke engang bare taget den op, for at hun kunne holde Den Gyldne Billet. Det kaldte jeg den. For mig var den meget værd. 

 

Men jeg var ikke hurtig nok til billetsalget. Danielle fik på mystik vis en billet, selvom hun ikke bestilte den på samme dag, som de blev solgt. Den lå bare på køleskabet en dag, helt fredfyldt. Helt uvidende om, hvem den skulle få ind til en koncert. Min søster. Min dumme, egoistiske, selvglade søster. Danielle. Adr. Bare navnet gav mig kvalme. Jeg lagde mit hoved på skrå. Jeg kunne tage den. Det kunne jeg. Men så ville jeg få Danielle efter mig- like forever! Men det var hun jo stadigvæk.

 

Så uden mere tøven flyttede jeg magneten fra billetten, og tog billetten i hånden, og gik beslutsomt ud af huset. Jeg fortrød ikke. Jeg havde måske taget Danielles ene chance- men hvor mange chancer havde hun taget fra mig, og brugt dem på hende selv?

 

Det her var hævn, Danielle. Hævn fra alle de gange, du spillede stor- større end mig, selvom du var det i højden og i aldermessigt, men nu var det slut. Jeg havde endelig vundet noget over dig, som du havde ønsket dig så gruefuldt; en billet til One Direction koncert. Tag den Danielle. Tag den.

 

***

 

Det var over ti minutter siden koncerten skulle starte. Men det fik kun spændingen til at spire. Jeg skulle snart se min ynglings stjerne; Harry Styles. Jeg var Directioner. Vidste mest om Harry, men også meget om de andre drenge. Mindst om Liam, da det var Danielles ynglings. Jeg havde engang lært bare lidt om ham, for at drille Danielle. Vise at jeg også brød mig om ham. Men hun rystede bare på hovedet, og rullede øjne.

 

Danielle. Jeg kunne ikke lade være med at smile og grine for mig selv, ved hendes ansigtsudtryk ved at biletten ikke var til at finde. Du skulle bare vide Danielle. Jeg smilte større for mig selv. Jeg vandt Danielle, jeg vandt til sidst.

 

Pludselig startede fyrværkeriet, hvilket gav mig et lille chok. Men det forsvandt hurtigt, da spændingen overtog. Jeg hujede og skreg. Ligesom alle andre. Trommehvirvlen kom fra trommeslageren, og han korte bare der ud af på trommerne. Og efter noget som føltes som ti minutter, stoppede han, og musikken fra Live While We´re Young kom, og lidt efter de bekendte stemmer fra Harry, Louis, Liam, Niall og Zayn. De var alle i fint jakkesæt, hvilket undrede mig for det lignede ikke dem. Men de skulle sikkert hen med det et eller andet sted. 

 

***

 

Jakkesættet var taget af, og de var næsten færdig med sangen Rock Me. Jeg sang højlydt med, og havde fået de nærmestes opmærksomhed. Sikkert fordi det lød røvdårligt. Jeg blev pludselig prikket på ryggen, men tog mig ikke af det, da det sikkert var en eller anden der ville bede mig om at skrue ned. Men hop i havet, det gjorde jeg ikke. 

 

Pludselig lagde en hånd sig på min skulderen og gav mig et lille klem, hvilket fik min opmærksomhed. Bag mig stod en dame, som uden tvivl arbejde her. Pinligt, hvis hun skulle bede mig om at skrue ned. Jeg sendte hende et undskyldende smil, før jeg vendte mig om og sang videre. Bag mig kunne jeg mærke en læne sig tættere på, hvilket fik mig til at stivne.

 

"Kom med," sagde hun, før hun lænede sig tilbage. Jeg vidste på grund at den meget damede og voksne stemme, at det var hende der arbejdede her. Så højt sang jeg ikke. Forvirret så jeg hende gøre et kast med hovedet. Jeg gik lydløst efter. Nu turde jeg ikke komme med bare en bemærkning. Ikke engang sige noget. Det var jo ikke fordi jeg havde mikrofon på mig. Jeg kunne mærke varmen i kinderne. Flov, jeg var fandme blevet flov.

