Halvblods.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2013
  • Opdateret: 29 jul. 2013
  • Status: Igang
En pige(Alice Woods) er født som halvblods vampyr men uden at hun ved det. Da Harry dukker op en aften og fortæller at hun skal være med i et ritual tror hun først at det er en syg joke, men det går langsomt op for hende at Harry er vampyr og vil muligvis gøre hende fortræd. Aftenen efter dukker han op igen og hun kan ikke huske noget som helst fra hans sidste besøg. Kun brøkdele
Han invitere hende på ’date’, en aftentur i skoven og de udvikler et stærkt bånd. Med de følelser Harry får for Alice vil han så stadig være i stand til at gennemføre ritualet, eller vil han forsøge at finde en udvej?
Og hvad med vampyr lederen Louis? Vil han acceptere de følelser Harry udvikler for Alice da hun er halvt menneske?

18Likes
9Kommentarer
1289Visninger
AA

7. Kapitel 6

Jeg skriger.

Der midt på min venindes seng, ser jeg min veninde ligge livløs(og blodløs) på sengen med en smule blod på sengen der havde gjort det hvide lagen helt blodrødt af størknet blod. Jeg mærkede tårende presse på da jeg gik hen og rørte min livløse veninde på kinden og den var iskold. Jeg lod tårende falde og jeg var lige ved at skrige igen, da Harry kom ind og så Katja.

"Åh Nej.." mumler Harry.

"Harry jeg.." mumler jeg imellem mine hyl. Harry går hen til Katja og skubber blidt hendes hår væk fra halsen og der er de samme mærker som Katja beskrev dem på Mrs. Kate. Det her var begyndt at skræmme mig virkelig meget. Jeg føler at jeg er med i en gyserfilm. Jeg ser på mærkerne og undre mig over hvad i alverden der har gjort det og hvorfor. Jeg tænkte på den histore Mrs. Kate fortalte mig om myterne omkring Rosewood.

"Harry hvem har gjort det?" spørger jeg som om han ved det. Harry kigger på mig. Hans øjne er mørke og dystre.

"En vampyr" mumler han og jeg kan se han mener det gravalvorligt. Jeg ved ik hvad jeg skal gøre. Græde, skrige..

"En.. vampyr? findes de virkelig?" hvisker jeg spørgende til Harry.

Harry nikker bare.

"Hvor ved du det fra?" spørger jeg selvom at jeg er bange for hvad han vil svare.

Harry ser pindefuldt længe på mig som om han overvejer hvad han skal sige. Harry står lidt og overvejer ordene før han åbner munden.

"Alice.." mumler han og holder igen en lang pause. Jeg vil ikke presse ham så jeg lader ham tage den tid han har brug for. Til sidst er der gået 2 minutter og han havde stadig ikke afsluttet sin sætning og da jeg skal til at åbne munden for at bede ham fortsætte, slutter han:

"Fordi jeg selv er en" mumler han og jeg kan føle mig selv træde et skridt væk fra ham. Jeg kigger i gulvet og ved ikke hvad jeg skal tro. Hvad snakker han om? Tager han pis på mig? Er det her en syg joke? for ellers synes jeg ikke det er sjovt. Men beviserne taler deres tydelige sprog at det er en vampyr der har dræbt min bedste veninde, og alle de ting Harry gør.. Hopper ind ad vinduet selvom at mit værelse er på tredje sal, dækker sig til for solen, spiser ikke den mad jeg nogle gange vil dele med ham, også har han den der mystiske attitude. Jeg kigger Harry i øjnene for at finde nogle tegn på at han laver sjov, men jeg finder intet. Kun mørke grønne alvorlige øjne der stirre gravalvorligt tilbage ind i mine.

"Var det dig der.." starter jeg men Harry afbryder.

"Nej.. jeg dræbte hverken din veninde eller Mrs. Kate" siger Harry. Jeg kan også høre hvor alvorlig han er ligenu. Jeg ville gerne tro ham, men det lyder bare så langt ude i mit hoved.

"Kender du.. kender du til myten i Rosewood?" spørger jeg.

Harry nikker.

"Passer den?" spørger jeg og er igen bange for svaret men jeg vil have svar på mine spørgsmål.

Harry nikker igen.

"Hvert ord er sandt" mumler han og smiler lidt skævt. Harry bryder sig vidst ikke om at være alvorlig.

"Niks alvor er ikke min stærke side, men når jeg skal være det er jeg det" siger Harry som om han læste mine tanker igen. Nårh ja også kan han altid vide hvad jeg tænker og vil spørge ham om. for det meste.

"Så.. hvis du er vampyr.. og myten er sand.. er der stadig flere vampyrer tilbage i byen her, udover dig?" spørger jeg.

Harry nikker.

