Et nyt liv

Maria er 17 år og stadig under uddannelse. Samtidigt har hun et hemmeligt forhold til den noget ældre Jack, der desuden har det hele og mere til; kone, børn, penthouse, selvstændig virksomhed - og nu også en elskerinde. Men da Maria, efter at have brudt tilliden mellem hende og hendes mor, sættes til at gøre strafarbejde i ferien, opdager Maria for alvor at der er noget grueligt galt. Og hvordan vil Jack mon reagere?...

3Likes
3Kommentarer
350Visninger
AA

3. En løgn

Den efterfølgende uge var der efterårsferie, så min mor fik alligevel ikke mulighed for at give mig den stuearrest, hun mente jeg fortjente. Jeg havde løjet for hende og brudt tilliden mellem os, var hendes begrundelse. Som hendes egen personlige straf, satte hun mig til at lave alle mulige åndssvage pligter, og som den frihedshungrende datter jeg var, bøjede jeg mig selvfølgelig i støvet. Hun tøede da også lidt op, efter et par hårdtarbejdende dage med gulvvask, støvsugning og pudsning af alt bedstemors gamle sølvtøj. Til slut, begyndte hun endda at give mig nogle pusterum, og det var da jeg sad i stuen og så fjernsyn, at jeg opdagede den var gal.

”Har du brugt de sidste tamponer?” spurgte min mor der stod i dørkarmen, og hele min krop stivnede. Det var der jeg opdagede, at min menstruation var udeblevet.

”Nej,” stammede jeg, og hun kiggede mistænkeligt på mig og forlod stuen. Hvad gør jeg nu, tænkte jeg, og hørte min egen vejrtrækning blive mere intens. Hvad hvis jeg var gravid? Jeg turde næsten ikke tænke tanken til ende, og beroligede blot mig selv med, at det vel stadig var normalt, at have uregelmæssig menstruation. Hvis man altså så bort fra, at den havde været regelmæssig siden jeg var 13. Jeg begyndte at hyperventilere, for hvordan kunne det overhovedet ske? Hvis det da var sket, jeg vidste det jo ikke med sikkerhed. Var der gået hul på kondomet, eller havde vi overhovedet brugt et, den nat på hotellet? Havde vi i alt ivrighed efter hinanden, glemt det vigtigste? Mit hjerte sad helt oppe i halsen, idet min mor lettet råbte:

”De er her, skat jeg har fundet dem!” Jeg gik ud i køkkenet, og tjekkede hurtigt at hun ikke var i nærheden. Så åbnede jeg køleskabet, tog den eneste mælk der stod derinde ud og tømte den i vasken. Så foldede jeg den så meget sammen, som en mælkekarton nu tillader, og camouflerede den derefter i papir.

”Mor,” råbte jeg og snuppede mine nøgler.

- ”Jeg smutter lige ned i supermarkedet, vi mangler mælk.” Jeg gik forbi hende og bukkede mig ned, for at binde mine snørebånd.

”Det var da mærkeligt,” mumlede hun for sig selv.

”Jeg var da ellers sikker på at…” Jeg smækkede døren og løb.

 

”Mælk,” tænkte jeg, på vej hen mod kølemontren. Modermælk? Jeg rystede frastødet tanken fra mig, og snuppede den første og bedste mælk jeg så. På vej op mod kassen, begyndte jeg at sænke farten. Jeg mistede et kort øjeblik modet, og skulle til at stille mælken tilbage, og bare gå hvor jeg var kommet fra. Nej, tænkte jeg, du kan godt.

Der var tre forskellige graviditetstests, men jeg vidste ikke hvilken en af dem, jeg skulle vælge. Med rystende hænder tog jeg en af hver og lagde alle tingene op på kassebåndet. Jeg havde det som om alle kiggede bebrejdende på mig. De ældre damer foran, moderen bag mig, bageren og kioskdamen på den anden side, de kiggede alle sammen på mig. ”Så ung og dog så skyldig i sin egen sørgelige skæbne,” tænkte de garanteret. Jeg betalte nervøst kassedamen, tog mine ting og løb hen mod udgangen.