 

Vi gik hen til en dør, hvor hun kom op og låste op. Jeg gik ind uden af sige noget. Hun førte så an, og gik videre. Uden at kigge tilbage på mig, begyndte hun nu at snakke:

 

"Kan du huske aftalen?" Jeg kiggede forvirret på hendes nakke. Aftale? Jeg havde ingen aftale med dem.

 

"Øhh undskyld?" Spurgte jeg, hvilket fik hende til at standse og kigge tilbage på mig.

 

"Du er Danielle Peazer, ikke sandt?" Øhh.. Hvad? Nej. Nej, jeg er ikke Danielle, men.. Jeg havde jo taget Danielles billet. Vidste Danielle at jeg ville tage den billet, og så havde hun arrengeret det her? Ydmygelse. Hun var klogere end forventet. 

 

Uden at vente på svar, fortsatte hun: "Du bliver hevet op på scenen, Tweet´ene, og for derefter at synge med på Liams vers af Summer love. Kan du huske det nu?" Spurgte hun med et hævet øjenbryn. Jeg nikkede svagt og kom med et "nååårrhh", men inden i havde jeg stadig ét ubesvaret spørgsmål. HVAD?! Siden hvornår havde Danielle aftalt det? Siden hvornår havde hun tænkt på at ydmyge mig- offentlig? Det var måske mere end et spørgsmål.. Men der kom hele tiden flere, så jeg havde ikke tal på hvor mange...

 

Hun vendte sig om og gik videre, og jeg forstod det som at jeg skulle gå med. Jeg kom så i tanke om hvad hun også havde sagt; synge. Jeg skulle synge. Det var ikke mit talent. For pokker da, hvad lavede jeg også her?

 

"Jeg.." Sagde jeg da jeg småløb efter hende. Men mere fik jeg ikke sagt, da jeg fik en mikrofon af en mand, og folk begyndte at omringe mig. Jeg kunne mærke at få noget ind i øret. Af dem der arbejdede der selvfølgelig. En dame kom hen og lagde en smule make up på mig. Overrasket blev jeg så skubbet videre. De begyndte at snakke til mig, stille mig spørgsmål, som selvom jeg ikke forstod noget af det, nikkede jeg af hvad de spurgte om. Og lod til at høre når de snakkede. Men det gjorde jeg i virkeligeden ikke. Jeg kunne ikke. Mine tanker var et helt andet sted.

 

Hvad skulle jeg? Hvorfor stod jeg her? Og de blev ved..

 

"Tre.." Tre fingre foran mig viste sig. Det kom fra en kvinde på min højre side. Hun så stresset ud. 

 

"To.." Nej, nej, nej, nej... Dette måtte stoppes. Jeg var ikke Danielle Peazer! Jeg var fupmageren af en lillesøster at være. Hvis det gav mening, altså. Hvorfor skulle vi også ligne hinanden så meget? Hvorfor skulle vi ligne tvillinger?.. Damn god!

 

"ET!" Blev der skreget ind i mit øre, og jeg blev skubbet frem. Modvilligt stod jeg pludselig på scenen. Havde jeg virkelig sat mig selv ind i denne her.. situation, hvis man kan kalde det det? 

 

"Next tweet," hørte jeg den alt for bekendte stemme. Åh guud! Det var.. det var.. nej! 

 

Men jo. Lidt foran mig stod mine største idoler! Jeg glemte at trække vejret. Min mave samlede sig sammen og mine hænder, under armene- alt blev svedigt. Jeg blev svedig. For satan. 

 

Harry. Min fuckinge dejlige Harry.

 

"Liam, do you dating any one? We have seen this girl, you have been around with. Who is she?" Læste Louis højt.

 

Louis.

 

Jeg skar tænder. Neej, var det virkelig virkelig? Jeg ville dræbe mig selv, hvis det her var en drøm. Eller så skade mig selv. Det var næsten for godt til at være sandt.

 

"Well..." Sagde Liam, og i det han sagde det, vendte han sig om, og kiggede direkte på mig. Direkte. Liam Payne. Kiggede. Direkte. På. Mig.