"Den forklaring kan man vidst ikke fortælle politiet, medmindre du gerne vil have dem til at tro at du er sindssyg" mumler jeg og jeg kan høre Harry halvfnise halvfnyse af hvad jeg sagde.

"Nogen vil tro dig. Folk som tror på myten, og ja vampyrjægerne" siger Harry.

"Vampyrjægerne?" spørger jeg.

"Der er noget i myten de ikke fortæller, fordi menneskerne gerne vil fremstå som de gode her" siger Harry dystert.

"Hvad mener du?" spørger jeg og havde næsten glemt at min bedste veninde lå død på sengen lige ved siden af mig.

"Vi vampyrer har aldrig været onde, vi har aldrig været 'de onde', vi ville bare have hævn" mumler Harry og ser mig dybt i øjnene som ville have fået mig til at rødme, hvis han ikke var alvorlig lige nu.

"Hævn? hævn over hvad? over menneskerne? hvorfor?" jeg stiller Harry en masse spørgsmål for han har hylet mig helt ud af den og gjort mig vanvittig nysgerrig og en smule bange.

"Mennesker har altid været nogle monstre. overfor os. fordi vi var anderledes. Vi gjorde ting der var anderledes, og fordi vi var nød til at drikke blod for at overleve, ville menneskerne af med os. Selv ens egen far ville dræbe en hvis man var bare halvblods vampyr, menneskerne begyndte at eksperimentere og så snart en kvinde blev gravid undersøgte de babyen for at se om den havde vampyrgener gemt i sig, og hvis den havde ville de skaffe den af vejen med det samme og moren ville blive hængt senere, efter flere år hvor menneskerne havde dræbt over 100 babyer fordi de havde gener som vampyrer begyndte de at være lidt ligeglade om babyen havde gener der machede en vampyrs og dræbte dem så snart de blev fuldblods. Man opfandt vampyrjægere, vampyrvåben, vampyrfælder OSV. Med hensyn til babyerne.. hvad menneskerne ikke vidste var at da de druknede babyerne da de blev født, døde de ikke fordi de var halvblods og du ved jo hvordan man dræber en vampyr, fra film og den slags.." Harry tog en hurtig pause for at trække vejret og jeg stod bare og lyttede.

"Babyerne flød -levende hen ad floden inde i skoven og endte på breden -stadig i live og os vampyrer som kom fra en anden by der var blevet jaget ud af den, fandt babyerne og opfostrede dem som vores egne, i stedet for vores egne børn kaldte vi dem vores søskende og selv gav dem navne. En flok 18 årige teenage vampyrer havde søgt tilflugt i skoven og der opfostrede de babyerne indtil de var 18 og selv kunne jage, men de holdt stadig sammen. For vi vampyrer holder sammen uanset hvad, fordi menneskerne er overalt. De måtte skjule sig fra deres egne familier og solen selvfølgelig.." fortsætter Harry og halvgriner men ser stadig trist ud i øjnene.

"Min historie er lidt anderledes.." mumler Harry.

"Hvordan er din historie?" spørger jeg og træder frem imod Harry og holder øjenkontakt.

"Mine forældre opdagede ikke at jeg var halv vampyr da jeg blev født. Det samme vidste min far ikke om min mor at hun var en af de vampyrer som bliver ved med at blive ældre og som kan rende rundt ude i solen hvis de har en speciel ring på. Jeg voksede op og da jeg blev 18 og ikke kunne gå ud i solen, og jeg havde jo ikke hørt så meget om myten, fortalte jeg min far at der var noget galt med mig og han blev bekymret og da jeg fortalte ham at solen brændte min hud og jeg hele tiden var tørstig og havde nogle underlige spidse tænder, blev han stille og før jeg vidste af det fandt han en træpæl frem og prøvede at.. spyde mig i hjertet så jeg ville dø. Jeg blev nød til at løbe ud ad huset og ud i solen, som hurtigt begyndte at brænde min hud for jeg havde kun T-shirt og shorts på. Det var der jeg troede det hele var forbi, men så kom Louis og dækkede mig til så solen ikke ville skade mig og han viste mig rundt i hans og alle de andre vampyrers hus og siden den dag har jeg boet deroppe sammen med Louis og 50 andre vampyrer" siger Harry.

Jeg stod tæt på Harry og blev helt rørt over hans historie og jeg kunne mærke hvor meget jeg troede og gerne ville tro på ham.

"Er alt det sket? gjorde han virkelig det? din far.." spørger jeg selvom at jeg godt kender svaret.

Harry nikker bedrøvet.

Jeg lægger armene om han og trækker ham ind i et stramt knus. Harry lægger sine stærke arme omkring mig og nusser hovedet ind i siden af min hals. Jeg stivner lidt, men slapper af da han kysser blidt min hals.

"Du kan stole på mig, jeg vil aldrig gøre noget som kunne skade dig".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...