”Dine byttepenge,” nåede damen bag kassen at råbe, før jeg løb ud af dørene og ud på fortovet. Jeg var i chok hele vejen hjem, og jeg kan ærligtalt ikke huske, om jeg tænkte en eneste logisk sammenhængende tanke. Inden jeg åbnede døren til lejlighedskomplekset, gemte jeg testene under tøjet. Jeg låste mig ind, og åbnede døren.

”Mælk,” sagde jeg som en anden zombie, og kastede den i min mors favn. Hun kiggede forbavset efter mig, da jeg gik ind på badeværelset, og med et smæk låste døren efter mig.

Jeg tændte for vandet i badekaret og satte mig så på toilettet, og pakkede alle graviditetstestene op. Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg brugte på at læse brochurerne. Lang tid i hvert fald, for badekaret nåede at blive så fyldt med vand, at det skvulpede over. Jeg blev revet væk fra min læsning, og lukkede hurtigt for hanen. Nu er det nu, tænkte jeg og gjorde nøje som hver enkel test beskrev. Det ville stort set sige, at tisse på pindens markerede område. Grøn for positiv, rød for negativ. Jeg lagde testene ved vasken, og placerede mig selv i badekaret. Vandet flød ud over alle sider og oversvømmede badeværelsesgulvet. Få minutter skulle jeg vente, få minutter mere i dette helvede, og så ville jeg vide besked.

”Rød, rød, rød, rød..” messede jeg. Rød var en pæn farve, ligesom væggen på hotelværelset, min smukke kjole eller roserne der var spredt ud over sengen. Den seng hvorpå vi havde elsket, mindede jeg mig selv på, og blev dermed endnu mere nervøs. Jeg rejste mig op og vadede hen til vasken. Intet resultat. Jeg traskede tilbage til badekarret. Ventetiden var uendelig, hvor lang tid havde jeg lige lagt her? Et årti? Jeg rejste mig op igen og næsten gled hen til vasken. Stadig ikke noget, var de i stykker? Jeg blev irriteret og hoppede tilbage i badekarret. Jeg tog shampooen og begyndte at fordele den i håret. Da jeg var færdig hældte jeg lidt shampoo i hænderne, og begyndte at gnide det mod min mave. Den var helt stille, så stille at jeg kort glemte alt om testene. Der kunne jo umuligt vokse et lille barn inde i den mave. Den var flad og skøn, og desuden havde jeg ikke kvalme. Triumf! Jeg glædede mig så meget over min nyfundne overbevisning, at jeg endte med at sidde i badekarret i lang tid. Jeg vaskede mit hår og brugte lang tid på nøje at barbere mine ben, skønt de ikke havde brug for det. Jeg opdagede irriteret at nogen, det ville sige min mor, havde brugt det sidste stykke sæbe. Så trak jeg proppen ud af badekarret, greb mit håndklæde og gik hen til vasken, for at finde et nyt stykke. Det var der jeg fik øje på dem; Tre på stribe, tre fluer med ét smæk.

Jeg begyndte at trække vejret hurtigt, det kunne ikke være rigtigt. Den farve der kom mig i møde, var alt andet end rød. Hvis farven i det mindste bare havde været blå eller lilla, eller i det mindste bare en anden farve end grøn. Men nej, testenes farvekort ville absolut kun indeholde to farver. To fucking farver. Alle tre tests var positive, jeg var gravid. Sandheden overmandede mig, og jeg blev svimmel. Jeg gled i vandet på gulvet.

”Nej,” hviskede jeg ud i luften.

- ”Det kan ikke være sandt.” Jeg fik tårer i øjnene og lagde hænderne på min mave. Præcis på samme måde som jeg havde gjort den aften på restauranten. Skæbnens ironi. Men denne gang vidste jeg med sikkerhed at det ikke var hummerbisc eller oksefilet der gemte sig derinde.