 

How awesoommeee is that?

 

Og som om det ikke var endnok. Han tog hånden frem, som jeg skulle tage.

 

Røre. Liam. Lækker. Payne.

 

No. Way. Det var nu helt sikkert en drøm. Gid jeg aldrig vågnede op. 

 

Jeg tøvede inden jeg tog hans hånd. Min svedige hånd, i hans perfekte hånd? Men på den anden side... Jeg ville røre Liam Payne. So shut up, barin. And think, heart. 

 

Han tog mig ind til sig, og jeg mærkede hvordan mit hjerte løb afsted. Og jeg mærkede også hvordan det brat stoppede, ved de ord han sagde derefter:

 

"This girl.. This is who I´m dating,"

 

***

 

Min mund stod på vidt gab. Og lad den det. Det måtte være en joke. En af Danielles fucking jokes. 

 

Han -Liam- stod nu og erklærede sin kærlighed til mig. MIG?! Og om det ikke var nok, så holdt han mig tæt og kyssede mig på kinden en gang imellem. What´s going on!?

 

Skrækslagen, forvirret og alle mulige blandede følelser havde indtaget min krop. Godt nok var jeg dum en gang imellem, men denne her var jeg klog nok til at regne ud;

 

Danielle havde Punk´D mig. Hun havde fucking narret mig?! 

 

Det gav et chok i mig, da musikken til en velkendt sang begyndte. Summer love. Og jeg vidste hvad det betød.

Hendes, damen-jeg-ikke-ved-hvem-ers, ord genlød i mine ører, som jeg lige havde regnet med at det var sidste gang jeg ville høre dem:

 

"Tweet´ene, og for derefter at synge med på Liams vers af Summer love. Kan du huske det nu?Oh my god... 

 

Liam skubbede blidt til min skulder. Jeg kunne mærke kvalmen stige op; den kom altid når jeg var nervøs. Og det var jeg nu. Jeg var også vred, skuffet, såret, irriteret og forvirret. Hvorfor fanden kunne hun gøre det mod mig?

 

Jeg kiggede ind i hans øjne, undskyldende. Og i det sekund min mikrofon ramte jorden, fra mine svedige hænder, stak jeg af.

 

***

 

Da jeg løb forbi de folk, som havde hjulpet mig før, hørte jeg ikke på det de sagde eller spurgte om. Jeg løb kun videre. Det var ydmygende. Og jeg må have lignet en eller anden idiot. Fuck Danielle, og fuck verdens bedste band. 

 

Jeg var lige løbet ned af gangen fra salen, da jeg fik øje på en velkendt skikkelse. 

 

Danielle.

 

Vreden brusede op i mig, og jeg knyttede næverne sammen.

 

"Fik du hvad du ville?" Skreg jeg mod hende. Hun så en smule overraskende ud, men skuespil. Det var bare ren skuespil.

 

"Fik du, hvad DU ville, lyder spørgsmålet mere præcist," gav hun igen. Jeg rystede på hovedet, stadig med blikket borende ind i hendes.

 

"Du gik over stregen. Denne gang langt over stregen, Danielle," sagde jeg med sammenbidte tænder. Jeg havde ydmygelse, og det værste er så offentlig ydmygelse; og især til en koncert med et verdens kendt band og med millioner af fans til stede. Hader det.

 

"Hvad snakker du om?" Spurgte hun håndende. Jeg rystede på hovedet, og gav hendes skulder et skub med min, da jeg gik forbi hende. Hun kunne droppe alt skuespillet. Jeg vidste det var hende.

Alt sammen var hende.

 

***

 

Danielles synsvinkel:

At finde ud af at ens koncert billet ikke er på det sted, hvor den plejer at ligge, er overraskende- for andre. Men jeg vidste med det samme at det udelukkende var Elle der havde taget den. Men på det tidspunkt var det forsent at ringe til Liam og aflyse. Så jeg måtte bare tage der hen i håb om at blive taget ind, uden billet. Men jeg havde så taget mit pas med, vilket fik dem til at lukke mig ind. Jeg havde løbet op til stedet hvor vi havde aftalt at jeg skulle gøre mig klar inden, men der opdagede jeg at det var forsent. En anden pige havde taget min plads- ved siden af Liam. 