Det var et barn.

 

*

Jeg må have lignet en sindssyg, som jeg løb der i New Yorks gader, dækket af intet andet end et forvasket håndklæde og ikke bare én, men tre positive graviditetstests i hånden.  Jeg løb med tårer i øjnene hele vejen, med kun ét mål i tankerne; Jack. Jeg vidste præcis hvor han boede. Ikke fordi jeg nogensinde fik lov til at besøge ham, men fordi jeg havde været nysgerrig efter at kende ham, dengang vi først begyndte at ses. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg løb. Det hele var bare én stor tåget og uklar masse, men med få men klare øjeblikke af hvad der foregik omkring mig. Vi boede ikke langt fra hinanden, måske med et par kilometers afstand. Jeg trak vejret i små grådige gisp efter luft, og fokuserede på alt andet end åndedræt og løbeteknik. Tankerne farede igennem mit hoved og hurtigt ud igen, før jeg nåede at tænke dem til ende. For jeg tænkte slet ikke, jeg handlede bare instinktivt. Jeg nåede endelig til stedet hvor de smukke og beundringsværdige penthouselejligheder lå. Jeg ville tage i døren, men dørmanden stillede sig foran mig. Han var høj, bred og så meget uvenlig ud.

”Beklager Miss, jeg har ikke fået besked på at lukke,” han skævede hurtigt men uhøfligt ned på mig.

- ”..nogen som Dem ind,” sluttede han. Vreden boblede op i mig, og adrenalinen susede rundt i min krop, klar til kamp.

”Sig mig, tror du det er for sjov hva’ karlsmart? En vis herre fra en af disse lejeligheder har bollet mig tyk, synes du ligesom ikke, at faren til mit barn, har ret til at høre nyheden?” spruttede jeg og holdte samtlige tests under hans næse.

”Alle i denne bygning er gift, Miss,” sagde han uforsonligt.

”Præcis,” svarede jeg koldt. Han fjernede sig med et ryk og åbnede så døren på klem, så jeg lige akkurat kunne mase mig ind.

”Gør nu ikke noget dumt, Miss,” råbte han efter mig. Jeg løb op af en lille stentrappe, men snublede hårdt og landede på maven. Det gjorde frygteligt ondt, men jeg havde ikke tid til at samle mig, og løb det sidste stykke hen til elevatoren. Jeg trykkede utålmodigt på elevatorknappen, mens jeg krampagtigt holdt fast i testene, og forsøgte at holde mit håndklæde oppe. Med dryppende hår og på nippet til at gå ud af mit gode skind, trådte jeg ind i elevatoren og trykkede på etagen ”20”. Det føltes som en evighed, men endelig, endelig kom jeg derop. Jeg gik hen til døren, der efter sigende hørte til Jacks penthouse, ringede på en enkelt gang og ventede på det frygtindgydende øjeblik.

Det var ham der åbnede. Hans mund formede et ”O”, og han trådte fortumlet et par skridt tilbage. De forræderiske tårer løb ned af mine kinder, og jeg måtte med alt selvkontrol, stoppe mig selv fra at skrige af frustration. Jeg kastede alle testene i favnen på ham. Graviditetstestene. Positive.

”Jeg er gravid,” snøftede jeg og følte samtidigt en uventet vrede ulme imod ham. Det var ham der havde gjort det her mod mig. Ham, den voksne mand med kone og børn, det var hans skyld. Han reagerede ikke, blinkede næsten ikke engang. Han var i chok, og jeg skreg af ren og skær frustration.

”Kom i det mindste med en reaktion, jeg kan håndtere. Det er for helvede dit barn!”  Det sidste råbte jeg.

”Undskyld, hvad sker der her?” En lyshåret kvinde kom til syne i døråbningen. Hun var slank med pæne træk og dyrt udseendet tøj. Bag hende stod to små børn med store forskrækkede øjne, og kiggede op på mig, den skøre dame.

”Jeg er gravid,” svarede jeg tørt.