 

Jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde, at jeg var jaloux. For det var jeg. Det var min søster, min lillesøster som stjæler alt fra mig, som tog min ene chance fra mig. Den chance at kunne fortælle verden, hvor stolt jeg var over at have Liam som min kæreste. Og det var jeg, stolt. Han var den mest beskyttende kæreste, den mest lyttende og sødeste kæreste, jeg nogensinde kunne tænke mig. 

 

Så at se Elle stå på scenen med min kæreste på scenen, få kys af min kæreste og fortælle verden om min og MIN KÆRESTES forhold, var uudholdeligt. Men der var også noget sjovt i det. Jeg kunne stadig stå og smågrine over Elles ansigtsudtryk da hun blev hevet op, for så at skulle synge med og afsløre vores hemmelige forhold, som ikke var hemmeligt mere. Jeg kendte min søster godt nok til at vide, at hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv lige nu. Hun var helt ude af den. For det første at vide at jeg var sammen med Liam, og så at stå og holde i hånd med ham og stå så tæt på hele bandet. Hun så jo næsten halv død ud.

 

Jeg ville stadig stå og grine af det, hvis ikke Liams sure, vrede, sårede, skuffede, forvirrede stemme, brød igennem mine tanker. 

 

Liams synsvinkel:

 

Hvad havde Danielle tænkt sig? Var vi ikke enige om at det skulle blive offentliggjort?

-Det var hvad min vrede side sagde.

 

Men så havde jeg min bekymrede side, som fyldte mest. Var hun blevet dårlig? Fortrød hun forholdet- fortrød hun mig? Og.. Hvad havde jeg gjort galt?

Jeg må indrømme at hun så ligbleg ud på scenen, og det var også derfor jeg havde taget min hånd frem. -For at hun kunne føle sig sikker. Men hun havde tøvet?! Hvorfor havde hun tøvet? E..el... nej.. Der måtte være en forklaring på det. Og det skulle være nu. Derfor havde jeg også bedt drengene om at tage mine vers, for jeg var nervøs. Jeg kunne ikke gennemføre hele koncerten uden at vide om Danielle var der for mig, eller ej. Men ellers måtte vi klare det. Sammen. Jeg elskede hende jo forfanden, og jeg ville ikke miste hende.

 

"Danielle?!" Råbte jeg. Jeg kiggede rundt for at se efter hende. Og jeg fandt hende. Hun kiggede undrende på mig, med et skævt smil på læben. Hvad skete der for det? Før var hun så usikker og nu; så selvsikker? Hvad...?

 

"Hey skat," hun kom hen imod mig og gav mig et kys på munden. Jeg kyssede tilbage, men gjorde det kort. Hun skyldte mig en forklaring, og især på de humørsvingninger? Var det hendes tid på måneden?

 

"Forklar mig lige," sagde jeg og kiggede hende dybt i øjne. Det var også der hun så hvor alvorlig, jeg var. "Hvad skete der, der inde?" Hun så pludselig lettet ud.

 

"Jo, ser du," sagde hun roligt, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret. "Min søster tog min koncertbillet, og kom og spillede mig- bare for at se jer," hendes søster? Hun havde aldrig fortalt mig at hun havde en søster? Men om så det var fordi de havde en familiekrig imellem dem, eller hvad ved jeg, så skulle jeg da vide det?! Jeg var hendes kæreste. Tillid var det vigtigste i forhold. 

 

"Din søster?" Spurgte jeg mistroisk. Hun nikkede ivrigt.

"Ja, Elle Peazer, hun ligner mig men er bare nogle år yngre, og så er hun ogs.." 

"Nej," afbrød jeg hende. Jeg var forvirret, det hele snurrede rundt. Hun løg mig sgu lige op i ansigtet! Hun løg for mig. Men hvorfor? Jeg løg aldrig for hende, jeg var der kun for hende. 

 

"Nej..?" Spurgte hun forvirret.

"Jeg ville ikke høre mere," sagde jeg roligt og kiggede ned i gulvet. Der gik noget tid, før hun fattede hvad jeg egentlig sagde.

"Du stoler ikke på mig?" Sagde hun mellem sammenbidte tænder. Vreden var tydelig i hendes øjne, da jeg tog hovedet op for at møde hendes øjne. Jeg rystede let hovedet, hvilket fik hende til at hvæse.

 

"Du tror ikke på mig? Du stoler ikke på mig!?" Skreg hun op. Bag mig hørte jeg nogle skridt og dæmpede stemmer, der ikke kunne tilhøre andre end drengenes.

 

"Hey, hey, hey.. Danielle? Tag det nu lidt roligt," prøvede Louis. Men hun kiggede kun på mig. Da hun så vendte ryggen til mig og var på vej ud, blev jeg provokeret. Hun løg for mig. Hun skulle ikke spille kostbar. Det var for meget alt det her. JEG skulle have det sidste ord.

 

"Du lyver mig fandme lige op i ansigtet. Elle Peazer findes ikke! Elle Peazer er bare løgn og lyv ikke. Benægt det ikke, du.. du.. har bare mistet følelserne.." det sidste sagde jeg i en hvisken. Men hun hørte det godt. For øjeblikket efter var hendes øjne fugtige. 

 

"Liam? Nej..." Sagde hun forsigtigt. 

 

Men jeg rystede bare på hovedet. Jeg gad ikke høre det. Det var nok. Jeg fik måske ikke det sidste ord alligevel, men jeg havde magten, og det var nok. Hun stod der og tryglede mig om at lytte, men jeg gad ikke. Derfor var det min tur til at vende ryggen til hende og gå.

 

***

 

Elles synsvinkel:

 

Klokken var ved at være ti, så jeg valgte at sætte en film på. Hellere nu end aldrig, og det var også længe siden jeg havde set Mamma Mia. Jeg satte filmen på og lænede mig tilbage i sofaen.

 

Danielle var ikke kommet hjem. Det undrede mig hellere ikke, hun var sikkert sammen med Liam. Og resten af drengene. Med Harry.. Min Harry. Nej, Danielle havde Liam. Jeg beholdte Harry

 

Døren ude i gangen gik op. Jeg kiggede ikke engang op, jeg forventede det var Danielle. Men jeg hørte ingen stemmer, så Liam var ikke taget med. Jeg hørte hendes skridt traske ind til køkkenet. Der var meget stille. Burde hun ikke være sur på mig? Havde hun ikke noget at sige? Jeg havde jo ødelagt hendes dag.

 

Jeg kiggede på skærmen. Jeg var ligeglad, overbeviste jeg mig selv om, eller prøvede. Men det virkede ikke godt. Jeg kiggede ud mod køkkenet igen. Der var helt stille. Jeg var lidt bange for hvad hun lavede, så jeg valgte at rejse mig fra sofaen. Jeg gik hen mod døren, som adskillede køkkenet fra stuen. Langsomt åbnede jeg døren. Danielle stod med ryggen til mig så jeg kunne ikke se hvad hun lavede, ud over at hun stod med front mod køkkenbordet. 

 

"Danielle?" Spurgte jeg forsigtigt om. Trods at hun hadede mig, hadede jeg ikke hende, ikke nu. Noget inden i mig, fik mig til at blive.

"Gå!" Snøftede hun. Det var der jeg opdagede at der var noget helt galt.

 

"Danielle?" Prøvede jeg igen.

 

"GÅ!" Råbte hun af mig, og vendte sig om. Mascararen var smurt ud, og hun græd. Hun havde mascara i hele ansigtet, og hun havde snot ned af næsen. Jeg følte at jeg ikke kunne røre mig ud af stedet. Hun så knust ud.

 

"Fortæl mig hvad der er sket," sagde jeg roligt. Hun rystede på hovedet. Hun gad ikke, det var tydeligt.

 

"Du er hvad der er sket!" Sagde hun så, hvilket gav mig et chok. Jeg kunne mærke at ordene ramte. De ramte plet. Tårerne pressede sig på. 