”Jane, jeg aner ikke hvem hun er,” forsikrede Jack hende hurtigt om, og undgik at kigge mig i øjnene. I det sekund, gik det op for mig at de sidste 6 måneder i mit liv havde været løgn. Alt den tid vi havde tilbragt sammen, alt det vi havde haft sammen, det hele havde bare været én stor løgn. I virkeligheden havde jeg aldrig betydet noget for ham; Jeg var bare et engangsknald, der var hændt flere gange end godt var. Sandheden gik op for mig, og jeg fik kvalme og hikstede dybt, i et forsøg på at få luft.

”Jeg tror De er gået forkert, vi er ikke gamle nok til at have en søn på din alder der kan være skyld i denne.. misbilligelse,” sagde konen, der tilsyneladende hed Jane, koldt. Hun hævede et øjenbryn og kiggede så afventende på Jack. Jeg mærkede min vejrtrækning blive hurtigere, mere besværlig. Det hele slørede, og jeg måtte støtte mig til døråbningen.

”De må hellere gå Miss, jeg tror ikke De er Dem selv,” sagde Jack køligt.

”Du forstår ikke,” gispede jeg til ham.

- ”Det er dig der har gjort det her mod mig.” Jeg slog ud med hænderne og det var tåget. Jeg vaklede svimmel og ude af mig selv, søgte efter noget at støtte mig til, men forgæves. Jeg mærkede et jag i maven og skreg af smerte. Det hele slørede til og kvalmen voksede.

”Skal jeg ringe efter Marcus?” spurgte Jane tvivlende. Jeg kiggede ned af mine ben, og opdagede at jeg blødte fra underlivet.

”Måske nærmere end ambulance,” gispede jeg, før jeg slog hovedet mod gulvet og alt blev sort.

 

*

 

Jeg vågnede til en insisterende lyd af ”bib…bib…bib”. Det dunkede kraftigt i mit hoved, og jeg havde svært ved at komme i tanke om, hvor jeg var. Mine øjne føltes sårbare og hævede, men jeg fik, efter lang tids lokkende peptalk, endelig tvunget dem op. Det hele var stadig lidt sløret, men jeg opfangede trods alt, at jeg lå i en hospitalsseng, på en stue sammen med tre andre, der alle sov. Jeg var tilkoblet alle mulige forskellige drops og pulsmålere, og jeg følte, af en eller anden grund, en trykkende smerte i underlivet. Så huskede jeg det med ét. Hvordan jeg var taget ud til Jack, og hvordan han iskoldt havde ladet som om han ikke kendte mig. Hvordan konen åbenlyst havde ignoreret fakta, at det var hendes mand, der havde gjort mig gravid.

En høj alvorligt udseende mand med hvid kittel, kom ind af døren og hen til min seng.

”Hvordan har De det?” spurgte han forsigtigt, og jeg blev overrasket over blidheden i hans stemme. Jeg kiggede på hans navneskilt, der fortalte mig, at jeg snakkede med overlæge ”Dr. Manderson”.

”Lidt svimmel,” hviskede jeg, forbavset over hvor afkræftet jeg lød. Han nikkede en enkelt alvorlig gang, og tjekkede alle mine drops, som for øvrigt sad fint. Som om han bare trak tiden ud.

”Miss Duree, jeg er bange for, at vi må meddele Dem nogle sørgelige nyheder,” tøvede han og kiggede ned på protokollen, han holdte i sine hænder. Han rømmede sig.

”Vi kan desværre se, at De har mistet Deres barn i et tidligt stadie.”

Langsomt trængte hans ord ind, og jeg rev med ét alle nålene og de avancerede målere ud af mine arme. Så sprang jeg, til overlægens og min egen store forbavselse, ud af sengen og ud af hospitalet. I det sekund, tror jeg det gik op for mig, at jeg ikke bare forsvandt ud af overlægens liv, jeg forsvandt også ud af Jacks…

 

 

..SLUT

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...