 

"Danielle?" Sagde jeg grådkvalt. Hun rystede bare på hovedet af mig, og løb ud af køkkenet. Jeg stod fast. Kunne ikke bevæge mig. Danielle havde altid hadet mig, men jeg have aldrig vidst at hadet til mig var så stort.

 

Noget på køkkenbordet fik min opmærksomhed. Danielles mobil. Jeg burde ikke, men jeg kunne ikke lade være. Nysgerrigheden tog over. Uden at tænke over det, stod jeg med hendes mobil i hånden kort efter. Jeg kiggede i hendes opkald. Hun havde kaldt mindst halvtreds gange til Liam. Så der var noget galt med Liam? Var han sur på hende?

 

Det nyttede ikke noget at kigge i hendes mobil. Hun ville kun blive mere sur. Så der var kun en mulighed tilbage; snakke med hende.

 

Jeg ved ikke hvornår jeg var blevet så opsat på at hjælpe Danielle, men en søster instink fortalte mig at det var det rigtige.

 

Jeg løb op af trappen og fandt hendes værelse. Jeg bankede ikke engang på, for jeg vidste at det ikke ville nytte. Hun lå på sengen. Hendes hoved var gemt væk i hendes hovedpude.

 

"Danielle?"

 

"Gå!" Sagde hun ned i puden. Jeg sukkede, lukkede døren og satte mig hen på kanten at hendes seng. Men på en eller anden måde fik hun skubbet mig ned, så jeg så sad på gulvet. Jeg kiggede på hendes ansigt der var gemt væk.

 

"Har han slået op?" Spurgte jeg. Hun svarede ikke. Men jeg opgav ikke. "Er han rigtig sur på dig?" Hun sukkede ned i puden, hvilket nok var det højste svar jeg ville få. Jeg overvejede hvad jeg skulle spørge hende om.

 

"Du ved godt at du kan snakke med mig, ikke?" Jeg kiggede ned i gulvet, og da jeg kunne mærke hende bevæge sig, kiggede jeg på hende. Hun satte sig op på albuen, og kiggede direkte på mig.

 

"Du ved godt at han tvivler på mine følelser, ikke? Og det er kun din skyld! Dit kæmpe sceneri satte mit forhold på spil. Takket være dig."

 

Jeg  kiggede undskyldende på hende. Hvis jeg bare kunne ændre det.. Havde lavet vær med at tage billetten. Men det havde jeg ikke. Men.. så fik jeg en idé.

 

"Hvad hvis vi tager over til dem nu?" Lyste jeg op. Hun rystede på hovedet og kiggede dumt på mig.

"Han er mega sur på mig," vrissede hun. En meget svag vrissen. Som om hun prøvede at vrisse, men det kun hjalp halvt.

 

"Kom!" sagde jeg og rejste mig op. Jeg tog hånden ud, for at hjælpe hende op. Men hun rystede kun på hovedet, og gemte hovedet ned i puden igen. Jeg sukkede og lod armen falde ned langs siden igen.

 

Som da jeg var fem og skulle vække hende, trak jeg hende i benet for at få hende ud af sengen.

"Hva fuck laver du?" Spurgte hun mig højt om.

"Vi viser Liam at han behøver dig. At uden dig er han ingenting, og at du ikke er personen man skal være sur på,"

"Jeg har sagt, nej. Han gider alligevel ikke høre på mig! Han er sur på mig," jeg rystede på hovedet.

"Jeg gad høre på dig, selvom jeg kan være sur på dig. Men jeg gav dig en chance. Og det burde han også give dig. Du er det værd," sagde jeg og trak lidt i hendes højre ben igen. Hun mumlede et eller andet, og fik så sat sig op uden min hjælp.

 

"Okay, så," sukkede hun.

 

***

 

Vi stod foran Liams hus. Danielle fortrød allerede, men inden hun nåede at sige noget eller ombestemme sig, bankede jeg på. Jeg havde min hånd i hendes -imod hendes vilje, for hun prøvede hele tiden at fjerne sin.

 

Døren gik op lidt efter, og mit hjerte bankede hårdt da jeg så hvem det var. Men nu skulle jeg tænke på Danielle. Hun var trods alt min søster.

 

"Er Liam her?" Spurgte jeg og kiggede rundt bag ham. Han kiggede forvirret på os, men så kom et lille skævt smil på hans læber- et smil jeg elskede. Og jeg elskede ham. Harry Fucking-lækker Styles.

 

"Øhh.. ja. Vent her," sagde han og gjorde tegn til Danielle og jeg. Vi stod og ventede imens, da Danielle sagde.

"Du ved jeg betaler tilbage for det her på et tidspunkt," sagde hun med et smil i stemmen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af. Hun havde håb. Et ´mhmm´undslap mine læber.

Liam viste sig i døren. Han så sur og skuffet ud. Han skulle til at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet:

"Du skal ikke være sur på Danielle. Det var ikke hendes skyld at jeg tog billetten, og det var ikke hendes skyld at jeg gjorde som jeg gjorde. Danielle vidste intet om det. Så tilgiv hende. Hun elsker dig, tvivl ikke på det. Hun elsker dig at hele sit hjerte, og hun fortalte sandheden. Hele tiden. Jeg ved intet, så bebrejd hende nu ikke for at fortælle for meget til hendes lillesøster. Men jeg ville have hende til at være glad, og det ved jeg at hun kun er hos dig. Tilgiv hende," sagde jeg. Imens min talestrøm kiggede han på Danielle. Hans blik landede på mig da han var færdig. Han så forvirret ud, og skulle til at sige noget, da jeg -igen- kom ham i forekøbet. Hvor var jeg dum.

 

"Ja, jeg er forresten Elle Peazer," sagde jeg, og rakte hånden frem. Men han tog den ikke. Han kiggede bag mig, på Danielle. Jeg gik til side, og uden at tøve gik han frem og plantede et langt kys på hendes mund. Hun gengældte det med det samme. En lille tåre trillede ned at Danielles kind.

 

Pludselig smilede Danielle i smilet, og trak sig fra Liam. "Der er børn til stede," sagde hun og lavede et nik mod mig. Liam grinede og kiggede på mig. "Sikke en søster, hva?" Sagde han. Danielle daskede til ham, før hun kyssede ham igen. Jeg nød at se dem så lykkelige- specialt Danielle. Jeg listede mig væk. Det var det forkerte tidspunkt at være her på. Og der gik også en bus et sted her fra tæt på, og jeg havde nogen små penge i lommen.

 

***

Jeg sad i bussen, da jeg blev ringet op. Det viste Danielles nummer.

 

"Danielle?" Spurgte jeg forvirret. Burde hun ikke være sammen med Liam? Sådan- forever?

"Tæt på," sagde en dyb stemme. Den lød en smule velkendt, og det tog mig et stykke tid at regne ud hvem det var. Hvorfor ringede han til mig?

 

"Harry?" 

"Du gættede rigtigt," jeg kunne høre hans stemme smile. 

"Hvorfor ringer du til mig? Og så fra Danielles mobil?" spurgte jeg undrende.

"Nå, er det Danielles mobil? Jeg troede det var min," jeg grinte ukontrolleret, uden at tænke på at jeg snakkede i telefon med Harry Styles- den verdensberømte.

"Hvad vil du, Harry?" Spurgte jeg lidt efter. Jeg var ret nysgerrig.

"Snakke," sagde han.

"Snakke?"

"Ja, hvorfor ikke?"

"Okay, hvad skal vi snakke om?" Spurgte jeg om.

"Hmm.. Hvad skal du på fredag?"

"Inviterer du mig ud?" Glæden steg. Inviterede han mig lige ud? Oh my god.

"Det kan vi godt sige jeg gør," sagde han så. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

"Okay," sagde jeg så helt overlykkelig.

"Er det et ja?" Spurgte han overrasket.

"Ja,"

 

______________________

 

Heej læsere!

Det her var min idé til mit One Shot om One Direction. Men jeg fik ikke udgivet den til tiden. Den er lidt lang, men jeg har også brugt tid på den. Den er ikke rettet igennem. Men jeg håber I kan lide den :)

Elsker jer!

 

xx.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...